Anden ordens observationer i klinisk praksis

Dette dokument er en del af en opgave i klinisk advendt, skrevet og afleveret Sommer 1996.

homehome
publikationerpublikationer

(.....) Men nu et spring til en tilsyneladende helt anderledes arbejdende terapi-retning, der frem for at se efter indre konflikter hos den enkelte person ser på patologier, der opstår, og kan helbredes, med baggrund i interpersonelle relationer.

Fællestræk hos systemisk tænkende - Relationer i fokus

De systemiske terapiformer (Minuchin, 1984, Schjødt/Egeland, 1991, Andersen, 19944) gør som ingen andre på pensum (for klinisk anvendt) meget ud af at tydeliggøre, hvilke antagelser, der ligger til grunde for deres terapiform. Det skyldes bl.a. at disse systemterapier tænker grundlæggende anderledes over hvordan personer erkender, oplever og kommer ud i og ud af psykiske konflikter. Fokus er på relationerne i mellem de enkelte dele i et socialt system. Og, fra individual-psykologers syn måske lidt kynisk, så er det primære ønske at få familiesystemet til at virke igen, evt på bekostning af nogle af medlemmernes status. Systemteorier findes der mange forskellige af, men de har til fælles, at de i deres udgangspunkt er tomme for psykologisk indhold, dvs de siger noget om hvordan systemer fungerer, uden at det egentlig gør noget, om systemet er et levende menneske, en institution, eller endda en automat. Men fælles for de forskellige afskygninger af fra matematik, biologi og andre "hårde" videnskaber til psykologi overførte tanker er, at alle henviser til Bateson (1984) og Palo Alto Instituttet, hvor bl.a. Watzlawick et.al (1967) udviklede det, der kaldes kommunikationsteori, og som så mange psykologer stadig i dag bekender sig tilSom jeg senere vil gentage, ser jeg netop disse kommunikationsteoretiske "love" som noget, vi som akademisk uddannede psykologer har internaliseret, og dermed anvendes disse "love" ikke kun af systemiske, men af næsten alle terapier, når vi nærlæser dem. Er dette bevis for "non-specifikke" faktorer, eller er dette bevis for at systemisk tænkning er på bølgelængde med "Zeitgeisten".?? I hvert tilfælde er den systemiske vinkel den, der sammen med narrativ psykoanalyse lever op til postmodernistisk tænkning (se evt. Kvale, 1992), kunne man fristes til at sige. (se bl.a. Katzenelson, 1994, B. Madsen, 1993). Mest kendt er nok disse folks samarbejde vedrørende double-bind-teorien (her fra Schjødt/Egeland, 1991:K.1), der sås som mulighed for at kunne forklare skizofreniens opståen.

Det ville her føre for langt at gå i dybden med hele den "systemiske" tradition, så jeg vil her kun kort nævne nogle af de vigtigste antagelser for systemisk kommunikationsteori (her fra Schjødt/Egeland, 1991k.2): .. At man har øje for relationer, konteksten og niveauer (Logiske typer), dvs fx hvordan det offentlige rum påvirker far, mor og barn i forhold til hvordan de har det sammen...

Det er en spekulation værd, om kommunikationsteoriens 5 aksiomer, der bl.a. lyder som følgende:

:" Man kan ikke ikke kommunikere .... hver kommunikation har et indholds- og et forholdsaspekt .... vi punktuerer forskelligt ... vi kommunikerer digitalt og analog ... enhver udveksling er enten symmetriske eller komplementær (Watzlawick, 1967, her fra Schjødt.., 91: ),

kunne også regnes til de senere diskuterede "non-specifikke" faktorer, eller om de, som jeg andetsteds antyder, tilhører den del af den almenpsykologiske viden, der som "tavs viden" har indlejret sig i de fleste terapeuters virke, som et af de vigtigste faktorer, hvis terapeutiske processer skal være virksom.

Men videre med antagelser bag. Bateson definerer i Ånd og Natur (1984:84):

".. At et (åndeligt) system er et system, der består af dele og komponenter, der gensidigt påvirker hinanden, og delenes gensidige påvirkning udløses af en forskel. Information består af forskelle, der gør en forskel. Systemets processer kræver cirkulære, åltså mere komplicerede, multi-kausale, beslutningskæder. " (min omformulering)

Batesons (1984:44ff) pointe er bl.a. at årsager for bestemte handlinger, et system udfører, må søges erkendt cirkulært, dvs enhver ændring i systemet kan være årsag til senere ændring af enhver variabel hvor som helst i cirklen. Da det dog ikke er muligt at iagttage hele cirklen på én gang, vil enhver forskning/iagttagelse/terapi altid kun kunne se på et udsnit af cirklen. Dette kan man ikke gøre noget ved, men det synes vigtigt at erkende, at éns udsnit kun repræsenter et udsnit og aldrig hele cirklen. Så systemer har behov for stabilitet, balance, der dog, selv om der umiddelbart kan lyde absurd, opnås med hjælp af konstant forandring, da, som Bateson siger:

"..jo mere der forandres, desto mere forbliver det det samme. (ibid.:44)"

Disse tanker gøt, aat det egentlig ikke er muligt at fortælle, hvad der virker i systemterapi. Der er jo altid mange relationer i gensidig påvirkning til hianden. Men systemteoretikerne tager netop i denne erkendelse deres udgangspunkt. Og de vil vel mene, at man netop derfor kan være med til at "pertubere"et system, man møder i sit professionelle virke.

Radikal konstruktivistisk systemterapi - et anderledes tilbud - en anderledes måde at tænke på

Som antydet vælger jeg kun en af flere systemterapier, der arbejder med familier, men vil dog her i starten af dette afsnit med Schjødt/Egeland (1990) gøre opmærksom på, at forskellene mellem strukturel (Minuchin) og strategisk (Haley)i forhold til Andersens refleksive processer nok mest ligger i den rolle, som terapeuten spiller i terapien. Hos de to førstnævnte kan vi tale om at terapeuten må agere som styrende og dirigerende ændringsagent, med en stor portion ansvar for at processen "virker", hvorhen en systemisk terapeut som Andersen betegnes som katalysator, der ikke direkte kan og vil være garant for, at processen virker.

Men lige et skridt tilbage. Det særlige ved den nye systemterapi er, at man teoretisk har ladet sig inspirere af radikal konstruktivistiske tanker (ibid.), og især Maturana/Varela (1986) har deres indflydelse på, hvordan Andersen og beslægtede tænker. I praksis kendetegnes Andersens (1993) metode ved, at man skifter hele tiden beskrivelses-perspektiv. Klienten taler om sig selv, med terapeuten, klieenterne taler med hianden, om hianden, om teraoeuten, terapeuten taler med en co-terapeut om sin rolle som terapeut, flere personer, der sidder bag en en-vejs-spejl, taler sammen om det der foregår i interviewrummet, mens dem i rummet lytter osv. Hele tiden skiftes perspektiv, og ud fra ønsket om at stille "det tilpas usædvanlige spørgsmål" til klient-systemet håbes der på at man i Bateson'sk forstand kan skabe "en forskel, der skaber en forskel". Dvs man antager at klient-systemet i kraft af disse skiftende perspektiver formår at kaste lys over sine egne "blinde pletter", som enhver system har omkring grænsen mellem sig selv og omverden.

Bl. a. derfor vil Andersen ikke være dirigerende.

"Forandring kan være begrænsning og forandring kan være udvikling. Den første form ...pålægges eller påføres udefra. Den anden.. kommer indefra, når handlingens præmisser, nemlig de aspekter, der drejer sig om at vide og sanse, udvides. (Ibid.:43)

En dirigerende terapeut, der giver instruktioner, kan ifølge denne teori let føre til begrænsningen, hvorhen udvikling optræder, når der frit kan udveksles ideer mellem to eller flere personer, samtidig med at man sikrer, at alles integritet bevares. Så det er ikke virksomt, at gøre for meget, eller for lidt. Det virker, når man gør tilpas meget.

Men endnu en gang et skridt tilbage. Hvad går radikal konstruktivisme og især Maturana og Varelas tanker egentlig ud på?

Anden ordens kybernetik - Hvordan autopoietiske systemer kan blive påvirket af terapeutiske tiltag

Tidligere systemmodeller (General System Theory, von Neumann, Shannon, her fra Schjødt/Egeland, 1991:K.5) antog, at man kunne observere systemer udefra, i en neutral position, hvad der også genspejler sig i Minuchins strukturelle og direktive familieterapi (1984). Han mente at man som objektiv observatør kunne iagttage klientsystemet, og "se" hvordan systemet fungerer, dvs i dette tilfælde, hvilken livsfase familien befinder sig i, om grænserne er rigide-diffuse, om hierarkiet er "forkert" i forhold til livsfasen etc.

Første ordens kybernetikker går dermed ud fra, at der findes "rigtige forklaringer", og overser, at vi lever i en tid, hvor de "gamle fortællinger" kun udgør én af mange mulige narrativer (se evt. Ziehe, 1989, Kvale, 1992).

Så, som sagt før, er anden ordens kybernetik-inspirerede terapier nok de mest postmodernistiske tilgange p.t.. De vigtigste antagelser ved anden ordens kybernetikAndersen (1994:78) hænger en tavle op, når de underviser i metoden. På denne står bl.a.:

" Første ordens cybernetik: "Tingen" ses som i noget i sig selv. Em professionel ...behandler "tingen". ... "Tingen" har kun én version. ..forandring ..kan styres udefra og derfor forudses. Anden ordens cybernetik: "Tingen" ses som en del af og relateret til en skiftende kontekst. En professionel arbejder med personens forståelse af "tingen". .. Hvad "tingen" er, hvilket kun er én version af flere mulige versioner. En forandring ... udvikles spontant indefra, og man kan aldrig vide, hvordan den vil blive, hvordan den vil ske, eller hvornår den vil ske." og radikal konstruktivisme er bl.m.a., som der her ikke er plads til at diskutere i dybden, er:

"Objektivitet eksisterer ikke. Ethvert menneske konstruerer sin særegne "virkelighed"." ( Maturana/Varela, 1986; her fra Schjødt/Egeland,1991 )

Ikke nok med at vi konstruerer virkeligheden, så konstruerer vi også os selv, dvs det som nogle vil kalde selv, og/eller identitet. Ethvert system skaber således sig selv (jeg forklarer dette om lidt nærmere).

Maturana/Varela (1986) mener således, at objektivitet må skrives i parentes. Videnskabelige forklaringer og terapeutiske tiltag må altid gå ud fra at den viden, der er skabt i systemet, gælder kun sålænge dette system, dvs. fx de mennesker, der tilsammen har erfaret en forandring i systemet, bliver ved med at eksistere som system. Så viden, erfaring, udvikling må skabes i enhver kontekst på ny, da det problem, vi sammen med et klientsystem arbejder med, netop "skaber systemet" (Hoffmann, 19++). Der er ingen endegyldig sandhed, der kan flyttes fra den ene kontekst til den anden, uden at den skal laves om. Systemisk tænkende går altså ud fra at selv om man ikke kan benægte eksistensen af en ontologisk "virkelighed", så kan det oplevende menneske ikke få en sand repræsentation af denne virkelighed. Maturana taler således ikke om universer, men om en uendelig mængde af "multiverser" (Maturana, 1990). Terapeuten kan således ikke for alvor komme ind i den anden, men kun beskrive mødet mellem dem fra sit eget og den professionelles perspektiv. Et problem, der i systemisk terapi søges undgået m.h.a. de skiftende "reflekterende positioner", man benytter sig af (Andersen, 1994). Denne forståelse af klient-systemer som selv-konstruerende enhed hænger derfor tæt sammen med Maturana/Varelas begreb "autopoiese" Et autopoietisk system er et system, der er organiseret som et netværk af processer, der producerer komponenter (...). De komponenter, der produceres, er de komponenter, som netværket består af. Gennem denne produktion afgrænses også systemet som et selvstændigt system, hvorigennem fortsat produktion bliver muliggjort. Stofskiftet og afgrænsningen betinger således gensidigt hinanden." Maturana/Varela 1986:18; Introduktion af Ravn, I. & Söderqvist, T.).

Andersens fokus er hele tiden på både at hjælpe systemet til integritet, samtidig med at "det tilpas usædvanlige spørgsmål" forstyrrer lige tilpas systemets iagttagelse af sig selv. Forstyrrelse (Pertubation) er det eneste, én terapeut kan "give" klienten (systemet). Denne forstyrrelse resulterer i læring, da systemet for at opretholde sin egen autopoiese må tilpasse sin struktur således, at det kan bevare sin organisation. Anderledes udtrykt: Terapeuten eller nogle af de reflekterende del-systemer spørger familien så at denne må "se" på sig selv med andre øjne. For at kunne indtage, eller afvise det, man i terapisessioner får øje på, må familiens indre struktur forandres (=familien kan nu "cope" flere livsomstændigheder, kan forholde sig til flere områder i omverden), samtidig med at familien bevarer sin organisation (=bliver ved med at være en familie).".

Systemer, biologiske, sociale, psykiske, er auto (selv) poietiske (skabende), dvs de fungerer ved at trække en grænse mellem sig selv og omverdenen. En tysk sociolog, Luhmann (1983), er også inspireret af begrebet "autopoiese", der medfører, at det område mellem system og omverden, grænsen, er systemets "blinde plet", dvs her kan systemet ikke iagttage sig selv. Så her det ellers autonome, sig selv og sin egen omverden konstruerende system alligevel nødt til at koble sig strukturelt sammen med andre systemer, der jo "ser" fra en anden vinkel, der muligvis kan få øje på den andens blinde pletter, og dermed muliggør gensidig udvikling af hinandens perspektiver. Den ene må være i stand til at yde støtte til den anden , og omvendt, til trods for at deres erfaringer er forskellige og højst individuelle. En sådan gensidighed og udveksling må kaldes kærlighed; kærlighed som et kommunikationsmedie, hvori følelser kan udtrykkes. Disse ord kommer fra Rasmussen (1994), der med inspiration fra Luhmann og Giddens () taler om frem- og nutidens unges identitet og socialisering. Hans ord afkræfter det frygt, der kunne møde én, når man taler "radikal konstruktivistisk". I sidste ende er kærlighed og tillid det, vi kan give hinden, også i det terapeutiske rum - i form af forskellige tilpas usædvanlige spørgsmål.

Og dette med at vi kan inderst inde føle efter, om noget er tilpas usædvanlig, viser at vi til trods for forskelle ved, hvordan vi kan læse hinandens ofte non-verbale udtryk.

Men tilbage til mit ærinde: hvad er det i systemteoretiske øjne særlige virksomme i terapien (Andersen, 1994): At et system forandrer sin struktur, og bevarer sin organisation.

Det gøres ved at pertubere systemet: ved at man stiller spørgsmål, som de, man taler med, ikke plejer at stille sig selv. Og et af de vigtigste råd, lyt til hvad de virkelig siger. Og det er som bekendt noget af det sværeste man skal lære som sig nyuddannende terapeut. Ofte hører man forbi, eller tolker før man lytter, osv.

Andersen (1994:52) selv siger om "hvilke bidrag fra vores lytten eller tænkning er til størst hjælp?":

"Den konstruktivistiske opfattelse, at hvert menneske skaber sin version af en situation, er til stor hjælp, når vi møder et fastlåst system. .. For alle versioner gælder der at de hverken er rigtige eller forkerte. .. Vores opgave er at skabe dialog om at forstå, hvordan de forskellige skabte deres beskrivelser og deres forklaringer. ... Vi inviterer dem at følge med os i en strøm af udvekslinger om ideerne ud fra en erkendelse af, at der i livsprocesserne altid findes noget, vi ikke har set, og noget, vi ikke har tænkt på. .."

Så det virksomme i denne udgave af systemisk terapi må vel være, at man hjælper skubber systemet i gang, dvs hjælper med at dreje i svinghjulet. Når først maskinen kører, så kan ingen sige hvordan og hvornår og hvorhen den kører. Det virksomme er således at give den rigtige "pertubation" så systemet således kan fortsætte sin autopoiese.

Tankerne hos denne særegne form for terapi er ikke elsket af mange, man ellers læser, eller taler med. Kritik imod retningen er at den er uansvarlig, Den vil ikke give garantier. Og så siger nogle den er uetisk, i at den ikke tager offerets parti imod bødlen i en familie. Dette dilemma har dog også, som omtalt i fodnote 1, fået nogle til at videre-udvikle de radikal konstruktivistiske tanker.

Udover disse særlige tanker om hvad er virker i forhold til systemer/klienter, har AndersenHan afslutter sin bog med følgende alternative antagelser (1994:139ff): "..et menneske er i stadig forandring og tilpasser sig til omstændighederne (konteksten), som på sin side forandrer sig hele tiden. .... Menneskers indre kerne ligger uden for det enkelte fællesskab med andre. Den indre kerne former ikke personen og fællesskabet, men fællesskabet former personen og den indre kerne. .. Det er i den andens øjne, man kan finde svar på, om det man siger og gør, er acceptabelt for fællesskabet eller ej." (1994) som før antydet en masse råd om aktiv lytning, empati, før-forståelse, ikke dømmende stil,..., der i det følgende afsnit om det, der går igen hos de fleste terapier, bliver omtalt lidt nærmere. Netop ved at tage forskellige perspektiver, og lytte til forskellige versioner af samme proces synes kommunikationen som redskab at være i centrum, også og måske i særdeleshed veludviklet form, hos de systemiske terapier.

(...)homehome
publikationerpublikationer