trykt i ASYLEN, 1997, 8 (8)

Anmeldelse af:

Tom Andersen (1996): Reflekterende processer -

Samtaler og samtaler om samtalerne

Dpf, Kbh., 208 sider. , ?,- kr

homehome
publikationerpublikationer

Dette er en dobbelt anmeldelse.

Først vil jeg anmelde denne bog som om man møder bogen for første gang.

Derefter vil jeg kommentere bogen ud fra det perspektiv, en læser har, som har læst 1994-udgaven af selvsamme bog, der i sin nuværende form er udvidet med to ekstra kapitler, nu ni år efter første udgivelse (på engelsk (norsk??).

Bogen har jo, heldigvis, været på pensum for klinisk anvendt. Den repræsenterer en af de nyeste grene af systemiske familieterapiretninger, der benytter sig af utraditionelle metoder, hvor hele familien, både offeret og udøveren sammen med oftest flere terapeuter arbejder med familiens problem. Eller bedre, sagt i bogens sprog, det er problemet, der danner systemet. Her taler klienterne med hinanden, med terapeuterne, og med obsvervatørerne, der sidder bag et spejl, som man kan se igennem fra kun den ene side. De forskellige grupper af tilstedeværende taler i forskellige konstellationer om "sagen" med hinanden, med det ene formål at afprøve så mange forskellige perspektiver, man kan anskue et problem med, som muligt.

Men bogen er ikke kun interessant for terapeuter. Også organisations-psykologi-interesserede har gavn af at læse i denne bog. "Personaleintern supervision", et redskab, man stifter bekendtskab med ved Center for Systemudvikling, er bygget på netop de principper, der ligger til grunde for Andersen & Co's arbejdsmetodeOm det er Søren Willert, det er inspireret af Andersen, eller omvendt, eller om det drejer sig om "sykronicitet" i jungiansk forstand, må I hellere spørge S. Willert om.. Det er noget med at klienten ejer sin egen virkelighed, at terapeuten ikke er ekspert, men kun er til for at hjælpe klienten til at se problemet "tilpas anderledes". Så flere perspektiver, dvs så flere grupperinger må ytre sig om en sag, så større er muligheden at den/dem, der har problemet, kan bevæge sig, og dermed bliver i stand til at lære. Men der er selvfølgelig også mange forskelle i forhold til hvad en familieterapeut og en proces-konsulent arbejder med. Det vil jeg ikke udrede her.

Men nu tilbage til bogen.

Den er anderledes. Den starter med at fortælle om Norge, det sted, hvor de første praktiske forsøg i denne metode blev gennemført. Og her er netop en af det spændende pointer ved denne skole, nemlig at man prøver at forene højtravende erkendelsesteoretiske teorier med praktiske tiltag, hvor det indre, det intuitive, gerne må være medstyrende i at finde på muligheder i processen.

Bogen skifter mellem teori-indføring i især systemiske teorier fra Bateson over Glasersfeld, Maturana & Varela, og en spændende fysioterapeut, der kommer med gode tips i forhold til åndedræt og lytning. Anden ordens kybernetik får særlig opmærksomhed, og ligeledes indeholder bogen mange praktiske tips og refleksioner over, hvordan man lytter, eller spørger som terapeut.

Udover det indeholder bogen også små case-historier, så læseren virkelig kan følge med i, hvad der sker i den ofte lidt tumultagtige proces.

Derudover har forfatteren den vane at reflektere over bogen alle to-tre år. Det kan man jo tolke som værende konsekvent i forhold til, at man udgiver en bog om reflekterende processer. Det er i hvert fald befrugtende for fx en lære- eller videnskabelig proces, at man kan drage nytte af se på sine egne frembringelser i lys af nutidens erfaringerne.... (Jvf.fx "At læse en tekst med fremmede øjne" -> Katzenelson (1996): vejledning i affattelse..), så det må vel også være befordrende for udvikling af praksis og forskning. Man kunne sige at Andersen tager både den hermeneutiske cirkel, og anden ordens observationer alvorligt, ved at han vedholdende stiller spørgsmål til sin egen "tekst" og/eller praksis-erfaring.

Et stykke tid efter at klienterne har afsluttet terapien, inviteres de, sammen med en gæsteterapeut, nu for at evaluere terapeuternes arbejde. Klienterne bliver således medforskere. Det må ses som tegn for, når man først har fået de "reflekterende processer" under huden, at man kan anvende denne forholdemåde ikke kun under selve terapi-seancerne, men også bagefter, når man vil evaluere sin praktiske virksomhed. Et meget positiv træk, dog kommer Andersen til sidst også ind på, at det ikke altid vil være hensigtsmæssig for klienten at deltage i "navlepilleriet". Måske indeholder det tidligere og forhåbentlig nu "løste" problem alligevel så meget "tunghed" og "smerte", at det ville være ubehageligt for klienterne at måtte reflektere over den "overvundne tid". Her er det måske nemmere for konsulenter i organisations-sammenhænge, da her problemerne oftest ikke er "så dybe" (= personligt smertefuldt) end det er tilfældet i familieterapien.

For mig har denne bog både været til nytte, da jeg skrev min opgave i klinisk anvendt, men mest af alt har den bekræftet min lyst til at anvende "systemiske" værktøjer i mit møde med klienter/klientsystemer på fx DLHs videre-uddannelseskurser, eller når jeg træner "personaleintern supervision" med en børnehave e.a.

Andersens bog er/var for mig at se en af de første publikationer, der forbandt erkendelsesteori med praktisk-psykologisk arbejde. Men bogen er ikke kun systemisk, den indeholder også mange "non-specifikke" råd og tips til både kommende terapeuter og konsulenter.

Så alt i alt kan jeg anbefale denne bog til klinisk interesserede som en af de mest aktuelle publikationer i det system-terapeutiske domæne. Men, som jeg har sagt før, er bogen også interessant for mere pædagogisk eller organisationspsykologisk tænkende, da man her kan se beslægtetheder med Kvales
(Se Kvale, S. (1992) - Psychology and postmodernism, Sage, Kvale, S. (1996) - InterViews, Sage) hermeneutisk - "post"-moderne tilgang, eller Madsen og Willerts (Se fx i Alrø, H. (1996) - Organisationsudvikling gennem dialog, Aalborg UF) "dialogiske hjælpeværktøjer". For mig, der selv underviser andre i personaleintern supervision er "Reflekterende processer" en inspiration til nytænkning, og samtidigt motiverende til at man selv prøver at udvide anvendelses-domænen for dette værktøj. Man kan jo altid "samtale" med andre kollegaer og klienterne, når man prøver nogle af metodens teknikker i andre sammenhænge. Så bogen har givet mig mod til selv at afprøve "tilpas anderledes" variationer af mine værktøjer i det praktiske arbejde.

Læs den. Den forbliver forhåbentlig på pensum for klinisk anvendt, men må vel også blive læst af kommende "Delfiner", så de kan se, hvordan man kan bruge reflekterende processer i andre end organisationspsykologiske sammenhænge. Kliniske emner er nemlig ikke så fjernt fra det, der kan gå i "kludder" i systemer, der er større end familien.

Men jeg har lovet også en anmeldelse for dem, der har bogen i forvejen. Javel, Andersens to nye artikler er interessante, og gå endnu dybere ind i det med at bruge klienterne (efterfølgende en terapi-periode) som med-evaluator af terapeuternes arbejde. Men de to sidste kapitler er artikler fra en norsk tidsskrift, hvorfor læseren må læse de samme afsnit om fx den hermeneutiske cirkel flere gange. Men kan jo aldrig vide, - måske er det også én af de reflekterende "tricks", Andersen benytter sig af, men jeg synes en gang er nok for at jeg kan fatte pointerne. Men her ligner de sidste tre samtaler på tre gange 20 sider alt for meget hinanden, og især de sidste to bærer alt for meget præg af, at de er skrevet til et andet publikum, der ikke lige har læst de første 120 sider af denne bog.

Så jeg vi nu hellere have set, at han havde skrevet noget, der direkte binder an til bogens andre kapitler. Eller de to artikler kunne blive præsenteret sammen med andres "samtaler" om bogen i en ny bog.

Har du den gamle udgave, er det nok mere interessant at få fat i den norske tidsskrift, da artiklerne der bliver diskuteret med andre, og dermed kunne leve mere op til at være "reflekterende". Dermed har jeg ikke sagt, at kapitlerne er kedelige eller uvedkommende, men jeg var altså irriteret over at det er "bare" kopier af artikler, der er skrevet til en anden sammenhæng. Og det er egentlig syndt. Men dem, der læser bogen for første gang, behøver jo ikke at bekymre sig om det. De får til sidst ud over beretningen om klienter som medforskere også en forklaring om, hvorledes den systemiske tænkning går fint i hak med Polkinghornes postmoderne "forsknings-forståelse (Forskning består i en søgen efter viden og en formidling af denne viden til et fællesskab, som vurderer den. (Se (Polkinghorne, D. (1983:4) - Methodology for the human sciences. State Univ. Of New York Press, Albany)" og Gadamers hermeneutiske cirkel-bevægelser. Desuden diskuterer Andersen forskellige former for viden, nemlig den rationelle (som går ud på at vide, fatte, begribe, .. tænke) og en praktisk (at udtrykke, at forme). Derudover taler han om relationel ("Knowing of the third kind" (Shotter, 1993Shotter, J. (1993) - The politics of everyday understanding. BUCKINGHAM.), og kropslig ("tavs") viden,og desuden "takt-følelse", praktisk fornuft (Katzenelson, 1994: kap.2Katzenelson, B. (1994) - Homo Socius, Gyldendal) , og han peger på, at det er især de sidstnævnte, vi må vægte mere..

Så har du ikke bogen, må du læse (købe) den.

Har du den gamle udgave, kan du klare dig uden at købe den nye udgave. Men måske om 7 år, når bogen er blevet genudgivet for syvende gang, kan det betale sig at købe en ny udgave af den. Indtil da må du kopiere de to artikler eller skaffe dig Fokus på familien, Vol.23, 4, 1995 og Vol.24, 1, 1996. Oslo.

homehome
publikationerpublikationer