Abstrakt til: Postmoderne Psykologi, hvad er det og kan det bruges til noget?, af Volker Bunzendahl, cand. psych.

 

Artiklen har flere formål. 1) Der ønskes givet et lille overblik over nogle af de strømninger og teorier, der ikke er bange for at kalde sig postmoderne. Der redegøres for, hvad der menes med ”en postmoderne attitude”, og hvordan det har betydning for både teoriudvikling, men især for psykologiens rolle i praksis, i mødet med klienter, elever og kunder. 2) Ved at fremhæve to forskellige postmoderne bevægelser/teorier vises, at der både er plads for social konstruktionisme, men også for historisk-dialektisk materialistiske tilgange i det postmoderne felt. En alternativ, nærmest revolutionær læsning af Vygotsky, og Wittgenstein vil være det teoretiske fundament, der ønsker at understrege nødvendigheden for en postmoderne attitude i vores fag.     3) Da der opleves en stor modstand i den videnskabelige psykologi (og på danske universiteter) om at tage ”postmoderne tilgange” alvorligt, reflekteres her i løbet af artiklen, og opsamlende til sidst, over forholdet eller det manglende forhold mellem Antropologisk Psykologi og Virksomhedsteori (AP/V) på den ene side, og her postmoderne teorier på den anden. Ønsket er at skabe interesse for videre dialog om teori/praksis-problematikken, hvor AP/V synes at være mestre i det teoretiske uden at være god til praksis, hvorimod postmoderne er knaldgode i det praktiske, men måske lidt overfladisk i forhold til teorien og argumentationen.

Og det fører til det paradoks, der har været med til at give mig energi til at skrive denne artikel: Det at moderne (dog ikke mekanistiske) teorier tænker deres realisme uden at gøre en forskel via praksis, i den virkelige verden, hvorimod postmoderne teorier med baggrund i ikke-realistiske, ofte relativistiske tanker, formår at sætte virkelige ”bevægelser” i gang, der gør en forskel, der gør en forskel, i virkeligheden.

 

Postmoderne Psykologi, hvad er det og kan det bruges til noget? [Draft nr. 9, 14. marts 2002]

 

”Our attitude to what is alive, and what is dead, is not the same. Our reactions are different” (Wittgenstein, 1953, nr. 284)

 

Indledning

Det er snart mange år siden, jeg for første gang hørte betegnelsen ”postmoderne psykologi”, dengang som redaktør og boganmelder for ASYLEN, det interne blad, der udgives på Psykologisk Institut i Århus, nu for tiende år i træk. Det var Steinar Kvales bog ”Postmodernism and Psychology” (1992)[1], der for første gang i mit liv introducerede mig for begrebet. Bogen, som jeg læste med en ”åben-for-inspirations-ånd”, virkede forfriskende og i en særlig grad vedkommende og realistisk. Realistisk? Ja, i den forstand at fortællingerne i bogen syntes/synes at passe (bedre end mange moderne realistiske fortællinger) til den virkelighed, der lå/ligger uden for studiecellen, forskerkontoret, biblioteket eller forelæsningssalen. Realistisk i den forstand, at den relativitet, postmoderne psykologer påstår vores virkelighed er sat sammen af, den kan vi alle møde i vore nutidige sociale fællesskaber og samfund. Det vil sige, det, at mange betydninger, udsagn og antagelser er socialt konstrueret, og at de fleste begrebers[2] sandhedsværdi derfor må tages med ”et gran salt”, det er genkendeligt for os ”almindelige mennesker”.

Vores livsverden, virkeligheden p.t., anno 2002 består af et utal af ”multiverser”, livsverdener og/eller sprogspil og fremstår derfor, for det(n) enkelte individ (gruppe, familie, institution) som et patchworktæppe af utællelige muligheder og ikke som en statisk enhed, hvor bevægelserne kan forudses og beregnes (se Maturana & Varela, 1987; Lyotard, 1979, Foucault, 1976, Derrida, 1978, Rorty, 1979, Katzenelson, 1994; Luhmann, 1983; Gergen, 1994, Wittgenstein, 1984). Som det indledende citat af Wittgenstein skal understrege, kan vi ikke benytte de samme forskningsmetoder og synsvinkler, som vi anvender, når vi studerer f.eks. kemiske grundstoffer eller bananfluer, hvis vi ønsker at sige noget om og gøre noget i den menneskelige livsverden. Postmodernister proklamerer gerne, at ingen videnskabelig teori kender sandheden, men ”bare” den historie, den pågældende teori er ”strikket” sammen af, på baggrund af traditioner og skikke, det vil sige, de metoder og det videnskabssyn, der er fremherskende i den pågældende teoris virkelighedsforståelse. De store fortællingers tid er forbi, og dermed er eksperternes rolle i vore fremtidige samfund under forandring. Hvis ”eksperten” under en eller anden form ønsker at overleve, det vil sige, hvis det moderne fag psykologi også ønsker at have en berettigelse i det postmoderne samfund, må ”eksperten” forholde sig til sin ændrede rolle (Kvale, 1992a).

Moderne psykologer afviser postmoderne tilgange (f.eks. i Danmark: Bertelsen, 2000, 2001; Tønnes Hansen, 1999, 2001; Katzenelson, 2001), netop med henvisning til, at disse ikke er baseret på, er funderet i realismen, men tværtimod er med til at give videnskaben et relativistisk præg, hvorved den dermed synes at miste den sandheds-funktion, dømmekraft eller dømme-autoritet, der kan, i sociale, psykiske og samfundsmæssige forhold, skelne mellem godt og ondt. At være moderne videnskabelig psykolog giver magt, anseelse, positioner osv., og det ønsker man ikke at sætte over styr ved alt for kraftigt at påpege, at videnskabelige begreber og teorier blot er fortællinger. Derfor har man, så vidt jeg har set det, på de ”gamle” institutter på de ”rigtige” universiteter (i København og i Århus i modsætning til på de mere postmoderne universiteter som RUC og AUC), ikke formået eller ikke ønsket at påbegynde en ordentlig diskussion desangående[3].

 

Relativisme – et realistisk udgangspunkt

Postmoderne, og især social konstruktionistiske tænkere (f.eks. Gergen, 1997, 1999, 2001, McNamee & Gergen, 1992, 1999) vælger bevidst et relativistisk standpunkt. Og det er forståeligt, da udgangspunktet er at se på sproget, og på, hvordan tilstande øver indflydelse på den måde, vi ”ser” på og agerer i verden. For mig at se er det at tage et – i forhold til sprog, videnskabelige begreber og sociale relationer – relativistisk standpunkt mere ”realistisk” end at ville fastholde, at videnskabens fortællinger har fat i ”virkeligheden”, uanset om nogen iagttager disse forhold eller ej. Mere realistisk i den forstand, at man epistemologisk, og i praksis, bekender sig til relativisme[4]. Erkendelse er en på sociale konstruktioner baseret proces, og dermed må man forudsætte, at andre sociale fællesskabers sociale konstruktioner og forståelse af begreber/hændelser/situationer kan være anderledes. Derfor er det principielt ikke til at afgøre, hvilken af to (eller flere) udlægninger, der er den rigtige (Lyotard, 1979). Som postmoderne psykolog går man ud fra, at den betydede verden er multi-kulturel (se også Ziehe, 1989, Rasmussen, 1996), selv om denne multi-kultur dannes af naboer og medmennesker af fortrinsvis samme herkomst. Mennesker i det postmoderne samfund, selv om nogle påstår det modsatte, lever ikke mere i en mono-kultur, og derfor må det postmoderne menneske være forberedt på at kunne mestre at leve i en ikke forudsigelig verden, hvor dialog og samarbejde er eneste mulighed for at erhverve sig den viden, fremtidens situationer måtte kræve[5]. Det betyder ikke, at alle gamle teorier og historier skal smides ud. Det betyder bare, at vi må forholde os kritisk i forhold til dem (og vore egne) og, at vi må lade fællesskabets aktive forholden-sig-i-praksis afgøre, hvad der er rigtigt og forkert.

 

Relativismen (som vi senere vil tale mere om) kommer bl.a. til udtryk i udsagn som:

 

·        Der findes ingen objektivitet – ingen absolutte sandheder

·        De store fortællingers tid er forbi

·        Videnskab er kun én af mange andre mulige fortællinger – fortællingens ”sandhed  bestemmes af det ”sprogspil”, det ”paradigme”, den ”forskningstradition”, den pågældende videnskabelig gruppering anser som den ”rigtige

·        Viden skabes i sociale relationer og er dermed en social konstruktion

·        Videnskabelige begreber repræsenterer ikke virkeligheden, de beskriver bare et perspektiv

·        Alle har ret, alt er lige gyldig, m.m..

 

Nogle af disse udgangspunkter begynder postmoderne psykologer altid med, når de forelæser eller indleder en bog; nogle af dem vil jeg komme ind på lidt senere. Men her, efter indledningen, vil jeg kort beskrive artiklens indhold.

 

Artiklens indhold

Først vil jeg berette om to postmoderne ”duos”, hhv. Kenneth Gergen & John Shotter og Fred Newman & Lois Holzman, der hver især, og også ofte sammen (se Holzman & Morss, 2000), står for en del af de publikationer, konferencer og især aktiviteter, der ”sker” i det postmoderne felt.

Mit valg/fravalg af teorier og teoretikere skulle egentlig begrundes noget mere, for at læseren kan følge med i min i sidste ende subjektive kategorisering af de nævnte teorier. Derfor vil jeg ved hjælp af et skema kort skitsere feltet. De fire opdelinger skal forstås således, at overskriften ”Postmoderne” hentyder til de få, der i deres publikationer og udsagn benytter sig af begrebet postmoderne[6]; ”alternative” hentyder til de mange, der ”tænker” nogle postmoderne tanker ind i deres praksis og som alle tager afstand fra psykologi som et kvantitativt, empirisk forskningsforetagende uden dog at kalde sig eller ville kaldes postmoderne[7]; ”moderne dog ikke mekanistiske” hentyder til de personer, der i mine øjne skulle føle sig beslægtet med ovennævnte, men som eksplicit tager afstand fra ikke moderne strømninger[8]; og til sidst ”moderne, mekanistiske”, som hentyder til de desværre talmæssigt alt for mange, der arbejder i skoler og i sundhedsvæsenet uden overhovedet at tage stilling til de problematikker, denne artikel berører (de ”behandler” bare! og læser hverken postmoderne, alternative eller antropologisk psykologiske publikationer, kun forskningsbaserede artikler om strategier til behandling af givne psykologiske problemer)[9].

Skemaet forklares ikke yderligt, men giver forhåbentlig læseren et billede af, hvad jeg tænker på, her i denne artikel, som har sit fokus på postmoderne teorier. De teorier/navne, som i denne artikel bliver omtalt udførligt, er skrevet med fed skrift, de, der kun nævnes kort, er skrevet i kursiv. De øvrige navne/rubrikker i skemaet (normal skrifttype) er kun medtaget for at tydeliggøre mine valg.

TEORIER

NAVNE OG RETNINGER

Postmoderne teorier

Newman/Holzman (Vygotsky) (Wittgenstein), Gergen/Shotter, H. Anderson, McNamee, m.m.

Alternative teorier

I. Parker (Kritisk Psykologi), Harré, M. Cole, Berger & Luckmann, Vygotsky, Community Psychology, Tom Andersen, G. Bateson, Maturana & Varela, Luhmann, Dewey, Freire, Bruner, Mead, Willert, Madsen, Kvale, Berliner, m.m.

Moderne, dog ikke mekanistiske teorier

Virksomhedsteori, Antropologisk Psykologi, Selvpsykologi, Økologisk Psykologi, Humanistisk Psykologi, Fænomenologi, Felt-teori, m.m.

Moderne og stadig (til en hvis grad) mekanistiske teorier

Neuropsykologi, Psykodynamiske teorier, Kognitive ”Integrative” terapier, Adfærdsterapi, forskningsbaseret psykoterapi, Krisepsykologi m.m.

Efter at have præsenteret de postmoderne stemmer vil jeg til sidst forsøge at begrunde, hvorfor jeg synes, et postmoderne perspektiv har sin berettigelse. Det konkretiseres ved hjælp af refleksioner over a) en postmoderne praksis i et post-borgerkrigsmiljø, b) en postmoderne attitude i forhold til praksis, og c) den postmoderne psykologi set i forhold til den videnskabelige psykologi-verden, her med særlig, dog ikke fyldestgørende fokus på virksomhedsteori/antropologisk psykologi (V/AP).

 

Artiklens formål

Artiklens formål er at rydde nogle af de hindringer af vejen, for at ”åbensindede” moderne og postmoderne psykologer sammen kan danne front for at arbejde hen imod en mere humanistisk, social retfærdig og gensidig udviklende virkelighed. En virkelighed, hvor psykologi både med sine eksperimentalpsykologiske resultater kan gøre livet lettere for nogle, men også, hvor psykologi på samme tid baserer sig på at udvikle ”folkepsykologien”, sammen med og på lige fod med folket. Således at folk undgår at måtte tro på det rygte, derude, i det virkelige liv: at man godt nok tænker og lærer at tænke høje tanker på universiteterne, men at man i praksis alt for ofte bruger sin viden som magt (måske i afmagt), for at bibeholde sin position, og uden at man gør en forskel i virkeligheden. Men ønsket med artiklen er også at reflektere over psykologen i skolen og psykologen på det psykiatriske hospital, som er underlagt en ikke humanistisk systemverden, der bevirker, at hans psykologiske ekspertise kan være med til at definere og dermed skabe den mangeltilstand, som en given klient/elev/patient ikke nødvendigvis led under på forhånd. Psykologen optræder i dagens Danmark (sundhedsvæsen, skolevæsen) og i USA, som ”system-agent”, hvis opgave er at ”banke” de utilpassede på plads, ved hjælp af terapeutiske, og ofte mekanistiske værktøjer. Psykologien, der praktiseres i de offentlige sundheds- og skole-væsener, har desværre meget sjældent afsæt i en reel tilknytning til, eller ”bare” afsæt i et samarbejde med nogle af de mere humanistiske forskningsmiljøer i Danmark. For mig ser det ud, som om 90 % af de psykologer, der arbejder i Danmark, er holdt op med at holde sig ajour inden for andet end deres eget, lille område, som de arbejder med og i. Og det fører til det paradoks, der har været med til at give mig energi til at skrive denne artikel: Det at moderne (dog ikke mekanistiske) teorier tænker deres realisme uden at gøre en forskel via praksis, i den virkelige verden, hvorimod postmoderne teorier (som artiklen senere vil uddybe), med baggrund i ikke-realistiske, ofte relativistiske tanker, formår at sætte virkelige ”bevægelser” i gang, der gør en forskel, der gør en forskel, i virkeligheden[10]. Men lad os nu prøve at tegne et billede af nogle af de teorier, jeg i denne sammenhæng vil betegne som postmoderne.

Postmoderne Psykologi

Det er ikke umiddelbart entydig, hvem der vil (og stadig) kalder sig for postmoderne, her anno 2002, da nogle, der har gjort det i snart 20 år (Newman & Holzman, 1999, Holzman & Morss, 2000a), prøver at undslippe den fastholdende, og i nogles øjne negative magi[11], en sådan betegnelse kan give. Andre (bl.a. T. Andersen, 1996, G. Bateson, 1980, Rogers, 1972, Maslow, 1967, Laing, 1972, Willert, 1994, 2000) har altid tænkt postmoderne, uden at de selv har opdaget eller proklameret det, vil jeg hermed vove at påstå. De tænkte/tænker, talte/taler og virkede/virker faktisk, som om de havde læst Lyotards (1979) i manges øjne epokegørende bog om viden i det postmoderne samfund. Læser man under overskriften ”Humanisme” i et for nylig udkommet, ”moderne” psykologisk leksikon (Egedius, 2001) undrer[12] man sig nok over, at programerklæringerne her til forveksling ligner dem, især Gergen (1997, 1999, 2001) er kendt for at bruge som argumentation for, hvorfor eksperimentel, naturvidenskabeligt tænkende psykologi ikke ”holder en meter”, derude i det virkelige liv, der, hvor vi mennesker lever og virker sammen. Men det betyder også, at de temaer, postmoderne psykologer prøver at pege på, har været nævnt i vores fags historie før (af f.eks. humanistiske psykologer, marxistisk psykologi, fænomenologi, hermeneutik, antipsykiatri, ja, Søren Kierkegaard). På en måde kan vi tale om ”gammel vin på nye flasker”, eller om at de ”kampe”, vi må udkæmpe i dag, til forveksling ligner dem, vi har hørt om, generationer før os også har udkæmpet. Kritikken, at man prøver at sælge gamle varer her, må, i mine øjne, tolkes positivt, det vil sige, det må tyde på, at de dyder, der her prøves fremprovokeret, i vores fag, og i sidste ende hos alle mennesker, er værdifulde, vigtige og positive, til hver en tid, og også, og måske især i dag, hvor snart den sidste har opdaget, at den kapitalistiske version af demokratiet er en på længere sigt ikke levedygtig og i sidste ende uværdig måde at leve livet på[13].

Alle under paraplyen ”Postmoderne Psykologi” stiller spørgsmålstegn ved om der findes én, den ”rigtige” eller endda den ”objektive” beskrivelse af en objektiv virkelighed, selv om man dermed ikke vil sige, at en ontologisk real verden ikke findes (Andersen, 1996, Parker, 1998, Collier, 1998, Lowe, 1999). Men man vil dermed pointere, at især eksperternes sprog, eller sprogspil (Wittgenstein, 1984, Gergen, 1999, Shotter, 1993) kan være et onde, vi må frigøre os fra (Newman & Holzman, 1996, 1997).

En mistro mod vort eget fags frembringelser af beskrivelser af, hvad et menneske er og bør være, er vejen til at folkets røst, klientens mening medinddrages, ja, den skal endda være styrende i det, vi foretager os. Dilemmaet, som beskrives bl.a. i Parker (1998) og Anderson (1997) er, hvordan vi kan anbefale praktikker, metoder m.m., der kan hjælpe os med at ”make the problem vanish”, uden at vi dermed netop gør vores narrativ til en fortælling, der er normativ, anvisende og bedrevidende. Egenskaber, vi i forbindelse med de moderne teorier og skoler så som negative.

 

”Shouldn’t it (postmodernism) wonder the same about itself? In other words, if postmodernism is to guard against becoming yet another grand narrative, can there be anything for post-modern thought – in psychology and elsewhere – to be about? This is a fascinating question – raised, but ultimately (and fortunately, we feel) unanswered.”  (Holzman & Morss, 2000a:10).

 

Betegnelsen ”postmoderne psykologi” er, eller bedre kan opfattes som en frigørende (Freire, 1968) etikette, der har klang af, at man har en mulighed for at kunne begynde forfra, for at kunne bygge en verden på ny, sammen med andre. Den befrier os fra ”den dårlige smag i munden”, som psykologi kan give, når den praktiseres værst (det vil sige, når psykologen som neutral betragter/ekspert gør sig klog på en anden person ved, at han/hun betragtes som et forudsigeligt ”objekt”), det vil sige, når magtpositionen ”psykolog” bruges til at kategorisere mennesker med psykiske og emotionelle lidelser som fejlprogrammerede organismer (der lider, der forstyrrer undervisningen, der læser for sent, der opfører sig mærkeligt). Frigørelsen giver mulighed for at kunne forholde sig kritisk til ”teoretiske konstruktioner”, som faget, videnskabelig psykologi, menes at have patent på, som f.eks. det diagnostiske system (DSM-IV eller ICD10) (se Newman & Holzman, 1996) eller begrebet ”selvet” (Gergen, 1991). I et postmoderne perspektiv stilles spørgsmål til begrebet ”selvet”, eller i hvert tilfælde spørgsmål til dem, der anvender begrebet i en stiv og statisk betydning, som f.eks. at selvet har en indre kerne, der på forhånd bestemmer udviklingen. Dette afvises ved at man argumenterer for ”selvet bygget af sociale relationer” (Gergen, 1991)[14].

Heller ikke videnskabelige resultater, udsagn og kategorier anses som udtryk for en given, eller grundlæggende sandhed, men ”bare” som én af utallige mulige forklaringer af et givet fænomen (Lyotard, 1979, Kvale, 1992a, Newman & Holzman, 1997, Andersen, 1996, Anderson, 1997).

Dem, der kalder sig postmoderne psykologer, er i høj grad negativ indstillet i forhold til at udøve en praksis, hvor ”mainstream”-psykologiens metoder og menneskesyn slår igennem, f.eks. hvor sygesikringsaftaler er med til at gøre det til standardprocedure at en given klient diagnosticeres, og derefter behandles ud fra diagnosens prognostik. Det vil sige, at nutidige forsøg på at integrere forskellige psykologiske teoriers og terapiers ”bedste af det bedste”, sammen med en samling non-specifikke faktorer, og en praksis, der på videnskabelig vis bliver efterchecket med kontrolgruppe, placebo-behandling, etc. (Hougaard, 2001) opfattes - i postmoderne øjne - ikke som en frugtbar vej. Tværtimod opleves disse anstrengelser for at få anerkendelse i den medicinske verden som en strategi, hvor vi ”mister” vores fags genstand mellem hænderne, i og med at mennesket her endnu en gang forsøges gjort til objekt, der ”bare” skal oplyses om hensigtsmæssig selv-programmering. Groft forenklet forsøger man at opstille nogle regler for, hvordan det rigtigt fungerende menneske fungerer, og tjekker derefter alle eksemplarer af menneskeracen efter samme kriterier. Især i USA, hvor over 90% af verdens psykologiske praksis foregår (Katzenelson, 2000:330, ff.), er man forfalden til at opretholde gamle, positivistiske bastioner vha. af den moderne kognitive terapi, neuropsykologi, og andre former for psykologisk tænkning, der meget nemt kommer til at reducere psyke til den enkeltes eget ”indre”, til den enkeltes egen hjerne, til den enkeltes egen skrøbelige barndom. Men postmoderne psykologer vil kategorisk afvise at gå den vej, som mainstream-psykologi stadig befinder sig på.

Man anser dem, der ”tror” på, at videnskaben psykologi kun kan bedrives på den her kort skitserede måde, med eksperimenter, målinger, spørgeskemaer og statistiske korrelationer, som nogle, der stadig befinder sig i den moderne tidsalder, der i postmoderne psykologers perspektiv er ved at være overstået, selv om det ikke er gået op for de fleste. Og hvis ikke psykologi, som er en moderne tids opfindelse (Kvale, 1992a), skal forsvinde i fremtidens samfund, ja, så må psykologi gå nye veje, der fører bort fra ekspert-vældet, hemmelige, videnskabelige kodesprog (diagnoser) og en arrogance over for almindelige menneskers viden om deres psykiske væren. Den videnskabelige psykologis ”sprogspil” (Wittgenstein, 1984) er et sprogspil af den art, der, når man først har prøvet det, hurtigt får én til at glemme, hvad man tænkte af kritiske tanker, før data og statistiske udregningers komplicerthed tog den tid, der skulle have været til overs til at sætte noget i gang, der virkelig gavner, i den virkelige verden. En problematik forfatteren Michael Ende (1973) kommer ind på i sin børnebog ”Momo”, hvor ”tidsagenterne” prøver at lokke almindelige mennesker væk fra at leve deres liv på en udviklende måde. Derfor prøver postmoderne psykologer at undgå at komme til at arbejde steder, hvor det fremherskende paradigme er af den art, at det proklamerer og/eller forudsætter, at psykologien kender sandheden, der bevirker, at vi efterhånden kommer til at udøve en praksis, der ikke beriger patienterne/eleverne/klienterne, men gør dem passive, det vil sige, gør dem til simple programmerbare objekter (maskiner; computere), der hurtigst muligt skal genindtage de positioner i samfundets tandhjul, der er tiltænkt dem. Faren er, at man, i en fremmedgjort verden, som psykolog i en fremmedgjort institution, ikke ”kun” er med til at gøre eleverne/patienterne passive, men at institutionens diskurs påvirker én selv på en uhensigtsmæssig, slørende og ikke-udviklende måde.

Det, der er kendetegnende for dem, jeg om lidt vil fremhæve, er, at de har formået at omsætte deres ord i praksis. Man har opbygget folkelige bevægelser, institutioner og samarbejdsrelationer, der påvirker hinanden, og dele af samfundet på en positiv måde, ved at man iværksætter initiativer, der er til gavn for mennesker, der har brug for en ”psykisk/social hånd”, og hvor the community (=menneskers aktivitet på stedet: institutionerne) støttes i at skabe nogle bedre muligheder og ”virkeligheder” at leve, være og udvikle sig i[15].

De, jeg her vil fremhæve som postmoderne psykologer, er hhv. Kenneth Gergen og John Shotter, og Fred Newman og Lois Holzman. Førstnævnte ”duo” er de mest aktive eksponenter for en retning, der kalder sig social konstruktionisme (SK). Newman og Holzman er positivt indstillet i forhold til mange af de social konstruktionistiske pointer, dog adskiller deres tanker sig ved at man er mere funderet i en historisk-dialektisk materialisme, der viser sig ved især den tydelige inspiration og det afsæt, de to tager i hhv. Marx og Vygotsky. Wittgenstein er alle fire til gengæld mere eller mindre ”forelskede” i, altså den Wittgenstein der skrev ”Philosophische Untersuchungen” (1984), hvor sætningerne: ”Sprogets betydning skabes i dens anvendelse” og begrebet ”sprogspil” er nogle af dem, alle fire lader sig inspirere af.

De fire nævnte har arbejdet sammen omkring publikationer og konferencer (se Holzman & Morss, 2000, sidst ”Performing the World”, Oktober 2001, New York, se: http://www.ptw.org), og alle fire er, for mig at se, også i fremtiden stemmer, jeg vil forblive i dialog med, i og med at mødet med deres tanker og deres praksis, i workshops og på konferencer, for mig personligt, har betydet udvikling, faglig og menneskelig vækst og en støtte til at blive ved med at være open-minded og samtidig kritisk over for egne og andres fortællinger. 

Gergen, Shotter and friends

Lad os først se på socialkonstruktionisterne Kenneth Gergen og John Shotter. Social konstruktionisme[16] er ikke en metateori, men skal ifølge Gergen (1999) ses som en opfordring, ses som en invitation til en dialog om de muligheder og potentialer (og ikke fejl og mangler!), enhver situation, enhver ”bringen sammen” af personer, teorier og anskuelser indeholder. SK har den grundantagelse, at alle begreber, videnskabelige og folkelige udtryk er sociale konstruktioner, der til en given tid og på et givet sted betegner noget, men som i andre sammenhænge kan have helt andre betydninger. Videnskabelige begreber ses ikke som havende en forrang, det vil sige videnskabelige termer har ikke mere sandhedsværdi end andre sociale gruppers udtryksformer. Videnskaben, sådan som vi kender den fra vore psykologiske grundbøger (f.eks. Gleitman, 1999, Hilgaard et al, 1999, Rosenhan & Seligman, 1990), er ifølge social konstruktionismen ”bare” én (dog i vore samfund magtfuld) form for at udtrykke sig om forhold, der også ville kunne beskrives på utællelige andre måder. Man kan sige, at videnskaben har ”bildt os ind”, at den og dens udtryk har sandhedsværdi, der går ud over det, almindelige mennesker kan sige. Men det er SK meget uenig i og ønsker dermed at opfordre til nytænkning og nypraksis desangående.

I og med at man frakender sproget, og her videnskabelige begreber, den mulighed objektivt at kunne repræsentere virkeligheden, er man hermed nødt til at opfordre til en konstant, vedvarende og ærlig dialog, der muliggør at betydninger skabes og omskabes af de tilstedeværende, af dem, der er i sam-handling, eller som Shotter (1993) siger, er i ”joint-action”. ”Sprogets betydning skabes i dens anvendelse”, (Wittgenstein, 1984), det vil sige, det, vi mener med det ene eller andet begreb, får sin betydning i og med at vi bruger begrebet i et ”her-og-nu”, i praksis, hvor det netop giver mening. Begreberne repræsenterer ikke nødvendigvis ”virkeligheden”, men må kun betragtes som mulige, men relative udtryk, der i det ene sprogspil kan have livsvigtige funktioner, hvor i mod de samme begreber i andre sprogspil ikke spiller nær så stor en rolle.

SK dekonstruerer de bestående begreber, ikke for at kaste dem borte, men for at den dialog, anvendelsen af sproget kan føre til, kan nærme sig en forståelse, vi deler med hinanden[17].

 

Ansvarlighed & Skyld – individuel eller relationel?

McNamee & Gergen (1999) har dekonstrueret[18] begrebet ”responsibility”, som jeg her vil oversætte med ansvarlighed og skyld (hvad, hvem eller hvis handling/adfærd er skyld i en uhensigtsmæssig proces?). Det vil sige, man ser efter, hvem der bruger begrebet til hvad, hvordan begrebet bliver brugt og er blevet brugt historisk, og hvem der ellers kunne komme under indflydelse af bestemte og dominerende udlægninger af begrebet[19].

Ser vi på begrebet skyld og ansvarlighed i forbindelse med psykiske problemer, børns læringsvanskeligheder eller endda psykiske lidelser, kan vi se, at begreberne ansvarlighed og skyld kan være med til vanskeliggøre en hjælpsøgende persons situation. Det er almindelig kutyme, at man gerne vil placere ansvaret for en bestemt hændelse et bestemt sted, og i forbindelse med klienten/patienten/eleven vil man gerne vide, om ”skylden” for en uønsket adfærd skal søges i individets livshistorie, i individets hjerne eller måske skyldes indtagelse af stoffer (indtagelse af alkohol, medicin eller rusmidler). Når vi ved, hvem eller hvad der er skyld i, at den pågældende gør det, han eller hun ikke skulle gøre, er det næste skridt, i ”mainstream”-psychology ifølge Gergen & McNamee, at man placerer ansvaret for, hvem der kan styre, at der i fremtiden ikke finder uønsket adfærd eller uønskede tanker sted. Det vil sige, som professionel psykolog giver man det indtryk, og er selv overbevist om, at ”man” ved, hvad der er rigtig og forkert, hvad der er normalt og unormalt, og hvilke ”strategier”, der er adækvate, således at man kan få den pågældende ”tilbage i folden”, ved hjælp af endog tværfaglige støtteforanstaltninger (pædagoger, lærere, sundhedsplejere, psykologer, sagsbehandlere), der vil blive rettet ”mod” det individ, der har eller ejer problemet.

Gergen & McNamee foreslår relationel ansvarlighed (relational responsibility), det vil sige, de opfordrer til, at man undlader at placere en individuel ansvarlighed/skyld hos klienten/patienten/eleven (eller i dennes ”bagland”), og at man i stedet afsøger de potentialer og muligheder, der ligger i det pågældende individs eller systems sociale relationer. Meningen er, at vi undgår de ulemper, en individualistisk og videnskabelig positivistisk tilgang vil bringe med sig, da man dér alene fokuserer på det individ, der fremviser, det vil sige, har symptomet på, at et eller andet mellem f.eks. lærer og elev, de andre elever, forældrene etc. er i uorden. Det betyder, at en social konstruktionistisk skolepsykolog ikke alene vil tale med, observere og/eller teste den pågældende elev, ”han bedes kigge på”. Nej, han vil tale med alle, der har berøring med pågældende elev, og han vil opsøge og arbejde med de systemer, der udgør drengens, men også lærerens og de andre elevers dagligdag.

Tankegangen er, at ingen enkeltperson kan udgøre et problem. Et læse-færdighedsproblem er et problem, skolen har, læreren har, forældrene burde have (mener lærerne), eleven har (eller måske har eleven egentlig ikke selv et problem, men kun et problem med dem, der synes, der er et problem?), samfundet har, eller medierne får konstrueret os til at mene, at vi, eller vore børn har.

Det er derfor, at en social konstruktionistisk psykolog ikke på forhånd vil gå ud fra, at nogen er det ene eller det andet, det vil sige ”DAMP”, Borderline eller ”ejer” af en eller anden lidelse med et ”fancy” navn, som psykologer gør sig til eksperter i. Det er ikke sådan, at en sådan psykolog vil sige til en blind, ”din blindhed er er en konstruktion”, men han vil prøve at undlade at forvente, at den blinde nok ikke ”ser” TV eller går i biografen, e.l.. Det vil sige, selv om vi har mødt nogle personer med lignende symptomer før, er det ikke vores opgave at optræde som den, der på forhånd ”ved besked”, som den, der kender ”teknikkerne” til at ”løse problemet”. Meningen er ikke at finde en løsning, men at evne at se nye muligheder for udvikling. Oftest ligger alternativerne i de sociale relationer, den pågældende person i en eller anden grad er del af. Og det gælder at arbejdet må foregå med og i disse socialt betydningsfulde forhold, da vejen til at forandre virkeligheden skabes via dialog og samarbejde med disse betydningsfulde andre. Overbevisningen, legitimeringen af social konstruktionistiske påstande søges ikke i empiriske data og forskningsbaserede resultater, men der henvises i stedet til initiativer, der har benyttet sig af bl.a. social konstruktionistiske ”invitationer”, som f.eks. ”Imagine Chicago”, en folkelig forandringsproces af en hel bydel (se Cooperrider & Whitney, 1999).

 

Erkendelse er først interpsykisk, før den er intrapsykisk

Kognitive psykologer arbejder med at forandre folks bevidsthed, folks opfattelse af egne muligheder i givne situationer. Meningen er at give klienterne en tro på at de kan mestre situationer, de førhen havde svært ved at klare. Og tanken er da rigtig nok. Men vejen, den kognitive psykologi tager, at forandre bevidstheden via individrettet træning og omprogrammering, mener SK ikke er den rigtige. Social konstruktionisme bygger på den antagelse, som er ikke fremmed i psykologiens historie (James, 1900, Mead, 1934, Berger & Luckmann, 1966, Vygotsky, 1982, Leontjev, 1979, Katzenelson, 1994, Willert, 2000), at bevidstheden er en social skabelse. Det vil sige, først må der samhandling og kooperation til, et fælles tegnsystem, før et selvbevidst individ kan opstå og tænke. Fejltagelsen ved Descartes tanke: Cogito ergo sum er, at han overser, at han tænker – i sprog. Det vil sige, han tvivler med hjælp af kulturens sprog, hans egen livshistories sprog, på baggrund af den kulturelle viden, han havde tilegnet sig. Gergen (1999:221) mener derfor, at sætningen skal laves om, hvis vi skal have fat i det særligt menneskelige, ved at han omdøber sætningen til: Communicamus ergo sum, det vil sige jeg kommunikerer, derfor er jeg (menneske, vil jeg da tilføje).

Når konstruktionistiske psykologer således arbejder med fællesskaber, er det egentlig samme ærinde, som de kognitive psykologer forsøger sig på. Formålet er at ”omprogrammere” bevidstheden. Men det gøres ikke med individfokuserede forsøg på at ændre individets perception af sig selv og sine egne muligheder i forhold til stressorer, men ved at forandre fællesskabets praksis. Det vil sige, når et fællesskab praktiserer forandret praksis, vil dette fællesskabs ”bevidsthed” forandres, og dermed vil også de enkelte individer opleve sig selv på ny. Altså en fokus på sam-handling, sam-leg, sam-skabelse af virkeligheden, der muliggør at denne ydre virksomhed også skaber forandring i det såkaldte indre, i vores perception af os selv og andre, i vore ”mind”, som her er af social og ikke individuel beskaffenhed. Det er meget modsat ”gammeldags” rådgivning/behandling, der alene vil fokusere på individets personlige ”indre”. Her går man ud fra, at det, vi plejer at kalde ”det indre”, grundlægges i social handling, i samtale og dialog. Derfor mener jeg, at sam-aktivitet er bedre egnet til at forandre ”tænkning”, i og med at tænkning jo først skal være inter-psykisk, før vi kan tale om intra-psykiske forandringer (se her Vygotsky, 1982).

 

At finde elevens/klientens ”i morgen”

Sådanne sam-aktiviteter er typisk ikke planlagt i hver en detalje på forhånd, og bestemte positioner/personer er ikke givet mere magt end andre. Meningen med at etablere ikke ekspert-styret kommunikation er at lade ressourcerne dukke op, at lade ”zoner for den nærmeste udvikling” (ZPD) vokse frem. ZPD skal her forstås som Newman & Holzman (1993) læser begrebet (og som jeg senere i artiklen vender tilbage til). Faren for misforståelse opstår, da ZPD alt for ofte fortolkes som de voksnes ledetråd, der er kendt på forhånd (Hansen & Nielsen, 1999, Hedegaard, 1999).

 

 “They take the ZPD - the difference between what one can do “with others” and what one can do “by oneself” – to be a tool (for result) for understanding individual processes. … Learning is still understood to be what the individual does. The joint activity of the dyad (the things they do and say) is reduced to the means by which learning is accomplished. … From the revolutionary vantage point (that is, the creating of a new psychology), the ZPD looks very different. It is not a zone at all, but the “life space” in which the so-called higher psychological processes in which human beings engage (such as speaking, thinking, and problem solving) emerge and develop. The critical feature of the ZPD as life space is that it is inseparable from the we who produce it. It is and is produced through tool-and-result methodology – the relational activity of human beings creating their lives” (Holzman, 1997:60)

 

Ved ikke på forhånd at sikre sig, hvilken ”vej” eleven og/eller gruppen skal gå, lærer vi, lærere/pædagoger/psykologer at blive lydhøre over for muligheder, som en på forhånd afstukken sti ikke ville have fået øje på. Derfor går meget af en socialkonstruktionistisk praksis ud på at lade alle stemmer komme frem, det vil sige, at give alle mulige perspektiver lov at komme til orde. Vi møder klienten med en ”not knowing”-attitude, for med åbne og nysgerrige øjne og evner (forhåbentlig) at skabe stemning for dialog (H. Anderson, 1997). Således er den socialkonstruktionistiske tilgang et alternativ til mainstream-psykologi, selv om tanken at møde klienten, den anden uforbeholden, ikke er ny i vores fag (f.eks. Rogers, 1972, Anderson, 2001).

 

Perception af en dialogisk-struktureret involvering i vores omverden

Hvor især Kenneth Gergen er den, som fokus retter sig imod, når SK skal kritiseres, mestrer John Shotter (1993) at gå ud og ind af akademias døre uden at blive skældt ud. Shotter (2000) er kendt for sit forsøg på at samtænke økologisk perceptionspsykologi (Gibson, 1979) med SK, således at vi formår at beskrive det, der opstår, når mennesker samhandler, når mennesker er i ”joint-action”. Shotter (1993, 2000) taler om ”knowing of the third kind”, som er en betegnelse for det, der opstår, når vi, i dialog og samarbejde, skaber en virkelighed, der virker som en fælles bevidsthed, hvoraf personernes bevidsthed kun er en del. Med andre ord, Shotter er interesseret i det sociale felt og i, hvordan det opstår og påvirker dem, der er inden for (og samtidig danner) dette felt (et emne, Lewin, 1935, 1951, se evt. Madsen, 2001 også havde øje på).

Shotter (2000) undgår at anbringe ”relationen”, forbindelsen, processen, aktiviteten mellem flere personer, i det ”ydre”, således at psykologiens genstand ikke kun er relationen, men også personers kropslige oplevelse af og involvering i de sociale omgivelser. Den sociale verden, vi oplever os i, kan ses som ”dialogically-structured nature of our involvements with our surroundings” (Shotter, 2000:107). Det vil sige, vi kan ”mærke” de andre, og de andres tilslutning eller ikke-tilslutning, via deres signaler, deres responser på de handlinger, de ytringer og den gestik, vi alle bidrager med, i en given situation. Der er tale om, at et socialt felt ”afforder[20] muligheder for at reagere, for at være med og påvirke og iværksætte handlinger og muligheder i en given situation i et givet social felt. Der er således ikke tale om, at et givet socialt system er statisk, det vil sige tilbyder de samme muligheder for handling til hver en tid (så man kan være forberedt og kan forudberegne/forudse), men at det sociale felt i kraft af, at det er bygget af de tilstedeværendes oplevelse og udtryk (og evner/muligheder for at give udtryk for deres oplevelser), til hver en tid opleves og genskabes på ny. Det vil sige, det sociale felt er under konstant forandring, og det skabes stedse på ny. Og dermed må en evt. intervention fra en konsulent/psykolog i forhold til et socialt system være opmærksom på, at det, systemet ”beder om”, opleves, omtales og skabes, af systemet, på ny, via dialog, i den her-og-nu-situation, som p.t. er aktuel. Ifølge Shotter (2000:103) har vi brug for at indse at:

 

”the fact that we continually and spontaneously ”shape”, “build”, or “construct” our performances in our daily affairs as we act “into” the opportunities offered by our surroundings. The kind of understanding we display in such activity is an active, relational-referential form of understanding, that, unlike the representational-referential form of understanding more well known to us, gives us rise to more than just a “picture” of the speaker’s meaning in another’s head”.

 

En postmoderne psykolog, der forholder sig skeptisk til sin egen rolle og fagets viden, har som eneste mulighed, at han eller hun opøver sig i sine dialogiske kvaliteter. Ved at komme ”den anden” i tale, ved at etablere et dialogisk rum (se her også Madsen, 1997) i selve situationen har psykologen, sammen med klienten/klienterne/klientsystemet, mulighed for at etablere et frugtbart samspil og en frugtbar dialogisk-strukturet involvering i vore omgivelser.

 

Knowing-from-within

Man kan også, igen med Shotter (2000:124), understrege, at videnskaben og vel især vores videnskab, psykologi, har været dygtig til at producere viden om ”knowing that” (naturvidenskabelig inspireret, empirisk, analytisk tænkning) og ”knowing how” (pragmatisk, instrumentel rationalitet), men at vi ikke har formået at frembringe særlig meget viden, vi kan bruge i det virkelige sociale her-og-nu liv. Som det forhåbentlig fremgår, er den viden, vi har brug for, når vi sammen med andre mennesker prøver at skabe forandring og psykisk udvikling, en viden, der kan hjælpe os med at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre i praksis, når vi lærer, arbejder eller leger sammen[21]. En viden, der baserer sig på en følsomhed over for alle de tilstedeværendes medlevende reaktioner på netop de handlinger, vi er i gang med. En slags holistisk perception, der medinddrager alle de i det sociale rum tilgængelige informationer, ved at spørge: 1) Hvor er vi på vej hen?; 2) Er det ønskværdigt?, og 3) Hvad skal der gøres?

Shotter kalder det ”knowing-from-within[22]”, en viden indefra, ikke en indre viden, men en social aktivitet, der evner at indsamle[23] de informationer og den viden, der skabes af og ”i” det sociale, dialogisk-strukturerede rum. Når vi er blevet gode til det, er der, i mine naive øjne, mulighed for at skabe ”forskelle, der skaber forskelle” (Bateson, men her tænker jeg mere Andersen, 1996), der bygger sociale, dialogisk-strukturerede ”rum” eller ”zoner”, som vi kan udvikle os i.

Meget mere kan siges om Gergen og Shotter og friends, men det må vente til en anden gang. Jeg vil slutte fortællingen om SK med nogle ord af Harlene Anderson (1997:44), der fint opsummerer, hvad jeg har prøvet at sige:

 

“Social constructionism emphasizes the interactional and communal context as the meaning maker – the mind is relational and the development of meaning is discursive. The emphasis is what Shotter (1993) referred to as “conversational realities”. Social constructionism moves beyond the social contextualisation of behavior and simple relativity. Context is thought of as a multirelational and linguistic domain in which behavior, feelings, emotions, and understandings are communal. They occur within a plurality of ever-changing, complex webs of relationships and social processes, and within local and broader linguistic domains/practices/discources.”

 

 

New York, New York: Fred Newman, Lois Holzman and the community

Nu vil jeg gerne se nærmere på det imponerende arbejde, der er fastholdt i ord af Fred Newman og Lois Holzman, begge grundlæggere og særdeles aktive medlemmer af East Side Institute for Short Term Therapy, New York, en folkelig, non-profit, NGO-bevægelse midt på Manhattan (med filialer i 10 andre amerikanske byer). At tale om den betydning, bevægelsen har i det postmoderne felt, må tage sit afsæt i det omdrejningspunkt, som er selve de aktiviteter, der udgår og er udgået dagligt, i snart mere end 25 år fra East Side Institute. Titusinde unge mennesker i de såkaldte belastede områder af New York har været med i nogle af de initiativer, der udgår fra ”East Side Institute” (ESI); mange tusinde har deltaget i ”Social Therapy” eller ”Performance of a Lifetime” (se Newman & Holzman, 1993, 1996, 1997, Fulani, 2000, Holzman, 1997, 1999).

 

Revolutionær Aktivitet

Activity” eller bedre ”revolutionær aktivitet” (Newman & Holzman, 1993) ses som psykologiens og dermed bevægelsens fornemste genstand. Derfor er det meget overbevisende at opleve, at man her, i New York, har etableret et miljø, hvor teori og aktivitet indgår i en dialektisk helhed. Instituttet består af et væld af frivillige kræfter, der tilsammen skaber baggrund for mange forskellige tiltag, til gavn for unge, voksne og ældre, i nærmiljøet, som her er New York City. Som Fred Newman sagde i januar 2001 fra talerstolen ved ”New Partnerships for a New Millenium”-konferencen, hvor over 600 personer, der på en eller anden måde er tilknyttet instituttet (aktivister (leftister, feminister, bøsser/lesbiske, sorte/latino-amerikanere, etc.), skuespillere, psykologer, socialarbejdere, donorer, fund-raisers, frivillige, unge rødder, etc.), deltog:

 

”Vores (Newman og Holzmans) bøger handler om jer og jeres aktivitet. Uden jeres aktivitet, sammen med virkelige mennesker, i det virkelige liv, vil vi ikke kunne skrive en eneste linie. Det er jeres/vores aktivitet, det hele handler om.”

 

 

Social terapi og teater

I forhold til ”mainstream-psychology” og de emner, jeg har omtalt i de foregående afsnit med henblik på at fastslå, at psykologi må søge nye veje, er Newman og Holzman vel rørende enige. De har allerede i slutningen af 1970’erne taget konsekvensen ved at starte bevægelsen for at kunne virkeliggøre deres ideer og for at kunne slippe for krav om diagnosticering og andet, man ikke ønskede at praktisere. Og det lykkedes at igangsætte et terapeutisk miljø, der eksperimenterede med mere ”humane” og ”sociale” former for ikke-ekspert styret terapi og intervention.

Tilfældet ville at filosoffen og terapeuten Fred Newman ved siden af sin interesse for terapi har en forkærlighed for teater, der bl.a. har resulteret i etablering af ”Castillo Theatre”, et alternativt teater med forestillinger, der ofte har politisk indhold. Fred Newman opdagede, at han havde mere succes i sine teatergrupper end i sine terapi-grupper med at støtte mennesker i at udvikle sig, i at samle mod til at optræde ”på scenens” og senere også ”livets skrå brædder”. Historien er, at Fred Newman fra da af begyndte at udvikle en performativ social terapi, det vil sige en terapi, der i ordets bogstavelige forstand netop ikke er en terapi, men en form for samvær med andre, hvor man prøver at ”lege” sig frem mod nye udviklingsmuligheder. ”Performance of a lifetime” er en sådan leg, hvor deltagerne i en gruppe opfordres, spontant at vise 1½ minut ”performance of” netop deres livstid. Derefter vil deltagerne ”udsættes” for flere teater-sketches, som de bedes medvirke i. Meningen er bl.a. at øve sig i at være ”den, man ikke er”.

 

To be or not to be – who you are not

At være den ”man ikke er” giver én mulighed for at opdage, at man har flere sider, i forhold til og i samspil med andre, end man har drømt om[24]. Ved at lege sammen med andre, at man er en ”anden”, iværksættes en bevidsthed, der kan se og kan holde ud, at også det, vi kalder det virkelige liv, vores levede hverdagsliv, ofte består af, at mennesker udfylder forskellige ”roller”, de i forskellig grad selv er bevidste om, at de ”performer”. Opmærksomheden, der ønskes styrket, er den, der ser på ens eget valg af roller. En refleksion over, om vi ønsker at bibeholde eller forandre vores ”udfyldelse” af de forskellige roller, vi ”performer” i vores dagligdag. Ved at lære nye måder at være på, opnår vi muligheden for at lære, at vi via vores ”performance” kan være med til at skabe en virkelighed, der er bedre for os og dem, vi deler denne virkelighed med. En vigtig faktor er, at processen er en social aktivitet, det vil sige at de- og rekonstruktion af roller foretages sammen med andre, alt imens disse andre, tilsvarende, leger med deres afstemning af roller.

 

At udvikle sig selv og andre

Udover at udvikle en ikke-dirigerende, ”not-knowing” (Newman & Holzman, 1997, Anderson, 1997, Gergen/Warhus, 2001) terapi-metode, som netop ikke er en metode, har ESI beskæftiget sig med især ”unge rødders” udvikling, især unge fra de belastede kvarterer. Også her har ”performance” en stor betydning, i og med at man i ”The All Stars Talent Network Show” (Fulani, 2000:158), et anti-volds ungdomsprogram, hvor unge optræder for unge og deres lokale befolkning, deres blok eller opgang, har stor fokus på at sætte de unge i gang med at være en del af den forestilling, som alle arbejder hen imod (som lysmand, skuespiller, sanger, danser, kostume- og sminkeansvarlig eller security-guard, etc.). Programmet er skruet sammen således, at de, der har været med i en optrædende gruppe, bagefter selv er med til at finde og hjælpe nye unge, der ønsker at lave et ”Talent Network Show” i deres ”neighbourhood”. Også her praktiseres postmoderne ”revolutionær praksis”, det vil sige en praksis, hvor professionelle og klienterne, her de unge, er på lige fod, hvor de voksnes stemmer ikke vægter mere eller mindre end ungernes egne, og hvor diagnosticering og årsagssammenhængsafklaring afvises på forhånd, og i stedet sættes revolutionær aktivitet, en fælles og aktiv dialog og virksomhed med retning mod nu- og fremtiden.

 

Marx, Vygotsky og Wittgenstein – set med postmoderne øjne

Teoretisk begrunder bevægelsen sig ved at tage et historisk-dialektisk, materialistisk udgangspunkt, med inspiration fra især den unge Marx og, den af Newman og Holzman (1993) med nye øjne læste, Vygotsky, der netop forstås som den psykolog, der formåede at medtænke eller sammentænke marxisme og psykologi. Der er derfor fokus på ”activity”, det vil sige på den aktivitet, der skaber vore virkeligheder, vore betydninger, vore sorger og vore glæder. Og derfor er det nærliggende, at vi må tage udgangspunkt dér, da aktivitet, især den aktivitet, der forbinder natur-, individual- og kulturhistorie samtidig med, at stemmerne fra ”nuet” bliver ytret og hørt, fører til udvikling og forandring.

 

“The uniqueness of human social life is that we ourselves transform the determining circumstances. As Marx puts it, “The coincidence of the changing of circumstances and of human activity or self-changing can be conceived and rationally understood only as revolutionary practice” (Marx, 1973:121). Revolutionary practice, what Marx elsewhere refers to as “revolutionary, practical-critical activity,” is changing that which is changing which is changing that which is changing; it is the “practical overthrow of the actual social relations” (Marx and Engels, 1973:58).” (Newman & Holzman, 1996:175)

 

 

Vygotsky fremhæves som én, der i trælse tider, efter første verdenskrig, havde brug for en psykologi, der kunne tages i brug, når han mødte forældreløse børn eller handicappede og sørgende mennesker. Han fandt ikke, i de psykologiske teorier fra den tid, svar herpå, hvorfor han selv måtte påbegynde at udforme en psykologi, der tager udgangspunkt i, at vi er historiske væsener, der skaber historie, i og med at vi skaber nu-et på baggrund af den aktivitet, der formår at lade dele af fortid og fremtid mødes i selve aktiviteten. Noget, der selvfølgelig sker sjældent[25], som når et Jazz-orkester formår at ”give slip”, det vil sige giver frit løb til improvisationer, hvor hver enkelt musiker udtrykker sig og samtidig formår at medtænke alle andre musikeres replikker i en nærmest fuldkommen helhed, - for et kort øjeblik. Sådanne momenter må gerne være det, vi efterstræber, når vi i terapeutiske eller pædagogiske anstrengelser ønsker en forandring.

 

 

Tool-and-result

 

“Vygotksy’s method (including his understanding of method) is dialectical rather than dualistic. It is activity-based rather than knowledge/epistemology-based. As “simultaneously tool-and-result”, method is practiced, not applied. Knowledge is not separate from the activity of practicing method; it is not “out here” waiting to be discovered through the use of an already made tool. … practicing method creates the object of knowledge simultaneously with creating the tool by which that knowledge might be known. Tool-and-result come into existence together; their relationship is one of a dialectical unity, rather than instrumental duality.” (Holzman, 1997:52)

 

Newman og Holzman (1993) tager en bestemt tanke fra Vygotsky til sig, og det er tanken, at vi ikke på forhånd skal støtte os til bestemte procedurer, teknikker eller metoder, men at vi i stedet, i hver session eller intervention, igangsætter en proces, der opleves som om vi udvikler en metode her-og-nu, en metode, vi og de implicerede, og det vil her være klienter, konsulenter og/eller terapeuter, sammen udvikler ved at være lydhøre, ved at give rum til f.eks. at lege ”den, du ikke er” eller ved at tale ”interesseløst interesseret” om bestemte emotionelle erfaringer, man ønsker at blive klogere på, m.m..

 

ZPD

Også Vygotskys ”opfindelse”: ”Zonen for den nærmeste udvikling” (Zone of proximal Development: ZPD) spiller en stor rolle for Newman og Holzman, men igen udlægges fænomenet på en alternativ, udvidet måde i forhold til mange andres mere instrumentelle læsning af dette begreb (f.eks. Nielsen & Hansen, 1999, Hedegaard, 1999, og i denne artikel, side 13). ZPD er ikke på forhånd kendt, af den voksne, af ”eksperten”. Så hvis man vil opnå, at et system eller nogle klienter finder deres ZPD, ses netop igangsætning af leg og ”performance” som det, der nærmest tilfældigt (man er jo ikke idealist) lader ZPD’er dukke op, i gruppen og/eller hos den enkelte. Denne aktivitet, at skabe situationer sammen, evner ofte at frembringe potentialer hos de enkelte individer og i gruppen, som individerne eller gruppen ikke selv havde troet, de ”indeholdt”. Og den rette postmoderne tolkning er, at de netop ikke indeholder, men her skaber potentialerne og dermed sig selv, i den historiske proces, sammen med andre, i ”Social Terapi gruppen”, i ”All Stars Netværk” o.a.

 

“Wittgenstein’s critical commentary on private language (and, of equal importance, his philosophically therapeutic mode of teaching it) serves as a kind of humanistic “shock” therapy to help individuals recognize that they do not (and need not and cannot) know themselves since they are themselves. … Indeed, this process requires nothing less than totally (qualitatively) changing the focus of the therapy group from the individuated self discovering deeper insights into his or her consciousness to the collective activity creating a new social unit (the emotional ZPD). “How well is the group performing its activity?” not “How is each individual doing?” becomes the overriding question.” (Newman, 2000:172)

 

Udover Vygotsky er især Wittgenstein den, både Newman og Holzman fremhæver som stor inspiration, der bevirker, at man forholder sig kritisk til videnskabelige og egne påfund. Wittgenstein selv har taget sit eget værk: Tractatus Logico-Philosophicus op til grundig revision i sine efterfølgende værker, og han har dermed eksemplarisk levet op til sin egen, senere filosofi. Newman & Holzman (1996) oversætter Wittgenstein således, at han fremstår som en revolutionær person, der tager afstand fra videnskab som sandhedsinstitution, og i stedet proklamerer, at begrebernes betydning er i en vedvarende ny- og genskabelse. Det vil sige, imens vi handler i et sprogspils-univers, en social verden med ”uskrevne” regler, som alle inden for dette univers forstår og følger (blindt), får begrebernes deres betydning. Denne betydning er dermed en social konstruktion, der kunne have været anderledes. Hvis sprogspillets ”uskrevne” regler havde været anderledes, eller hvis et begreb havde været genstand for refleksion i et andet sprogspils-univers med andre deltagere, ville også et ords betydning være en anden. Der findes ikke én bestemt, én rigtig måde at anskue et emne, et begreb, en situation eller en lidelse på.

 

“In philosophy one feels forced to look at a concept in a certain way. What I do is suggest, or even invent, other ways of looking at it. I suggest possibilities of which you had not previously thought. You thought that there was one possibility, or only two at most. But I made you think of others. Furthermore, I made you see that it was absurd to expect the concept to conform to those narrow possibilities. Thus your mental cramp is relieved, and you are free to look around the field of use of the expression and to describe the different kinds of uses of it” (Wittgenstein, quoted in Monk, 1990:502; her fra: Newman & Holzman, 1996:168)

 

 Denne Wittgenstein’ske filosofi kan genfindes i Newman og Holzmans metode, en anti-metode, der ikke skal opfattes som en teknik, men dog som en attitude, i praksis anvendt i f.eks. ”Social Therapy”. En attitude, der gør, at man ikke ønsker at ”lede” eller ”styre” en terapi-session, i det mindste ikke ved hjælp af værktøjer, der nærmest på forhånd kan ”løse problemer”, eller på anden vis kan frembringe illusionen om den ”objektive sandhed”. Man ønsker at bevæge sig ”about and around” de emner, problemer og følelser, der dukker op i en session. Forsøget fra terapeuten, som har en ikke-terapeut attitude, vil oftest være, ligesom i ovenstående citat af Wittgenstein, at opfordre gruppen til at se det hele fra andre vinkler, med andres øjne.

Så inspirationen fra Wittgenstein fører til, at man stiller store spørgsmål til små ting, for dermed at punktere den magt, sproget og især videnskabelige begreber ellers kan have – over os, når vi f.eks. arbejder terapeutisk.

Egentlig skulle jeg her uddybe, hvad Wittgenstein, Newman og Holzman og eventuelle andre forstår ved begrebet ”sprogspil” (se, udover førnævnte bøger af Newman og Holzman, Bunzendahl, in press). Dette vil dog sprænge denne artikels rammer. Kun kort skal det bemærkes, at begrebet sprogspil og paradigme delvis er beslægtede, idet de begge hentyder til, at man kun kan forstå visse betydninger inden for et givet sprogspil eller paradigme. I og med at verden, som før sagt, er et multivers, det vil sige, består af mange forskellige sub-universer, kan vi her med Wittgenstein sige, at der findes lige så mange sprogspil, som der er mennesker, der taler og handler sammen. Derfor kan mennesker nogle gange ikke forstå hinanden, i og med at den ene taler ud fra et sprogspil, der vil blive opfattet ”forkert” af den anden. Ofte kan det ende som en ”skrue uden ende”, altså i en ren babylonsk forvirring.

Leg, teater og performance kan være med til at åbne sindet for den flertydighed, der er vores virkelighed.

 

“You must bear in mind that the language-game is so to say something unpredictable. I mean: it is not based on grounds. It is not reasonable (or unreasonable). It is there – like our life” (Wittgenstein, 1969, nr. 559)

 

 

Når “Social Therapy” eller andre performative tiltag sættes i gang, her i New York, ønsker man netop at igangsætte en proces, som ingen på forhånd har regnet ud, hvor vil føre hen. Og det er netop her Wittgenstein er behjælpelig med at lære os at forholde os filosofisk til vores eget levede liv.

Som Newman og Gergen sagde fra podiet ved ”Performing the World”-konferencen (Oktober 2001):

 

“Vi skal møde verden, virkeligheden – ved ikke at være forberedt. Den vestlige verden er altid i den grad velforberedt, at den ikke er i stand til at møde virkeligheden. Vi kan forberede os for meget. Det gælder om at møde verden uforberedt, så vi kan berede den sammen.”

 

 

Selv om der er mange andre emner, jeg kunne have uddybet, og mange andre, jeg kunne have nævnt, er mit håb dog, at læseren har fået en fornemmelse af postmoderne teoriers tanker og praksis. Nu vil jeg afslutte fortællingen om ”mine” postmoderne venner for afslutningsvis at filosofere over, hvorfor jeg føler det som en nødvendighed at skrive denne artikel.

Postmoderne Psykologi – hvorfor bruge sin tid på det?

En ting er at skrive om andres arbejde, andres bøger eller udsagn og teorier. Noget andet er at kunne argumentere for, at sådanne tanker, som jeg her har prøvet at gengive, er værd at beskæftige sig med. Det er især svært, da man som noninstrumentelt indstillet, med Wittgensteins udsagn om videnskabelige begrebers relativitet i ryggen, næsten ikke kan tillade sig at opfordre til det ene frem for det andet (bl.a. beskrevet i Parker, 1998, Holzman & Morss, 2000, 2000a)

Og dog! Postmoderne og social konstruktionistiske fortællinger er ikke tomme ord i og med, at de er bygget på den grund, som er den samhandlende og betydningskabende aktivitet, der tilvejebringes i og af sociale systemer. Fortællingerne påberåber sig ikke at have fundet den rette metode, den rette teknik og/eller den rette model af virkeligheden, men ser sig som mulige eksempler på og opfordringer til den praktiske anvendelse af et postmoderne perspektiv.

Postmoderne aktiviteter i et post-war miljø

Inspirationen fra USA har også fundet vej til det tidligere Jugoslavien. Her er organisationen ”Hi Neighbour” (se www.zdravodaste.org og www.zdravodaste.org.yu) et levende og smukt eksempel på, hvordan ”postmoderne” tanker kan tilvejebringe en ikke-ledende, ikke-diagnosticerende, ikke-individ-fokuseret praksis i arbejdet med titusindvis af børn og unge, og deres familier, som er flygtet fra deres hjemstavn (se Bunzendahl, in press).

I en flygtningelejr i Serbien (hvor flygtninge fra Kosovo bor) kan lyses blive tændt ved at psykologer, socialarbejdere og andre fra ”Hi Neighbour” møder menneskene dér, hvor de er, og som de er. Man stiller ikke diagnosticerende spørgsmål, fører ikke  journaler eller inddeler befolkningsgrupper og individer i særlige kategorier, der udløser særlige hjælpeforanstaltninger, sådan som vi kender det fra PPR-tjenesten eller fra psykologen på det psykiatriske hospital herhjemme. Nej, man starter forfra. Man lytter til alle stemmer, man bygger ovenpå hinandens bidrag og man opfordrer til kreative processer, såsom at tegne, at synge og/eller at lege sammen. Og det ”virker” dér, hvor kun ét neonlys giver sparsommeligt lys i en kold barak, hvor kun en papkasse med ældre tusser udgør undervisningsmaterialerne. I hvert tilfælde de steder, jeg har haft æren at måtte besøge (Banja Luka og Belgrad, se også Berliner, 2001, Elsass, 2001).

Her kan en ny eller postmoderne måde at arbejde med mennesker og/eller grupper af mennesker på have en mere troværdig klang end i den ”rige vestlige verden”, der ikke rigtigt synes at have rigtige problemer[26], når man sammenligner sig med den befolkning, man besøger efter en borgerkrig. Postmoderne kan her også betyde post-war, post-bomber, post-det-vi-tidligere-troede-på, post-familie eller post-sociale bånd. Det, jeg hermed vil sige, er, at søgen efter nye veje ikke ”bare” er en ny trend i psykologien og andre steder som hos os, men at denne søgen er en nødvendighed for en befolkning, der har mistet det betydningsskabende sammenhold, der udgør et sundt samfund.

Når der INTET er, er det eneste, der er tilbage, livet. Og livet vil/skal leves. Det er ”Hi Neighbours” motto. Deres praksis får teoretisk næring af bl.a. før omtalte Newman og Holzman, og af en revolutionær læsning af især Vygotskys arbejde. Jeg nævner ”Hi Neighbour”, fordi mine besøg i Jugoslavien har kastet et skarpt, kontrasterende lys på det psykologiske univers, som jeg har iagttaget her i Danmark (men lad os håbe på, at jeg ”bare” ikke har kigget godt nok efter).

Som postmoderne psykolog i Danmark – i praksisfeltet

At være psykolog i Danmark, når man som jeg føler sig inspireret af omtalte postmoderne fortællinger og besøg i omtalte postmoderne miljøer, er en underlig fornemmelse, især når man har set, at denne inspiration andre steder på kloden kan føre til skabelse og vedligeholdelse af udviklende miljøer.

For mig at se er den officielle psykologiske praksis her i landet, den vi får præsenteret i PsykologNyt, en på fortrinsvis ”videnskabelig psykoterapeutisk visdom” baseret praksis, rettet mod befolkningens ”psykiske afvigelser” og ”lidelser”. Selvfølgelig er dette en overgeneralisering. Der findes bestemt mange ikke-positivistiske, mere humanistiske folk i feltet, men generelt kan man have det indtryk, at de fleste dyrker én eller anden form for integrativ, kognitiv, måske en smule psykodynamisk og dermed individ-fokuseret praksis som terapeut og også oftest som PPR-psykolog.

Psykologer optræder gerne som ”nøgterne”, ”objektive” eksperter offentligt, i mødet med klienter og/eller i medierne. Psykologer opfattes i kundernes øjne som vismænd/kvinder. Og psykologer prøver, i stedet for at punktere myten, oftest at leve op til dette image. For mig at se er det en ondt cirkel, det vil sige klienten, den ”frække” skoleelev og psykologen lever i forskellige sprogspils-universer, hvor direkte kommunikation på forhånd er dømt til at mislykkes, hvis ikke denne forhånds-misforståelse kan blive genstand for en fælles dialog. Normalt vil psykologen og skolens sprogspil være det dominerende, det, der på forhånd bestemmer, hvordan eleven skal tilpasse sig det dominerende sprogspils regler. Psykologens rolle er på forhånd begrænset til kun at rådgive om den enkelte elev/patient. Og ”løsninger” på problemer er på forhånd bestemt, oftest fra kommunal politisk hold, i forhold til, hvilke individ-rettede hjælpeforanstaltninger, der kan anbefales (=gives penge til).

 

Et udviklende liv

Fra et postmoderne perspektiv får vi øje på, at en sådan praksis ikke formår at hjælpe klienten eller eleven med det væsentlige, nemlig at leve et udviklende liv. Et udviklende liv kan man ikke opnå med hjælp af støttetimer (alene), der fokuserer på at træne individuelle svagheder væk. Alt for ofte er eneste resultat dårlig trivsel og skoletræthed. Et udviklende liv skabes via udviklende aktiviteter i hele klassen, eller endda på hele skolen. Det kan man, i mine øjne, ikke opnå ved at sende enkelte elever, enkeltvis til psykolog, der tester og undersøger eleverne med henblik på at kunne anbefale en eller anden tilgængelig form for individ-fokuseret støtteforanstaltning.

En postmoderne psykolog er en irriterende størrelse, idet han ikke kan lade være med at påpege, overfor lærere, ledere, studerende og andre, at det virkelige ansvar, for f.eks. svage elevers oplevelse af deres skoletid som et mareridt, ligger i hænderne på dem, der på forhånd har bestemt eller som finder sig i, at psykolog-tjeneste i skolen rettes mod ét enkelt barn ad gangen, adskilt fra venner og klasse, i stedet for at man bruger psykologens ”ekspertise” i arbejdet med hele klasser eller hele skoler, med lærere og elever, med det formål at skabe grobund for at lave skolen om til et revolutionær miljø, et sted, der skaber udvikling, og ikke røde ører, nederlag og mareridt.

 

Et postmoderne perspektiv i Danmark – set i relation til Virksomhedsteori/Antropologisk Psykologi

Men skuffelsen i praksisfeltet, som over 95% af psykologannoncerne i PsykologNyt tyder på, nemlig at der ikke synes at være plads til og behov for psykologer med nye tanker, er ikke den eneste. Skuffelsen fra praksisfeltet spores tillige i det universitære univers. Ser vi på de universitære institutter (og her ser jeg bort fra de mere progressive som RUC og AUC) i København og Århus[27], undrer det mig ikke, at de forskere, der på forhånd har bestemt sig til at arbejde empirisk/eksperimentelt, ikke har særlig stor interesse for postmoderne psykologi og lignende.

Det, der undrer mig, er, at den ellers progressive del af det danske universitetspsykologiske miljø, som jo selv er inspireret af russisk psykologi, fænomenologi, hermeneutik og dialektisk tænkning, ikke er åben for postmoderne tanker, men tværtimod har travlt med at påpege, at man, som moderne, realistisk videnskabsmand, ikke vil lade sig friste af ”luftige”, social konstruktionistiske teorier. Postmoderne teorier er, i disse moderne, men ikke mekanistiske øjne, ikke grundige nok i deres overvejelser over og i deres læsning af kilder, som f.eks. Vygotsky, som her i landet ikke menes at kunne give anledning til ”revolutionær aktivitet”, men mere til, at man vil følge de mere ”tilpassede”, Leontjev og Luria (se Danielsen, 1996, om hvordan Leontjev gik bag om ryggen på Vygotsky).

Virksomhedsteorien og i dag antropologisk psykologi kan menes at have tilkæmpet sig en, bestemt velfortjent, position i det videnskabelige felt i Danmark, som findes få andre steder i verden, hvor overvægten af positivistiske forskere nok ikke vil tillade en i den grad i sidste ende marxistisk tolkning af psykologien.

Virksomhedsteori/antropologisk psykologi (V/AP) opfatter ikke sig selv, som postmoderne psykologi gør, i modsætning til mainstream-psykologi, men som de ypperste, som dem, der, som almen psykologiske grundforskere kan ”se” alle de forskellige deldiscipliner i vores fag, hver med deres forskelligartede tilhørsforhold til forskningsmetode og analyseniveau (Bertelsen, 2000, 2001, Katzenelson, 2001).

V/AP forsøger at se sig selv som psykologiens vogtere, som dem, der kan ”se” psykologiens genstand og de øvrige ”små-teoriers” placering i antropologisk psykologis model (ibid.) over fagets genstand. Et forsøg på at afvise rygter om psykologi som et usammenhængende patchworktæppe af teorier, der måske bor på samme kontorgang, men som ikke er i dialog om andet end deres egne snævre forskningsinteresser (som dog, for Antropologisk Psykologi (Katzenelson, 2001), er at være psykologiens samlende greb). Og det er da bestemt et nobelt forsøg.

Man forpligter sig til realismen, uden at man eksplicit gør sig selv og andre klart, at modellen (Bertelsen, 2000), fortællingerne om psyken (Katzenelson, 1989), menneskets og psykens genese (Engelsted, 1989, Mammen, 1983) er fortællinger, der til trods for, at de kan synes indlysende, er fortællinger, man i sidste ende ikke har empirisk belæg, men ”kun” logisk argumentation for[28].

Men det største problem er, i mine øjne, V/AP’s verdensfjernhed. Som jeg sagde i indledningen, finder postmoderne tanker hurtigt genklang i vor tids postmoderne hverdagsliv. V/AP synes derimod ikke at være i dialog med mennesker, derude, i den virkelige verden. De synes bl.a. at arbejde på at bibeholde positionen på institutternes gange, uden at man forsøger at igangsætte forandringer, derude i den virkelige verden, med indflydelse på de virkelige skoler og institutioner, alt imens man udtrykker sig om varige, evige og særlige menneskelige træk ved netop menneskets psyke (Katzenelson, 2001).

Alle psykologiske teorier menes at kunne genfindes i Bertelsens (2000) model over psykologiens forskellige analyseniveauer, hvor nogle teorier arbejder på et højt, andre på et mellem og endnu andre på et lav-niveau. Betegnelserne høj, mellem og lav hentyder til den grad af hhv. fri vilje og determinering, som, ifølge givne psykologiske teorier, subjekter på pågældende analyseniveau har eller ikke har for at kunne påvirke en given og dermed deres egen tilstand/situation. Problemet er bare, at de, som Bertelsen her inddeler, altså de teorier og forskere, som han taler om, at de ikke læser de publikationer, som V/AP publicerer. Disse produceres i sidste ende for en (desværre alt for) snæver kreds af privilegerede psykologer (og studerende), der på grund af ansættelse i (eller tilknytning til) universitetsverdenen kan tillade sig at tænke marxistiske tanker, uden at disse fører til virkelige tiltag i forhold til, og en kritisk iagttagelse af den anvendte psykologis praksis[29].

Forskellen mellem V/AP og postmoderne folk er, at V/AP ikke har skabt miljøer, hvor udvikling af udviklende miljøer (udviklende skoler, udviklende psykiatriske hospitaler m.m.) er i fokus, men at man har tænkt og tænkt og forsket i grundlagsproblemer, at man har sat sig grundigt ind i de teoretiske værker, som danner basis for de tanker, der tænkes videreført[30], og plejet og videreformidlet til kommende generationers psykologer. Og det fornemme formål er at holde liv i den kontinentale, germanske (Humboldtske) universitetstradition, der dyrker kundskaben for kundskabens egen skyld. Alt ære for det, og bliv endelig ved. Jeg er mere end glad for de dybtgående diskussioner, den antropologiske psykologi bringer for dagen. Det er nærmest et privilegium at være ”skolet” af en sådan tænketank. Men derfor behøver denne ikke indtage en position, der undlader at gå i dialog med dem, der med beslægtet teoretisk baggrund forsøger at forandre vores fag således, så vi også i fremtiden med stolthed kan kalde os psykologer. Det vil sige, at vi som psykologer har et politisk ansvar, der i Danmark må føre til, at man vågner op og kæmper for en bedre, mere udviklende verden, der hvor vi er, i skolen, på hospitalet, i konsultationen, på institutterne. En postmoderne psykolog ønsker at iværksætte ”bevægelser”, der er udviklende for sociale grupper/institutioner og dermed også for relationelle individer. Det ville da være dejligt, hvis også ”moderne, men ikke mekanistiske” forskere ville være behjælpelige med det.

Opsummerende vil jeg påstå, at der er mange ligheder mellem V/AP og postmoderne teorier, f.eks. deres fokus på aktivitet, deres fokus på relationen individ-samfund-historie, fokus på dialektik og transformation, på forbindelse mellem bio-, socio- og ontogenese. Det er da i mine øjne en god grobund for en tilbundsgående dialog, hvor også uenigheder mellem V/AP og postmoderne tanker kan blive taget op[31], og hvor vi alle ville kunne lære noget.

 

Afsluttende bemærkning

Hermed er jeg ved denne artikels slutning. Den er blevet lang nok, selv om den da stadig, stedvis, er postulerende, det vil sige, der er adskillelige emner, der kunne fortjene en mere tilbundsgående redegørelse og argumentation. Min forhåbning er dog, at læseren har fået oplysning om teorier i det postmoderne felt, som kan vække interesse, og at han/hun kan forstå mine små ”opråb”, der forhåbentlig vil føre til en dialog med fagfæller og andre. En sådan dialog må gerne føre til handling og aktivitet. Drømmen er at opbygge sociale fællesskaber, hvor ”invitationer” til social konstruktionisme og revolutionær aktivitet kan blive afprøvet. Visionen er en postmoderne psykologi, der er i konstant og direkte kontakt med hverdagslivet, også her i Danmark – i virkeligheden, og som er på konstruktiv talefod med moderne, dog ikke mekanistiske tilgange.

 

At læse V/AP-artikler som postmoderne psykolog giver sund jordforbindelse, at læse postmoderne tanker som V/AP-forsker giver, forhåbentlig, et godt blodomløb, i og med at forskeren nok bliver nødt til at rejse sig fra lænestolen.

 

PS. En særlig tak til Inger Mertz, stud.psyk. ved DPU/CVU-Århus, for hjælp i korrektur-læsningsfasen, og tak til deltagere i ”sprogspils legestue og filosofiske undersøgelser” ved ”Forum for kritisk + postmoderne psykologi”, CVU i Århus for inspiration og support.

 

Referencer

 

ANDERSEN, T. (1996), Reflekterende processer – samtaler om samtaler om samtaler, DpF, Kbh.

ANDERSON, H. (1997), Conversation, Language, and Possibilities, Basic Books

ANDERSON, H. (2001) – Postmodern Collaborative and Person-Centered Therapies: What would Carl Rogers say?, draft of paper to: Journal of Family Therapy

BATESON, G. (1980), Ånd og Natur, Kbh.

BERGER & LUCKMANN (1966), Den samfundsskabte virkelighed, Kbh.

BERLINER, P. (2001), Transkulturel Psykologi, i: Psyke & Logos, 22, 1, Dpf, Kbh.

BERTELSEN, P. (2000), Antropologisk Psykologi, Frydenlund

BERTELSEN, P. (2001) – Antropologisk Psykologi – et bud på en videnskabsteoretisk bestemmelse af disciplinen, i: Bulletin fra Forum for Antropologisk Psykologi, nr.9

BUNZENDAHL, V. (2001) – Åbne og Lukkede Systemer nr.2, Kbh./Århus, kan ses på: http://www.aarhus.dpu.dk/vb/publikat.htm

BUNZENDAHL, V. (in press), Strong seeds in a fruitful soil, yes, and New Lights in Psychology, in: Savic, J. (ed.) - New Ways in Psychology, Belgrad, kan også ses på: http://www.aarhus.dpu.dk/vb/publikat.htm

COLLIER, A. (1998) – Language, Practice and Realism, in: Parker, I. (ed.) – Social Constructionism, Discource and Realism, Sage

COOPERIDER, D. L. & WHITNEY, D. (1999) – When Stories have Wings – How Relational Responsibility opens new Options for Action, in: McNamee, S & Gergen, K. - Relational Responsibility, Sage

DANIELSEN, E. (1996) – Vygotsky – Psykologiens Mozart, Dpf

DERRIDA, J. (1994) – Specters og Marx, Routledge

EGEDIUS, H. (2001) – Nyt Psykologisk Leksikon, Hans Reitzels Forlag

ENDE, M. (1973) – Momo, Kbh.

ENGELSTED, N. (1989), - Personlighedens almene grundlag, I og II, Århus

FLYVBJERG, B. (2001) – Making Social Sciences Matter again, Cambridge

FOUCAULT, M. (1976) – Viljen til Viden, Seksualitetens Historie 1, Det lille Forlag, Kbh., 1994

FREIRE, P. (1968) – De undertryktes Pædagogik, Christian Ejlers’ Forlag, Kbh, 1997

FULANI, L. (2000) – Race, Identity, and Epistemology, in: Holzman, L. & Morss, J. (ed.) – Postmodern Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge

GERGEN, K. (1991) – The Saturated Self, Sage

GERGEN, K. (1994) – Realities and Relationships, Cambridge

GERGEN, K. (1997) – Virkelighed og Relationer, Dpf

GERGEN, K. (1999) – An Invitation to Social Construction, Sage

GERGEN, K. (2001) – Social Construction in Context, Sage

GERGEN, K. & WARHUS, L. (2001) – Therapy as Social Construction, in: Gergen, K. - Social Construction in Context, Sage

GIBSON, J.J. (1979) – The Ecological Approach to Visual Perception, Erlbaum

GLEITMAN ET.AL (1990) – Psychology, Norton

HANSEN, T.J. (1999) – Luhmann – Iagttaget, i: Nordisk Psykologi,

HANSEN, T.J. & NIELSEN, K. (1999) – Stilladser og Læring – et forsøg på en afklaring, i: Hansen, T.J. & Nielsen, K. (red.) – Stilladsering – en pædagogisk metafor, Klim

HANSEN, T.J. (2001) – Selvet som rettethed – en teori om noget af dét, der driver og former menneskeliv, Klim

HEDEGAARD, M. & MAMMEN, J. (1994) – Virksomhedsteori i udvikling, Århus

HEDEGAARD, M. (1996) (red.) – Praksisformers Forandring – Personlig Udvikling, Århus UniForlag

HEDEGAARD, M. (1999) – Udviklende Læring – Dobbeltbevægelsen i Undervisningen, i: Hansen, T.J. & Nielsen, K. (red.) – Stilladsering – en pædagogisk metafor, Klim

HILGARD, ET AL. (1999) – An Introduction to Psychology, Hbj

HOLZMAN, L. (1997) – Schools for growth, Erlbaum

HOLZMAN, L. (1999) – Performing Psychology, Routledge

HOLZMAN, L. & MORSS, J. (2000) - Postmodern Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge

HOLZMAN, L. & MORSS, J. (2000a) – A Decade of Postmodern Psychology, in: Holzman, L. & Morss, J. (ed.) – Postmodern Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge

HOUGAARD, E. ET.AL (2001) - Kognitiv behandling af angst og panik. København: Dansk Psykologisk Forlag.

JAMES, W. (1900) – Principles of Psychology, Dover

KATZENELSON, B. (1985) – Moralens indreside, i: Psyke & Logos, 6

KATZENELSON, B. (1989) – Psykens verden .. i verden, et naturevangelium, Århus

KATZENELSON, B. (1994) – Homo Socius, Gyldendal

KATZENELSON, B. (2000) – Psykologiske Indblik, Dpf

KATZENELSON, B. (2001) – Antropologisk Psykologi som psykologiens fundament og samlende greb, i: Bulletin fra Forum for Antropologisk Psykologi, nr.9

KVALE, S. (ED.) (1992)– Psychology and Postmodernism, Sage

KVALE, S. (1992a) – Postmodern Psychology: A Contradiction in Terms?, in: Kvale, S. (ed.) - Psychology and Postmodernism, Sage

LAING, (1972) – Self and Others, London

LEONTJEV, A.D. (1979) – Tätigkeit, Bewusstsein und Persönlichkeit, Berlin

LEWIN, K. (1935) – A Dynamic Theory of Personality, McGraw-Hill, New York

LEWIN, K. (1951) – Field Theory in Social Science, Chicago

LOWE, (1999) – Between the “No Longer” and the “Not Yet”: Postmodernism as a Context for Critical Therapeutic Work, in: Parker, I. (ed.)– Deconstructing Psychotherapy, Sage

LUHMANN, N. (1983) – Sociale Systeme, Bielefeld

LYOTARD, J.-F. (1979) – Viden og det postmoderne samfund, Slagmarks Skyttegravsserie, 1999

MADSEN, B. (1996) – Organisationens dialogiske rum, i: Alrø, H. (red.) – Organisationsudvikling gennem dialog, Aalborg

MADSEN, B. (2001) – Organisation og værdier i voksenpædagogikken, anvendt gruppedynamik med inspiration fra Lewin, i: Nordisk Psykologi

MAMMEN, J. (1983) – Den menneskelige sans, Dpf

MAMMEN, J. (1999) – Tanker om det fremmede, gud og videnskaben, foredrag i Forum Teologi/Psykologi, 2.11.1999 (personlig manuskript)

MASLOW, A. (1967) – Forskningens Psykologi, Kbh.

McNAMEE, S. & GERGEN, K. (1992) – Therapy as Social Construction, Sage

McNAMEE, S. & GERGEN, K. (1999) - Relational Responsibility, Sage

MATURANA, & VARELA, (1987) – Kundskabens Træ, Kbh.

MEAD, G.H. (1934) – Mind, Self and Society, Chicago

NEWMAN, F. (2000) – The Performance of Revolution (More Thoughts on the Postmodernization of Marxism), in: Holzman, L. & Morss, J. (ed.) – Postmodern Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge

NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1993) – Lev Vygotsky – a revolutionary practice, Routledge

NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1996) – Unscientific Psychology: A cultural-performatory approach to understanding human life, Praeger

NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1997) – The end of knowing: A new developmetal way of learning, Routledge

NEWMAN, F. & HOLZMAN, L. (1999) – Beyond Narrative to Performed Conversation, in: Holzman, L. – Performing Psychology: A Postmoderne Culture of the Mind, Routledge

PARKER, I. (ED.) (1998) - Social Constructionism, Discource and Realism, Sage

PARKER, I. (ED.) (1999) - Deconstructing Psychotherapy, Sage

RASMUSSEN, J. (1996) – Socialisering og læring i det refleksivt moderne,Unge pædagoger, Kbh.

ROGERS, C. (1972) – On Becoming a Person, Boston

RORTY, R. (1979) – Philosophy and the Mirror of nature, Oxford

ROSENHAN & SELIGMAN (1990) – Abnormal Psychology, Norton

SCHEIBE, K.E. (2001) – Dagliglivets drama i psykologiens optik, Gyldendal

SHOTTER, J. (1993) – Conversational realities: Constructing life through language, Sage

SHOTTER, J. (2000) – From Within Our Lives Together: Wittgenstein, Bakhtin, Voloshinov and the Shift to a Participatory Stance in Understanding Understanding, in: Holzman, L. & Morss, J. (ed.) – Postmodern Psychologies, Societal Practice, and Political Life, Routledge

TRETVIK, J. (2001) – En økologisk tilgang til perception og aktivitet, i: Psyke & Logos, Nr. 22, 2

VYGOTSKY, L. (1982) – Tænkning og Sprog, Kbh.

WILLERT, S. (1994) – Kontaktrummet som ressource i professionelt hjælpearbejde. Selv, identitet og menneskelig udvikling. Psyke & Logos, nr.15, 2

WILLERT, S. (2000) – Bevidsthedsfunktionen – biologiske og psykologiske perspektiver, i: Bulletin fra Forum for Antropologisk Psykologi, nr.7

WITTGENSTEIN, L. (1953) – Philosphical Investigations, Oxford

WITTGENSTEIN, L. (1969) – On certainty, Oxford

WITTGENSTEIN, L. (1984) – Werkausgabe Band I: Tractatus logico-philosophicus, Tagebücher 1914-1916, Philosphische Untersuchungen, Suhrkamp

ZIEHE, T. (1989) – Ambivalens og Mangfoldighed, Hans Reitzels Forlag

 

Web-adresser

 

The Taos Institute – New Mexico, Appreciative Inquiry - Chicago, http://www.taosinstitute.org/

East Side Institute – New York, http://www.eastsideinstitute.org/

Zadravo da ste – Hi Neighbour – Banja Luka + Belgrad, http://www.zdravodaste.org.yu/ + http://www.zdravodaste.org/

The Houston Galveston Institute (Goolishian/Anderson) – Texas, http://www.harlene.org/

Psychological Political Resistant – Manchester, U.K., Critical Psychology Research Center – Manchester and Bolton, http://www.did.stu.mmu.ac.uk/conference/asylum/asylum.htm

University, Balloon Company, Amsterdam http://www.ruigoord.nl/

Volkers Homepage: http://www.aarhus.dpu.dk/vb/index.htm


Postmoderne Psykologi, hvad er det og kan det bruges til noget? [Draft nr. 8, 3. marts 2002] 1

Indledning- 1

Relativisme – et realistisk udgangspunkt 2

Artiklens indhold- 3

Postmoderne teorier- 4

Artiklens formål 5

Postmoderne Psykologi 5

Gergen, Shotter and friends 9

Ansvarlighed & Skyld – individuel eller relationel? 11

Erkendelse er først interpsykisk, før den er intrapsykisk- 12

At finde elevens/klientens ”i morgen”- 13

Perception af en dialogisk-struktureret involvering i vores omverden- 14

Knowing-from-within- 15

New York, New York: Fred Newman, Lois Holzman and the community- 16

Revolutionær Aktivitet 16

Social terapi og teater- 17

To be or not to be – who you are not 17

At udvikle sig selv og andre- 18

Marx, Vygotsky og Wittgenstein – set med postmoderne øjne- 18

Tool-and-result 19

ZPD-- 19

Postmoderne Psykologi – hvorfor bruge sin tid på det? 22

Postmoderne aktiviteter i et post-war miljø- 22

Som postmoderne psykolog i Danmark – i praksisfeltet 23

Et udviklende liv- 24

Et postmoderne perspektiv i Danmark – set i relation til Virksomhedsteori/Antropologisk Psykologi 24

Afsluttende bemærkning- 27

Referencer- 27

Web-adresser- 30

 

 



[1] ” … it has been ten years since the advent of postmodernism in psychology was ”announced” at a 1989 conference in Aarhus, Denmark. There, a small group of psychologists held a symposium at which they discussed the implications of a postmodern culture for their discipline. In 1992 Steinar Kvale, a Danish psychologist and one of the hosts of the conference, edited Psychology and Postmodernism, which contained the symposium presentations as well as essays written expressly for the volume.” (Holzman & Morss, 2000:4)

[2] Bemærk at vi her taler om antagelser, begreber og betydninger og ikke om  de ting i naturen og de træk ved mennesker, som er selvfølgelige (f.eks. tillid, se evt. Katzenelson, 1985, 2001). Jeg benægter ikke at naturen er vores basis, hvorpå vi kan konstruere, så længe vore konstruktioner er i harmoni med naturen, kosmos, altet. Og det kan da være en sund kritik mod social konstruktionistiske, postmoderne teorier, der ikke synes at være interesseret i at fokusere på det grundlag, al kommunikation, dialog og diskurs er bygget på, i modsætning til mere historisk dialektisk materialistiske postmodernister, som dermed undgår at være modtagere af den kritik, realisme-forfægtere (T. Hansen, 2001, Katzenelson, 2001, Bertelsen, 2001) forsøger sig med i deres nyeste publikationer (mere herom sidst i artiklen).

[3] Se dog Mammen, 1999; Katzenelson, 2001; Hansen, T.J., 2001, hvor denne desinteresse delvis bliver begrundet , og hvor der argumenteres for en videnskabelig psykologi, der kan udsige noget om virkeligheden, der er mere systematiseret og velgennemtænkt, og derfor mere ”sand”, end ”common sense” (Folkepsykologiske fortællinger). Her må læseren dog undskylde min kontrastskabende overgeneralisering og forenkling af problematikken.

[4] Ved at sige epistemologisk understreges her, at vi går ud fra, at erkendelsen af virkeligheden er en relativ foreteelse, uden at vi hermed på forhånd vil afvise, at det, der erkendes, er ontologisk reelt.

[5] En sidebemærkning: Dialog vil også give mulighed for at det, Antropologisk Psykologi arbejder med, det særligt menneskelige, det vil sige, de træk ved mennesket, som alle mennesker er udstyret med, f.eks. evnen til at indgå tillidsfuld i fællesskab med andre, vil kunne udvikle og vise sig. Således hindrer socialkonstruktionistisk praksis ikke at naturens medgifter, det ved mennesket, som ikke er socialt konstrueret, men på forhånd givet, f.eks. tillid, nysgerrighed, osv., kan udfolde sig, og dermed sætte en naturlig ramme omkring det, der er til social forhandling.

[6] Og som denne artikel har som hovedfokus.

[7] Disse teorier handler denne artikel dog ikke om.

[8] Og her tænkes på mine gamle læremestre fra Psykologisk Institut i Århus, og her især virksomhedsteoretikere og antropologiske psykologer. Og det er fortrinsvis dem, jeg er ked af at se i opposition til postmoderne teorier (mere om det sidst i artiklen).

[9] Og dem bliver der heller ikke plads til i denne artikel.

[10] Udsagnet er selvfølgelig en overdrivelse, i og med at der dog findes artikler af ”moderne, dog ikke mekanistiske” om projekter, hvor teori og praksis skildres og beskrives (Hedegaard, 1996, Hedegaard & Mammen, 1994)

[11] Nogle vil henregne postmoderne tanker hen til rubrikken ”ikke godkendt af sundhedsmyndigheder”, eller hen til rubrikkerne ”anarkister, nihilister, fatalister, venstreorienterede, gamle hippier” eller andet, der har en negativ klang i moderne/kapitalistiske ører.

[12] Man undrer sig, i og med at det er moderne psykologer, der skriver leksikonet, og i og med at de fleste er ”med på” de humanistiske programerklæringer, som også optræder i postmoderne argumentationer, samtidig med at man ikke ønsker at tage social konstruktionismen alvorligt. 

[13] Noget, moderne, men ikke mekanistiske teorier, her antropologisk psykologi, er enig i (Katzenelson, 1989).

[14] Nu er postmodernisternes fortælling ofte en forenkling af den videnskabelige psykologis historie, hvor begrebet selvet længe før Gergen og andre blev tolket som en syntese af indre og ydre indflydelser (f.eks. James, 1900, Mead, 1934, Bateson, 1980, Willert, 1994, o.a.). Men at tale uddybende om selvet i et postmoderne lys vil kræve så meget plads, at det må gøres i en anden sammenhæng.

[15] Her tænkes på folkelige institutioner som: The Taos Institute – New Mexico, Appreciative Inquiry - Chicago, East Side Institute – New York, Zadravo da ste – Hi Neighbour – Banja Luka + Belgrad, The Houston Galveston Institute (Goolishian/Anderson) – Texas, Psychological Political Resistant – Manchester, U.K., Critical Psychology Research Center – Manchester and Bolton University, Balloon Company, Amsterdam

[16] Der hersker ofte forvirring om betegnelserne konstruktionisme og konstruktivisme, således at både studerende, men skam også lærebøger og leksikoner taler om konstruktivisme, selv om de mener at beskrive social konstruktionisme, eller man bruger ordene som synonymer (Egedius, 2001). Det vil føre for vidt at gå i dybden med forskellene mellem disse to, forskellige, erkendelsesteorier, der dog også har en del til fælles. At erkendelse er en konstruktion er begge retninger enig om. Forskellen er at konstruktivisme har fokus på hvordan det enkelte individ eller det enkelte sociale system ”skaber” sig selv og (sin erkendelse af) omverdenen (Luhmann, 1983, Rasmussen, 1996, Andersen, 1996, Maturana & Varela, 1987). Det vil sige at konstruktivisme har fokus på de (kognitive) processer, der sørger for, at systemer erkender verden, som de har behov for, således at de som system (som art) kan overleve. SK har til gengæld fokus på de processer, der så at sige skaber individerne, viden, virkeligheden, og dermed bevidsthed og erkendelse. Også her ”skabes” erkendelse, dog ikke af individet, men af sociale relationer, af/i social interaktion. Skabelse af virkeligheden er en konstant og vedvarende social proces, det vil sige erkendelse er en på sociale relationer baseret aktivitet, der altid indbefatter den anden/de andre. Fokus er ikke så meget på struktur, men netop på aktivitet, den ”joint-activity”, som skaber det, der kan erkendes. Derudover kan man tale om en ”mellemvej”, Social Konstruktivisme, som ifølge Gergen (2001:123) repræsenteres af bl.a. Bruner, Vygotsky, og senere omtalte Newman/Holzman, der således formår at holde fast i individets egen skabelse og erkendelse (kognition), samtidig med at fokus er på interpsykiske, sociale relationers afgørende betydning for udvikling af individer, sociale fællesskaber og dermed også bevidstheder  (se Gergen, 1997:76-77; 291; 1999:60; 2001:122-124; Anderson, 1997:43-45).

[17] Hvor virksomhedsteori fremhæver, at vi mennesker perciperer objekters samfundsmæssige betydning (Mammen, 1983), går SK et skridt videre. I det postmoderne samfund er individer ikke uden videre parat til at ”købe” en given betydning, i og med at samfundet i dag er meget mere opsplittet i små subuniverser, hvor tingenes og begrebernes betydning får deres særlige betydning, som den ikke vil have i andre af samfundets sub-universer. Samfundet 2002 har ikke den samme klare betydningsstruktur, som Mammen (1983) og Leontjev (1979) tænker på, når de taler om den menneskelige sans for det konkrete, som kan ”se” de betydningsfulde samfundsmæssige bånd, der er knyttet til et objekt. Kravet til denne sans anno 2002 er, at vi både kan percipere, hvad der rent faktisk forefindes fysisk (Gibson, 1979, Tretvik, 2001), biologisk (Katzenelson, 1989), samfundsmæssig (Leontjev, 1979, Mammen, 1983) og ikke mindst lokalt-socialt (Shotter, 2000). Det vil sige, at vi evner at give rum og skaber dialog, således at tilnærmelsesvis alle fortællinger om et givet objekt/subjekt/situation kan komme frem, og blive hørt. Det kan der siges meget mere om, men grundlæggende er min tanke, at vi ser verden med de øjne, der styres af en person, der er opmærksom på det, han ”plejer” at se. Dialog med andre og antagelsen af, at ingen antagelse er mere gyldig end nogen anden, gør, at vi kan lære, at vi kan udvikle os selv og vores forståelse, sammen.

[18] Dekonstruktion, et begreb, der stammer fra Derrida, selv om denne ikke ønsker at definere begrebet, betyder, at man kigger begreber efter i sømmene (se Parker, 1999).

[19]Se evt. Scheibe, 2001, hvor der fortælles om begrebet ”skizofreni” og om, hvordan begrebet er ”forsvundet” fra lægernes journaler i USA. Scheibe tolker det som et bevis for, at skizofreni dermed mere må ses som en social konstruktion end en faktisk forekommende sygdom, som f.eks. sukkersyge, der ikke det ene årti har 1000 per 1 million tilfælde, og så det andet årti kun 10 per 1 million, som det er tilfældet i USA med fænomenet ”skizofreni”.

 

[20] Og ja, det er Gibsons (1979) begreb, vi her taler om, dog i en udvidet betydning.

[21] Jeg tør næsten ikke at tænke tanken videre, men meningen er vel egentlig at denne viden i høj grad ville kunne gøre gavn på den internationale, globale politiske scene så vel som i små sociale systemer som familier.

[22] Det Shotter her kalder ”knowing-from-within” ligner meget den pointe, Bent Flyvbjerg (2001) i sin bog ”Making social science matter again” med henvisning til Aristoteles ønsker at fastslå. Kort fortalt ønsker Flyvbjerg at påpege, at naturvidenskabelige metoder ikke er tjenlige i samfunds- og menneskevidenskaberne, og at vi derfor må søge efter nye metoder. Han fortæller, at epistemé (at vide hvad/hvorfor) og techné (at vide hvordan) er to af de tre erkendelsesformer, Aristoteles har peget på. Og disse to har vi indtil nu benyttet os af, når vi ville bedrive social videnskabelig forskning. En tredje erkendelsesform er ifølge Aristoteles phronesis, en slags etisk overvejelse vedr. værdier med reference til praksis og orienteret mod handling. Flyvbjergs pointe er, at vi har overset denne tredje erkendeform, som, jeg her vil påstå, er meget beslægtet med Shotters ”knowing-from-within” en dialogisk struktureret omverden.

[23] som vi skal lære at blive bedre til ”at samle op” (pick-up). Og igen, Gibson, 1979, er ikke glemt.

[24]At være den, man (endnu) ikke er”, er et ”udviklingsprincip”, vi kender fra vores egen udvikling, menneskets ontogenese, hvor vi alle i starten leger, at vi forstår sproget, og hvor vi ”performer”, at vi behersker ”sprogspillet” længe før, vi har lært det. Det er dette princip, som Newman prøver at benytte sig af i social terapi o.l.

[25] Det, vi her taler om, er den ideelle tanke om, hvordan vi mennesker og den menneskelige kommunikation kunne fungere i det virkelige liv. Ved at sætte processer i gang, som ikke er styret, ikke på forhånd er regnet ud, er forhåbningen den, at vi mennesker har evnen til at strukturere vores sociale miljø dialogisk, således at udvikling for hele det sociale system og dens dele, personerne, er mulig. Men det er idealet, da det ville være løgn at sige, at det altid lykkes. Mennesker i grupper og de processer, der fører til hhv. udvikling eller stagnation, er kompleks.

[26] Og det ændres ikke af de tragiske begivenheder af 11. september 2001. Skulle man sammenligne den frygtelige virkning, som borgerkrigen i Jugoslavien havde for millioner af mennesker, af fysisk, psykisk, økonomisk og social art, er WTC-tragedien ikke så stor, som vi prøver at gøre den til. Den kan også ses som en desperat handling udført af undertrykte, ligesom det., at små 7-åringe drenge i Palæstina, der smider sten efter soldater, er et udtryk for en håbløshed; de kæmper trods alt for deres nærmeste, så sindssygt, det end er. Måske, som Lenora Fulani fra East Side Institute skrev den 14.9. 2001 i et essay i New York Times, var handlingen den 11. september hævn for den politik, som USA og de vestlige lande indtil da havde været og er repræsentanter for. Men generelt kan vi ikke sige, at mennesker i den vestlige verden har mistet deres sociale netværk, deres hus, hjem, nærmeste eller endnu mere, hvis vi ser bort fra de ca. 3000 mennesker, der omkom den 11.9.2001. Vore ”pinsler” i hverdagen, i den vestlige verden, er meget, meget små, sammenlignet her med borgerkrigsoverlevende.

[27] Jeg ser bevidst bort fra DLH, nu DPU, da man der ikke indtil skrivende stund har formået at argumentere for, at ”deres” uddannelse kan måle sig med cand. psych. -uddannelsen.

[28] Min argumentation her er for tynd, men skal også kun opfattes som en kort, afsluttende bemærkning, der jo gerne må resultere i en videregående dialog, hvor en bedre begrundelse for mine synspunkter ville være ønskelig. Et fænomenologisk modsynspunkt er udtrykt i Katzenelson, 2001, på sædvanlig overbevisende måde; men det vil kræve grundigere overvejelser, før jeg magter at kommentere dette.

[29] Placering af f.eks. kognitive terapier i modellen kan være med til at legitimere denne praksis, uden at man stiller sig kritisk over for, at de miljøer, hvor kognitiv behandling udføres, ofte er underlagt et mekanistisk, medicinsk paradigme, som man, via sin med-handlen i sundhedssystemet, legitimerer ad bagvejen.

[30] Imens vi andre har siddet på en bænk i f.eks. Christiania, også uden at frembringe noget, der kunne forene progressive personer fra både universitets- og fristedsmiljøer.

[31] Forholdet mellem Antropologisk Psykologi og postmoderne teorier kunne fylde meget mere, men jeg håber, at læseren kan følge med i, hvilke små ”stikpiller” jeg prøver at fordele.