Abstrakt til: Postmoderne Psykologi, hvad er det og kan det bruges til noget?, af Volker Bunzendahl, cand. psych.
Artiklen har
flere formål. 1) Der ønskes givet et lille overblik over nogle af de
strømninger og teorier, der ikke er bange for at kalde sig postmoderne.
Der redegøres for, hvad der menes med ”en postmoderne attitude”, og hvordan det
har betydning for både teoriudvikling, men især for psykologiens rolle i
praksis, i mødet med klienter, elever og kunder. 2) Ved at fremhæve to
forskellige postmoderne bevægelser/teorier vises, at der både er plads for
social konstruktionisme, men også for historisk-dialektisk materialistiske
tilgange i det postmoderne felt. En alternativ, nærmest revolutionær læsning af
Vygotsky, og Wittgenstein vil være det teoretiske fundament, der ønsker at
understrege nødvendigheden for en postmoderne attitude i vores fag. 3) Da der opleves en stor modstand i den
videnskabelige psykologi (og på danske universiteter) om at tage ”postmoderne
tilgange” alvorligt, reflekteres her i løbet af artiklen, og opsamlende til
sidst, over forholdet eller det manglende forhold mellem Antropologisk
Psykologi og Virksomhedsteori (AP/V) på den ene side, og her postmoderne
teorier på den anden. Ønsket er at skabe interesse for videre dialog om
teori/praksis-problematikken, hvor AP/V synes at være mestre i det teoretiske
uden at være god til praksis, hvorimod postmoderne er knaldgode i det
praktiske, men måske lidt overfladisk i forhold til teorien og argumentationen.
Og
det fører til det paradoks, der har været med til at give mig energi til at
skrive denne artikel: Det at moderne (dog ikke mekanistiske) teorier tænker
deres realisme uden at gøre en forskel via praksis, i den virkelige verden,
hvorimod postmoderne teorier med baggrund i ikke-realistiske, ofte
relativistiske tanker, formår at sætte virkelige ”bevægelser” i gang, der gør en
forskel, der gør en forskel, i virkeligheden.
”Our attitude to what is alive, and what is dead, is not the same.
Our reactions are different” (Wittgenstein, 1953, nr. 284)
Det er
snart mange år siden, jeg for første gang hørte betegnelsen ”postmoderne psykologi”, dengang som
redaktør og boganmelder for ASYLEN, det interne blad, der udgives på
Psykologisk Institut i Århus, nu for tiende år i træk. Det var Steinar Kvales
bog ”Postmodernism and Psychology”
(1992)[1], der for første gang i mit
liv introducerede mig for begrebet. Bogen, som jeg læste med en
”åben-for-inspirations-ånd”, virkede forfriskende og i en særlig grad
vedkommende og realistisk. Realistisk? Ja, i den forstand at fortællingerne i
bogen syntes/synes at passe (bedre end mange moderne realistiske fortællinger)
til den virkelighed, der lå/ligger uden for studiecellen, forskerkontoret,
biblioteket eller forelæsningssalen. Realistisk i den forstand, at den relativitet,
postmoderne psykologer påstår vores virkelighed er sat sammen af, den kan vi
alle møde i vore nutidige sociale fællesskaber og samfund. Det vil sige, det,
at mange betydninger, udsagn og antagelser er socialt konstrueret, og at de
fleste begrebers[2]
sandhedsværdi derfor må tages med ”et
gran salt”, det er genkendeligt for os ”almindelige
mennesker”.
Moderne psykologer afviser postmoderne tilgange (f.eks. i
Danmark: Bertelsen, 2000, 2001; Tønnes Hansen, 1999, 2001; Katzenelson, 2001),
netop med henvisning til, at disse ikke er baseret på, er funderet i realismen,
men tværtimod er med til at give videnskaben et relativistisk præg, hvorved den
dermed synes at miste den sandheds-funktion, dømmekraft eller dømme-autoritet,
der kan, i sociale, psykiske og samfundsmæssige forhold, skelne mellem godt og
ondt. At være moderne videnskabelig psykolog giver magt, anseelse, positioner
osv., og det ønsker man ikke at sætte over styr ved alt for kraftigt at påpege,
at videnskabelige begreber og teorier blot er fortællinger. Derfor har man, så
vidt jeg har set det, på de ”gamle”
institutter på de ”rigtige”
universiteter (i København og i Århus i modsætning til på de mere postmoderne
universiteter som RUC og AUC), ikke formået eller ikke ønsket at påbegynde en
ordentlig diskussion desangående[3].
Postmoderne, og især social konstruktionistiske tænkere
(f.eks. Gergen, 1997, 1999, 2001, McNamee & Gergen, 1992, 1999) vælger
bevidst et relativistisk standpunkt. Og det er forståeligt, da udgangspunktet
er at se på sproget, og på, hvordan tilstande øver indflydelse på den måde, vi
”ser” på og agerer i verden. For mig
at se er det at tage et – i forhold til sprog, videnskabelige begreber og
sociale relationer – relativistisk standpunkt mere ”realistisk” end at ville fastholde, at videnskabens fortællinger
har fat i ”virkeligheden”, uanset om
nogen iagttager disse forhold eller ej. Mere realistisk i den forstand, at man
epistemologisk, og i praksis, bekender sig til relativisme[4]. Erkendelse er en på
sociale konstruktioner baseret proces, og dermed må man forudsætte, at andre
sociale fællesskabers sociale konstruktioner og forståelse af
begreber/hændelser/situationer kan være anderledes. Derfor er det principielt
ikke til at afgøre, hvilken af to (eller flere) udlægninger, der er den rigtige
(Lyotard, 1979). Som postmoderne psykolog går man ud fra, at den betydede verden
er multi-kulturel (se også Ziehe, 1989, Rasmussen, 1996), selv om denne
multi-kultur dannes af naboer og medmennesker af fortrinsvis samme herkomst.
Mennesker i det postmoderne samfund, selv om nogle påstår det modsatte, lever ikke
mere i en mono-kultur, og derfor må det postmoderne menneske være forberedt på
at kunne mestre at leve i en ikke forudsigelig verden, hvor dialog og
samarbejde er eneste mulighed for at erhverve sig den viden, fremtidens
situationer måtte kræve[5]. Det betyder ikke, at
alle gamle teorier og historier skal smides ud. Det betyder bare, at vi må forholde os kritisk i
forhold til dem (og vore egne) og, at vi må lade fællesskabets aktive forholden-sig-i-praksis afgøre, hvad der
er rigtigt og forkert.
Relativismen (som vi senere vil tale mere om) kommer bl.a.
til udtryk i udsagn som:
·
Der findes ingen
objektivitet – ingen absolutte sandheder
·
De store fortællingers
tid er forbi
·
Videnskab er kun én af
mange andre mulige fortællinger – fortællingens ”sandhed” bestemmes af det ”sprogspil”, det ”paradigme”, den ”forskningstradition”,
den pågældende videnskabelig gruppering anser som den ”rigtige”
·
Viden skabes i sociale
relationer og er dermed en social konstruktion
·
Videnskabelige
begreber repræsenterer ikke virkeligheden, de beskriver bare et perspektiv
·
Alle har ret, alt er
lige gyldig, m.m..
Nogle af disse udgangspunkter begynder postmoderne
psykologer altid med, når de forelæser eller indleder en bog; nogle af dem vil
jeg komme ind på lidt senere. Men her, efter indledningen, vil jeg kort
beskrive artiklens indhold.
Først vil jeg berette om to postmoderne ”duos”, hhv.
Kenneth Gergen & John Shotter og Fred Newman & Lois Holzman, der hver
især, og også ofte sammen (se Holzman & Morss, 2000), står for en del af de
publikationer, konferencer og især aktiviteter, der ”sker” i det postmoderne felt.
Mit valg/fravalg af teorier og teoretikere skulle egentlig
begrundes noget mere, for at læseren kan følge med i min i sidste ende
subjektive kategorisering af de nævnte teorier. Derfor vil jeg ved hjælp af et
skema kort skitsere feltet. De fire opdelinger skal forstås således, at
overskriften ”Postmoderne” hentyder
til de få, der i deres publikationer og udsagn benytter sig af begrebet
postmoderne[6]; ”alternative” hentyder til de mange, der
”tænker” nogle postmoderne tanker ind i deres praksis og som alle tager afstand
fra psykologi som et kvantitativt, empirisk forskningsforetagende uden dog at
kalde sig eller ville kaldes postmoderne[7]; ”moderne dog ikke mekanistiske” hentyder
til de personer, der i mine øjne skulle føle sig beslægtet med ovennævnte, men
som eksplicit tager afstand fra ikke moderne strømninger[8]; og til sidst ”moderne, mekanistiske”, som hentyder til
de desværre talmæssigt alt for mange, der arbejder i skoler og i
sundhedsvæsenet uden overhovedet at tage stilling til de problematikker, denne
artikel berører (de ”behandler” bare! og læser hverken postmoderne, alternative
eller antropologisk psykologiske publikationer, kun forskningsbaserede artikler
om strategier til behandling af givne psykologiske problemer)[9].
Skemaet forklares ikke yderligt, men giver forhåbentlig
læseren et billede af, hvad jeg tænker på, her i denne artikel, som har sit
fokus på postmoderne teorier. De
teorier/navne, som i denne artikel bliver omtalt udførligt, er skrevet med fed
skrift, de, der kun nævnes kort, er skrevet i kursiv. De øvrige navne/rubrikker
i skemaet (normal skrifttype) er kun medtaget for at tydeliggøre mine valg.
|
TEORIER |
NAVNE OG RETNINGER |
Postmoderne teorier
|
Newman/Holzman (Vygotsky) (Wittgenstein),
Gergen/Shotter, H. Anderson, McNamee, m.m. |
Alternative
teorier
|
I. Parker (Kritisk Psykologi), Harré,
M. Cole, Berger & Luckmann, Vygotsky,
Community Psychology, Tom Andersen,
G. Bateson, Maturana & Varela, Luhmann, Dewey, Freire, Bruner, Mead, Willert, Madsen, Kvale, Berliner, m.m. |
|
Moderne, dog ikke
mekanistiske teorier |
Virksomhedsteori,
Antropologisk Psykologi, Selvpsykologi, Økologisk
Psykologi, Humanistisk Psykologi, Fænomenologi, Felt-teori, m.m. |
|
Moderne og stadig (til en hvis grad) mekanistiske teorier |
Neuropsykologi, Psykodynamiske teorier, Kognitive ”Integrative”
terapier, Adfærdsterapi, forskningsbaseret psykoterapi, Krisepsykologi m.m. |
Efter at have præsenteret de postmoderne stemmer vil jeg
til sidst forsøge at begrunde, hvorfor jeg synes, et postmoderne perspektiv har
sin berettigelse. Det konkretiseres ved hjælp af refleksioner over a) en
postmoderne praksis i et post-borgerkrigsmiljø, b) en postmoderne attitude i
forhold til praksis, og c) den postmoderne psykologi set i forhold til den
videnskabelige psykologi-verden, her med særlig, dog ikke fyldestgørende fokus
på virksomhedsteori/antropologisk psykologi (V/AP).
Artiklens formål er at rydde nogle af de hindringer af
vejen, for at ”åbensindede” moderne
og postmoderne psykologer sammen kan danne front for at arbejde hen imod en
mere humanistisk, social retfærdig og gensidig udviklende virkelighed. En
virkelighed, hvor psykologi både med sine eksperimentalpsykologiske resultater
kan gøre livet lettere for nogle, men også, hvor psykologi på samme tid baserer
sig på at udvikle ”folkepsykologien”, sammen med og på lige fod med folket.
Således at folk undgår at måtte tro på det rygte, derude, i det virkelige liv:
at man godt nok tænker og lærer at tænke høje tanker på universiteterne, men at
man i praksis alt for ofte bruger sin viden som magt (måske i afmagt), for at
bibeholde sin position, og uden at man gør en forskel i virkeligheden. Men
ønsket med artiklen er også at reflektere over psykologen i skolen og
psykologen på det psykiatriske hospital, som er underlagt en ikke humanistisk
systemverden, der bevirker, at hans psykologiske ekspertise kan være med til at
definere og dermed skabe den mangeltilstand, som en given klient/elev/patient
ikke nødvendigvis led under på forhånd. Psykologen optræder i dagens Danmark
(sundhedsvæsen, skolevæsen) og i USA, som ”system-agent”,
hvis opgave er at ”banke” de utilpassede på plads, ved hjælp af
terapeutiske, og ofte mekanistiske værktøjer. Psykologien, der praktiseres i de
offentlige sundheds- og skole-væsener, har desværre meget sjældent afsæt i en
reel tilknytning til, eller ”bare” afsæt i et samarbejde med nogle af de mere
humanistiske forskningsmiljøer i Danmark. For mig ser det ud, som om 90 % af de
psykologer, der arbejder i Danmark, er holdt op med at holde sig ajour inden
for andet end deres eget, lille område, som de arbejder med og i. Og det fører til
det paradoks, der har været med til at give mig energi til at skrive denne
artikel: Det at moderne (dog ikke mekanistiske) teorier tænker deres realisme
uden at gøre en forskel via praksis, i den virkelige verden, hvorimod
postmoderne teorier (som artiklen senere vil uddybe), med baggrund i
ikke-realistiske, ofte relativistiske tanker, formår at sætte virkelige
”bevægelser” i gang, der gør en forskel, der gør en forskel, i
virkeligheden[10]. Men lad os nu prøve
at tegne et billede af nogle af de teorier, jeg i denne sammenhæng vil betegne
som postmoderne.
Det
er ikke umiddelbart entydig, hvem der vil (og stadig) kalder sig for
postmoderne, her anno 2002, da nogle, der har gjort det i snart 20 år (Newman
& Holzman, 1999, Holzman & Morss, 2000a), prøver at undslippe den
fastholdende, og i nogles øjne negative magi[11], en sådan betegnelse kan
give. Andre (bl.a. T. Andersen, 1996, G. Bateson, 1980, Rogers, 1972, Maslow,
1967, Laing, 1972, Willert, 1994, 2000) har altid tænkt postmoderne, uden at de
selv har opdaget eller proklameret det, vil jeg hermed vove at påstå. De
tænkte/tænker, talte/taler og virkede/virker faktisk, som om de havde læst
Lyotards (1979) i manges øjne epokegørende bog om viden i det postmoderne
samfund. Læser man under overskriften ”Humanisme” i et for nylig udkommet,
”moderne” psykologisk leksikon (Egedius, 2001) undrer[12] man sig nok over, at
programerklæringerne her til forveksling ligner dem, især Gergen (1997, 1999,
2001) er kendt for at bruge som argumentation for, hvorfor eksperimentel,
naturvidenskabeligt tænkende psykologi ikke ”holder en meter”, derude i det virkelige liv, der, hvor vi
mennesker lever og virker sammen. Men det betyder også, at de temaer,
postmoderne psykologer prøver at pege på, har været nævnt i vores fags historie
før (af f.eks. humanistiske psykologer, marxistisk psykologi, fænomenologi,
hermeneutik, antipsykiatri, ja, Søren Kierkegaard). På en måde kan vi tale om ”gammel vin på nye flasker”, eller om at
de ”kampe”, vi må udkæmpe i dag, til
forveksling ligner dem, vi har hørt om, generationer før os også har udkæmpet.
Kritikken, at man prøver at sælge gamle varer her, må, i mine øjne, tolkes
positivt, det vil sige, det må tyde på, at de dyder, der her prøves
fremprovokeret, i vores fag, og i sidste ende hos alle mennesker, er
værdifulde, vigtige og positive, til hver en tid, og også, og måske især i dag,
hvor snart den sidste har opdaget, at den kapitalistiske version af demokratiet
er en på længere sigt ikke levedygtig og i sidste ende uværdig måde at leve
livet på[13].
Alle
under paraplyen ”Postmoderne Psykologi”
stiller spørgsmålstegn ved om der findes én, den ”rigtige” eller endda den ”objektive”
beskrivelse af en objektiv virkelighed, selv om man dermed ikke vil sige, at en
ontologisk real verden ikke findes (Andersen, 1996, Parker, 1998, Collier,
1998, Lowe, 1999). Men man vil dermed pointere, at især eksperternes sprog,
eller sprogspil (Wittgenstein, 1984, Gergen, 1999, Shotter, 1993) kan være et
onde, vi må frigøre os fra (Newman & Holzman, 1996, 1997).
En
mistro mod vort eget fags frembringelser af beskrivelser af, hvad et menneske
er og bør være, er vejen til at folkets røst, klientens mening medinddrages,
ja, den skal endda være styrende i det, vi foretager os. Dilemmaet, som
beskrives bl.a. i Parker (1998) og Anderson (1997) er, hvordan vi kan anbefale
praktikker, metoder m.m., der kan hjælpe os med at ”make the problem vanish”, uden at vi dermed netop gør vores
narrativ til en fortælling, der er normativ, anvisende og bedrevidende.
Egenskaber, vi i forbindelse med de moderne teorier og skoler så som negative.
”Shouldn’t it (postmodernism)
wonder the same about itself? In other words, if postmodernism is to guard
against becoming yet another grand narrative, can there be anything for
post-modern thought – in psychology and elsewhere – to be about? This is a
fascinating question – raised, but ultimately (and fortunately, we feel)
unanswered.” (Holzman &
Morss, 2000a:10).
Betegnelsen
”postmoderne psykologi” er, eller
bedre kan opfattes som en frigørende (Freire, 1968) etikette, der har klang af,
at man har en mulighed for at kunne begynde forfra, for at kunne bygge en
verden på ny, sammen med andre. Den befrier os fra ”den dårlige smag i munden”, som psykologi kan give, når den
praktiseres værst (det vil sige, når
psykologen som neutral betragter/ekspert gør sig klog på en anden person ved,
at han/hun betragtes som et forudsigeligt ”objekt”),
det vil sige, når magtpositionen ”psykolog”
bruges til at kategorisere mennesker med psykiske og emotionelle lidelser som
fejlprogrammerede organismer (der lider, der forstyrrer undervisningen, der
læser for sent, der opfører sig mærkeligt). Frigørelsen giver mulighed for at
kunne forholde sig kritisk til ”teoretiske
konstruktioner”, som faget, videnskabelig psykologi, menes at have patent
på, som f.eks. det diagnostiske system (DSM-IV eller ICD10) (se Newman &
Holzman, 1996) eller begrebet ”selvet”
(Gergen, 1991). I et postmoderne perspektiv stilles spørgsmål til begrebet ”selvet”, eller i hvert tilfælde spørgsmål
til dem, der anvender begrebet i en stiv og statisk betydning, som f.eks. at
selvet har en indre kerne, der på forhånd bestemmer udviklingen. Dette afvises
ved at man argumenterer for ”selvet
bygget af sociale relationer” (Gergen, 1991)[14].
Heller
ikke videnskabelige resultater, udsagn og kategorier anses som udtryk for en
given, eller grundlæggende sandhed, men ”bare” som én af utallige mulige
forklaringer af et givet fænomen (Lyotard, 1979, Kvale, 1992a, Newman &
Holzman, 1997, Andersen, 1996, Anderson, 1997).
Dem,
der kalder sig postmoderne psykologer, er i høj grad negativ indstillet i
forhold til at udøve en praksis, hvor ”mainstream”-psykologiens
metoder og menneskesyn slår igennem, f.eks. hvor sygesikringsaftaler er med til
at gøre det til standardprocedure at en given klient diagnosticeres, og
derefter behandles ud fra diagnosens prognostik. Det vil sige, at nutidige
forsøg på at integrere forskellige psykologiske teoriers og terapiers ”bedste af det bedste”, sammen med en
samling non-specifikke faktorer, og en praksis, der på videnskabelig vis bliver
efterchecket med kontrolgruppe, placebo-behandling, etc. (Hougaard, 2001)
opfattes - i postmoderne øjne - ikke som en frugtbar vej. Tværtimod opleves
disse anstrengelser for at få anerkendelse i den medicinske verden som en
strategi, hvor vi ”mister” vores fags genstand mellem hænderne, i og med at
mennesket her endnu en gang forsøges gjort til objekt, der ”bare” skal oplyses
om hensigtsmæssig selv-programmering. Groft forenklet forsøger man at opstille
nogle regler for, hvordan det rigtigt fungerende menneske fungerer, og tjekker
derefter alle eksemplarer af menneskeracen efter samme kriterier. Især i USA,
hvor over 90% af verdens psykologiske praksis foregår (Katzenelson, 2000:330,
ff.), er man forfalden til at opretholde gamle, positivistiske bastioner vha.
af den moderne kognitive terapi, neuropsykologi, og andre former for
psykologisk tænkning, der meget nemt kommer til at reducere psyke til den
enkeltes eget ”indre”, til den enkeltes egen hjerne, til den enkeltes egen
skrøbelige barndom. Men postmoderne psykologer vil kategorisk afvise at gå den
vej, som mainstream-psykologi stadig befinder sig på.
Man
anser dem, der ”tror” på, at
videnskaben psykologi kun kan bedrives på den her kort skitserede måde, med
eksperimenter, målinger, spørgeskemaer og statistiske korrelationer, som nogle,
der stadig befinder sig i den moderne tidsalder, der i postmoderne psykologers
perspektiv er ved at være overstået, selv om det ikke er gået op for de fleste.
Og hvis ikke psykologi, som er en moderne tids opfindelse (Kvale, 1992a), skal
forsvinde i fremtidens samfund, ja, så må psykologi gå nye veje, der fører bort
fra ekspert-vældet, hemmelige, videnskabelige kodesprog (diagnoser) og en
arrogance over for almindelige menneskers viden om deres psykiske væren. Den
videnskabelige psykologis ”sprogspil”
(Wittgenstein, 1984) er et sprogspil af den art, der, når man først har prøvet
det, hurtigt får én til at glemme, hvad man tænkte af kritiske tanker, før data
og statistiske udregningers komplicerthed tog den tid, der skulle have været
til overs til at sætte noget i gang, der virkelig gavner, i den virkelige
verden. En problematik forfatteren Michael Ende (1973) kommer ind på i sin
børnebog ”Momo”, hvor ”tidsagenterne” prøver at lokke
almindelige mennesker væk fra at leve deres liv på en udviklende måde. Derfor
prøver postmoderne psykologer at undgå at komme til at arbejde steder, hvor det
fremherskende paradigme er af den art, at det proklamerer og/eller forudsætter,
at psykologien kender sandheden, der bevirker, at vi efterhånden kommer til at
udøve en praksis, der ikke beriger patienterne/eleverne/klienterne, men gør dem
passive, det vil sige, gør dem til simple programmerbare objekter (maskiner;
computere), der hurtigst muligt skal genindtage de positioner i samfundets
tandhjul, der er tiltænkt dem. Faren er, at man, i en fremmedgjort verden, som
psykolog i en fremmedgjort institution, ikke ”kun” er med til at gøre
eleverne/patienterne passive, men at institutionens diskurs påvirker én selv på
en uhensigtsmæssig, slørende og ikke-udviklende måde.
Det,
der er kendetegnende for dem, jeg om lidt vil fremhæve, er, at de har formået
at omsætte deres ord i praksis. Man har opbygget folkelige bevægelser,
institutioner og samarbejdsrelationer, der påvirker hinanden, og dele af
samfundet på en positiv måde, ved at man iværksætter initiativer, der er til
gavn for mennesker, der har brug for en ”psykisk/social
hånd”, og hvor the community
(=menneskers aktivitet på stedet: institutionerne) støttes i at skabe nogle
bedre muligheder og ”virkeligheder” at leve, være og udvikle sig i[15].
De, jeg her vil fremhæve som
postmoderne psykologer, er hhv. Kenneth Gergen og John Shotter, og Fred Newman
og Lois Holzman. Førstnævnte ”duo” er de mest aktive eksponenter for en
retning, der kalder sig social konstruktionisme (SK). Newman og Holzman er
positivt indstillet i forhold til mange af de social konstruktionistiske
pointer, dog adskiller deres tanker sig ved at man er mere funderet i en
historisk-dialektisk materialisme, der viser sig ved især den tydelige
inspiration og det afsæt, de to tager i hhv. Marx og Vygotsky. Wittgenstein er
alle fire til gengæld mere eller mindre ”forelskede” i, altså den Wittgenstein
der skrev ”Philosophische Untersuchungen”
(1984), hvor sætningerne: ”Sprogets
betydning skabes i dens anvendelse” og begrebet ”sprogspil” er nogle af dem, alle fire lader sig inspirere af.
De
fire nævnte har arbejdet sammen omkring publikationer og konferencer (se
Holzman & Morss, 2000, sidst ”Performing
the World”, Oktober 2001, New York, se: http://www.ptw.org), og alle fire er, for mig at
se, også i fremtiden stemmer, jeg vil forblive i dialog med, i og med at mødet med
deres tanker og deres praksis, i workshops og på konferencer, for mig
personligt, har betydet udvikling,
faglig og menneskelig vækst og en støtte til at blive ved med at være open-minded og samtidig kritisk over for
egne og andres fortællinger.
Lad
os først se på socialkonstruktionisterne Kenneth Gergen og John Shotter. Social
konstruktionisme[16]
er ikke en metateori, men skal ifølge Gergen (1999) ses som en opfordring, ses
som en invitation til en dialog om de muligheder og potentialer (og ikke fejl
og mangler!), enhver situation, enhver ”bringen
sammen” af personer, teorier og anskuelser indeholder. SK har den
grundantagelse, at alle begreber, videnskabelige og folkelige udtryk er sociale
konstruktioner, der til en given tid og på et givet sted betegner noget, men
som i andre sammenhænge kan have helt andre betydninger. Videnskabelige
begreber ses ikke som havende en forrang, det vil sige videnskabelige termer
har ikke mere sandhedsværdi end andre sociale gruppers udtryksformer.
Videnskaben, sådan som vi kender den fra vore psykologiske grundbøger (f.eks.
Gleitman, 1999, Hilgaard et al, 1999, Rosenhan & Seligman, 1990), er ifølge
social konstruktionismen ”bare” én (dog i vore samfund magtfuld) form for at
udtrykke sig om forhold, der også ville kunne beskrives på utællelige andre
måder. Man kan sige, at videnskaben har ”bildt
os ind”, at den og dens udtryk har sandhedsværdi, der går ud over det,
almindelige mennesker kan sige. Men det er SK meget uenig i og ønsker dermed at
opfordre til nytænkning og nypraksis desangående.
I og
med at man frakender sproget, og her videnskabelige begreber, den mulighed
objektivt at kunne repræsentere virkeligheden, er man hermed nødt til at
opfordre til en konstant, vedvarende og ærlig dialog, der muliggør at
betydninger skabes og omskabes af de tilstedeværende, af dem, der er i
sam-handling, eller som Shotter (1993) siger, er i ”joint-action”. ”Sprogets
betydning skabes i dens anvendelse”, (Wittgenstein, 1984), det vil sige,
det, vi mener med det ene eller andet begreb, får sin betydning i og med at vi
bruger begrebet i et ”her-og-nu”, i
praksis, hvor det netop giver mening. Begreberne repræsenterer ikke
nødvendigvis ”virkeligheden”, men må
kun betragtes som mulige, men relative udtryk, der i det ene sprogspil kan have
livsvigtige funktioner, hvor i mod de samme begreber i andre sprogspil ikke
spiller nær så stor en rolle.
SK
dekonstruerer de bestående begreber, ikke for at kaste dem borte, men for at
den dialog, anvendelsen af sproget kan føre til, kan nærme sig en forståelse,
vi deler med hinanden[17].
McNamee
& Gergen (1999) har dekonstrueret[18] begrebet ”responsibility”, som jeg her vil
oversætte med ansvarlighed og skyld (hvad, hvem eller hvis handling/adfærd er
skyld i en uhensigtsmæssig proces?). Det vil sige, man ser efter, hvem der
bruger begrebet til hvad, hvordan begrebet bliver brugt og er blevet brugt
historisk, og hvem der ellers kunne komme under indflydelse af bestemte og
dominerende udlægninger af begrebet[19].
Ser
vi på begrebet skyld og ansvarlighed i forbindelse med psykiske problemer,
børns læringsvanskeligheder eller endda psykiske lidelser, kan vi se, at
begreberne ansvarlighed og skyld kan være med til vanskeliggøre en hjælpsøgende
persons situation. Det er almindelig kutyme, at man gerne vil placere ansvaret
for en bestemt hændelse et bestemt sted, og i forbindelse med
klienten/patienten/eleven vil man gerne vide, om ”skylden” for en uønsket adfærd skal søges i individets livshistorie,
i individets hjerne eller måske skyldes indtagelse af stoffer (indtagelse af
alkohol, medicin eller rusmidler). Når vi ved, hvem eller hvad der er skyld i,
at den pågældende gør det, han eller hun ikke skulle gøre, er det næste skridt,
i ”mainstream”-psychology ifølge
Gergen & McNamee, at man placerer ansvaret for, hvem der kan styre, at der
i fremtiden ikke finder uønsket adfærd eller uønskede tanker sted. Det vil
sige, som professionel psykolog giver man det indtryk, og er selv overbevist
om, at ”man” ved, hvad der er rigtig
og forkert, hvad der er normalt og unormalt, og hvilke ”strategier”, der er adækvate, således at man kan få den pågældende
”tilbage i folden”, ved hjælp af
endog tværfaglige støtteforanstaltninger (pædagoger, lærere, sundhedsplejere,
psykologer, sagsbehandlere), der vil blive rettet
”mod” det individ, der har eller ejer problemet.
Gergen
& McNamee foreslår relationel ansvarlighed (relational responsibility), det vil sige, de opfordrer til, at man
undlader at placere en individuel ansvarlighed/skyld hos
klienten/patienten/eleven (eller i dennes ”bagland”),
og at man i stedet afsøger de potentialer og muligheder, der ligger i det
pågældende individs eller systems sociale relationer. Meningen er, at vi undgår
de ulemper, en individualistisk og videnskabelig positivistisk tilgang vil
bringe med sig, da man dér alene fokuserer på det individ, der fremviser, det
vil sige, har symptomet på, at et eller andet mellem f.eks. lærer og elev, de
andre elever, forældrene etc. er i uorden. Det betyder, at en social
konstruktionistisk skolepsykolog ikke alene vil tale med, observere og/eller
teste den pågældende elev, ”han bedes
kigge på”. Nej, han vil tale med alle, der har berøring med pågældende
elev, og han vil opsøge og arbejde med de systemer, der udgør drengens, men
også lærerens og de andre elevers dagligdag.
Tankegangen
er, at ingen enkeltperson kan udgøre et problem. Et læse-færdighedsproblem er
et problem, skolen har, læreren har, forældrene burde have (mener lærerne),
eleven har (eller måske har eleven egentlig ikke selv et problem, men kun et
problem med dem, der synes, der er et problem?), samfundet har, eller medierne
får konstrueret os til at mene, at vi, eller vore børn har.
Det
er derfor, at en social konstruktionistisk psykolog ikke på forhånd vil gå ud
fra, at nogen er det ene eller det
andet, det vil sige ”DAMP”, Borderline
eller ”ejer” af en eller anden lidelse med et ”fancy” navn, som psykologer gør sig til eksperter i. Det er ikke
sådan, at en sådan psykolog vil sige til en blind, ”din blindhed er er en konstruktion”, men han vil prøve at undlade
at forvente, at den blinde nok ikke ”ser” TV eller går i biografen, e.l.. Det
vil sige, selv om vi har mødt nogle personer med lignende symptomer før, er det
ikke vores opgave at optræde som den, der på forhånd ”ved besked”, som den, der kender ”teknikkerne” til at ”løse
problemet”. Meningen er ikke at finde en løsning, men at evne at se nye
muligheder for udvikling. Oftest ligger alternativerne i de sociale relationer,
den pågældende person i en eller anden grad er del af. Og det gælder at
arbejdet må foregå med og i disse socialt betydningsfulde forhold, da vejen til
at forandre virkeligheden skabes via dialog og samarbejde med disse
betydningsfulde andre. Overbevisningen, legitimeringen af social konstruktionistiske påstande søges ikke i empiriske data og
forskningsbaserede resultater, men der henvises i stedet til initiativer, der
har benyttet sig af bl.a. social konstruktionistiske ”invitationer”, som f.eks. ”Imagine
Chicago”, en folkelig forandringsproces af en hel bydel (se Cooperrider
& Whitney, 1999).
Kognitive
psykologer arbejder med at forandre folks bevidsthed, folks opfattelse af egne muligheder
i givne situationer. Meningen er at give klienterne en tro på at de kan mestre
situationer, de førhen havde svært ved at klare. Og tanken er da rigtig nok.
Men vejen, den kognitive psykologi tager, at forandre bevidstheden via
individrettet træning og omprogrammering, mener SK ikke er den rigtige. Social
konstruktionisme bygger på den antagelse, som er ikke fremmed i psykologiens
historie (James, 1900, Mead, 1934, Berger & Luckmann, 1966, Vygotsky, 1982,
Leontjev, 1979, Katzenelson, 1994, Willert, 2000), at bevidstheden er en social
skabelse. Det vil sige, først må der samhandling og kooperation til, et fælles
tegnsystem, før et selvbevidst individ kan opstå og tænke. Fejltagelsen ved
Descartes tanke: Cogito ergo sum er,
at han overser, at han tænker – i sprog. Det vil sige, han tvivler med hjælp af
kulturens sprog, hans egen livshistories sprog, på baggrund af den kulturelle
viden, han havde tilegnet sig. Gergen (1999:221) mener derfor, at sætningen
skal laves om, hvis vi skal have fat i det særligt menneskelige, ved at han
omdøber sætningen til: Communicamus ergo
sum, det vil sige jeg kommunikerer,
derfor er jeg (menneske, vil jeg da tilføje).
Når
konstruktionistiske psykologer således arbejder med fællesskaber, er det
egentlig samme ærinde, som de kognitive psykologer forsøger sig på. Formålet er
at ”omprogrammere” bevidstheden. Men
det gøres ikke med individfokuserede forsøg på at ændre individets perception
af sig selv og sine egne muligheder i forhold til stressorer, men ved at
forandre fællesskabets praksis. Det vil sige, når et fællesskab praktiserer
forandret praksis, vil dette fællesskabs ”bevidsthed”
forandres, og dermed vil også de enkelte individer opleve sig selv på ny. Altså
en fokus på sam-handling, sam-leg, sam-skabelse af virkeligheden, der muliggør at denne ydre
virksomhed også skaber forandring i det såkaldte indre, i vores perception af
os selv og andre, i vore ”mind”, som
her er af social og ikke individuel beskaffenhed. Det er meget modsat ”gammeldags” rådgivning/behandling, der alene
vil fokusere på individets personlige ”indre”.
Her går man ud fra, at det, vi plejer at kalde ”det indre”, grundlægges i social handling, i samtale og dialog.
Derfor mener jeg, at sam-aktivitet er
bedre egnet til at forandre ”tænkning”,
i og med at tænkning jo først skal være inter-psykisk,
før vi kan tale om intra-psykiske
forandringer (se her Vygotsky, 1982).
Sådanne
sam-aktiviteter er typisk ikke
planlagt i hver en detalje på forhånd, og bestemte positioner/personer er ikke
givet mere magt end andre. Meningen med at etablere ikke ekspert-styret
kommunikation er at lade ressourcerne dukke op, at lade ”zoner for den nærmeste udvikling” (ZPD) vokse frem. ZPD skal her
forstås som Newman & Holzman (1993) læser begrebet (og som jeg senere i
artiklen vender tilbage til). Faren for misforståelse opstår, da ZPD alt for
ofte fortolkes som de voksnes ledetråd, der er kendt på forhånd (Hansen &
Nielsen, 1999, Hedegaard, 1999).
“They take the ZPD - the difference between what
one can do “with others” and what one can do “by oneself” – to be a tool (for
result) for understanding individual processes. … Learning is still understood
to be what the individual does. The joint
activity of the dyad (the things they do and say) is reduced to the means
by which learning is accomplished. … From the revolutionary vantage point (that
is, the creating of a new psychology), the ZPD looks very different. It is not
a zone at all, but the “life space” in which the so-called higher psychological
processes in which human beings engage (such as speaking, thinking, and problem
solving) emerge and develop. The critical feature of the ZPD as life space is
that it is inseparable from the we who
produce it. It is and is produced through tool-and-result methodology – the
relational activity of human beings creating their lives” (Holzman, 1997:60)
Ved
ikke på forhånd at sikre sig, hvilken ”vej”
eleven og/eller gruppen skal gå, lærer
vi, lærere/pædagoger/psykologer at blive lydhøre over for muligheder, som en på
forhånd afstukken sti ikke ville have fået øje på. Derfor går meget af en
socialkonstruktionistisk praksis ud på at lade alle stemmer komme frem, det vil
sige, at give alle mulige perspektiver lov at komme til orde. Vi møder klienten
med en ”not knowing”-attitude, for
med åbne og nysgerrige øjne og evner (forhåbentlig) at skabe stemning for
dialog (H. Anderson, 1997). Således er den socialkonstruktionistiske tilgang et
alternativ til mainstream-psykologi,
selv om tanken at møde klienten, den anden uforbeholden, ikke er ny i vores fag
(f.eks. Rogers, 1972, Anderson, 2001).
Hvor
især Kenneth Gergen er den, som fokus retter sig imod, når SK skal kritiseres,
mestrer John Shotter (1993) at gå ud og ind af akademias døre uden at blive
skældt ud. Shotter (2000) er kendt for sit forsøg på at samtænke økologisk
perceptionspsykologi (Gibson, 1979) med SK, således at vi formår at beskrive
det, der opstår, når mennesker samhandler,
når mennesker er i ”joint-action”.
Shotter (1993, 2000) taler om ”knowing of
the third kind”, som er en betegnelse for det, der opstår, når vi, i dialog
og samarbejde, skaber en virkelighed, der virker som en fælles bevidsthed,
hvoraf personernes bevidsthed kun er en del. Med andre ord, Shotter er
interesseret i det sociale felt og i, hvordan det opstår og påvirker dem, der
er inden for (og samtidig danner) dette felt (et emne, Lewin, 1935, 1951, se
evt. Madsen, 2001 også havde øje på).
Shotter
(2000) undgår at anbringe ”relationen”,
forbindelsen, processen, aktiviteten mellem flere personer, i det ”ydre”, således at psykologiens genstand
ikke kun er relationen, men også personers kropslige oplevelse af og
involvering i de sociale omgivelser. Den sociale verden, vi oplever os i, kan
ses som ”dialogically-structured nature
of our involvements with our surroundings” (Shotter, 2000:107). Det vil
sige, vi kan ”mærke” de andre, og de
andres tilslutning eller ikke-tilslutning, via deres signaler, deres responser
på de handlinger, de ytringer og den gestik, vi alle bidrager med, i en given
situation. Der er tale om, at et socialt felt ”afforder”[20] muligheder for at
reagere, for at være med og påvirke og iværksætte handlinger og muligheder i en
given situation i et givet social felt. Der er således ikke tale om, at et
givet socialt system er statisk, det vil sige tilbyder de samme muligheder for
handling til hver en tid (så man kan være forberedt og kan forudberegne/forudse),
men at det sociale felt i kraft af, at det er bygget af de tilstedeværendes
oplevelse og udtryk (og evner/muligheder for at give udtryk for deres
oplevelser), til hver en tid opleves og genskabes på ny. Det vil sige, det
sociale felt er under konstant forandring, og det skabes stedse på ny. Og
dermed må en evt. intervention fra en konsulent/psykolog i forhold til et
socialt system være opmærksom på, at det, systemet ”beder om”, opleves, omtales og skabes, af systemet, på ny, via
dialog, i den her-og-nu-situation,
som p.t. er aktuel. Ifølge Shotter (2000:103) har vi brug for at indse at:
”the fact that we continually
and spontaneously ”shape”, “build”, or “construct” our performances in our daily
affairs as we act “into” the opportunities offered by our surroundings. The
kind of understanding we display in such activity is an active, relational-referential form of
understanding, that, unlike the representational-referential
form of understanding more well known to us, gives us rise to more than just a
“picture” of the speaker’s meaning in another’s head”.
En
postmoderne psykolog, der forholder sig skeptisk til sin egen rolle og fagets
viden, har som eneste mulighed, at han eller hun opøver sig i sine dialogiske
kvaliteter. Ved at komme ”den anden” i tale, ved at etablere et
dialogisk rum (se her også Madsen, 1997) i selve situationen har psykologen,
sammen med klienten/klienterne/klientsystemet, mulighed for at etablere et
frugtbart samspil og en frugtbar dialogisk-strukturet
involvering i vore omgivelser.
Man
kan også, igen med Shotter (2000:124), understrege, at videnskaben og vel især
vores videnskab, psykologi, har været dygtig til at producere viden om ”knowing that” (naturvidenskabelig
inspireret, empirisk, analytisk tænkning) og ”knowing how” (pragmatisk, instrumentel rationalitet), men at vi
ikke har formået at frembringe særlig meget viden, vi kan bruge i det virkelige
sociale her-og-nu liv. Som det forhåbentlig fremgår, er den viden, vi har brug
for, når vi sammen med andre mennesker prøver at skabe forandring og psykisk
udvikling, en viden, der kan hjælpe os med at afgøre, hvad der er det rigtige
at gøre i praksis, når vi lærer, arbejder eller leger sammen[21]. En viden, der baserer
sig på en følsomhed over for alle de tilstedeværendes medlevende reaktioner på
netop de handlinger, vi er i gang med. En slags holistisk perception, der
medinddrager alle de i det sociale rum tilgængelige informationer, ved at
spørge: 1) Hvor er vi på vej hen?; 2) Er det ønskværdigt?, og 3) Hvad skal der
gøres?
Shotter
kalder det ”knowing-from-within[22]”, en viden indefra, ikke
en indre viden, men en social aktivitet, der evner at indsamle[23] de informationer og den
viden, der skabes af og ”i” det sociale,
dialogisk-strukturerede rum. Når vi er blevet gode til det, er der, i mine
naive øjne, mulighed for at skabe ”forskelle,
der skaber forskelle” (Bateson, men her tænker jeg mere Andersen, 1996),
der bygger sociale, dialogisk-strukturerede ”rum” eller ”zoner”, som
vi kan udvikle os i.
Meget
mere kan siges om Gergen og Shotter og friends, men det må vente til en anden
gang. Jeg vil slutte fortællingen om SK med nogle ord af Harlene Anderson
(1997:44), der fint opsummerer, hvad jeg har prøvet at sige:
“Social constructionism
emphasizes the interactional and communal context as the meaning maker – the
mind is relational and the development of meaning is discursive. The emphasis
is what Shotter (1993) referred to as “conversational realities”. Social
constructionism moves beyond the social contextualisation of behavior and
simple relativity. Context is thought of as a multirelational and linguistic
domain in which behavior, feelings, emotions, and understandings are communal.
They occur within a plurality of ever-changing, complex webs of relationships
and social processes, and within local and broader linguistic
domains/practices/discources.”
Nu
vil jeg gerne se nærmere på det imponerende arbejde, der er fastholdt i ord af
Fred Newman og Lois Holzman, begge grundlæggere og særdeles aktive medlemmer af
East Side Institute for Short Term
Therapy, New York, en folkelig, non-profit, NGO-bevægelse midt på Manhattan
(med filialer i 10 andre amerikanske byer). At tale om den betydning,
bevægelsen har i det postmoderne felt, må tage sit afsæt i det
omdrejningspunkt, som er selve de aktiviteter, der udgår og er udgået dagligt,
i snart mere end 25 år fra East Side
Institute. Titusinde unge mennesker i de såkaldte belastede områder af New
York har været med i nogle af de initiativer, der udgår fra ”East Side Institute” (ESI); mange
tusinde har deltaget i ”Social Therapy”
eller ”Performance of a Lifetime” (se
Newman & Holzman, 1993, 1996, 1997, Fulani, 2000, Holzman, 1997, 1999).
”Activity” eller bedre ”revolutionær aktivitet” (Newman &
Holzman, 1993) ses som psykologiens og dermed bevægelsens fornemste genstand.
Derfor er det meget overbevisende at opleve, at man her, i New York, har
etableret et miljø, hvor teori og aktivitet indgår i en dialektisk helhed.
Instituttet består af et væld af frivillige kræfter, der tilsammen skaber
baggrund for mange forskellige tiltag, til gavn for unge, voksne og ældre, i
nærmiljøet, som her er New York City. Som Fred Newman sagde i januar 2001 fra
talerstolen ved ”New Partnerships for a
New Millenium”-konferencen, hvor over 600 personer, der på en eller anden
måde er tilknyttet instituttet (aktivister (leftister, feminister,
bøsser/lesbiske, sorte/latino-amerikanere, etc.), skuespillere, psykologer,
socialarbejdere, donorer, fund-raisers, frivillige, unge rødder, etc.), deltog:
”Vores (Newman og Holzmans)
bøger handler om jer og jeres aktivitet. Uden jeres aktivitet, sammen med virkelige
mennesker, i det virkelige liv, vil vi ikke kunne skrive en eneste linie. Det
er jeres/vores aktivitet, det hele handler om.”
I
forhold til ”mainstream-psychology”
og de emner, jeg har omtalt i de foregående afsnit med henblik på at fastslå,
at psykologi må søge nye veje, er Newman og Holzman vel rørende enige. De har
allerede i slutningen af 1970’erne taget konsekvensen ved at starte bevægelsen
for at kunne virkeliggøre deres ideer og for at kunne slippe for krav om diagnosticering
og andet, man ikke ønskede at praktisere. Og det lykkedes at igangsætte et
terapeutisk miljø, der eksperimenterede med mere ”humane” og ”sociale”
former for ikke-ekspert styret terapi og intervention.
Tilfældet
ville at filosoffen og terapeuten Fred Newman ved siden af sin interesse for
terapi har en forkærlighed for teater, der bl.a. har resulteret i etablering af
”Castillo Theatre”, et alternativt
teater med forestillinger, der ofte har politisk indhold. Fred Newman opdagede,
at han havde mere succes i sine teatergrupper end i sine terapi-grupper med at
støtte mennesker i at udvikle sig, i at samle mod til at optræde ”på scenens” og senere også ”livets skrå brædder”. Historien er, at
Fred Newman fra da af begyndte at udvikle en performativ social terapi, det vil
sige en terapi, der i ordets bogstavelige forstand netop ikke er en terapi, men
en form for samvær med andre, hvor man prøver at ”lege” sig frem mod nye udviklingsmuligheder. ”Performance of a lifetime” er en sådan leg, hvor deltagerne i en
gruppe opfordres, spontant at vise 1½ minut ”performance of” netop deres livstid. Derefter vil deltagerne ”udsættes” for flere teater-sketches, som
de bedes medvirke i. Meningen er bl.a. at øve sig i at være ”den, man ikke er”.
At
være den ”man ikke er” giver én
mulighed for at opdage, at man har flere sider, i forhold til og i samspil med
andre, end man har drømt om[24]. Ved at lege sammen med
andre, at man er en ”anden”,
iværksættes en bevidsthed, der kan se
og kan holde ud, at også det, vi
kalder det virkelige liv, vores levede hverdagsliv, ofte består af, at
mennesker udfylder forskellige ”roller”,
de i forskellig grad selv er bevidste om, at de ”performer”. Opmærksomheden, der ønskes styrket, er den, der ser på
ens eget valg af roller. En refleksion over, om vi ønsker at bibeholde eller
forandre vores ”udfyldelse” af de
forskellige roller, vi ”performer” i
vores dagligdag. Ved at lære nye måder at være på, opnår vi muligheden for at
lære, at vi via vores ”performance”
kan være med til at skabe en virkelighed, der er bedre for os og dem, vi deler
denne virkelighed med. En vigtig faktor er, at processen er en social
aktivitet, det vil sige at de- og rekonstruktion af roller foretages
sammen med andre, alt imens disse andre, tilsvarende, leger med deres
afstemning af roller.
Udover
at udvikle en ikke-dirigerende, ”not-knowing”
(Newman & Holzman, 1997, Anderson, 1997, Gergen/Warhus, 2001)
terapi-metode, som netop ikke er en metode, har ESI beskæftiget sig med især ”unge
rødders” udvikling, især unge fra de belastede kvarterer. Også her har ”performance” en stor betydning, i og med
at man i ”The All Stars Talent Network
Show” (Fulani, 2000:158), et anti-volds ungdomsprogram, hvor unge optræder
for unge og deres lokale befolkning, deres blok eller opgang, har stor fokus på
at sætte de unge i gang med at være en del af den forestilling, som alle
arbejder hen imod (som lysmand, skuespiller, sanger, danser, kostume- og
sminkeansvarlig eller security-guard, etc.). Programmet er skruet sammen
således, at de, der har været med i en optrædende gruppe, bagefter selv er med
til at finde og hjælpe nye unge, der ønsker at lave et ”Talent Network Show” i deres ”neighbourhood”.
Også her praktiseres postmoderne ”revolutionær
praksis”, det vil sige en praksis, hvor professionelle og klienterne, her
de unge, er på lige fod, hvor de voksnes stemmer ikke vægter mere eller mindre
end ungernes egne, og hvor diagnosticering og årsagssammenhængsafklaring
afvises på forhånd, og i stedet sættes revolutionær aktivitet, en fælles og
aktiv dialog og virksomhed med retning mod nu- og fremtiden.
Teoretisk
begrunder bevægelsen sig ved at tage et historisk-dialektisk, materialistisk
udgangspunkt, med inspiration fra især den unge Marx og, den af Newman og
Holzman (1993) med nye øjne læste, Vygotsky, der netop forstås som den
psykolog, der formåede at medtænke eller sammentænke marxisme og psykologi. Der
er derfor fokus på ”activity”, det
vil sige på den aktivitet, der skaber vore virkeligheder, vore betydninger,
vore sorger og vore glæder. Og derfor er det nærliggende, at vi må tage
udgangspunkt dér, da aktivitet, især den aktivitet, der forbinder natur-,
individual- og kulturhistorie samtidig med, at stemmerne fra ”nuet” bliver ytret og hørt, fører til
udvikling og forandring.
“The uniqueness of human
social life is that we ourselves transform the determining circumstances. As
Marx puts it, “The coincidence of the changing of circumstances and of human
activity or self-changing can be conceived and rationally understood only as revolutionary practice” (Marx,
1973:121). Revolutionary practice, what Marx elsewhere refers to as
“revolutionary, practical-critical activity,” is changing that which is
changing which is changing that which is changing; it is the “practical
overthrow of the actual social relations” (Marx and Engels, 1973:58).” (Newman
& Holzman, 1996:175)
Vygotsky
fremhæves som én, der i trælse tider, efter første verdenskrig, havde brug for
en psykologi, der kunne tages i brug, når han mødte forældreløse børn eller
handicappede og sørgende mennesker. Han fandt ikke, i de psykologiske teorier
fra den tid, svar herpå, hvorfor han selv måtte påbegynde at udforme en
psykologi, der tager udgangspunkt i, at vi er historiske væsener, der skaber
historie, i og med at vi skaber nu-et på baggrund af den aktivitet, der formår
at lade dele af fortid og fremtid mødes i selve aktiviteten. Noget, der
selvfølgelig sker sjældent[25], som når et Jazz-orkester
formår at ”give slip”, det vil sige
giver frit løb til improvisationer, hvor hver enkelt musiker udtrykker sig og
samtidig formår at medtænke alle andre musikeres replikker i en nærmest
fuldkommen helhed, - for et kort øjeblik. Sådanne momenter må gerne være det,
vi efterstræber, når vi i terapeutiske eller pædagogiske anstrengelser ønsker
en forandring.
“Vygotksy’s method (including
his understanding of method) is dialectical rather than dualistic. It is activity-based
rather than knowledge/epistemology-based. As “simultaneously tool-and-result”,
method is practiced, not applied. Knowledge is not separate from the activity
of practicing method; it is not “out
here” waiting to be discovered through the use of an already made tool. … practicing method creates the object of
knowledge simultaneously with creating the tool by which that knowledge might
be known. Tool-and-result come into existence together; their relationship is
one of a dialectical unity, rather than
instrumental duality.” (Holzman, 1997:52)
Newman
og Holzman (1993) tager en bestemt tanke fra Vygotsky til sig, og det er
tanken, at vi ikke på forhånd skal støtte os til bestemte procedurer, teknikker
eller metoder, men at vi i stedet, i hver session eller intervention,
igangsætter en proces, der opleves som om vi udvikler en metode her-og-nu, en
metode, vi og de implicerede, og det vil her være klienter, konsulenter
og/eller terapeuter, sammen udvikler ved at være lydhøre, ved at give rum til
f.eks. at lege ”den, du ikke er”
eller ved at tale ”interesseløst
interesseret” om bestemte emotionelle erfaringer, man ønsker at blive
klogere på, m.m..
Også
Vygotskys ”opfindelse”: ”Zonen for den nærmeste udvikling” (Zone of
proximal Development: ZPD) spiller en stor rolle for Newman og Holzman, men
igen udlægges fænomenet på en alternativ, udvidet måde i forhold til mange
andres mere instrumentelle læsning af dette begreb (f.eks. Nielsen &
Hansen, 1999, Hedegaard, 1999, og i denne artikel, side 13). ZPD er ikke på
forhånd kendt, af den voksne, af ”eksperten”.
Så hvis man vil opnå, at et system eller nogle klienter finder deres ZPD, ses
netop igangsætning af leg og ”performance”
som det, der nærmest tilfældigt (man er jo ikke idealist) lader ZPD’er dukke
op, i gruppen og/eller hos den enkelte. Denne aktivitet, at skabe situationer
sammen, evner ofte at frembringe potentialer hos de enkelte individer og i
gruppen, som individerne eller gruppen ikke selv havde troet, de ”indeholdt”. Og den rette postmoderne
tolkning er, at de netop ikke indeholder,
men her skaber potentialerne og dermed sig selv, i den historiske proces,
sammen med andre, i ”Social Terapi
gruppen”, i ”All Stars Netværk”
o.a.
“Wittgenstein’s critical
commentary on private language (and, of equal importance, his philosophically
therapeutic mode of teaching it) serves as a kind of humanistic “shock” therapy
to help individuals recognize that they do not (and need not and cannot) know
themselves since they are themselves. … Indeed, this process requires nothing
less than totally (qualitatively) changing the focus of the therapy group from
the individuated self discovering deeper insights into his or her consciousness
to the collective activity creating a new social unit (the emotional ZPD). “How
well is the group performing its activity?” not “How is each individual doing?”
becomes the overriding question.” (Newman, 2000:172)
Udover
Vygotsky er især Wittgenstein den, både Newman og Holzman fremhæver som stor
inspiration, der bevirker, at man forholder sig kritisk til videnskabelige og
egne påfund. Wittgenstein selv har taget sit eget værk: Tractatus Logico-Philosophicus op til grundig revision i sine
efterfølgende værker, og han har dermed eksemplarisk levet op til sin egen,
senere filosofi. Newman & Holzman (1996) oversætter Wittgenstein således, at han fremstår som en
revolutionær person, der tager afstand fra videnskab som sandhedsinstitution,
og i stedet proklamerer, at begrebernes betydning er i en vedvarende ny- og
genskabelse. Det vil sige, imens vi handler i et sprogspils-univers, en social verden med ”uskrevne” regler, som alle inden for dette univers forstår og
følger (blindt), får begrebernes deres betydning. Denne betydning er dermed en
social konstruktion, der kunne have været anderledes. Hvis sprogspillets ”uskrevne” regler havde været anderledes,
eller hvis et begreb havde været genstand for refleksion i et andet sprogspils-univers med andre deltagere,
ville også et ords betydning være en anden. Der findes ikke én bestemt, én
rigtig måde at anskue et emne, et begreb, en situation eller en lidelse på.
“In philosophy one feels
forced to look at a concept in a certain way. What I do is suggest, or even
invent, other ways of looking at it. I suggest possibilities of which you had
not previously thought. You thought that there was one possibility, or only two
at most. But I made you think of others. Furthermore, I made you see that it
was absurd to expect the concept to conform to those narrow possibilities. Thus
your mental cramp is relieved, and you are free to look around the field of use
of the expression and to describe the different kinds of uses of it”
(Wittgenstein, quoted in Monk, 1990:502; her fra: Newman & Holzman,
1996:168)
Denne
Wittgenstein’ske filosofi kan genfindes i Newman og Holzmans metode, en
anti-metode, der ikke skal opfattes som en teknik, men dog som en attitude, i
praksis anvendt i f.eks. ”Social Therapy”.
En attitude, der gør, at man ikke ønsker at ”lede” eller ”styre” en
terapi-session, i det mindste ikke ved hjælp af værktøjer, der nærmest på
forhånd kan ”løse problemer”, eller
på anden vis kan frembringe illusionen om den ”objektive sandhed”. Man ønsker at bevæge sig ”about and around” de emner, problemer og følelser, der dukker op i en
session. Forsøget fra terapeuten, som har en ikke-terapeut attitude, vil oftest
være, ligesom i ovenstående citat af Wittgenstein, at opfordre gruppen til at
se det hele fra andre vinkler, med andres øjne.
Så
inspirationen fra Wittgenstein fører til, at man stiller store spørgsmål til små ting, for dermed at punktere den magt,
sproget og især videnskabelige begreber ellers kan have – over os, når vi
f.eks. arbejder terapeutisk.
Egentlig
skulle jeg her uddybe, hvad Wittgenstein, Newman og Holzman og eventuelle andre
forstår ved begrebet ”sprogspil” (se,
udover førnævnte bøger af Newman og Holzman, Bunzendahl, in press). Dette vil
dog sprænge denne artikels rammer. Kun kort skal det bemærkes, at begrebet
sprogspil og paradigme delvis er beslægtede, idet de begge hentyder til, at man
kun kan forstå visse betydninger inden for et givet sprogspil eller paradigme.
I og med at verden, som før sagt, er et multivers, det vil sige, består af
mange forskellige sub-universer, kan vi her med Wittgenstein sige, at der findes
lige så mange sprogspil, som der er mennesker, der taler og handler sammen.
Derfor kan mennesker nogle gange ikke forstå hinanden, i og med at den ene
taler ud fra et sprogspil, der vil blive opfattet ”forkert” af den anden. Ofte
kan det ende som en ”skrue uden ende”,
altså i en ren babylonsk forvirring.
Leg,
teater og performance kan være med til at åbne sindet for den flertydighed, der
er vores virkelighed.
“You must bear in mind that
the language-game is so to say something unpredictable. I mean: it is not based
on grounds. It is not reasonable (or unreasonable). It is there – like our
life” (Wittgenstein, 1969, nr. 559)
Når “Social Therapy” eller andre performative
tiltag sættes i gang, her i New York, ønsker man netop at igangsætte en proces,
som ingen på forhånd har regnet ud, hvor vil føre hen. Og det er netop her
Wittgenstein er behjælpelig med at lære os at forholde os filosofisk til vores
eget levede liv.
Som
Newman og Gergen sagde fra podiet ved ”Performing
the World”-konferencen (Oktober 2001):
“Vi skal møde verden,
virkeligheden – ved ikke at være forberedt. Den vestlige verden er altid i den
grad velforberedt, at den ikke er i stand til at møde virkeligheden. Vi kan
forberede os for meget. Det gælder om at møde verden uforberedt, så vi kan
berede den sammen.”
Selv
om der er mange andre emner, jeg kunne have uddybet, og mange andre, jeg kunne
have nævnt, er mit håb dog, at læseren har fået en fornemmelse af postmoderne
teoriers tanker og praksis. Nu vil jeg afslutte fortællingen om ”mine” postmoderne venner for
afslutningsvis at filosofere over, hvorfor jeg føler det som en nødvendighed at
skrive denne artikel.
En ting er at skrive om andres
arbejde, andres bøger eller udsagn og teorier. Noget andet er at kunne
argumentere for, at sådanne tanker, som jeg her har prøvet at gengive, er værd
at beskæftige sig med. Det er især svært, da man som noninstrumentelt indstillet, med Wittgensteins udsagn om
videnskabelige begrebers relativitet i ryggen, næsten ikke kan tillade sig at
opfordre til det ene frem for det andet (bl.a. beskrevet i Parker, 1998,
Holzman & Morss, 2000, 2000a)
Og dog! Postmoderne og social
konstruktionistiske fortællinger er ikke tomme ord i og med, at de er bygget på
den grund, som er den samhandlende og betydningskabende aktivitet, der
tilvejebringes i og af sociale systemer. Fortællingerne påberåber sig ikke at
have fundet den rette metode, den rette teknik og/eller den rette model af
virkeligheden, men ser sig som mulige eksempler på og opfordringer til den
praktiske anvendelse af et postmoderne perspektiv.
Inspirationen fra USA har
også fundet vej til det tidligere Jugoslavien. Her er organisationen ”Hi Neighbour” (se www.zdravodaste.org
og www.zdravodaste.org.yu)
et levende og smukt eksempel på, hvordan ”postmoderne”
tanker kan tilvejebringe en ikke-ledende, ikke-diagnosticerende,
ikke-individ-fokuseret praksis i arbejdet med titusindvis af børn og unge, og
deres familier, som er flygtet fra deres hjemstavn (se Bunzendahl, in press).
I en flygtningelejr i Serbien
(hvor flygtninge fra Kosovo bor) kan lyses
blive tændt ved at psykologer, socialarbejdere og andre fra ”Hi Neighbour” møder menneskene dér, hvor
de er, og som de er. Man stiller ikke diagnosticerende spørgsmål, fører
ikke journaler eller inddeler
befolkningsgrupper og individer i særlige kategorier, der udløser særlige
hjælpeforanstaltninger, sådan som vi kender det fra PPR-tjenesten eller fra
psykologen på det psykiatriske hospital herhjemme. Nej, man starter forfra. Man
lytter til alle stemmer, man bygger ovenpå hinandens bidrag og man opfordrer
til kreative processer, såsom at tegne, at synge og/eller at lege sammen. Og
det ”virker” dér, hvor kun ét neonlys
giver sparsommeligt lys i en kold barak, hvor kun en papkasse med ældre tusser
udgør undervisningsmaterialerne. I hvert tilfælde de steder, jeg har haft æren
at måtte besøge (Banja Luka og Belgrad, se også Berliner, 2001, Elsass, 2001).
Her kan en ny eller
postmoderne måde at arbejde med mennesker og/eller grupper af mennesker på have
en mere troværdig klang end i den ”rige
vestlige verden”, der ikke rigtigt synes at have rigtige problemer[26], når man sammenligner sig
med den befolkning, man besøger efter en borgerkrig. Postmoderne kan her også
betyde post-war, post-bomber, post-det-vi-tidligere-troede-på,
post-familie eller post-sociale bånd. Det, jeg hermed vil
sige, er, at søgen efter nye veje ikke ”bare”
er en ny trend i psykologien og andre steder som hos os, men at denne søgen er
en nødvendighed for en befolkning, der har mistet det betydningsskabende sammenhold,
der udgør et sundt samfund.
Når der INTET er, er det eneste, der
er tilbage, livet. Og livet vil/skal leves. Det er ”Hi Neighbours” motto. Deres praksis får teoretisk næring af bl.a.
før omtalte Newman og Holzman, og af en revolutionær læsning af især Vygotskys
arbejde. Jeg nævner ”Hi Neighbour”,
fordi mine besøg i Jugoslavien har kastet et skarpt, kontrasterende lys på det
psykologiske univers, som jeg har iagttaget her i Danmark (men lad os håbe på,
at jeg ”bare” ikke har kigget godt
nok efter).
At være psykolog i Danmark,
når man som jeg føler sig inspireret af omtalte postmoderne fortællinger og
besøg i omtalte postmoderne miljøer, er en underlig fornemmelse, især når man
har set, at denne inspiration andre steder på kloden kan føre til skabelse og
vedligeholdelse af udviklende miljøer.
For mig at se er den
officielle psykologiske praksis her i landet, den vi får præsenteret i PsykologNyt, en på fortrinsvis ”videnskabelig psykoterapeutisk visdom”
baseret praksis, rettet mod befolkningens ”psykiske
afvigelser” og ”lidelser”.
Selvfølgelig er dette en overgeneralisering. Der findes bestemt mange
ikke-positivistiske, mere humanistiske folk i feltet, men generelt kan man have
det indtryk, at de fleste dyrker én eller anden form for integrativ, kognitiv,
måske en smule psykodynamisk og dermed individ-fokuseret praksis som terapeut
og også oftest som PPR-psykolog.
Psykologer
optræder gerne som ”nøgterne”,
”objektive” eksperter offentligt, i mødet med klienter og/eller i medierne.
Psykologer opfattes i kundernes øjne som vismænd/kvinder. Og psykologer prøver,
i stedet for at punktere myten, oftest at leve op til dette image. For mig at
se er det en ondt cirkel, det vil
sige klienten, den ”frække” skoleelev
og psykologen lever i forskellige sprogspils-universer,
hvor direkte kommunikation på forhånd er dømt til at mislykkes, hvis ikke denne
forhånds-misforståelse kan blive genstand for en fælles dialog. Normalt vil
psykologen og skolens sprogspil være
det dominerende, det, der på forhånd bestemmer, hvordan eleven skal tilpasse
sig det dominerende sprogspils regler. Psykologens rolle er på forhånd
begrænset til kun at rådgive om den enkelte elev/patient. Og ”løsninger” på problemer er på forhånd
bestemt, oftest fra kommunal politisk hold, i forhold til, hvilke
individ-rettede hjælpeforanstaltninger, der kan anbefales (=gives penge til).
Fra
et postmoderne perspektiv får vi øje
på, at en sådan praksis ikke formår at hjælpe klienten eller eleven med det
væsentlige, nemlig at leve et udviklende
liv. Et udviklende liv kan man ikke opnå med hjælp af støttetimer (alene),
der fokuserer på at træne individuelle svagheder væk. Alt for ofte er eneste
resultat dårlig trivsel og skoletræthed. Et udviklende liv skabes via
udviklende aktiviteter i hele klassen, eller endda på hele skolen. Det kan man,
i mine øjne, ikke opnå ved at sende enkelte elever, enkeltvis til psykolog, der
tester og undersøger eleverne med henblik på at kunne anbefale en eller anden
tilgængelig form for individ-fokuseret støtteforanstaltning.
En postmoderne psykolog er en irriterende
størrelse, idet han ikke kan lade være med at påpege, overfor lærere, ledere,
studerende og andre, at det virkelige ansvar, for f.eks. svage elevers oplevelse
af deres skoletid som et mareridt, ligger i hænderne på dem, der på forhånd har
bestemt eller som finder sig i, at psykolog-tjeneste i skolen rettes mod ét
enkelt barn ad gangen, adskilt fra venner og klasse, i stedet for at man bruger
psykologens ”ekspertise” i arbejdet
med hele klasser eller hele skoler, med lærere og elever, med det formål at
skabe grobund for at lave skolen om til et revolutionær miljø, et sted, der
skaber udvikling, og ikke røde ører,
nederlag og mareridt.
Men
skuffelsen i praksisfeltet, som over 95% af psykologannoncerne i PsykologNyt tyder på, nemlig at der ikke
synes at være plads til og behov for psykologer med nye tanker, er ikke den
eneste. Skuffelsen fra praksisfeltet spores tillige i det universitære univers.
Ser vi på de universitære institutter (og her ser jeg bort fra de mere
progressive som RUC og AUC) i København og Århus[27], undrer det mig ikke, at
de forskere, der på forhånd har bestemt sig til at arbejde
empirisk/eksperimentelt, ikke har særlig stor interesse for postmoderne
psykologi og lignende.
Det,
der undrer mig, er, at den ellers progressive del af det danske
universitetspsykologiske miljø, som jo selv er inspireret af russisk psykologi,
fænomenologi, hermeneutik og dialektisk tænkning, ikke er åben for postmoderne
tanker, men tværtimod har travlt med at påpege, at man, som moderne, realistisk videnskabsmand, ikke
vil lade sig friste af ”luftige”,
social konstruktionistiske teorier. Postmoderne teorier er, i disse moderne, men ikke mekanistiske øjne,
ikke grundige nok i deres overvejelser over og i deres læsning af kilder, som
f.eks. Vygotsky, som her i landet ikke menes at kunne give anledning til ”revolutionær aktivitet”, men mere til,
at man vil følge de mere ”tilpassede”,
Leontjev og Luria (se Danielsen, 1996, om hvordan Leontjev gik bag om ryggen på
Vygotsky).
Virksomhedsteorien
og i dag antropologisk psykologi kan menes at have tilkæmpet sig en, bestemt velfortjent,
position i det videnskabelige felt i Danmark, som findes få andre steder i
verden, hvor overvægten af positivistiske forskere nok ikke vil tillade en i
den grad i sidste ende marxistisk tolkning af psykologien.
Virksomhedsteori/antropologisk
psykologi (V/AP) opfatter ikke sig selv, som postmoderne psykologi gør, i
modsætning til mainstream-psykologi,
men som de ypperste, som dem, der, som almen psykologiske grundforskere kan ”se” alle de forskellige deldiscipliner i
vores fag, hver med deres forskelligartede tilhørsforhold til forskningsmetode
og analyseniveau (Bertelsen, 2000, 2001, Katzenelson, 2001).
V/AP
forsøger at se sig selv som psykologiens vogtere, som dem, der kan ”se”
psykologiens genstand og de øvrige ”små-teoriers”
placering i antropologisk psykologis model (ibid.) over fagets genstand. Et
forsøg på at afvise rygter om psykologi som et usammenhængende patchworktæppe
af teorier, der måske bor på samme kontorgang, men som ikke er i dialog om
andet end deres egne snævre forskningsinteresser (som dog, for Antropologisk
Psykologi (Katzenelson, 2001), er at være psykologiens samlende greb).
Og det er da bestemt et nobelt forsøg.
Man
forpligter sig til realismen, uden at man eksplicit gør sig selv og andre
klart, at modellen (Bertelsen, 2000), fortællingerne om psyken (Katzenelson,
1989), menneskets og psykens genese (Engelsted, 1989, Mammen, 1983) er fortællinger, der til trods for, at de
kan synes indlysende, er fortællinger, man i sidste ende ikke har empirisk
belæg, men ”kun” logisk argumentation for[28].
Men
det største problem er, i mine øjne, V/AP’s verdensfjernhed. Som jeg sagde i
indledningen, finder postmoderne tanker hurtigt genklang i vor tids postmoderne
hverdagsliv. V/AP synes derimod ikke at være i dialog med mennesker, derude, i
den virkelige verden. De synes bl.a. at arbejde på at bibeholde positionen på
institutternes gange, uden at man forsøger at igangsætte forandringer, derude i
den virkelige verden, med indflydelse på de virkelige skoler og institutioner,
alt imens man udtrykker sig om varige, evige og særlige menneskelige træk ved
netop menneskets psyke (Katzenelson, 2001).
Alle
psykologiske teorier menes at kunne genfindes i Bertelsens (2000) model over
psykologiens forskellige analyseniveauer, hvor nogle teorier arbejder på et
højt, andre på et mellem og endnu andre på et lav-niveau. Betegnelserne høj,
mellem og lav hentyder til den grad af hhv. fri vilje og determinering, som,
ifølge givne psykologiske teorier, subjekter på pågældende analyseniveau har
eller ikke har for at kunne påvirke en given og dermed deres egen
tilstand/situation. Problemet er bare, at de, som Bertelsen her inddeler, altså
de teorier og forskere, som han taler om, at de ikke læser de publikationer,
som V/AP publicerer. Disse produceres i sidste ende for en (desværre alt for)
snæver kreds af privilegerede psykologer (og studerende), der på grund af
ansættelse i (eller tilknytning til) universitetsverdenen kan tillade sig at
tænke marxistiske tanker, uden at disse fører til virkelige tiltag i forhold
til, og en kritisk iagttagelse af den anvendte psykologis praksis[29].
Forskellen
mellem V/AP og postmoderne folk er, at V/AP ikke har skabt miljøer, hvor
udvikling af udviklende miljøer (udviklende skoler, udviklende psykiatriske
hospitaler m.m.) er i fokus, men at man har tænkt og tænkt og forsket i
grundlagsproblemer, at man har sat sig grundigt ind i de teoretiske værker, som
danner basis for de tanker, der tænkes videreført[30], og plejet og
videreformidlet til kommende generationers psykologer. Og det fornemme formål
er at holde liv i den kontinentale, germanske (Humboldtske)
universitetstradition, der dyrker kundskaben for kundskabens egen skyld. Alt
ære for det, og bliv endelig ved. Jeg er mere end glad for de dybtgående
diskussioner, den antropologiske psykologi bringer for dagen. Det er nærmest et
privilegium at være ”skolet” af en
sådan tænketank. Men derfor behøver denne ikke indtage en position, der
undlader at gå i dialog med dem, der med beslægtet teoretisk baggrund forsøger
at forandre vores fag således, så vi også i fremtiden med stolthed kan kalde os
psykologer. Det vil sige, at vi som psykologer har et politisk ansvar, der i
Danmark må føre til, at man vågner op og kæmper for en bedre, mere udviklende
verden, der hvor vi er, i skolen, på hospitalet, i konsultationen, på
institutterne. En postmoderne psykolog ønsker at iværksætte ”bevægelser”, der er udviklende for
sociale grupper/institutioner og dermed også for relationelle individer. Det
ville da være dejligt, hvis også ”moderne,
men ikke mekanistiske” forskere ville være behjælpelige med det.
Opsummerende
vil jeg påstå, at der er mange ligheder mellem V/AP og postmoderne teorier,
f.eks. deres fokus på aktivitet, deres fokus på relationen
individ-samfund-historie, fokus på dialektik og transformation, på forbindelse
mellem bio-, socio- og ontogenese. Det er da i mine øjne en god grobund for en
tilbundsgående dialog, hvor også uenigheder mellem V/AP og postmoderne tanker
kan blive taget op[31], og hvor vi alle ville
kunne lære noget.
Hermed
er jeg ved denne artikels slutning. Den er blevet lang nok, selv om den da
stadig, stedvis, er postulerende, det vil sige, der er adskillelige emner, der
kunne fortjene en mere tilbundsgående redegørelse og argumentation. Min
forhåbning er dog, at læseren har fået oplysning om teorier i det postmoderne
felt, som kan vække interesse, og at han/hun kan forstå mine små ”opråb”, der forhåbentlig vil føre til en
dialog med fagfæller og andre. En sådan dialog må gerne føre til handling og
aktivitet. Drømmen er at opbygge sociale fællesskaber, hvor ”invitationer” til social
konstruktionisme og revolutionær aktivitet kan blive afprøvet. Visionen er en
postmoderne psykologi, der er i konstant og direkte kontakt med hverdagslivet,
også her i Danmark – i virkeligheden, og som er på konstruktiv talefod med
moderne, dog ikke mekanistiske tilgange.
At
læse V/AP-artikler som postmoderne psykolog giver sund jordforbindelse, at læse
postmoderne tanker som V/AP-forsker giver, forhåbentlig, et godt blodomløb, i
og med at forskeren nok bliver nødt til at rejse sig fra lænestolen.
PS.
En særlig tak til Inger Mertz, stud.psyk. ved DPU/CVU-Århus, for hjælp i
korrektur-læsningsfasen, og tak til deltagere i ”sprogspils legestue og
filosofiske undersøgelser” ved ”Forum for kritisk + postmoderne psykologi”,
CVU i Århus for inspiration og support.
ANDERSEN, T. (1996), Reflekterende processer – samtaler om
samtaler om samtaler, DpF, Kbh.
ANDERSON, H. (1997), Conversation,
Language, and Possibilities, Basic Books
ANDERSON, H. (2001) – Postmodern Collaborative and Person-Centered
Therapies: What would Carl Rogers say?, draft of paper to: Journal of Family Therapy
BATESON, G. (1980), Ånd og Natur, Kbh.
BERGER & LUCKMANN (1966), Den samfundsskabte virkelighed, Kbh.
BERLINER, P. (2001), Transkulturel
Psykologi, i: Psyke & Logos, 22, 1,
Dpf, Kbh.
BERTELSEN, P. (2000), Antropologisk Psykologi, Frydenlund
BERTELSEN, P. (2001) – Antropologisk
Psykologi – et bud på en videnskabsteoretisk bestemmelse af disciplinen, i: Bulletin fra Forum for Antropologisk
Psykologi, nr.9
BUNZENDAHL, V. (2001) – Åbne og Lukkede Systemer nr.2, Kbh./Århus, kan ses på: http://www.aarhus.dpu.dk/vb/publikat.htm
BUNZENDAHL, V. (in press), Strong seeds in a fruitful soil, yes, and New
Lights in Psychology, in: Savic, J. (ed.) - New
Ways in Psychology, Belgrad, kan også ses på: http://www.aarhus.dpu.dk/vb/publikat.htm
COLLIER, A. (1998) – Language, Practice and Realism, in: Parker, I.
(ed.) – Social Constructionism, Discource
and Realism, Sage
COOPERIDER, D. L. & WHITNEY, D. (1999) – When Stories have Wings –
How Relational Responsibility opens new Options for Action, in: McNamee, S
& Gergen, K. - Relational
Responsibility, Sage
DANIELSEN, E. (1996) – Vygotsky – Psykologiens Mozart, Dpf
DERRIDA, J. (1994) – Specters og Marx, Routledge
EGEDIUS, H. (2001) – Nyt Psykologisk Leksikon, Hans Reitzels
Forlag
ENDE, M. (1973)
– Momo, Kbh.
ENGELSTED, N. (1989), - Personlighedens almene grundlag, I og II,
Århus
FLYVBJERG, B. (2001) – Making
Social Sciences Matter again, Cambridge
FOUCAULT, M. (1976) – Viljen til Viden, Seksualitetens Historie 1,
Det lille Forlag, Kbh., 1994
FREIRE, P. (1968) – De undertryktes Pædagogik, Christian Ejlers’ Forlag, Kbh, 1997
FULANI, L. (2000) – Race, Identity, and Epistemology, in: Holzman, L.
& Morss, J. (ed.) – Postmodern
Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge
GERGEN, K. (1991) – The Saturated
Self, Sage
GERGEN, K. (1994) – Realities and
Relationships, Cambridge
GERGEN, K. (1997) – Virkelighed og Relationer, Dpf
GERGEN, K. (1999) – An Invitation
to Social Construction, Sage
GERGEN, K. (2001) – Social
Construction in Context, Sage
GERGEN, K. & WARHUS, L. (2001) – Therapy as Social Construction, in:
Gergen, K. - Social Construction in
Context, Sage
GIBSON, J.J. (1979) – The
Ecological Approach to Visual Perception, Erlbaum
GLEITMAN
ET.AL (1990) – Psychology, Norton
HANSEN, T.J. (1999) – Luhmann –
Iagttaget, i: Nordisk Psykologi,
HANSEN, T.J. & NIELSEN, K. (1999) –
Stilladser og Læring – et forsøg på en afklaring, i: Hansen, T.J. &
Nielsen, K. (red.) – Stilladsering – en
pædagogisk metafor, Klim
HANSEN, T.J. (2001) – Selvet som rettethed – en teori om noget af
dét, der driver og former menneskeliv, Klim
HEDEGAARD, M. & MAMMEN, J. (1994) – Virksomhedsteori i udvikling, Århus
HEDEGAARD, M. (1996) (red.) – Praksisformers Forandring – Personlig
Udvikling, Århus UniForlag
HEDEGAARD, M. (1999) – Udviklende Læring
– Dobbeltbevægelsen i Undervisningen, i: Hansen, T.J. & Nielsen, K. (red.)
– Stilladsering – en pædagogisk metafor,
Klim
HILGARD, ET AL. (1999) – An Introduction to
Psychology, Hbj
HOLZMAN, L. (1997) – Schools for growth,
Erlbaum
HOLZMAN, L. (1999) – Performing
Psychology, Routledge
HOLZMAN, L. & MORSS, J. (2000) - Postmodern
Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge
HOLZMAN, L. & MORSS, J. (2000a) – A Decade of Postmodern Psychology,
in: Holzman, L. & Morss, J. (ed.) – Postmodern
Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge
HOUGAARD, E. ET.AL (2001) - Kognitiv behandling af angst og panik. København:
Dansk Psykologisk Forlag.
JAMES, W. (1900) – Principles of
Psychology, Dover
KATZENELSON, B. (1985) – Moralens
indreside, i: Psyke & Logos, 6
KATZENELSON, B. (1989) – Psykens verden .. i verden, et
naturevangelium, Århus
KATZENELSON, B. (1994) – Homo Socius, Gyldendal
KATZENELSON, B. (2000) – Psykologiske Indblik, Dpf
KATZENELSON, B. (2001) – Antropologisk
Psykologi som psykologiens fundament og samlende greb, i: Bulletin fra Forum for Antropologisk
Psykologi, nr.9
KVALE, S. (ED.) (1992)– Psychology and
Postmodernism, Sage
KVALE, S. (1992a) – Postmodern Psychology: A Contradiction in Terms?,
in: Kvale, S. (ed.) - Psychology and
Postmodernism, Sage
LAING, (1972) – Self and Others,
London
LEONTJEV,
A.D. (1979) – Tätigkeit, Bewusstsein und
Persönlichkeit, Berlin
LEWIN, K. (1935) – A Dynamic
Theory of Personality, McGraw-Hill, New York
LEWIN, K. (1951) – Field Theory in
Social Science, Chicago
LOWE, (1999) – Between the “No Longer” and the “Not Yet”: Postmodernism
as a Context for Critical Therapeutic Work, in: Parker, I. (ed.)– Deconstructing Psychotherapy, Sage
LUHMANN, N. (1983) – Sociale Systeme, Bielefeld
LYOTARD, J.-F. (1979) – Viden og det postmoderne samfund,
Slagmarks Skyttegravsserie, 1999
MADSEN, B. (1996) – Organisationens
dialogiske rum, i: Alrø, H. (red.) – Organisationsudvikling
gennem dialog, Aalborg
MADSEN, B. (2001) – Organisation og
værdier i voksenpædagogikken, anvendt gruppedynamik med inspiration fra Lewin,
i: Nordisk Psykologi
MAMMEN, J. (1983) – Den menneskelige sans, Dpf
MAMMEN, J. (1999) – Tanker om det fremmede, gud og videnskaben, foredrag i Forum Teologi/Psykologi,
2.11.1999 (personlig manuskript)
MASLOW, A. (1967) – Forskningens Psykologi, Kbh.
McNAMEE, S. & GERGEN, K. (1992) – Therapy as Social Construction, Sage
McNAMEE, S. & GERGEN, K. (1999) - Relational Responsibility, Sage
MATURANA, & VARELA, (1987) – Kundskabens Træ, Kbh.
MEAD, G.H. (1934) – Mind, Self and
Society, Chicago
NEWMAN, F. (2000) – The Performance of Revolution (More Thoughts on the
Postmodernization of Marxism), in: Holzman, L. & Morss, J. (ed.) – Postmodern Psychologies, Societal Practice,
and Political Life, Routledge
NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1993) – Lev Vygotsky – a revolutionary practice, Routledge
NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1996) – Unscientific Psychology: A cultural-performatory approach to
understanding human life, Praeger
NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1997) – The end of knowing: A new developmetal way of learning, Routledge
NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1999) – Beyond Narrative to Performed
Conversation, in: Holzman, L. – Performing
Psychology: A Postmoderne Culture of the Mind, Routledge
PARKER, I. (ED.) (1998) - Social
Constructionism, Discource and Realism, Sage
PARKER, I. (ED.) (1999) - Deconstructing Psychotherapy, Sage
RASMUSSEN, J. (1996) – Socialisering og læring i det refleksivt
moderne,Unge pædagoger, Kbh.
ROGERS, C. (1972) – On Becoming a
Person, Boston
RORTY, R. (1979) – Philosophy and
the Mirror of nature, Oxford
ROSENHAN & SELIGMAN (1990) – Abnormal
Psychology, Norton
SCHEIBE, K.E. (2001) – Dagliglivets
drama i psykologiens optik, Gyldendal
SHOTTER, J. (1993) – Conversational
realities: Constructing life through language, Sage
SHOTTER, J. (2000) – From Within Our Lives Together: Wittgenstein,
Bakhtin, Voloshinov and the Shift to a Participatory Stance in Understanding
Understanding, in: Holzman, L. & Morss, J. (ed.) – Postmodern Psychologies, Societal Practice, and Political Life,
Routledge
TRETVIK, J. (2001) – En økologisk
tilgang til perception og aktivitet, i: Psyke
& Logos, Nr. 22, 2
VYGOTSKY, L. (1982) – Tænkning og Sprog, Kbh.
WILLERT, S. (1994) – Kontaktrummet som
ressource i professionelt hjælpearbejde. Selv, identitet og menneskelig
udvikling. Psyke & Logos, nr.15,
2
WILLERT, S. (2000) –
Bevidsthedsfunktionen – biologiske og psykologiske perspektiver, i: Bulletin fra Forum for Antropologisk Psykologi,
nr.7
WITTGENSTEIN, L. (1953) – Philosphical Investigations, Oxford
WITTGENSTEIN, L. (1969) – On
certainty, Oxford
WITTGENSTEIN,
L. (1984) – Werkausgabe Band I: Tractatus
logico-philosophicus, Tagebücher 1914-1916, Philosphische Untersuchungen,
Suhrkamp
ZIEHE, T. (1989) – Ambivalens og Mangfoldighed, Hans Reitzels Forlag
The Taos Institute – New Mexico, Appreciative Inquiry - Chicago, http://www.taosinstitute.org/
East Side Institute – New York, http://www.eastsideinstitute.org/
Zadravo da ste – Hi Neighbour – Banja Luka + Belgrad, http://www.zdravodaste.org.yu/
+ http://www.zdravodaste.org/
The Houston Galveston Institute (Goolishian/Anderson) – Texas, http://www.harlene.org/
Psychological Political Resistant – Manchester, U.K., Critical
Psychology Research Center – Manchester and Bolton, http://www.did.stu.mmu.ac.uk/conference/asylum/asylum.htm
University, Balloon Company, Amsterdam http://www.ruigoord.nl/
Volkers Homepage: http://www.aarhus.dpu.dk/vb/index.htm
Postmoderne
Psykologi, hvad er det og kan det bruges til noget? [Draft nr. 8, 3. marts 2002]
Relativisme
– et realistisk udgangspunkt
Ansvarlighed & Skyld – individuel
eller relationel?
Erkendelse er først interpsykisk, før den er intrapsykisk
At finde elevens/klientens ”i morgen”
Perception af en
dialogisk-struktureret involvering i vores omverden
New York, New York: Fred Newman, Lois Holzman
and the community
To be or not to be – who you are
not
Marx, Vygotsky og Wittgenstein – set
med postmoderne øjne
Postmoderne
Psykologi – hvorfor bruge sin tid på det?
Postmoderne
aktiviteter i et post-war miljø- 22
Som
postmoderne psykolog i Danmark – i praksisfeltet
Et
postmoderne perspektiv i Danmark – set i relation til
Virksomhedsteori/Antropologisk Psykologi
[1] ” … it has been ten years since the advent of postmodernism in psychology was ”announced” at a 1989 conference in Aarhus, Denmark. There, a small group of psychologists held a symposium at which they discussed the implications of a postmodern culture for their discipline. In 1992 Steinar Kvale, a Danish psychologist and one of the hosts of the conference, edited Psychology and Postmodernism, which contained the symposium presentations as well as essays written expressly for the volume.” (Holzman & Morss, 2000:4)
[2] Bemærk at vi her taler om antagelser, begreber og betydninger og ikke om de ting i naturen og de træk ved mennesker, som er selvfølgelige (f.eks. tillid, se evt. Katzenelson, 1985, 2001). Jeg benægter ikke at naturen er vores basis, hvorpå vi kan konstruere, så længe vore konstruktioner er i harmoni med naturen, kosmos, altet. Og det kan da være en sund kritik mod social konstruktionistiske, postmoderne teorier, der ikke synes at være interesseret i at fokusere på det grundlag, al kommunikation, dialog og diskurs er bygget på, i modsætning til mere historisk dialektisk materialistiske postmodernister, som dermed undgår at være modtagere af den kritik, realisme-forfægtere (T. Hansen, 2001, Katzenelson, 2001, Bertelsen, 2001) forsøger sig med i deres nyeste publikationer (mere herom sidst i artiklen).
[3] Se dog Mammen, 1999; Katzenelson, 2001; Hansen, T.J., 2001, hvor denne desinteresse delvis bliver begrundet , og hvor der argumenteres for en videnskabelig psykologi, der kan udsige noget om virkeligheden, der er mere systematiseret og velgennemtænkt, og derfor mere ”sand”, end ”common sense” (Folkepsykologiske fortællinger). Her må læseren dog undskylde min kontrastskabende overgeneralisering og forenkling af problematikken.
[4] Ved at sige epistemologisk understreges her, at vi går ud fra, at erkendelsen af virkeligheden er en relativ foreteelse, uden at vi hermed på forhånd vil afvise, at det, der erkendes, er ontologisk reelt.
[5] En sidebemærkning: Dialog vil også give mulighed for at det, Antropologisk Psykologi arbejder med, det særligt menneskelige, det vil sige, de træk ved mennesket, som alle mennesker er udstyret med, f.eks. evnen til at indgå tillidsfuld i fællesskab med andre, vil kunne udvikle og vise sig. Således hindrer socialkonstruktionistisk praksis ikke at naturens medgifter, det ved mennesket, som ikke er socialt konstrueret, men på forhånd givet, f.eks. tillid, nysgerrighed, osv., kan udfolde sig, og dermed sætte en naturlig ramme omkring det, der er til social forhandling.
[6] Og som denne artikel har som hovedfokus.
[7] Disse teorier handler denne artikel dog ikke om.
[8] Og her tænkes på mine gamle læremestre fra Psykologisk Institut i Århus, og her især virksomhedsteoretikere og antropologiske psykologer. Og det er fortrinsvis dem, jeg er ked af at se i opposition til postmoderne teorier (mere om det sidst i artiklen).
[9] Og dem bliver der heller ikke plads til i denne artikel.
[10] Udsagnet er selvfølgelig en overdrivelse, i og med at der dog findes artikler af ”moderne, dog ikke mekanistiske” om projekter, hvor teori og praksis skildres og beskrives (Hedegaard, 1996, Hedegaard & Mammen, 1994)
[11] Nogle vil henregne postmoderne tanker hen til rubrikken ”ikke godkendt af sundhedsmyndigheder”, eller hen til rubrikkerne ”anarkister, nihilister, fatalister, venstreorienterede, gamle hippier” eller andet, der har en negativ klang i moderne/kapitalistiske ører.
[12] Man undrer sig, i og med at det er moderne psykologer, der skriver leksikonet, og i og med at de fleste er ”med på” de humanistiske programerklæringer, som også optræder i postmoderne argumentationer, samtidig med at man ikke ønsker at tage social konstruktionismen alvorligt.
[13] Noget, moderne, men ikke mekanistiske teorier, her antropologisk psykologi, er enig i (Katzenelson, 1989).
[14] Nu er postmodernisternes fortælling ofte en forenkling af den videnskabelige psykologis historie, hvor begrebet selvet længe før Gergen og andre blev tolket som en syntese af indre og ydre indflydelser (f.eks. James, 1900, Mead, 1934, Bateson, 1980, Willert, 1994, o.a.). Men at tale uddybende om selvet i et postmoderne lys vil kræve så meget plads, at det må gøres i en anden sammenhæng.
[15] Her tænkes på folkelige
institutioner som: The Taos Institute – New Mexico, Appreciative Inquiry -
Chicago, East Side Institute – New York, Zadravo da ste – Hi Neighbour – Banja
Luka + Belgrad, The Houston Galveston Institute (Goolishian/Anderson) – Texas,
Psychological Political Resistant – Manchester, U.K., Critical Psychology
Research Center – Manchester and Bolton University, Balloon Company, Amsterdam
[16] Der hersker ofte forvirring om betegnelserne konstruktionisme og konstruktivisme, således at både studerende, men skam også lærebøger og leksikoner taler om konstruktivisme, selv om de mener at beskrive social konstruktionisme, eller man bruger ordene som synonymer (Egedius, 2001). Det vil føre for vidt at gå i dybden med forskellene mellem disse to, forskellige, erkendelsesteorier, der dog også har en del til fælles. At erkendelse er en konstruktion er begge retninger enig om. Forskellen er at konstruktivisme har fokus på hvordan det enkelte individ eller det enkelte sociale system ”skaber” sig selv og (sin erkendelse af) omverdenen (Luhmann, 1983, Rasmussen, 1996, Andersen, 1996, Maturana & Varela, 1987). Det vil sige at konstruktivisme har fokus på de (kognitive) processer, der sørger for, at systemer erkender verden, som de har behov for, således at de som system (som art) kan overleve. SK har til gengæld fokus på de processer, der så at sige skaber individerne, viden, virkeligheden, og dermed bevidsthed og erkendelse. Også her ”skabes” erkendelse, dog ikke af individet, men af sociale relationer, af/i social interaktion. Skabelse af virkeligheden er en konstant og vedvarende social proces, det vil sige erkendelse er en på sociale relationer baseret aktivitet, der altid indbefatter den anden/de andre. Fokus er ikke så meget på struktur, men netop på aktivitet, den ”joint-activity”, som skaber det, der kan erkendes. Derudover kan man tale om en ”mellemvej”, Social Konstruktivisme, som ifølge Gergen (2001:123) repræsenteres af bl.a. Bruner, Vygotsky, og senere omtalte Newman/Holzman, der således formår at holde fast i individets egen skabelse og erkendelse (kognition), samtidig med at fokus er på interpsykiske, sociale relationers afgørende betydning for udvikling af individer, sociale fællesskaber og dermed også bevidstheder (se Gergen, 1997:76-77; 291; 1999:60; 2001:122-124; Anderson, 1997:43-45).
[17]
Hvor virksomhedsteori fremhæver, at vi mennesker
perciperer objekters samfundsmæssige betydning (Mammen, 1983), går SK et skridt
videre. I det postmoderne samfund er individer ikke uden videre parat til at ”købe” en given betydning, i og med at
samfundet i dag er meget mere opsplittet i små subuniverser, hvor tingenes og
begrebernes betydning får deres særlige betydning, som den ikke vil have i
andre af samfundets sub-universer. Samfundet 2002 har ikke den samme klare
betydningsstruktur, som Mammen (1983) og Leontjev (1979) tænker på, når de
taler om den menneskelige sans for det konkrete, som
kan ”se” de betydningsfulde
samfundsmæssige bånd, der er knyttet til et objekt. Kravet til denne sans anno
2002 er, at vi både kan percipere, hvad der rent faktisk forefindes fysisk
(Gibson, 1979, Tretvik, 2001), biologisk (Katzenelson, 1989), samfundsmæssig
(Leontjev, 1979, Mammen, 1983) og ikke mindst lokalt-socialt (Shotter, 2000).
Det vil sige, at vi evner at give rum og skaber dialog, således at
tilnærmelsesvis alle fortællinger om et givet objekt/subjekt/situation kan
komme frem, og blive hørt. Det kan der siges meget mere om, men grundlæggende
er min tanke, at vi ser verden med de øjne, der styres af en person, der er
opmærksom på det, han ”plejer” at se.
Dialog med andre og antagelsen af, at ingen antagelse er mere gyldig end nogen
anden, gør, at vi kan lære, at vi kan udvikle os selv og vores forståelse,
sammen.
[18] Dekonstruktion, et begreb, der stammer fra Derrida, selv
om denne ikke ønsker at definere begrebet, betyder, at man kigger begreber
efter i sømmene (se Parker, 1999).
[19]Se evt. Scheibe, 2001, hvor der fortælles
om begrebet ”skizofreni” og om, hvordan begrebet er ”forsvundet” fra lægernes
journaler i USA. Scheibe tolker det som
et bevis for, at skizofreni dermed mere må ses som en social konstruktion end
en faktisk forekommende sygdom, som f.eks. sukkersyge, der ikke det ene årti
har 1000 per 1 million tilfælde, og så det andet årti kun 10 per 1 million, som det er tilfældet i USA med fænomenet
”skizofreni”.
[20] Og ja, det er Gibsons (1979) begreb, vi her taler om, dog i en udvidet betydning.
[21] Jeg tør næsten ikke at tænke tanken videre, men meningen er vel egentlig at denne viden i høj grad ville kunne gøre gavn på den internationale, globale politiske scene så vel som i små sociale systemer som familier.
[22] Det Shotter her kalder ”knowing-from-within” ligner meget den pointe, Bent Flyvbjerg (2001) i sin bog ”Making social science matter again” med henvisning til Aristoteles ønsker at fastslå. Kort fortalt ønsker Flyvbjerg at påpege, at naturvidenskabelige metoder ikke er tjenlige i samfunds- og menneskevidenskaberne, og at vi derfor må søge efter nye metoder. Han fortæller, at epistemé (at vide hvad/hvorfor) og techné (at vide hvordan) er to af de tre erkendelsesformer, Aristoteles har peget på. Og disse to har vi indtil nu benyttet os af, når vi ville bedrive social videnskabelig forskning. En tredje erkendelsesform er ifølge Aristoteles phronesis, en slags etisk overvejelse vedr. værdier med reference til praksis og orienteret mod handling. Flyvbjergs pointe er, at vi har overset denne tredje erkendeform, som, jeg her vil påstå, er meget beslægtet med Shotters ”knowing-from-within” en dialogisk struktureret omverden.
[23] som vi skal lære at blive bedre til ”at samle op” (pick-up). Og igen, Gibson, 1979, er ikke glemt.
[24]
”At være den,
man (endnu) ikke er”, er et ”udviklingsprincip”, vi kender fra vores egen udvikling, menneskets
ontogenese, hvor vi alle i starten leger, at vi forstår sproget, og hvor vi ”performer”, at vi behersker ”sprogspillet” længe før, vi har lært
det. Det er dette princip, som Newman prøver at benytte sig af i social terapi
o.l.
[25] Det, vi her taler om, er den ideelle tanke om, hvordan vi mennesker og den menneskelige kommunikation kunne fungere i det virkelige liv. Ved at sætte processer i gang, som ikke er styret, ikke på forhånd er regnet ud, er forhåbningen den, at vi mennesker har evnen til at strukturere vores sociale miljø dialogisk, således at udvikling for hele det sociale system og dens dele, personerne, er mulig. Men det er idealet, da det ville være løgn at sige, at det altid lykkes. Mennesker i grupper og de processer, der fører til hhv. udvikling eller stagnation, er kompleks.
[26] Og det ændres ikke af de tragiske begivenheder af 11. september 2001. Skulle man sammenligne den frygtelige virkning, som borgerkrigen i Jugoslavien havde for millioner af mennesker, af fysisk, psykisk, økonomisk og social art, er WTC-tragedien ikke så stor, som vi prøver at gøre den til. Den kan også ses som en desperat handling udført af undertrykte, ligesom det., at små 7-åringe drenge i Palæstina, der smider sten efter soldater, er et udtryk for en håbløshed; de kæmper trods alt for deres nærmeste, så sindssygt, det end er. Måske, som Lenora Fulani fra East Side Institute skrev den 14.9. 2001 i et essay i New York Times, var handlingen den 11. september hævn for den politik, som USA og de vestlige lande indtil da havde været og er repræsentanter for. Men generelt kan vi ikke sige, at mennesker i den vestlige verden har mistet deres sociale netværk, deres hus, hjem, nærmeste eller endnu mere, hvis vi ser bort fra de ca. 3000 mennesker, der omkom den 11.9.2001. Vore ”pinsler” i hverdagen, i den vestlige verden, er meget, meget små, sammenlignet her med borgerkrigsoverlevende.
[27] Jeg ser bevidst bort fra DLH, nu DPU, da man der ikke indtil skrivende stund har formået at argumentere for, at ”deres” uddannelse kan måle sig med cand. psych. -uddannelsen.
[28]
Min argumentation her er for tynd, men skal også kun
opfattes som en kort, afsluttende bemærkning, der jo gerne må resultere i en
videregående dialog, hvor en bedre begrundelse for mine synspunkter ville være
ønskelig. Et fænomenologisk modsynspunkt er udtrykt i Katzenelson, 2001, på
sædvanlig overbevisende måde; men det vil
kræve grundigere overvejelser, før jeg magter at kommentere dette.
[29]
Placering af f.eks. kognitive terapier i modellen kan
være med til at legitimere denne praksis, uden at man stiller sig kritisk over
for, at de miljøer, hvor kognitiv behandling udføres, ofte er underlagt et
mekanistisk, medicinsk paradigme, som man, via sin med-handlen i
sundhedssystemet, legitimerer ad bagvejen.
[30] Imens vi andre har siddet på en bænk i f.eks. Christiania,
også uden at frembringe noget, der kunne forene progressive personer fra både
universitets- og fristedsmiljøer.
[31] Forholdet mellem Antropologisk Psykologi og postmoderne teorier kunne fylde meget mere, men jeg håber, at læseren kan følge med i, hvilke små ”stikpiller” jeg prøver at fordele.