Thylejren og Instituttet

THYLEJREN, PSYKOLOGISK INSTITUT eller at søge mening og kærlighed

Last Modified: fredag, 9. Mai 1997

tilbage til start Tipiertehuset 1976

Michael har bedt mig om at skrive noget med Thylejren og instituttet. Ved nærmere eftertanke er det ikke så ligetil, da det nemt kan blive hele min livshistorie, jeg ville kunne komme ind på. Men tiden, jeg har til at skrive dette essay, er knap (kun tre dage), og samtidig er min livshistorie måske ikke ligefrem det, der skal stå i en festskrift, der udkommer i forbindelse med Sensommerfesten. Men jeg vil alligevel fortælle lidt om, hvordan jeg kom fra Tyskland til Thylejren til Instituttet. Derefter vil jeg mha. begreberne a) at søge (mening) og b) at søge (kærlighed) prøve at fortælle om, hvor Thylejren og Instituttet for mig at se har del i den samme stræben, der er fælles for alle mennesker, og især personer i en moderne verden.

HISTORIEN

Fra 1958 til 1976 levede og voksede jeg op i Düsseldorf, i en ganske normal familie, med far, mor og søster. "Pubertets-kampen" bestod bl.a. i at måtte selv bestemme, hvor langt ens hår skulle være, hvor højt musikken skulle spilles, hvor bemalet eller flippet ens tøj var, og m.a. Jeg var efternøler til hippie-bevægelsen, på min væg var plakater af Woodstock, Hendrix og lidt senere Bob Marley og Pink Floyd. I de sidste år i det tyske svingede jeg mellem at være øl-drikkende ishockey-tilskuer, mellem at være "kommunalforvaltningselev", og mellem at være sammen med en anden klike, der eksperimenterede med en anden virkelighed, inspireret af psykedelisk musik, af Castaneda og Hermann Hesse, indtagende al verdens cannabis-produkter, men også LSD og mexicanske svampe. Især i sidstnævnte gruppe var der et stort ønske om at være anderledes end det almindelige og især det vest-tyske samfund.

Vi havde en dejlig tid, - ofte mødtes vi lørdag eftermiddag, hvor vi "bevæbnet" med druesukker og orangejuice, og en ordentlig "klump" tog "ud i naturen", hvor vi spiste psykedelika, for derefter at opleve og udforske naturen, hinanden og os selv, og vores sind. Så jeg levede en del af mine drømme sammen med andre, i virkelighed, og det førte vel også til, at vi alle, mere eller mindre, ikke ønskede at blive del af det "normale" samfund, men mere var interesseret i at rejse væk fra Tyskland og dermed at leve i den anden virkelighed, vi alle havde fået en fornemmelse af. Så da jeg var 18 år, besluttede jeg mig til at forlade "die Heimat", og jeg drog op til Dänemark, til Thylejren, som jeg havde læst om i et tysk musik- og ungdomsblad. Der skulle stadig leve hippier derop, sagde de i artiklen.

Da jeg steg ud af bussen, og gik de sidste skridt ind i lejren, følte jeg som om jeg mødte drømmen, jeg så folk i farverigt tøj ubesværet og glad gå omkring, jeg så legende børn.... Der var kærlighed, musik og glæde over alt, og jeg følte, at jeg endelig var kommet til det sted, som jeg altid havde været på vej til. For at gøre en lang tale lidt kortere - jeg besluttede mig at blive i Thylejren, jeg byggede en lille jordhule, og overlevede både sommer og vinter i nogle år.

Men i 1981 flyttede jeg grundet forskellige omstændigheder, sammen med Joan til Vigsø, ved Vesterhavet. Der fødte vi to af vore tre børn, vi dyrkede 4 tønder land, havde muldyr, får, en ko, høns m.m., og levede et ensomt, økologisk nybyggerliv. Vi var blevet træt af små-intrigerne i Thylejren, og alkoholikerne, der desværre havde tilkæmpet sig mere og mere rum i lejren. Men efter 5 år i ensom-heden, efter rejser i Marokko, og et et-årigt ophold i den selvsamme Thylejr i midt-firserne, flyttede vi til Øsløs, ved Limfjorden, samtidig med at jeg begyndte at gå til HF-enkeltfag undervisning ved VUC i Thisted. Det sjove var/er, at jeg opdagede, at jeg kunne lide at læse og studere, - og efter tre år havde jeg med baggrund i en god gennemsnit frit valg i forhold til, hvilket studie jeg ville ind på, og valgte efter nærmere eftertanke psykologi, - og det har jeg aldrig fortrudt siden hen.

Så i sommer 1991 startede jeg på P.I., og efter jeg i de første to måneder havde boet i min bil, flyttede hele min familie til Røgen ved Hammel, 25 km fra Århus, hvor vi har levet siden.

Og dette har vel været den anden store omskiftning i mit liv. Som Boje Katzenelson så smukt fortæller i sin bog homo socius, forventer vi, at de andre har samme virkelighedsfornemmelse som én selv, - så jeg troede de første uger, at studenterne tænkte ligesom mig, og blev skuffet, da jeg opdagede, at mange "slukkede for computeren", når jeg talte til dem. Men lektorer og professorer virkede umiddelbart mere beslægtet, - de så ud, og deres "vibrationer" lignede, som om de også havde set "en anden virkelighed", og som om de faktisk havde lignende idealer som hippierne, nemlig medmenneskelighed, kærlighed etc. Og det fører mig nu til de to punkter, at søge (mening), og kærlighed, som jeg indledningsvis lovede at tale om.

AT SØGE (MENING)

Der er en mere eller mindre stor trang i os mennesker til at søge en mening med vores liv. For mig at se er valget, om man har mod til at træde ud, dvs. om man ønsker at løbe de risici, der ligger i selv at vælge sin egen eksistens. Som H.Hesse i Steppeulven påpeger, er et selvstændighedsønske et tveægget sværd, i at, hvis man vælger frihed, uafhængighed og selvbestemmelse, man også må regne med, at man dermed følelsesmæssig ikke tilhører den store gruppe i ens kultur, der ikke stiller spørgsmål i forhold til deres position i samfundet, og som hellere ikke ønsker at gennemleve eksistentielle kriser. Det at vælge frihed kan meget vel betyde, at man dermed også vælger ensomhed. For mig at se er det med at springe ud i livet, uden sikkerhedsnet, på sin vis beslægtet med at man overgiver sig selv til studiet af menneskets psyke. Godt nok vinker der samfundsmæssig anerkendelse, titel og måske en god løn, - men, hånden på hjertet, så dybere vi går med vores studier af psyken, så mere erkender vi at en lige opnået erkendelse kan bringe os længere ud på dybt vand. Så for mig at se er vores forskere, og vores virkelig interesserede studenter folk, der søger efter mening, - deres egen, og samtidig den, vi har til fælles, - mere eller mindre vel vidende, at dette søgen trods midlertidig ophold på erkendelsens oaser fører én videre, ud i universet, ud i psykens dybder, ud der, hvor vi måske ikke kan bunde.

Alt dette kan vi normalt jo ikke se, når vi ser på hinanden, vores persona eller maske er god til at sprede det indtryk, at vi er rimelig sikker i vores tro, - i mens vi inderst inde føler os alene, og tvivlende. Dog er der styrke og tryghed at hente, når de andre viser, at de faktisk er lige så tvivlende, og dermed søgende, som én selv. At vi kan erkende i og med hinanden det samme ved det samme, selv om vi stadig søger, i os selv, er det, der gør vores studie jo så spændende. Men længer vil jeg her ikke opholde mig ved dette. - men kun kort påpege, at jeg i min søgen efter mening i forhold til psyken, og psykologien, fik den nødvendige næring, eller min sikkerhed, i og med min deltagelse i social- og personligheds-psykologiske forelæsninger. Mellem eksogene og endogene syn på verden, psyken og fagets teorier havde vores undervisere udspændt en "regnbue", hvor alle spørgsmål måtte blive stillet, og hvor lysten til at søge efter sandhed og det "der virker" havde en afsmittende effekt. Rent personligt blev jeg selv overbevist om, at mit studievalg var det rigtige for mig, ved at jeg som sagt deltog i denne undervisning, - men også og især H2O's Angst-uge lod én i praksis fornemme psykologiens sfære, der desuden rent teoretisk fik sin næring ved læsning af især vores underviseres tekster. Jeg var kommet til psykens verden .. i verden, og jeg følte, at motivation, lyst/ulyst og erkendelse, der ligger til grunde for éns menneskelige sans, hjælper én med ens stræben efter at blive til menneske, til at være særligt menneskeligt. Dette stræben, jeg oplevede i vores underviseres skrifter, synes jeg, har en beslægthed med Don Juans, Hesses og andre af ungdommens taler, og dermed følte jeg mig lidt mere hjem på instituttet end før. Så efter jeg i starten måtte opdage, at især 80'er studenter var på en anden bølgelængde end jeg selv, - ja så hjælp indføringen i psykologiens univers mig til at jeg følte, at jeg åndeligt set var kommet hjem. Nu, nogle år bagefter, er broen over til studenterne, eller de nye generationer bygget og flittigt benyttet.

En sætning, som jeg synes, er lige gyldig i Thylejren og på P.I., er, at hvis du synes at der ikke sker noget, eller for lidt i de sociale systemer, du er en del af, - ja så må du bare springe ud, og gøre noget ved det. I og med at jeg deltog i forskellige studenteraktiviteter, benyttede spalteplads i ASYLEN osv., opdagede jeg grundet folks tilbagespejlinger at jeg alligevel havde mange fællesheder med også yngre studerende, - og i dag er P.I. et for mig levende sted, hvor mange, store og små, tilsammen skaber et godt miljø, med og for hinanden, - kort sagt et godt sted - for at søge mening - med sig selv - med hinanden - med mennesket og dens psyke.

AT SØGE (KÆRLIGHED)

Afsluttende vil jeg prøve at tale for, at det, der ligger til grunde for, at man ønsker at flytte og leve i Thylejren, og/eller at hengive sig til psykologi -studiet, og/eller at være aktiv med i sociale sammenhænge og organer blandt medstuderende og ansætte, og/eller at organisere en sensommerfest, er måske ens stræben efter kærlighed.

Når vores forskere bruger sig selv, deres liv, hjerne, tid, energi til at forske i psykiske og sociale systemers mysterier, når de ønsker med deres forskning at kunne give bedre forklaringer vedr. menneskers psykiske problemer, og dermed at kunne være bedre forberedt til at hjælpe et med-menneske, et system, i psykisk og social nød, - ja så kunne man fristes til at sige, at dette er en kærligheds-bestræbelse.

Om man nu forsker i det, der ligger til grunde for menneskelig samkvem, eller ser efter påvirkninger af immunforsvaret, eller om man ønsker at se på kønshormoner og deres betydning for adfærd og intelligens, eller what so ever, - ja er det så ikke kærlighed, der driver folk til det ?

Du skal elske dig selv og næsten, som en palæstinensisk profet engang har sagt, - og jeg vil mene, at det gælder om at formå at bevæge sig i en rekursiv cirkel i mellem polerne dig selv og næsten.

Så selv om man som menneske, Thylejr-beboer, forsker eller student nogle gange elsker sig selv lidt for meget, dvs. at man ikke ønsker at acceptere andre end ens egne virkelighedsforklaringer, - ja så må vi i vore gode stunder erkende, at de andre, grundet kærlighed, ønsker at fortælle os andre om, hvad netop de har fået øje på, ud fra deres perspektiv. Men også når en gruppe studerende slutter sig sammen som Lykkeposen for at organisere en super-fest på P.I., er det grundet kærlighed. Kærlighed til sig selv, da det jo nu er godt for én selv, at man er en drivkraft i noget, men vel også kærlighed til næsten, da man ønsker at gøre noget for de andre, så at de kan fornemme og være med til at skabe den kærlighed, der forhåbentlig vil strømme mellem alle de forskellige mennesker, der kommer til Sensommerfesten.

Nå, men her vil jeg stoppe disse lidt for højt-flyvende skriverier, og takke jer alle, studenter, TAP'ere og undervisere, for at I har været med til at give mig et hjem, der skaber lyst til at jeg bliver ved med at søge efter ... mening ... Mig selv ... Jer andre ... og .... Kærligheden.

Mvh. Volker Bunzendahl

tilbage til Volkers homepage