Følgende kommentar er sendt til PsykologNyt og ASYLEN - Juni 1998

Der er stadig mærkelige psykologer

Kommentar til N. Rosenbergs artikel: Behandling uden medicin

Vi lever i en tid, hvor vi bekræfter hinanden i at fortidens grøftegraveri mellem mediciner og psykologer, fortidens anti-psykiatriske bølge, er forbi . Vi lever i kompromisets tid, eller med et mere moderne udtryk, i en tid hvor vi stræber efter konsensus - i hvert tilfælde hvis vi spørger nogle. Andre synes selv de har bevæget sig videre til sen-/post- eller høj-moderne tider.

Nicole Rosenbergs artikel er netop sådan en stemme, der stadig er moderne, og som peger på, at der skal flere ressourcer til en psykologisk, "videns"-baseret terapi. Argumenterne er der mange af, og der skal ikke herske tvivl om at nogle svært lidende personer med psykotiske symptomer kan føle lettelse, når "Neuroleptika" gør, at "stemmerne" forsvinder. Og det er også rigtigt, at der er mange patienter, som Nicole påpeger, og som formanden for patientforeningen i Risskov bekræfter, der er taknemlig for medicinens virkning. Så hvis opfordringen ville lyde, at alle patienter skulle behandles medicin-fri, ville jeg give hende ret i at det er et mærkeligt forslag, justitsministeren kommer med..

Men, ... jeg synes der er brug for steder, for folk, der lider af sværere psykiske lidelser kan blive behandlet, uden at patienterne skal finde sig i at en "en-øjet medicinsk anskuelse" bliver trukket over hovedet på dem. Hvis du ikke har "røven fuld af penge", kan du som psykisk syg her i landet ikke vælge en anden, alternativ behandlingsform, som der, så vidt jeg har læst, er succes(1) med i bl.a. Sverige og UK.

Især unge mennesker har i mine øjne intet godt ud af et ophold på de psykiatriske hospitaler. Da der ikke er steder, disse unge kan gå hen til, før det er for sent, bliver de ofte tvangsindskrevet for sent, og på dette tidspunkt er der ikke ret mange andre muligheder end at ordinere anti-psykotisk medicin.

Men det, der mangler, er et sted hvor disse unge kan komme, helst lidt før, hvor der kan tages vare på deres sociale og psykiske behov, hvor det er tilladt at eksperimentere med alternative "mediciner" såsom massage, Hyperikum Perforatum (Perikon, anbefalet af Paracelsus mod "ungdommelig sløvsind"), evt. lettere opiater m.m.

Her vil mange nok sige, "altså nu må du stoppe, du er jo skør", - men samtaler med psykologer og forskere i den postmoderne, social konstruktionistiske og ny-marxistiske lejr (ved en konference i N.Y., Juni 1997, og Århus, 1998) bekræfter, at der "andre stemmer" end dem, der gerne vil være gode venner med dem, der har magten her i sundhedsvæsenet.

Som Nicoles ægtefælle, Raben Rosenberg, skrev fornyligt i PsykologNyt, er "Grøfternes tid forbi". Det vil jeg være ked af. Grøfter gør landet frugtbart. Storken kommer kun hvis der er grøfter. Og uden stork ingen nye visioner, kunne jeg fristes til at sige. Jeg mener ikke vi kommer langt, hvis vi kaster med mudder ud fra grøfterne, men jeg er imod at vi planerer det hele, således at der ikke er til at se forskel på psykolog og læge. Det er fint, at I er nogle, der vil gå på fortovet, .... men der er altså også brug for at dem, der leger i grøfterne kan få en behandling, der ikke kan tilbydes i det "jævne" sundhedsvæsen.

For at komme tilbage til udgangspunktet, jeg håber da at I vil støtte alternative tiltag, der kan afprøve nye former for behandling af patienter. At prøve at behandle f.eks. en autonom skizofren på et psykiatrisk hospital ville meget nemt kunne gå galt. Han/hun har brug for at møde nogle, der forstår ham, måske ikke i en "samtale", men bare ved at være sammen med nogle, der selv har prøvet at være "derude". I England (Psychological Politics Resistant, U.K., kontakt: I.A.Parker@bolton.ac.uk) er der en anti-psykologisk bevægelse ved Bolton University, og deriblandt en gruppe af patienter, der kalder sig for Hearing Voices, der hjælper andre, der hører stemmer, med at lære at leve med det (beslægtet med AA og NA).

Det jeg gør opmærksom på er, at vi i stedet for at afvise det umiddelbart naive forslag om medicinfri behandling læser det på en mere visionær måde...

Nicole taler om fiaskoer i Sverige i forbindelse med (næsten) medicinfri behandling. Jeg synes at de psykiatriske system hellere ikke kan fremvise nogle overbevisende succeer.

Derfor synes jeg det er på sin plads at man frigør midler til alternative behandlingsteder, hvor dem, der i forvejen har et anstrengt forhold til konformisme, ensrettedhed, hvide kitler og sprøjter kan komme, helst før, men også når de er "langt ude". Om det kan blive helt uden medicin? Det tror jeg ikke! Men det vil være afgørende, at det, der er i medicinskabet, er noget, behandlings-kollektivet inklusive patienterne selv beslutter sig til, uden at nogle, der har et medicinsk menneske-model (lægerne), har øverste ordineringsret. (Hvis vi ser bort fra en medicinal-industri, der "lever" af at nogle ikke mere skal/vil høre deres stemmer)

Jeg tror på at der er brug for social-psykologiske tiltag, der ikke er videns-baseret, men som stadig tør springe ud i processer, hvor facit ikke på forhånd er skrevet. Selv om sygesikringen helst ser psykologer, der kan forudsige, hvordan og hvor længe hvilken diagnose kræver behandling.

Det handler om mennesker, - .. Jeg ønsker at I der arbejder på de psykiatriske hospitaler gerne må afvise selv at stå for disse alternative behandlings-tiltag, men at I samtidigt skulle give både moralsk og også økonomisk støtte til dem, der kunne have mod til at prøve behandlingsformer, der ikke er under medicinsk og/eller kognitivt menneske-models opsyn og ledelse, men som styres af patienter og mere visionære behandler.

Volker Bunzendahl - cand. psych.

1. Nicole skriver i sin artikel at forsøgene i Sverige endte som fiasko, men jeg har altså læst det modsatte (....