Unscientific Psychology -

Conversations with Other Voices

Denne anmeldelse trykkes også - på engelsk - i Nyhedsbrevet nr.23, Center for kvalitativ metodeudvikling, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

A two-day conference on progress and possibilities in creating a cultural, relational, and performatory approach to understand human life

New York, 14. - 15. Juni 1997

Volker Bunzendahl, Psykologisk Institut, Århus, Danmark, e-mail: volker@psy.au.dk ,

homehome publikationerpublikationer

Ankomst. Solen skinner. Der er ca. 32 grader celsius. Vi er udenfor byen, midt i skoven. Check-inn. Nøgler til værelset. Kaffe. Small Talk. Og endelig ... velkomstalen.

Folk, mere end 150 personer fra 17 lande, fortrinsvis psykologer, men også enkelte antropologer, sociologer, og sygeplejersker er til stede. Folk kommer lang vejs fra for at høre på postmoderne, og som jeg først efterhånden opdager, kritiske -marxistiske- psykologer. En forsamling, der har skepsissen over for mainstream - psykologi til fælles, men som dog ellers tolker vores kaotiske tid forskelligt og med forskellige referencepunkter. Der var som sagt social konstruktionister, postmodernister, anarkister, marxister, enkelte systemiske familieterapeuter/konsulenter, én der havde læst hos selve Leontjev, og enkelte andre, der havde deres udgangspunkt i narrativ terapi. Nogle perspektiver/grupperinger lød mere optimistiske, andre mere nøgterne eller skeptiske, nogle nærmest militante, andre stadig med begge ben forankret i den videnskabelige verden. Der var mange stemmer, alle fik sagt noget, alle fik lyttet.

Jeg havde store forventninger, havde i månederne op til konferencen surfet på nettet og på forhånd informeret mig om nogle af East Side Institute's mange aktiviteter. Lad mig allerede her afsløre, at jeg har oplevet denne konference som et stort lysglimt - et håb for psykologien i denne opløsningstid. Hvor var det livsbekræftende at mærke, at der derude, i verden, er flere, hvis ikke snart mange, der ønsker at se på vores fag med (selv)-kritiske øjne. Opfordringen her fra New York er entydig, selv om der er forskelle i forhold til formuleringen, som her er min egen:

Omskab, forny, de- eller rekonstruer psykologi

Dr. Lois Holzman byd velkommen på vegne af East Side Institute for Short Term Therapy, New York City (se box 1). Hun fortalte om instituttets mangfoldige projekter, om titusinde frivillige, der foretager utallige "udviklingsfremmende" aktiviteter over hele USA, om at man her læser Vygotsky som revolutionær præ-postmodernist, der opfordrer til handling og nytænkning. Derefter stillede hun selv det spørgsmål, nogle nok havde stillet sig selv :

Hvorfor taler vi om unscientific psychology? Vil vi underminere almindelig psykologi? Jo, egentlig vil vi "bare" skabe miljøer for dialog, for vækst, udvikling, eller som vi kalder det, performance. .... Er det provokerende ? Måske, men vore bøger bliver solgt, vore kurser bliver besøgt ... Er vi marxister? Jo, måske, vi har praktiseret vores sociale, performative terapi i lang tid, før vi opdagede Vygotsky, Wittgenstein, og også Marx. Yes, vi forsøger at omskabe verden, vi ønsker at mindske fremmedgørelsen..

Hun pointerede, at det vigtige ikke er, om vi kalder "vore" bevægelser for postmoderne eller ej, men mere, at vi erkender, at vi lever i en tid, hvor vi bevæger os fra det nogle kalder det moderne til det, nogle kalder det postmoderne, og at det uden tvivl vil kræve en de-konstruktion af vores fag. Et eksempel på en sådan "revolutionær" de-konstruktion er netop det, der prakticeres her i New York. Hun afsluttede ved at fremhæve sit mangeårige samarbejde med Fred Newman (filosof, terapeut, teaterdirektør). Det er netop dette samarbejde, der har været afgørende for at denne bevægelse er én, hvis ikke den sidste, der har overlevet siden sidst i 60'erne. Frokost-samtaler med både terapeuter og tidligere klienter hos East Side Institute bekræfter indtrykket - at der her gøres det, så mange altid har talt om: Her er der forbindelse mellem teori og praksis, her i New York City er marxismen igen blevet levende - "We build community" som folkene i og omkring bevægelsen ynder at sige..

Efter Lois Holzman gik Ian Parker, som nogle måske kender som aktivist fra radical-psychology-network, på talerstolen.

Parker startede nøgternt, og pegede på de farer, der kan ligge i en postmoderne psykologi. Han mente, det var på sin plads at være kritisk overfor vores egen eufori omkring den "postmoderne bevægelse". Begrundelsen er ifølge Parker,

at postmoderne ideer bliver taget op af nogle, der ikke er så politisk oplyst som det kræves.

Hermed menes vel, at postmodernisme både kan føre til liberalistiske, ny-konservative, og ny-konventionelle "yuppie-tendencer", eller anarkistiske, social-konstruktionistiske fællesskaber, hvor det sidste vel er det, Parker ønsker sig, tilsat en god portion kritisk (marxistisk) sans.

Han advarer os, ikke for at vi skal stoppe kampen, men tværtimod, for at vi kan være mere vågne krigere på vej mod ..... nye tider. Kloge ord fra en mand, der i øvrigt ikke selv er bange for at kæmpe for de svages rettigheder (se box 1: Psychological Politics Resistance).

Næste taler, Kenneth Gergen fortalte os, med glimt i øjet, at han er overbevist om at disse postmoderne, og/eller social konstruktionistiske bestræbelser virkelig har fat i noget af det rigtige.

De lever og de gør dét, som så mange har skrevet om.

Han gav en nærmere forklaring på, hvad konstruktionismen tilbyder os: nemlig en indsigt i

at alt hvad vi laver, holder af, glæder os over, frygter - grows out of relationships.

Han uddybede med eksemplet, sproget.

Det er forkert at se sprog som bærer af sandheden, sproget er bare et middel hvormed vi i relation kan frembringe en fælles forståelse. Sprog er ikke kun det talte, og skrevne ord, det er også hand-shaking, øjeblikke, gestik. Sprog er en del af vores fælles aktivitet.

Desuden er det centralt hos både social konstruktionistiske, men også systemiske terapeuter/konsulenter/undervisere, at interventionen, f. eks. det forudbestemte undervisnings-materiale, ikke opleves som begrænsning, men som en opfordring, som invitation til fælles udforskning af forskellige vinkler og roller, man kan indtage i forhold til et bestemt problem. Gergen fortsætte med at påpege, at det ikke er individet, der er psykologiens genstand, men at det er relationerne. Individual psykologi må ifølge Gergen blive afløst af social psykologi, eller i det mindste erkende, at psykologien om individet må skabes i dialog, sammen med andre, her-og-nu, i en for alle implicerede bevidst konstruktion af vores fælles virkelighed. Traditionel psykologi har aldrig arbejdet med individet, altid kun med en konform generaliseret udgave, som enkelt-tilfældet så kunne sammenlignes med. "Selvet", det enkelte individ, bliver ikke væk, her hos Gergen og vennerne, tværtimod, her har den enkelte faktisk mulighed for at komme til syne, med sider af sig selv, der var delvis ukendt (undertrykt, forbudt, u-normal) både for ham/hende og for de andre. I den postmoderne terapi/konsultation er der ingen, der på forhånd fastlægger, hvordan den ideelle, generaliserede anden ser ud, opfører sig etc.

Alt i alt et foredrag med optimisme, der sluttede med ordene:

det er ikke nok med at skrive artikler og bøger, vi må gøre noget med folk..

Efter Kenneth betrådte Mary Gergen scenen. Hun startede sin forestilling med ordene:

Vi må skabe en "performatory psychology".

Hun stillede, nok så overraskende, whiskyflasken på bordet, tog sin kjole af, viste sine fine silkestrømper, sin ring, der egentlig skulle have blinket, .... og sagde: some love chocolate, I love the stage.

Derefter gik forestillingen, i digtform, ud på at diskutere, hvordan kvinden omkring de halvtreds enten må leve med omverdenens undertrykkende sprogkoder og skikke, eller hvordan hun må gøre oprør, og kræve sin ret til selv at definere sig selv, sammen med andre. Hun pegede på, hvor vigtig det er, at psykologer er sig bevidst, at det kan være direkte negativt at vedhæfte bestemte egenskaber eller kategori-betegnelser på folk. Et frisk og opmuntrende pust, der lige før middagen resulterede i diskussioner vedrørende elektro-chok, der stadigvæk anvendes flere steder på kloden.

Vil vi overhovedet i dialog med folk, der anvender sådanne horrible værktøjer,

- dette provokerende, tankevækkende spørgsmål gik vi til pausen med. Men nu til en dejlig middag, i smukke udendørs omgivelser, solskin, en mini-pool, hvor to børn plasker rundt.

Og så tilbage til fire nye forelæsninger.

John Morss fra New Zealand lagde ud. Han viste os en tegning, han aftenen før havde tegnet sammen med sin søn på et hotelværelse, hvorpå der stod ordene: analyse og kritik.

Hvad skal vi stille op over for disse nok forældede former for anskuelse af psykologiske forhold, hvad betyder det at være un-scientific? ... Det skal vi ikke spørge de andre (traditionelle videnskabsfolk) om. Det skal vi selv prøve at formulere.

Han opstillede følgende modstillinger, som han gerne ville diskutere som det tredje mulige, som alternativ til enten analytiske eller kritiske forholdemåder.

I stedet for analyse eller kritik: dialog, diskurs, dekonstruktion.

I stedet for at tolke verden, eller at forandre den, begynde med at leve i verden?

i stedet for at vi er "detached eller comitted" skulle vi måske hellere blive "involved".

Pointen var, at striden mellem førhen strengt videnskabelige eller ren-dyrkede kritiske retninger indenfor vores fag hører fortiden til. Vi skal, ifølge Morss, nok hellere forberede os på, at vi må forhandle værdier i et samspil med andre, der hvor vi kommer og arbejder. Han var hellere ikke bange for at nævne den politiske konsekvens af de skift, han ser komme, nemlig anarkismen. Nå, det var jo en god begyndelse på eftermiddagens forelæsninger.

Den næste taler, Lenora Fulani, fra East Side Institute, fortalte indgående om de mange aktiviteter, Newman og Holzman, har sat i gang.

Vi følger ikke metoder, vi udvikler ikke-epistemologisk metode. Vi udvikler not-knowing-activity. Og vi siger: du skal prøve at spille en anden rolle end dem du bruger i forvejen. .. Vi er tusinde, der arbejder frivillig for bevægelsen, vi støttes af over 20.000 via bidrag...

Det var interessant, men jeg må indrømme, at jeg her ind i mellem kunne høre "min indre skeptiker", der har problemer med alt for mange rosende ord om et emne. Og det var lidt svært at forestille sig, - konkret - hvad disse performatory activities egentlig gik ud på. I mellemtiden har jeg læst nogle af Holzman og Newman's nyeste publikationer, så nu er det nemmere at forstå, hvad Fulani egentlig ville fortælle os. Det, der var formålet var at fortælle os, der kom ude fra, at der ved east side institue arbejdes med politisk bevidst (se: www.fulani.org), performatory social terapi, der virker, i mange forskellige kontekster.

John Shotter startede med at påpege, at vi ikke må ændre vore teorier, men vore praktikker.

Jeg er ikke ked af at jeg er akademiker! Men samtidig må vi som teoretikerne indse at vi lever i en verden, der er kaotisk.

Her efter begyndte han med en uddybende tale om dialog:

Du gør det du gør i forhold til andre. ... Du kan ikke gøre noget uden at være relateret. ... Hvis vi (akademikere) vil forandre ting, må vi gøre noget nyt .. ikke bare tegne op..

Ligesom Holzman og Newman pegede han på Vygotsky og Wittgenstein, og deres pointe, at sproget er et værktøj, der er plastisk, formbart, i den sociale proces, og som ikke på forhånd repræsenterer, eller afgrænser én bestemt sandhedsopfattelse.

Sidste taler denne eftermiddag var Erica Burman, en aktivist og feminist fra England. Hun indledte med at udtrykke stærke meninger om traditionel psykologi, som er alt for hurtig til at vedhæfte belastende betegnelser på folk.

Hun påpegede, at betegnelser som race, køn, bopæl, klasse er med til at definere forsknings- og/eller terapisituationen. Derudover pegede hun på det ikke hensigtsmæssige i at benytte begreber som kvalitativ forskning og revolutionær psykologi i samme sætning.

Vi skal ikke dømme forskning iht om den er kvalitativ eller kvantitativ, vi skal hellere se efter hvad vi vil med denne forskning. Unscientific psykologi benytter de metoder, som de deltagende , dem der forsker og dem forskningen drejer sig om, beslutter i dialog.

Hendes ideer ligner andre postmoderne og systemiske retninger (T. Andersens,1996), der benytter klienterne som medforskere, ud fra et etisk/politisk og forskningsmæssigt hensyn.

Hun talte om at traditionel psykologi virker norm-skabende. Og at disse normer alt for ofte ikke bliver diskuteret med dem, forskningen drejer sig om, men bare påduttet.

Fyldt med indtryk begav jeg mig til aftenens lækre mad. Igen små bordsamtaler. Kaffe.

Derefter var der tid til aftenens sidste emne. Fred Newman ville fortælle, vise, én af de former for Social terapi, performance of a lifetime, som de "dyrker" ved East Side Institute.

Newman sad på scenen. Lidt i baggrunden sad to kvinder og en mand (Teaterfolk). På scenen stod syv tomme stole.

Dem der deltager i sådan en seance, er ikke de samme, når de er færdig med kurset. I aften vil vi prøve at lave det vi plejer at lave på fire uger i to timer. I en not-knowing activity, i en zone for den nærmeste udvikling. ... Vi må springe bevægelsesøvelser og åndedrætstræning over. Men nu skal vi bruge 7 frivillige,

sagde han rettet mod publikummet. Nu var jeg kommet hele vejen fra Danmark - så jeg meldte mig som én af de syv. "Performance"-aktiviteten forløb kort fortalt som følger:

1) alle 7 deltager "optrådte" 90 sekunder med en improviseret akt, der skulle vise deres liv, og hvem de er,

2) alle deltagere spillede sammen: forældre, barn (3 grupper), en forstanderinde - ved en optagelsesprøve

3) de tre professionelle lavede en parodi på de 7's optræden,

4) de 7 skulle selv finde på en historie, og introducere sig selv i den (med lidt hjælp fra instruktor),

5) de 7 opførte deres stykke i tre akter (tema: scener fra eftermiddagens forelæsninger)

Performance betyder her at springe ud, at være i verden.. sammen med andre. Meningen med denne terapitilgang er at skabe et kreativ udviklingsmiljø, hvor den enkelte i og med gruppen kan prøve nye måder at leve livet på. Aftenens performance var en fin, og tilpas anderledes måde at vise en praksis på. Aftenen sluttede med en stille fest.

Næste dag var der Conversations i tre grupper, én om identitet, én om politiske konsekvenser, én om moral og terapi/forskning. Jo, det var o.k., men altså ikke nær så ubesværet at tale sammen som dagen før, hvilket den efterfølgende plenum-diskussion bekræftede. Var vi allerede på vej i vores tanker, var vi fyldt op?

Folk tog hjem, gav knus, kram og visitkort til hinanden. Nogle mødtes om aftenen hos Holzman/Newman for en sidste øl, samtale, aftale. Jeg boede på samme hotel som Erica Burman og Ian Parker. Her fik jeg noget mere at vide om aktiviteterne i England, i miljøet omkring disse to "krigere". Dejligt at høre om Psychological Politics Resistance, der klart tager afstand fra elektro-chok, fastlåsende diagnoser og for meget og for dårlig medicin. Ian Parker fortalte om "hearing voices!", en gruppe folk i England, der kæmper for retten til at have kontakt med deres egen stemme uden at blive diagnosticeret "skizofren". Endelig, tænkte jeg, er der andre, der også mener, at man kan tale med dem, der hører stemmer, om disse stemmer, uden at disse stemmer skal holdes "fanget" vha af neuroleptika.

Derudover står især samtalen med Hakan Durmz fra Tyrkiet stærk i erindringen. Han havde hørt om Mammen/Engelsteds "the Societal Subject" (Engelsted et al. (1993) Aarhus Universitiy Press), og gav mig en oplysende forklaring om to virksomheder, den ene, der forfølger et mål, at arbejde for brød, anerkendelse, den anden virksomhed for at være i livet, i udvikling, i performance.

Vi må skabe større forståelse og rum for virksomheder, hvor vi virkeligt udfolder os, hvor vi individuelt og i fællesskab vokser.

Smukke tanker - som han får lov at uddybe ved sit besøg i Århus i Juni 1998, til ISCAT1998 - The Fourth Congress of the International Society for Cultural Research and Activity Theory, Aarhus University, Denmark, June 7 - 11, 1998 (se www.daimi.psy.au.dk/ISCRAT98, eller www.psy.au.dk).

Til sidst et stork tak til east Side Institute for et flot arrangement, som jeg håber, vil blive gentaget. Forslag til næste gang: evt. tre - fire dage, lidt mere tid til samtaler i mellem de enkelte oplæg, måske endnu mindre grupper, ..... og mulighed for forskellige former for performance, oplæg, ....

Jeg troede, at postmodernister sagde NEJ hele tiden. Men her forholdt det sig lige omvendt. Her sagde man JA til fællesskabelig forskellighed, til det uvisse, her sagde og siger folk:

let's build community. homehome
publikationerpublikationer

BOX 1

Vigtige postmoderne og unscientific psychology-adresser:

- The Development Community, New York, Greenwich Street 500, : http//:www.castillo.org - her ligger alt hvad du ønsker at vide om East Side Institute: noget om Castillo Theatre, the community literacy research project, the bookstore, kurser, seminarer,.. Se også: www.fulani.org

Psychology Politics Resistance,, for to get the newletter*, information, write to

Ian Parker, PPR Psychology, Bolton Institute, Deane Road, Bolton, BL3 5AB UK,

email: I.A.Parker@Bolton.ac.uk

Bøger af dem, der talte ved konferencen:

*Holzman & Newman, Unscientific Psychology, 1996, Præger

*Newman, F. (1996), Performance of a lifetime, Castillo, N.Y.

Holzman, L. (1997), Schools for growth, Castillo

*Newman & Holzman (1993), Lev Vygotsky - revolutionary scientist, Routledge

*Morss, J.R. (1995), Growing Critical, Routledge

*Burman, E. (1994) Deconstructing Developmental Psychology, Routledge

Burman, E. (1997) - Telling Stories, psychologists, children and the production of "false memories", in: Theory & Psychology, vol 7, Nr. 3

Burman, e. (1997) - Psychology: market, metaphor and metamorphosis, in: culture & psychology, vol 3, nr. 2, Sage

Burman & Parker (1993), Discourse Analytic Research, Routledge

Gergen, M. & Davis, S. (1997) - Toward a New Psychology of Gender, Routledge

*Gergen, K. (1994), Realities and relationships, Harvard, findes på dansk (1996)

Parker, I. (1989) - The Crisis og modern social psychology and how to end it, Routledge

*Parker, I. & Spears, R. (1996) - Psychology and society - radical theory and practice, Pluto

*Shotter, J. (1993) Conversational Realities; Studies in Social Constructionism, Sage

*Parker, I. & Shotter, J. (1991) Deconstructing Social Psychology, Routledge

Publikationer med * er eller bliver tilgængelig for udlån på biblioteket, Psykologisk Institut - Århus - Denmark. De fleste bøger koster ca 15 $.

homehome
publikationerpublikationer