Følgende debatindlæg er fra PsykologNyt 23/2002

Mangfoldighed i forbundethed?

Sidste PsykologNyt, 19/2002, var som så ofte før et fint miks af ret så forskellige tilgange til, hvad psykologi er. PsykologNyt giver dermed et fint billede af vores profession, der som sin styrke og sin samtidige svaghed har den egenskab, at der – i vores hus - ikke findes én, den rigtige definition af et psykologisk forhold, men mangfoldige, delvis beslægtede, delvis ret så forskellige.

 

Det kan opleves som styrke, da vi dermed i kraft af den mangfoldighed vi repræsenterer forhåbentlig kan ”matche” den komplekse mangfoldighed i det virkelige liv, dér, hvor vi jo ønsker at gøre gavn. Og det kan opleves som svaghed, da vi dermed ikke, eller kun hvis vi har skyklapper på, kan optræde som eksperter, der kender den objektive sandhed om læring, psykiske lidelser og deres lindring, eller at vi ikke kan optræde som repræsentanter for et fag der har en tydelig, og entydig stemme udadtil.

 

Det, der får mig til at skrive dette lille debatindlæg er, at jeg føler mig stødt af det sprog og den retorik, der benyttes i Irene Oestrichs artikel om kognitiv terapi. Oestrich taler med en, i mine ører, imperialistisk stemme, der med forførende vendinger prøver at overbevise læseren at ”hele verden” snart har indset at kognitiv terapi er det, ALLE i fremtiden må skole sig i, for at være med på den vogn, ”hvor bevidst politisk planlægning af, hvordan ressourcerne skal bruges”, bliver foretaget. Hun lader det fremstå som sund fornuft, at psykologer fremover må anvende næsten udelukkende kognitiv terapi, da den har vist sig at være den mest effektive, hurtige og videnskabelig målbar form for teori, der findes. Hun problematiserer på intet tidspunkt at kognitiv tænkning til trods for at fremstå som teori-neutral har klart valgt side, som i dette tilfælde er et biologisk, naturvidenskabeligt perspektiv. Altså et forsøg på at arbejde med erkendelsesmønstre, skemaer, informationsbearbejdning  (og her på det sidste hjerneprocesser) tilsat en smule følelser og barndomsomtale på en måde, der i sin metodik og sin pragmatiskhed har samme kærlige udstråling som Watson og Skinners behaviorisme.

 

Til trods for at Oestrich således må gå ind for eksakte forskningsresultater, bruger hun bl.a. et skema fra 1996 som sin bevisførelse, uden dog at der tydeligt fremgår, hvordan resultaterne er fremkommet. Det kan nemlig diskuteres, om f.eks. systemiske, familieterapeutiske tilgange kan sammenlignes med kognitive terapier, da disse arbejder i forskellige kontekster, og da de ikke umiddelbart anvender samme begrebsapparat (nye tilgange afviser at benytte diagnostiske termer, begreber som effektmåling, manualisering, etc.). Hele ”fidusen” hos nyere, især relations-fokuserende er, at man netop ikke prøver at kausal-forklare, at man ikke vil benytte det kolde psykologsprog, der på forhånd skaber afstand i stedet for nærhed og ærlig deltagelse. I stedet for prøver man at se efter muligheder, efter tilpas usædvanlige perspektiver, for ”at hjælpe fluen ud af flasken”, som Wittgenstein ville sige (se dertil i samme nummer: artiklen af C. R. Jørgensen med et diametralt modsat synspunkt om, hvilke terapiformer der kan ”matche” vores tids mennesker).

 

Så at sammenligne interpersonelle, systemiske og narrative tilgange med kognitive terapeuter, er en slags kategorifejl, i og med at disse ikke-kognitive kollegaer lever, og vel også deres klienter, i andre sprogspil, under andre livsformer, hvor talemåden, begreber, værdier, etc. er væsensforskellige fra hinanden. Og dermed er de i høj grad forskellige skoler i princippet usammenlignelige. Dvs. Oestrich måler humanistiske og samfundsmæssige tilgange med den målestok, der anvendes i de naturvidenskabelige fag. Det er ikke kun forkert, men også en smule unfair, da Oestrich dermed prøver at forføre kollegaerne til én, dvs. sin egen, og kun sin egen slags livsform, sit eget paradigme, der oven i købet p.t. har magten i store dele af den ekspanderende sundhedsindustri. Så Oestrichs model her kan kun tages som argument, hvis man anser Oestrichs sprogspil som det herskendes sprogspil, som jo i princippet altid har ret, og magten til at mene det.

 

Så, hvad er denne artikel af Oestrich ud på, når hun prædiker at vi skal anvende metoder, som er veldefinerede, manualiserede, præcist beskrevne og målbare. Det kan jo være fint for de psykologer, der ønsker at arbejde kognitivt, at man kan putte jeres kunnen i sådanne firkantede kasser og rubrikker, der prøver at fremtræde som ”sikre”. Men i en verden, hvor sandheden ikke findes, men må skabes af de tilstedeværende, hvor unge mennesker udvikler sig til en fremtid, vi ikke aner, hvordan bliver, er sådanne firkantede regelsæt noget, der får mange klienter til enten at søge andre, mere tidssvarende former for støtte og terapi. Eller til at rende flygtende bort fra alt hvad der hedder psykolog!

 

Hvis Oestrichs ord: at vi behøver ikke en masse forskellige skoler og under alle omstændigheder står fremtidens udvikling i integrationens tegn, gælder for de fleste psykologer i dette land, så må jeg sige: Gute Nacht, Dänemark.  Med al respekt for det bestemt fine arbejde der udføres af kognitive terapeuter rundt omkring og nok især på nogle psykiatriske afdelinger, og som jeg her ikke vil drage i tvivl, vil jeg dog mene, at Oestrichs artikel er endnu engang én af dem, der henleder tankerne på Foucault, der advarer mod disse former for angreb på frihed, som udføres under dække af at være indehavere af den nye, afprøvede og effektive nye superterapi, som alle andre – i hele verden – må overgive sig til.

 

Jeg vil ikke overgive mig, og opfordrer alle danske psykologer, og især de danske psykologistuderende til at være kritisk over for dem, der proklamerer at kende den rigtige teknik, og til at være åben over for alle mulige slags forskellige tilgange til at studere og møde det umulige og uberegnelige væsen, et andet menneske.

 

Kognitiv terapi er en teknik og et paradigme, der for mig at se mangler sjælen og de andre. Og må Gud bevare Danmark mod en kognitiv folketerapi, der har patent på og magt til at udøve den eneste ”rigtige” tro.

 

Hermed tilbage til udgangspunktet: dette debatindlæg er ment som opfordring til at Oestrich og Co nyder deres succes, uden at ville have ”mere og mere” (patent på at udøve den ”rigtige” terapi), - som konen i muddergrøften minder os om.

 

 

Mvh. Volker Bunzendahl, cand. psych.