Natur, kultur, mennesket og psyken

Skrevet 1994 som bach.-opgave af Volker Bunzendahl


INDHOLD

homehome
publikationerpublikationer

Last Modified: januar,14, 1997 at 05:06 PM
Kort resume iv


Konkrete spørgsmål og en faglig afgrænsning 1

1
Indledning eller psyken, videnskab og almen menneskelighed 2

1.1
Psyken, videnskab og og noget om indianere 2

1.2
Psyken - ung og gammel 5

1.3.
Naturlige forskelle 6

2
Natur og Individ 7

2.1
Psykens udvikling og de tre verdener 7

2.2
Fylogenese og Biopsyke 10

2.3.
Korrespondancen, genspejlingen, virksomhed 13

3
Kultur og Individ 14

3.1
Subjektet 14

3.2
Menneskets Bio- og kulturpsyke 16

3.3
Bevidsthed og kulturen 17

3.4
Socialisering, tilegnelse og identitet(personen) 21

4
Fortiden/fremtiden i nutidens psyke 25

4.1
Menneskets dobbeltvæsen 25

4.2
Arketyper, det kollektive ubevidste og individuation 26

4.3.
Psykologen og værktøjskassen (Konklusionen) 30


NoterMed baggrund i et konverteringsproblem er noterne blevet borte.. I


Litteratur III


Deutsche Zusammenfassung IV




homeBack to my homepage


KORT RESUME

Psyken som et forhold, der forbinder det ydre med det indre er, hvad denne opgave ønsker at kaste lys på.

Indledningsvis diskuteres det videnskabsteoretiske perspektiv, dette essay vælger, og samtidig antydes allerede her at præ-moderne samfund, bevidsthed/tavs viden og personlighedstyper er nogle af de temaer, der senere i opgaven benyttes for at fremhæve det psykiske.

Psykens udvikling og de bagved-liggende lovmæssigheder vises ved at rette fokus på det biologiske psykes område, der bliver omtalt i afsnit 2, mens menneskets samfundsmæssige forbindelse, belyses i afsnit 3.

Min eksplicitte hypotese er, at psyken er det livsfremmende, -udviklende og -forandrende element i verden, der bl.a. viser sig ved psykens udvikling generelt, og ved menneskets særlige livsbetingelser som både natur- og kulturvæsen.

Hvordan både naturen og kulturen samtidig påvirker det enkelte menneskes psyke, forklarer det afsluttende afsnit, hvor menneskets dobbelte forhold, eller dobbeltvæsen, er "scenen", hvor førnævnte afsnits temaer prøves samlet. Kort sagt, vil jeg i stedet for at belyse et særligt arbejdsområde indenfor almen-psykologien hellere vise, med hvilket psyke-syn ethvert psykisk problem i-grunden kan blive mødt med.

Opgavens mellem linierne liggende tese er, at dybdepsykologi på lige fod med virksomhedsteori og eksistentialistisk-humanistisk fænomenologi kan samles i en model, og med fordel anvendes til at kunne komme til forståelsen af det psykiske i naturen, i kulturen, og ved og i mennesket lidt nærmere.

Konkrete spørgsmål og en faglig afgrænsning
Da opgavens tema er af ret omfattende karakter, vægter jeg en forklarende og forståelses-førdrende stil i min fremstilling. Hvor det ikke synes nødvendigt, eller hvor tesernes pointer ville blive tildækket eller gjort uforståeligt af for meget analytisk diskussion til højere og til venstre, vælger jeg at satse de af mig vælgte verdensanskuelser som de for min fremstilling klareste bud på sådanne. Opgavens mål er at bidrage til forståelsen, og er dermed, men ikke udelukkende, hermeneutisk i sin tilgang til opgavens problemstilling.

Psykologi er et fag med mange forskellige genstandsfelter, e.g. barndom/alderdom og udvikling, tænkning og indlæring, grupper og institutioner, motiver og følelser, hukommelse, identitet og selvet, og meget mere. Problemerne, der belyses og arbejdes med, rækker fra enkelte personers adfærdstilbøjeligheder til hele kulturers samlivsproblematiker, fra enkelte livs-løb til en hel nations særpræg. Psykologer arbejder altså med konkrete problematikker i den almene livsverden. Derfor må psykologer have kendskab til de forskellige processer og strukturer, der påvirker menneskelivet. I praksis vælger den praktiserende psykolog de fleste del-problematikker fra, for at dygtiggøre sig i det specielle arbejdsområde, der interesser ham, og hvor han føler sig mest kompetent.

Sådant et valg må dog baseres på kendskabet til noget yderst vigtigt, nemlig vores genstand: Psyken, der her både ønskes forklaret og forstået. Det er en forudsætning, at vi kender vores fags: "Genstandsproblem i sin mest almene formulering: Subjektets (individets) og objektets (samfundets) samtidige sammenhæng og adskilthed, der dermed forener almenpsykologisk stoflære og personlighedspsykologisk formlære, eller bygger bro mellem empirisme og rationalisme." (Engelsted,1989,I:141; min omformulering).

Det kan let blive mindre konkret, og måske mere meta-teoretisk, men psyken er vores fags kerne (eller sjæl), og kun ved at erkende den, kan jeg som psykolog erhverve viden om, hvad jeg i praksis arbejder med. Mit videnskabsteoretiske valg er baseret på min forståelse af psyken. Dette forehavende - at forklare og at forstå psyken - er vanskeligt, måske umuligt, da: "Psyken i en vis forstand er ingenting. Den er ingen ting, som man kan tage fat i eller pege på. Den kan derfor ikke beskrives eller forstås i sig selv. Den findes ikke i sig selv og er derfor endda ingen." (Katzenelson,1989,:13).

Men jeg vil gøre forsøget alligevel ved at stille spørgsmålet: Hvad er og betyder psyken for den enkelte, men også for os som art og kultur? I forsøget på at besvare det, vil jeg støtte mig til førnævnte Engelsted, men også til Katzenelson, der siger: "..At den aktive-umiddelbare subjektive genspejling af den objektive virkelighed er selve det psykiske." (ibid.:33),

og Mammen (1983:210), der siger, at det psykiske er:"Evnen til at genspejle den omgivende og uafhængigt eksisterende virkelighed i subjektive oplevelser."

Psykens udvikling over tid beskrives, samtidig med at forskellige temporale fylogenetiske faser udgør en beskrivelse af psykens kvalitative forandring. Hvilke "gaver" og begrænsninger er os givet fra naturen? Hvordan indvirker kulturen på vores psyke, og på den måde, vi lever vore liv på? Hvad fortæller den "gamle psyke" det bevidste menneske, eller hvordan kan det ubevidste give én både kontakt med "fortidens rødder" og samtidig pege mod fremtidens muligheder? Dette er nogle af de spørgsmål, jeg vil søge at besvare, eller i det mindste at præcisere, i denne opgave.

Denne almene psykologi-opgave vil vægte social- og personlighedspsykologiske, men også kognitionspsykologiske, perspektiver, men især antropologisk psykologi er det område, der hentes inspiration fra, da:"Antropologisk psykologis ærinde er den menneskelige psykes artsbestemmelse," (Katzenelson,1988:19)"Den ... antropologiske psykologi undersøger således erkendelsen af de kræfter(naturlige og samfundsmæssige) og de kræfters virkningsmåder med hvilke der er skabt og fortsat skabes nye former for psyke" (Engelsted,1989,I:143).

Denne artsbestemmelse er en forudsætning for, at faget psykologi kan værne om sin genstand, psyken. Denne genstand er det enkelte menneskes, men også kulturers både universelle, og særlige forhold til sig selv og verden. At belyse og at pleje dette forhold må være psykologiens opgave, både på individ- og samfundsplan. Psykologi som videnskab har ekspertisen, som e.g. biologen og medicineren, men også økonomen og politikeren kan nytte godt af. Derfor er det vigtigt, at psykologi som fag velbegrundet kan forsvare sin genstand.

1 INDLEDNING
eller psyken, videnskab og almen menneskelighed Denne blanding af umiddelbar tale, og velfunderet reflektion er et forsøg på at blande folkepsykologisk tale med videnskabelig alvor. Som H.Poulsen sagde ved 25-års-jubilæums-symposiet i 1993:"Der ligger indsigter i folkepsykologiske erkendelser, som videnskaben ikke må negligere. Videnskaben skal ikke erstatte almindelige menneskers livs-kundskab, men supplere den".

1.1 Psyken, videnskab og noget om indianere


I politik og videnskabsteori verden over er der ofte uenighed om det teoretiske udgangspunkt, den eller de enkelte politiker og forskere tager. Hvis man kan kommunikere denne uenighed i et åbent forum, kan det bringe øget forståelse og indsigt med sig. Men nogle videnskabsteoretiske retninger har imperialistiske træk, e.g. vil eliminativ materialisme faktisk udradere folkepsykologi og lignende almenmenneskelig kundskab, og betegne den som nonsens. Alt er hjerneprocesser, og når almindelige mennesker taler om "glæde", er dette en biokemisk proces i CNS, og intet mere (frit efter Churchland,1988). Modsat vender mange sig bort fra naturvidenskaben, og beskæftiger sig spirituelt eller kunstnerisk med deres forskningsgenstande (e.g. Capri,1975)S.Køppe (1990) taler i sin bog "Virkelighedens niveauer" om videnskabens fremtidige opgave, nemlig at forske -videnskabeligt velbegrundet- i de områder, der påpeges af "alternative" tiltag, der oftest ikke kan bidrage med en særlig konstruktiv metode for at underbygge deres ofte interessante "påstande"..

For psykologien vil for ensidig satsen på den naturvidenskabelige metode betyde, at faget vil blive til en del af medicin og biologi, og dermed svigte dem, der mener at kunst, tænkning og kærlighed er mere end biokemiske processer.

Omvendt vil en udelukkende intuitiv og følsom psykologi forvandle faget til en åndsvidenskab. Farerne er her, at man enten kommer til at vægte den umiddelbare oplevelse og det at være tilstede i situationen så meget, at man glemmer refleksionen og det egentlig videnskabelige arbejde, eller at man vægter et indre, netop reflektivt fokus, som har den fare, at man glemmer den "almindelige" livsverden udenfor ens kontor eller tempel.

Ensidig satsning på enten mekanistiske eller mentalistiske teorier, eller enhver anden form for ensidigt fokus, vil altid føre til blinde pletter, som de teorier, jeg vil fremhæve i denne opgave, prøver at komme ud over selv om de selvfølgelig har deres egne blinde pletter. Ved at rette fokus på noget, vil man altid vælge noget fra. I tysk socioligi er Luhmann en af dem, der fremhæver at det at kende sine blinde pletter har en meningsskabende(sinngebende) funktion, da man dermed vælger noget frem for noget andet..

Da faget psykologi "opstod" som videnskab, varede det ikke længe, før en tvedeling omkring metode- og teori-spørgsmål delte faget i to fronter. Eksperimental-psykologi (I: Schultz et. al 1987), med Weber, Fechner, Helmholtz, og Wundt, der i 1879 indrettede det første psykologiske laboratorium, og hukommelsesforskeren Ebbinghaus, der indlærte tusindvis af meningsløse stavelser, ville følge Galileis mekanistiske metode, der baseredes på afsløring af kausale lovmæssigheder, der findes ved objektet og dets dele (atomer), ved "das Ding an sich". Kritikkerne påpegede, at denne "neutrale", "objektive" videnskabelige metode havde for stor afstand til selve subjektets livsverden. En af modstanderne, W.Dilthey ville ikke forklare naturen, det er biologiens og fysikkens opgave, men hellere forstå menneskets sjæleliv. Modsætningen mellem (1) Aristoteles' fokus på den indre erfaring (Das Ding für uns) og telos' udfoldelse (epigenesen), og så (2) naturvidenskaberen Galilei, kan tjene som prototype for modsætningen mellem (1) Dilthey og (2) Wundt, men også på den ene side (1) Leibniz og Kant, der ville forstå sammenhænge ud fra helheden, og på den anden side

(2) Hobbes, Locke, Hume, der ville analysere og reducere delene for at kunne beskrive sammensætningen.Jeg har ikke glemt Descartes, der for mange er faderen for den moderne videnskab. Descartes er altid nævnt, når vi filosoferer over MIND-BODY-problematikken. Han har æren for både at have været en indflydelse for fænomenologiske retninger, der forsker i indad-skuen, men samtidig har han også en betydelig indflydelse på mekanistiske videnskabsretninger, da den fysiske verdens lovmæssigheder ifølge Descartes må opdages med fysikkens og matematikkens værktøjer.(se e.g.Philosophia,1992(1)) Men i mit nærværende projekt vil jeg ikke komme nærmere ind på hans uden tvivl betydelige indflydelse på videnskabens udvikling.

Disse vinklers indflydelse har været synlig i den første halvdel af dette århundrede, hvor psykologien, meget forenklet sagt, opdelte sig i (1) dem, der ville studere psyken som erkender-oplevelse (Gestaltpsykologi,m.fl.),

(2) dem, der ville studere psyken som objekt-bevægelser i tid og rum (Behaviorister,m.fl.),og (1+2=3) dem, der vil studere psyken som kompliceret maskine (psykoanalysen, m.fl.)(E.Schultz,1988:K.18). Disse tre vinkler gør sig dog alle skyldig i at anse mennesket som passivt individ, der styres af (1)nogle medfødte kategorier, (2)betingninger eller af (3)samspillet mellem naturens "mørke" drifter og fornuftens "tæmningsforsøg".

Men i russisk psykologi (Rubinstein,1957; Leontjev,1959) så man Hegel og Marx/Engels som heltene, der formåede at se på psyken som en aktiv erkendelsesproces, der bringer nyt ind i verden. Det dynamiske forhold, eller syntesen, mellem det bekendte, subjektets pseudo-konkrete fænomenale oplevelse, og objektet, det abstrakte og ukendte, er den konkret-erkendende faktor, som er det centrale i en ny videnskabelig metode, dialektisk materialisme, der forsøger både at forstå og at forklare genstanden. (Engelsted,1989,I)

Denne opgave vil forsøge at tegne et nuanceret syntese-billede, hvor før nævnte poler suppleres med den lige nævnte tredje faktor, nemlig forholdet eller den aktive forbindelse mellem subjekt og objekt. Opgavens grundhypotese er, at netop denne forbindelse mellem individ og omverden er psyken, vores fags genstand. Betragter vi psykens historie, dennes forskellige niveauer og forbindelser, kan denne viden være med til at skabe en fortælling, der både giver psykologi som fag en genstand, vi kan værne om (Mammen,1983:K.1), men også menneskeheden en mulighed for en ikke-fundamentalistisk kosmologi (Katzenelson,1989:K.4), hvor også den enkelte kan finde netop sin mening (Bruner,1990:K.1,K.4) med livet.

Det, som indianerne og andre præ-moderne kulturer har haft som præbevidst grunderkendelse for deres livspraksis, indser vi i vore dage, nemlig at vi på trods af, at vi kan omforme den materielle verden på utallige måder, ikke må rykke ved den grundlæggende balance, der er i verden. Livet er baseret på den lykke, at mennesker, naturen og kulturen kan være i et gensidigt frugtbart forhold til hinanden. Grundlaget er naturen, og den vil eksistere, selv om højere organisk liv på planeten var udryddet. Men kulturen og mennesket kan kun eksistere, træde frem, i aktiv vekselvirkning mellem sig selv og omverdenen. Øver vi vold mod nogle af forholdene, går det ud over os selv.

Indianerne og eskimoerne viste respekt for naturen. Fangstdyrene ansås som en del af en hellig cirkel, hvori indianerne levede, sammen med dyr og planter, og i pagt med ånderne(elementerne). Som jæger måtte man vise respekt for sit bytte, og overholde regler/tabuer, og med hjælp af riter "hjælpe" dyret med dens overgang til døds-fasen. Dræbte man flere isbjørne, end overlevelse krævede og forskrifter tillod, påkaldte man sig åndernes vrede. Fangstdyrene sås som del af den evige cirkelbevægelse, som livet består af. "Ånderne" hersker over (er lig med) naturkrafterne, men menneskene må gøre sig, enhver på ny, fortjent til deltagelsen i denne cirkel (Brandstrup,1975). Jeg vil med dette eksempel vise, at den balance, tidligere "naturmennesker" præbevidst har levet i og med, er implicit det, videnskabelig psykologi ønsker at afklare for det nu bevidste menneske.

1.2 Psyken - Ung & gammel

Når vi så i dag overser vores hellige forbindelse til naturen, påkalder vi os så stor en vrede, at følgerne må frygtes at være katastrofal for vores art (Katzenelson,1989:K.4). Når vi tror, at havet og vore floder er døde elementer, som vi kan hælde gift og vores afføring i, for ikke at tale om, hvordan vi behandler vor tids slagtedyr, eller hvordan vi kan bekrige hinanden, så har vi fjernet os for langt fra livet, og vores til-grunde-liggende fundament derfor.

At vi, som mennesker, med fornuftens hjælp alene, kan erkende og overskue livets sammenhænge, er en handling, vi specielt i vor tid har meget svært ved at mestre. Bevidstheden er den yngste evne, vi mennesker har. Men vi må ikke glemme, at vi også kan alt det, det andet liv kan, e.g. respirerer vi,deltager i naturens stofskifte,etc.. På denne basis, som vi har til fælles med planter, dyr, ja også floder, har den yngste evne begyndt at udfolde sig. Det har til nogle tider været interessant og nyttigt, - ja vores eksistens som mennesker er knyttet sammen med vores yngste evne. Men på samme tid må vi erkende, at vi har ladet os tyrannisere af denne evne til at abstrahere, til at kunne "objektivt" analysere sammenhænge. Vi har baseret vores videnskab og teknologi på den, og dermed hånligt overset, at alle ældre evner også har noget vigtig at fortælle. Forskellige forsker har påpeget, at meget af det, mennesker kan eller foretager sig, ikke er baseret på den yngste evnes sproglige og bevidste kunnen, men på de ældre evners tavse viden (Wackerhausen,1991), eller i en lidt anden sammenhæng, på instinktive handlingsmønstre og arketyper (se afsnit 4.2).

Et eksempel på det: Imens vi taler, og med hjælp af vores bevidsthed former ordene og den mening, vi vil udtrykke, udfører vi mangfoldige ikke-sproglige operationer, der mere eller mindre foregår uden at vi bevidst styrer dette. Vi trækker vejret, vi smiler, vi ser både den figur, vi retter fokus på, og dog er vi opmærksom på forandringer i grunden. Vi fornemmer tilhørernes tilslutningsadfærd uden at de siger det med ord, og uden at vi konkret vil kunne forklare, hvordan vi har fornemmet det. Tavs viden erhverves i praksis, og vi handler tavst, når vi er i aktion uden at vi er bevidst om de operationer, som vi, per automatik, udfører. Når en erfaren bilist skifter gear, eller M.Laudrup "ser" et hul i forsvarsmuren og sparker til bolden, er det hans fod, ben, krop, balancenerve, øje, øre,etc i ét samspil, der baseret på tavs viden udfører handlingen. Men ikke kun personlige, automatiserede færdigheder er her på tale, også den tavse arv, vi bærer rundt på som art og individ, vil jeg i det følgende tale mere om. Men før jeg vil starte ved livets og dermed psykens begyndelse en lille ekskurs til den virkelige livsverdens almene mennesker.

1.3 Naturlige forskelle

Nogle elsker eventyr, spontanitet, rejser, og er tiltrukket af det farlige, det grænseoverskridende. Andre ønsker klare strukturer og rutiner, og opholder sig helst i kendte omgivelser. Deres grundholdning er: "Intet skal forandres, tværtimod skal alt forblive det samme." Vi kender alle mennesker, der ligner disse beskrivelser.

Vi kender sportsmanden, den unge, risiko-villige direktør, kvinden, der dukker op de farligste steder. - Vi kender også kolonihavefolkene, landbetjenten eller bageren og hans kone, embedsmanden eller klinikdamen, som altid er der, hvor vi forventer de skal være.

Den førstnævnte gruppe kalder jeg med Høgh-Olesens (1993:K.3) ord flertydighedstolerante og strukturangste, mens den anden pol udgøres af folk med en flertydighedsintolerance og livsangst. Hvor den første gruppe netop opsøger det ukendte, undgår den anden gruppe dette, og vil helst gøre tingene, som vi plejer at gøre dem.

Dette er selvfølgelig en for simpel opdeling af mennesker og deres psyke, mange (alle) har vel noget fra begge sider. Ofte er den fare-opsøgende stuntmand utrolig struktureret, både i hjemmelivet, men også i udførelsen af sine skøre og grænseoverskridende stunts. Omvendt kan kontoransætte ved julefrokosten blive til Don Juan eller Irma la Douce, eller dyrke farlige fritids-hobbies.

Selv om Kierkegaard ikke er så glad for spidsborgernes flertydigheds-intolerance, er disse forsigtige og rutineprægede folk dog en lige så vigtig pol som de, der forandrer tingenes tilstand. Spidsborgeren sørger i det mindste for, at der er en rutinepræget verden, som eventyreren så kan overskride. Men et for ekstremt fokus på en af polerne er farligt, man kan skyde forbi målet som enten livsangst fascist eller som strukturangst skizofren (ibid.). Målet for den enkelte, men også for hele samfundet er vel en balance-gang mellem det grænseløse og det endelige. Netop gang eller bevægelsen mellem polerne må anses som en vigtig faktor, da den sørger for udveksling, forandring og dermed udvikling.

Når man føler sig uafhængig og fri, er tiden inde at tænke over, hvor denne frihed kan forankres. Måske kan man bidrage til den sociale helhed, og dermed materialisere sine ideer. - Når man har været med til at opbygge en institution, og denne på toppen af succes er velfungerende, er tiden inde, at direktøren tænker over, hvilke ukendte sider af sig selv, han har forsømt. Måske drømmer han om at køre med en jeep målløs omkring i fjerne lande, uden forpligtelser og Mayland-kalenderen."En bevægelse vækker på rejsen mod sit yderste den kategoriale modpol, og alt liv eksisterer dynamisk spændt ud mellem sådanne modsætninger. ... Menneskesindets indre dobbelthed er i sig selv en spejling af en mere omfattende dynamik, der manifesterer sig på andre af tilværelsens planer."(ibid.:206,207)

Pointen er, at polerne hver for sig er nødvendige dele af menneskers og kulturers, ja af alt, liv. Men balancen mellem disse varer aldrig længe. Derfor anses bevægelsen mellem det vordende og det værende som det egentlig udviklende. Det er netop pointen i dialektisk udvikling (Engelsted,1989,I), hvor tesen, at alt forbliver som det er, afløses af antitesen, at alt må blive forandret eller også kunne være anderledes, og fører til syntesen, at noget er godt, som det er, samtidig med, at noget skal forandres og noget nyt må prøves. Syntesen vil efter noget tid blive til en ny rutine, hvorfor nye teser og antiteser skal/vil holde udviklings-cyklussen i gang. Dette gælder for den enkelte, i større helheder, men også i naturen.

E.g.kan vi iagttage dialektisk udvikling ved så-sæds-forædling. Kornets specielle udvikling er et samspil mellem struktur og forandringstolerance, hvor plantens liv udgør forbindelsen mellem så-sædets DNA-struktur og så verdens mangfoldige påvirkninger. Plantens stræben efter livsudfoldelse modsat jordlivets mangfoldige forsøg på at fortære, omdanne, kompostere plantens fysiske materiale sker netop i og med at frøet deltager i livets cyklus (Frø-plante-blomst-frugt-frø). Frøet er syntesen, eller den genstand, hvori plantens og verdens møde er aflejret.

Både frøet og menneskerne har altså naturlige forskelle. Forformer for det psykiske, eller forholdet mellem en levende organisme og omverden, kan man få øje på, ved at se de enkelte arters indre forskelligheder. Så-sæd fra det vind-blæste Thy har en anden "indstilling" til livet end korn fra Silkeborgs skovarealer. Mennesket har på grund af dets større mobilitet og kompleksere livsformer og sammenhænge, det indgår i, endnu mere forskellige indstillinger, også indenfor et begrænset geografisk område, eller i én familie. Mine tre børn har næsten fra fødslen vist tegn på, at de havde forskellige "paratheder" (Schultz,1988:K.1) til verden. Men paratheder og det medfødte omtales senere. Nu må først et kig på psykens udvikling tjene til en mere nuanceret forståelse af psyken.

2 Natur og Individ

2.1 PSYKENS UDVIKLING OG DE TRE VERDENER

For at tale om psykens udvikling, må man kunne vise, at der findes en udviklingslov, efter hvilken psyken udvikler sig. Da psyken er et forhold mellem en levende organisme og noget i verden, er arternes genetiske forandring over tid et synligt "bevis" for, at organismerne har forholdt sig til verden omkring sig. Dyr- og plantearter har enten kunne finde en øko-niche, hvor de kunne tilpasse sig naturens orden, eller de måtte se sig meldt ud af evolutionshistorien, som dinosaurerne er et eksempel på. Enhver evolutionsmæssigt tilpasset dyre- og planteart har et næstenat det "kun" er næsten, netop muliggør at kunne "cope" også fremtidige forandringer (=udvikling) perfekt forhold til netop deres øko-niche, e.g. er ørnens næb, vinger, kløer, etc. et produkt af ørnens forhold (som art) til verden.

Evolutionstænkning og dialektisk materialisme ser:"Psykens udvikling som en stadig mere korrekt - forfinet genspejling, ..korrespondance til den første verdens egenskaber og forbindelser." (Katzenelson,1989:33).

Men for at kunne forstå genspejlingen eller korrespondancen (nærmere herom i afsnit 2.3) mere konkret, er det fordelagtig, at dele verden op i tre, sådan som Katzenelson (ibid.) har gjort det.

Den første verden (naturen) er den naturlige omverden af både organisk og uorganisk art, dvs. i forhold til mennesket er den første verden alt det andet i verden, der ikke er, eller er frembragt af, mennesker.

Den anden verden (biologisk liv) består af én bestemt art af organismer, der udgør det subjektive perspektiv, hvor ud fra den 1.verden bliver iagttaget, spist eller undgået. Den anden verden kommer altså mere end i berøring med, og står i forhold til den 1.verden, det fysiske miljø og andre organismer, der tjener som føde, eller er ens fjender. Netop dette forhold er, som før sagt, psykisk.

Der diskuteres, om psyken som to modsatrettede pile "svæver frit" mellem de to verdener, eller om psyken er del af den 2.verden, sådan som Katzenelson antyder det. Organismens møde med den 1.verden aflejrer sig nemlig i den 2.verden, som e.g. organismers tilbøjelighed til aktiv at opsøge/undgå bestemte forhold i verden.

Hvordan man besvarer dette spørgsmål, antyder, hvilket teoretiske udgangspunkt man tager, da dem, der ser psyken "svæve frit" mellem de to verdener (e.g. behaviorisme, social interaktionisme) går ofte ud fra den antagelse, at eksogene faktorer og processer er skyld i organismers adfærd, hvorhen dem, der ser psyken som del af den anden verden (e.g. Gestaltpsykologien, egopsykologien m.fl.), har fokus på det endogene, dvs. medfødte og til-grunde-liggende træk betragtes som strukturer, der "indstiller" organismen til sit møde med det ydre. Begge synspunkter ser noget rigtigt, men mangler også noget, specielt det aktive aspekt ved den anden verden, som dialektisk evolutionstænkning prøver at fremhæve."Psyken tilhører nu den anden verden, hvis organiske naturstof er dens bro til den første verdens uorganiske naturstof. Denne bro delagtiggør den anden verden i den første, skønt den samtidigt er en selvstændig verden" (Katzenelson,1988:10).

Subjektet, eller den anden verden, erkender, eller lider sit økologiske forhold, dvs. har en medfødt(genetisk aflejret) parathed til at have lyst/ulyst til objekter i den første verden. (e.g.Schultz,1988,Poulsen,1990)

Den tredje verden (kulturen) består af vore artsfællers fælles viden om at leve, overleve i den første verden. E.g. i form af samarbejde om at få andel i den første verdens skatte, og for at beskytte hinanden i fællesskab mod den første verdens farer. Den trdje verdens opståen bliver for menneskers vedkommende egentlig tidspunktet, hvor vi begynder at udskille os fra dyr-stadiet. Ved at de tidligste menneskekulturer systematiserede og/eller ritualiserede deres fælles omgang med hinanden, og med den første verden, skabtes en fælles virkelighed (Berger&Luckman,1966), et fælles videnslager, eller med andre ord, traditioner og dermed kulturen. Sproget er et eksempel på den tredje verdens særegne indhold, og vore samfund et synligt bevis for den tredje verdens både skrevne, og ikke mindst, u-skrevne regler og vaner. Udover naturen er omverden for mennesket altså også kulturen. Som jeg i afsnit 3 vil komme nærmere ind på, er det dobbelte forhold, vores psyke har til den første og den tredje verden jo det, som gør mennesket til menneske.

En supplerende fortolkning af de tre verdenerBåde Katzenelson og Schultz tager udgangspunkt i Poppers (1972) tre verdener, og begge omformer Poppers model. Det vil dog sprænge denne opgaves ramme at gå nærmere ind på forskelle i mellem dem. finder vi hos Schultz (1988:K.6), der kalder den første verden for objekt-verden, der e.g. kan iagttages i form af simpel-livs-produkter (revner i et hus forårsaget af svamp), den anden verden MIND, bestående af organismer med erkendelse, bevidsthed og psyke, som viser sig e.g. ved subjektprodukter (et hul i hegnet, lavet af naboens hund), og den tredje verden MIND-produkter, forårsaget af personers virksomhed, der aflejres i personprodukter. Personprodukter indeholder producentens intention og hensigt, og opfordrer brugeren til at følge denne betydning. En hammer har bestemte nyttige anvendelsesmuligheder, ægteskabet har bestemte funktioner i forhold til samfundets samlivs-kooperation. Sådanne genstande bærer "Die Wesenskräfte der Menschen" (Leontjev,1959,K.6.1; med inspiration fra Marx), eller med Mammen (1983:K.4), bærer genstanden en betydning både som objekt, "Gegenstand" for sig selv, og som genstand for virksomhed, dvs. samfundsmæssige handlingsnormer "ligger" som motiver eller opfordring i genstanden.

Men tilbage til psykens oprindelse, og til det første forhold, det mellem den første og den anden verden. Evolutionært set er den anden verden en udvikling af-/tilpasning til den første . Dvs, den første verden er og vil altid være livets basis og udgangspunkt. Den anden verden er et selv-aktivt produkt, dog som før nævnte indianere og andre har påpeget, er den afhængig af at stå i et balanceret forhold til den første.Desuden skal den af den 2.verden producerede 3.verden også være i balance med verden nummer et. Men nu til springet fra objekt til subjekt eller til al udviklings begyndelse.

2.2 FYLOGENESE og BIOPSYKE

I tidernes allertidligste morgen, da kun den første verden fandtes, bestod verden materielt set af det samme stof, som den består af i dag.

En måde at forstå livets og psykens udvikling på er at forestille sig, at der i den første verden i starten kun var kemiske grundstoffer, der kunne reagere på ydre påvirkninger. At grundstofferne kom i berøring med andre, skyldtes (bl.m.a. mulige forklaringer) planetens urolige klima og aktivitet (vulkaner!?) ved sin begyndelse. E.g. reagerer jordpartiklerne, ionerne, på regnvand, luft og andre partikler, som de kommer i berøring med. Regnvejr, klimaforandringer, flodernes løb, men også DNA->RnA-replikation er alle eksempler på reaktioner, der trods e.g. stormenes livagtighed ikke kan kaldes liv, men kemisk reaktion, dvs. forbindelsen fra én objektiv tilstand til en anden.

Det, vi kalder liv, kræver en subjektivitet i sin kimform. Evolutionens forenklet udtrykte grundtanke er, at dyr- og plantearter har formået at afgrænse et delområde af verden, hvori deres specielle form for stofskifte eller reageren på verden, har kunne overleve og udvikle sig i. Urtidernes tidligste kooperation finder (stadig) sted mellem planter og dyr, da planterne kan udnytte sollysets energi, og indtage dyrenes kulilte, mens dyrene udnytter plantematerialets energi(sukkerstof) og den ilt, som planterne producerer. Eksempler på de tidligste former for liv er simpel-livs-former, der med Leontjevs(1959) betegnelse er på irritabilitetens stadie. Planter og meget simple organismer åbner og lukker for deres kontakt med omverden på grund af simple mekanismer. Når e.g. et fødeobjekt "rammer" rødder eller "mund", svarer organismen ved simpel indoptagelse og fordøjelse af dette objekt. Det er på dette stadie, at den første verden er ved at udskille den anden. Bestemte reaktioner provokeres millionvis af gange, og på et tidspunkt har denne gentagelse formået at forme en anden verden, der har "lært" af disse påvirkninger. Verden nummer et har så mange gange vist et særligt område af sin mangfoldighed til en særlig art af organismer, at disse er på springet til at blive subjekter.

At den anden verden bliver et subjekt med en rigtig psyke, kræver dog at også subjektet aktivt forholder sig den anden vej rundt. Selv om de tidligste former for liv på næste trin, den elementære sensoriske psykes stadium(Mammen,1983)(orme, krebs, fisk) langt fra har en bevidsthed, kan vi dog se, at de har en meget simpel form for psyke. Denne sensibilitet sanser enkelte forhold i omverden, som regulerer organismens livsvirksomhed. Ormen er sensibel overfor miljøpåvirkninger(nøglestimuli), der har umiddelbar biologisk mening, e.g. øger fugt, visne blade, og bestemte temperaturer ormens re-aktivitet.

Næste trin i psykens udvikling er den perceptive psykes stadium(fugle,pattedyr)(ibid.), hvor dyret har udviklet en evne til at fastholde nogle af de operationer, det i sin evolutionære udvikling har øvet sig på. Dyret kan nu benytte den hurtighed, det benytter for at jage sit bytte, til at flytte fra farer med. Det er ikke sådan, at dyret overvejer, hvad der er bedst, men dets perception er nu så subjektiv, så det kan tilpasse sine instinktive handlingsmønstre på en mere plastisk måde; e.g. når løven "med list" overrumpler sit bytte. H.Poulsen (1990) taler om at overgangen fra instinkt-psyke(en effektiv tilpasning til en stabil øko-niche) til en konativ/kognitiv psyke er et nødvendigt modsvar på, at øko-nichens ustabilitet kræver at kunne variere operationer for at opnå/opretholde/undgå forbindelse til et objekt. Pattedyret har lyst til et jagtbytte, og tager med dets projektive virksomhed initiativet til at søge dette, nemlig ved dets omherstrejfende stræben efter et (evt. endnu fraværende) jagtobjekt. Med Schultz (1988:K.5) kan vi sige, at dyret lider sit økologiske forhold, og dermed udskiller det sig fra den første verden som et subjekt, der kan fastholde sit objekt på tværs af skiftende sensoriske fremtrædelser. Vender vi blikket et kort øjeblik mod den føromtalte "tavse viden", er pattedyrets, og især deres ungers, "lyst til leg" en måde, hvormed dyret "tilegner" sig flere og flere måder at omgå verden på. Lysten til leg er tegnet på, at dyrets psyke motiverer dyret til at udvide sine handlingsmuligheder ved, i legen, at elske sin egen virksomme subjektivitet.

Det sidste niveau før menneske-psyken (Poulsen,1990) er intellektets(menneskeabernes) stadium (Mammen,1983:K.4). Menneskeaberne kan bruge e.g. en pind eller kasser som hjælp til at nå nogle bananer med. Dette intelligente handlen mangler dog stadig producering af en tredje verden, hvis vi ser bort fra, at også aberne har en flok-orden, der med lidt god vilje kan opfattes som regler for social adfærd (den unge abe har "tilegnet" sig, hvordan "man" opfører sig i forhold til over-aben). Men dyrets virksomhed er altid spontan, og erkendelse begrænset til nu-tid, dvs. dets aktive handlen mod verden er altid styret af den konkrete opgave. Pinden, aben brugte til at nå bananerne med, kan kun fastholdes her og nu til at løse en konkret problemstilling med, men ikke erkendes som noget, der har almen karakter, eller generel anvendelighed. Det er netop her, springet til mennesket begynder. Læseren må ikke få det indtryk, at dyret "forholder sig", men der er psyken, der i form af niveauernes forskellige beskrivelser forsøges tydeliggjort som en sig udviklende faktor, der jo kun kan materialiseres ved at disse forskellige dyre-arter bærer disse kvalitativt forskellige psyke-niveauer. Men mennesket på det højeste niveau bærer altså alle lavere niveauer som biologisk grund-kunnen/behov med sig. Disse:"...Højere planer forbliver dominant, men samtidig kan de kun realiseres ved hjælp af de lavere planer og er på denne måde afhængig af disse"(Leontjev,1979:221).

Denne her beskrevne udvikling er fundamentet i alle levende subjekters biopsyke. Menneskets biopsyke er dog i modsætning til dyrets ikke kun den første verdens værk, men indeholder som grund-schema, at mennesket er mennesket fordi det udover naturvæsen også er kulturvæsen. Desuden ønsker jeg at fremhæve, at det aktive princip ligger i den dobbelthed, der består i, at tilpasning til en foranderlig verden drives foran ved at det sig tilpassende subjekt også må træde frem i kraft af nye udkast, der har en forandringsfremmende funktion. Verden, men også litteraturen, er fyldt med eksempler på denne dobbelthed (Høgh-Olesen,1993); e.g. er biologiens samspil af meiose og mitoseUnder mitose forstås at cellen deler sig, og at dennes arveanlæg kopieres. Mitosedelingens formål er at skabe nye celler, men også bevarelse af livet som sådan. Mitoser forekommer i alt levende væv, dog undt. hjerneceller. Forskellen mellem mitose og den forandrings- og udviklingsskabende meiose er, at ved mitose er kromosomantallet hele tiden konstant, hvor der ved meiose sker en halvering af kromosomerne. Meiose forekommer ved dannelse af æg og sæd og processen sikrer dermed mangfoldigheden, artsrigdommen, da nye celler er forskelligt fra deres oprindelse. Lidt frit sagt, ligner mitose livsangst og meiose strukturangst. en natur-videnskabelig beskrivelse af dette. Med figur 1 vil jeg vove den påstand, at omtalte udvikling af verdener, liv og psyke kan sættes sammen i ét skema, da udviklings-lovmæssighederne, der ligger bag skemaet, er, som næste afsnit vil uddybe, universelle.

Figur 1 evolutionær udvikling

VERDENER EVOLUTIONENS STADIE PSYKENS STADIE
x KEMISK REAKTION INGEN PSYKE
1-> SIMPELLIV IRRITABILITET
1 2 LIV + PSYKE ELEMENTÆR SENSORISK
1 2 SUBJEKT PERCEPTION (leg)
1 2 3 Subjekt m. konkret erkendelse

"PERSON"

INTELEKTET

Ur-Mennesket

1 2 3 PERSON

(SUBJEKT) 2

MENNESKET (bevidsthed)som først omtales i afsnit 3.3.

2.3 Korrespondancen, genspejling og virksomhed

Opgaven har indtil nu på forskellige beskrivelsesniveauer beskrevet psyken og dens udvikling. Ved at se på korrespondanceloven og genspejlings-tankenKorrespondanceloven stammer fra Spencer (1881), og jeg benytter her udelukkende Katzenelson (1989) som sekundær kilde dertil. Jeg henter Rubinsteins (1957) og Leontjevs (1959) genspejlingstanke ikke kun, men overvejende hos Mammen (1983,1986) og Engelsted (1989). synes jeg, at vi kan forstå nogle af de bag-ved-liggende lovmæssigheder, denne udvikling er baseret på, lidt bedre.

 

Som figur 1 og 2 vil antyde, er en oprindelig simpel korrespondance mellem objekter blevet forfinet til en korrespondance af komplicerede sammenhænge i den udvidede omverden.

Især ved springet til subjektet bliver denne udviklingsdynamik synlig. Dyrets korrespondance består i, at det kan differentiere en del af sin omverden og, at dyret har specialiseret sig i bestemte operationer, der dermed muliggør en øget generalisering og integration af operationer i forhold til omverden. Korrespondancens lovmæssighed består i at "stadig flere indre forbindelser tilpasser sig stadigt flere eksterne forbindel-

ser" (Katzenelson,1989:55), eller at de indtryk, organismen samler i og fra det ydre, viser sig ved at organismens indre(instinkter,genetisk arv,ten-dencer) bliver synligt ved organismens aktive udtryk.

Supplerer vi korrespondancetanken med genspejlingen, bliver det tydeligt, at netop virksomhed er et springende punkt i evolutionen. Virksomhed er den aktive, selv-initierede kontakt, hvormed individet realiserer sit livsnødvendige forhold til omverden. Det er "pilene" fra den anden verden og ud i verden nummer et (og tre). Virksomhed antager kvalitativt forskellige former i artshistorisk/samfundshistorisk udvikling (Mammen,1986). Begrebet genspejling hentyder til det oprindelige møde mellem objekter, og senere hen mellem den første verden og simple-livs former, som genspejlende indlejrer sig i disse organismers genetiske arvemateriale. Genspejlen hentyder til, at et selv-initierende subjekt aktivt træder frem, og skaber bånd til flere og flere objekter, dvs. aktivt og virksomt nærmer sig disse ud fra dets subjektive perspektiv. Denne subjektive projektion er netop et udkast, der forandrer verden en smule, og dermed det pågældende subjektets (pålagte) mulighed for at holde udviklingen i gang.

Virksomhed, som er det centrale begreb i dialektisk materialistisk psykologi, også kaldt virksomhedsteoriense e.g. Hedegård & Mammen (1994), Virksomhedsteori i Udvikling, P.I.Århus, er det vigtige element, hvori og med psyken bliver synlig. Subjektet bliver først til ved at det aktivt forholder sig til et objekt (der også kan være et andet subjekt). E.g. når hunden graver sit halvrådne kødben op igen, er dette en virksomhed rettet mod et bestemt objekt. Denne virksomhed åbenbarer samtidig hundens subjektive ønske om at grave sit objekt frem igen, selv om handlingen dog også har instinktive, automatiserede handlingsmønstre i sig. Så selv om vi arbejder på højere erkendeplaner (søger kødben), er de lavere niveauer

(grave huller, snuse, lugte efter..) stadig lige så aktive.

Virksomhed på menneske-psyke plan er en yderligere udviklet genspejling af den udvidede, objektive verden, men det vil jeg komme nærmere ind på i næste afsnit.

Til og med irritabilitetens stadium kan man sige, at spejlingen er et svar på den første verdens udfoldelser, hvori det elementær sensoriske stadium er det trin, hvor virksomhed i form af søgen, eller spørgsmål efter det endnu fraværende bliver grundformen for den videre udvikling af denne kimform for psyke (Engelsted,1989,II). Det næste udviklingstrin viser endnu tydeligere, hvordan det vordende subjekt bevæger sig frem netop i kraft af dets aktive genspejlen. Så flere områder dyret afsøger, og dermed kan differentiere, så mere øges artens (afkommets (genetiske)) generalisering af, parathed for, disse "nye" specialiseringer.

Genspejlinger antager kvalitativt forskellige former afhængig af, hvilke træk ved omverden, der graves frem, og gøres til genstand (Mammen,1986).

Det første korrespondancespring er fra simpel-liv til subjekt, næste spring i rækken, der er næste afsnits emne, er springet til mennesket. Man kan også med Leontjev (1979:220..) sige, at psyken springer fra det biologiske genspejlings-plan til det psykologiske, virksomme genspejlens plan, og springer igen til det sociale plan, og dermed til genspejlingen af vores genspejlen.

Jeg mener at kunne byde læseren så kort en beskrivelse af disse centrale begreber, da disse implicit har været del af opgaven indtil nu, og i det resterende mere eksplicit vil indgå i den videre beskrivelse af det psykiske. Men nu til kulturen og individet, og springet fra subjekt til person.

3 KULTUREN og INDIVIDET

3.1. Subjektet

Før jeg dog går videre, er der et begreb, der kan skabe forvirring. Begrebet subjektet har jeg indtil nu anvendt til at betegne det selv-initierende, virksomme dyr (S -> O), og det vil jeg fortsætte med, selv om Katzenelson i kapitel 2 i sin bog (1989) gør opmærksom på, at han i og med kulturens fremtræden i psykens historie vil begrænse anvendelsen af begrebet subjekt til mennesket.

Som før sagt, opstår det subjektive i og med at dyret lider sit økologiske forhold. Men denne subjektive lidelse er stadig automatiseret, dvs. instinktivt styret. Det er ikke dyret, der har erkendt mere end den konkrete nytteværdi ved et objekt, men dets stadig "tavse" psyke er den erkendende dynamik, der udvider en organismes genetiske prædisponering. Katzenelson har derfor på sin vis ret i, at mennesket er det første subjekt, der bliver sig selv denne subjektivitet bevidst. Det sker ikke på engang, og indtil vi bliver til moderne mennesker, har vores forfædre, der ikke mere var aber og stadig ikke bevidste mennesker, erkendt deres art som subjektivt udgangspunkt i deres verden, dog ikke i form af, at det enkelte individ erkender sig selv som subjekt.

Ur-mennesket(primat-grupper, jæger/samler) er ved at udskille sig fra dyrene. Men det er i begyndelsen en kollektiv (centreret) bevidsthed, der erkender artens(stammens) forhold til omverden, dvs. der er stadig en helt konkret sammenfald mellem gruppens aktivitet som sådan og så individernes parallelle aktivitet. Bertelsen (1990) taler i sin JaynesJaynes,J. (1976) The origin of consciuosness in the breakdown of the bicameral mind.USA-inspirerede artikel om, at disse tidlige mennesker udvikler sig fra grupper med centreret virksomhed i spatio-temporal nærværen fælles perception; når en fugl flyver forskrækket op, flyver flokken som i én reaktion til små-samfund med decentreret virksomhed (bevidstheden her ligner primærprocestænkning eller sansekategoriel erkendelse), hvor arbejdsdeling og serielt forbundene delhandlinger i gruppens daglige gøremål gør flere og flere dele af den første verden til genstande, der bærer gruppens betydninger.

Det decentrerede menneske kan udføre projekter, e.g. hente vand og vende tilbage til bopladsen, ved at gentage "indre verbale" symboler, der repræsenterer arbejdsanvisninger for en selv. Overgangen fra centreret til decentreret kan også ses i overgangen fra jæger/samler-samfund til agerbrugskultur, hvor gentagne sånings- og høst-operationer ved landbruget førte til de første traditionsbårede arbejdsdelinger. Men det i vor nutidige forstand stadigt primærprocestænkende menneske har kun en førbevidst, latent opfattelse af sine operationer. Samarbejde opstår ikke ved sproglig vejledning, men ved at man opnår en fælles rytme i en fælles interaktion, e.g. når flere mennesker skal flytte et læs fra et sted til et andet. Vi kender beretninger fra antropologer, der taler om at primitive folk danser og synger i takt, når de arbejds-deler, når de er hinandens midler mod målet. E.Schultz(1990) taler sågar om, at det at holde takt og tone er det særlige ved menneske-psyken, da to/flere mennesker ofrer deres eget tempo, og underkaster og hengiver sig rytmen. "Sådanne spontant skabte synkrone styringsfænomener af emotionelle virksomhedsudtryk er de enkleste eksempler på det særlige ved den menneskelige psykes todelte natur" (ibid.,s.221).

Dette eksempel viser, at der her skabes det subjektive menneske i kimform. Her er også tidspunktet, hvor den særlige menneske-psyke bliver grundlagt, dvs. hvor organismens arvemateriale ikke mere forandrer sig, når vi forholder os til nye genstande i verden. Meget forenklet sagt, er det primærprocestænkende menneskes psyke en yderligere udvikling af de tidligste genspejlinger. Disse første, spæde kulturers fælles adfærd udgør det grundlag, vi som mennesker fødes med. Disse tidlige menneskers centrerede og decentrerede virksomheder har lige "på stregen" formået at aflejre sig i menneskets arvemateriale, dvs. menneskets biologiske fundament, men det er næste afnits emne.

3.2 Menneskets bio- og kulturpsyke

I den overgangsperiode, da vi forlod den tavse psykes verden, og langsom opbyggede kulturen, "... Er menneskets krop og CNS og dermed biopsyken blevet til og har udviklet sig undervejs med, at dette biologiske andenverdens væsen har frembragt og drevet omgang med sine egenskabte tredie verdens kulturprodukter" (Katzenelson,1989:83).

På et tidspunkt havde vores forfædres tidligste sam-handlinger udviklet sig til rutiner og spæde institutionaliserede virksomheder, der efterhånden opnåede en lige så stor betydning som menneskets forhold til naturen. At mennesket har opnået sin særstatus blandt levende væsener, har forskellige historier lignende bud på, e.g. tales i biblen om syndefaldet og kundskabens træ. Skabelsesberetninger antyder, at vi ved at tage sagen i vor egen hånd opnår en erkendelse, der udover at kunne afsløre "biologisk mening" (Leontjev,1979) også kan "se" kulturpsykiske bånd, dvs. betydninger, der hentyder til kulturelle handlingsanvisninger. Den anden verden har et psykisk forhold ikke kun til naturen, men nu også til den tredje verden.

Dermed er det ikke mere organismen som biologisk art, der tilpasser sig forandringerne i naturen, men det er den tredje verden, der har skubbet sig i mellem verden et og to. Den anden verden står under den tredje verdens beskyttelse, der selv står i forhold til den første verden, uden at den anden er direkte berørt af det.

Flere og flere genstande og måder at handle sammen på opnår virkelighedsstatus, dvs. kooperation skaber sociale bindinger og en fælles forståelse af genstande, der kan anvendes til fælles nytte, e.g. værktøj, vandskål, etc..

Men netop, hvor både bevidsthedens og kulturens beskyttende skærm mod naturen for alvor kommer på banen, standser biopsykens genetisk adfærdsaflejrende udvikling.

Vores forhold til naturen er som prototypisk parathed lagt i os, selv om måden, mennesker og kulturer udfolder disse, ændres med tid og sted. I afsnit 4.1 og 4.2 vil jeg gå nærmere ind på nogle af disse biopsykiske adfærdskapaciteter.

Menneskets biopsyke er noget særligt, i at vores forhold som kulturvæsen, som socialt og omsorgsfuldt, som samarbejdende, som søgende de andre/den anden, men også som "skyldigt" i at have løsrevet sig fra dyrenes naturgivne ikke-bevidsthed, er os givet.

Emotioner, lyster, erkendelser m.fl. er nogle af de udtryk, der ytrer biopsykens "behov". Barnets smil eller gråd, eller lyst til skiftevis autonomi og nærhed, er én af måderne, naturen stadig kræver, at vi trods plasticitet må opfylde nogle biopsykiske mindstekrav. Et kendt eksempel (Spitz's hospitalsbørn,i:Berk,1990) er, at børn udover mad (biologisk) har behov for stimulation (psykisk) og omsorg (socialt).

Her vil jeg foreløbig påpege, at menneskets biopsyke bærer hele evolutionen, fra den kemiske reaktion til forfædrenes første forhold til en tredje verden. I denne biopsykiske parathed ligger også, at vi har et dobbelt psyke forhold til både naturen og kulturen. Kulturpsyken har siden udviklet det omfang af genstande, mennesket forholder sig til, men dog i grunden ikke forandret denne genspejlings-lovmæssighed, som den vågnende bevidsthed baserer sig på. Bio- og kulturpsyken er jo trods alt én og samme psyke. (Katzenelson,1989:94)Katzenelson deler biopsyke og kulturpsyke yderligere op i henholdsvis nummer et og to, men for mit forehavende vil jeg nøjes med det, jeg har sagt om disse.

3.3. Bevidsthed og kulturen

Så siden disse tidlige tider har vi et menneske, der fødes med anlæg for bevidsthed og socialitet, dvs. mennesket er forberedt til gensidigt samvær i en kulturel sammenhæng. 1994-udgaven af homo socius er strukturel ikke forskellig fra de tidligste kulturers mennesker, og især fænomener som bevidsthed og kultur, der defineres i dette afsnit, viser, at den særlig menneskelige genspejling, efter "befrielsen" fra en instinkt-styring, tvinger enhver på ny til at lære den pågældende kulturs måder at bruge genstande (dvs. værktøj m.fl.) på, og at tilegne sig kulturens sprog og regler.

Menneskets bevidsthed er en yderligere forfinelse af korrespondancen, og mennesket sætter sig dermed ud over dyrets sansekategorielleSansekategoriel erkendelse er den erkendelse og perception, vi har til fælles med dyrene. Vi erkender "affordances" og det økologisk meningsgivende i den første verden. Derudover har mennesket også evnen til udvalgskategoriel erkendelse, hvor vi udover førnævnte erkendelse også erkender objekters samfundsmæssige og historiske betydninger, disse har for den enkelte i sin særlige kultur. (frit efter Mammen,1986,1983) evne til at sanse og percepere det økologisk givne. Mennesket evner at fastholde betydninger, genstandene har for det i forhold til e.g. arbejdsfunktioner, spise-tabuer etc. . Mennesket kan nu "se" "die Unruhe, oder die Tätigkeit des Arbeiters, im Produkt" (Leontjev,1979:34), eller, med andre ord, kan mennesket erkende den genstandsmæssiggjorte virksomhed i objektet(produktet).

Bevidsthed er evnen til at kunne identificere og forudgribe situationer, begivenheder, og handlinger ved at kunne "se" dem for sig. Vi kan se, når en genstand i verden har haft omgang med vore artsfæller, og om genstanden ud over at være den genstand, den nu er for sig selv, også har historie og intentioner af kulturel art i sig.Eller en lidt anden definition: Bevidsthedens primære funktioner er bevidst (viljestyret) opmærksomhed, reflektiv tænkning (om tænkning), overvågning og kontrol (af handling), bevidsthed om selvet (identitet), arbejdshukommelse og intentionalitet (den frie vilje) (Hansen,1993).

I og med at vi har et psykisk forhold til verden nummer 1 og nummer 3, har vi altid et dobbelt perspektiv, selv om vi skifter mellem disse (forhold), og bruger den bevidste erkendelse ikke så ofte, som vi tror (herom i afsnit 1.2,4.1.ff.).

Bevidstheden er en genspejling i anden potens, i at "mennesket som jordens (eneste) væsen erkender, at den ydre sanselige verdens sameksisterende forbindelser af egenskaber og begivenheder eksisterer i sig selv og uafhængig af det erkendende væsens egen natur" (Katzenelson,1989:48).

Det bevidste menneske har en (bevidsthedsmæssig) større afstand til objekterne, som giver mulighed for overvejelser, for flere perspektiver og valg i forhold til objektet. "Er objektet natur, kultur, kan det omformes, kan det "fyldes" med eller indeholder det allerede kulturens betydninger, og/eller har det personlig mening for mig?" Bevidsthed betyder mulighed for at erkende eller genkende flere og flere forbindelser mellem sig selv og andre(objekter), men også, at vi realiserer forbindelser til omverden, der er nye i forhold til de forbindelser, dyrene realiserer til deres økologiske miljø, og i kraft af hvilke menneskets bevidste psyke har udviklet nye væsentlige egenskaber (H.Poulsen,1990).

Opsummerende vil jeg nævne bevidsthedens fire grundtræk, nemlig den (1) udvidede S-O-spaltning, (2) intentionaliteten (at vor erkendevirksomhed er rettet mod et objekt), (3) refleksiviteten, dvs. bevidstblivelse af sig selv "som et forhold, der forholder sig til sig selv", eller et ego, der i kraft af at være i forhold til anden(alto) erkender sig selv, ved at subjektets udtryk bliver synligt ved "det andets" reaktion på disse, som e.g. Mead (1962) har fortalt om. Med den udvidede S-O-spaltning udvides ikke kun erkendelsen af objekter, men også erkendelsen af subjektets egne forskellige forhold til sig selv. Samtidig kræver denne bevidstværen af sig selv som "værende en selvstændig erkendende instans i en selvstændig erkendbar verden" (Katzenelson,1989:50), at vi virksomt træder frem i det kulturelle handlingsfelt, der udgør vores kultur og/eller samfund.

(4) "Sansen for det abstrakte" (ibid.:51) er så det grundtræk, der i særlig grad er menneskets eget. Denne sans kalder Mammen (1983:K.4) jo "den menneskelige sans for det konkrete", og begge betegnelser hentyder til vores evne til at rette vor bevidste fokus mod hhv. genstanden som almen, abstrakt inklusive dens historiske, udvalgskategorielle tråde og bånd, og genstanden som specifik, sansekategoriel og konkret. Den menneskelige sans "for det konkrete er et træk ved menneskets praktisk-sanselige virksomhed, som gør det muligt for mennesket at etablere et forhold til den materielle verdens objekter ..., kort sagt gør det muligt for menneskene at indtræde i de samfundsmæssige relationer og blive "samfundsmæssig". ...den ytrer sig også som træk i den psykiske genspejling, der efterhånden antager form af bevidst, sproglig og begrebslig genspejling" (Mammen,1983:498,499).

Vores perceptuelle evner, vores perceptuelle organer, e.g. det menneskelige øje, er beriget med den menneskelige sans, vores "Sinne sind daher unmittelbar in ihrer Praksis Theoretiker geworden" (Leontjev,1979:40).

Det er nu også i og med den tredje verdens sig udvidende omfang af betydninger en nødvendighed. Sansen må fodres, med informationer, dvs. samfundsmæssige, historiske erfaringer må formidles til og tilegnes af enhver, der ønsker at være person i en pågældende kultur.

Før jeg nu må definere ordet kultur nærmere, endnu to korte anmærkninger til begrebet bevidsthed. Da jeg har kaldt bevidstheden for genspejling i anden potens, og dermed vil antyde, at den er en overbygning på basis af vores psykes udvikling, må det være indlysende, at menneskelig indsigt ikke kun benytter abstrakt, formal-logisk tænkning, men tværtimod er en erkendelsesform, der rummer en modsætningsfuld enhed af følelse, tænkning og sensorisk erkendelse. Lidt senere i afsnit 4.2. vil der blive advaret mod en overvurdering af en alt for fornuftig bevidsthed, som "selbst auf einer sogenannten hohen Zivilisationsstufe immer noch verletzbar ist" (Jung,1964:24) og som e.g. evner at iværksætte magtsyge og grusomme handlinger, noget vi desværre stadigt kan se i TV-avisen hver dag.

Som antydet i afsnit 1.2 er vi ikke direkte bevidst om de fleste handlinger, vi udfører. Skærmen kan være slukket, og tændes først, når vi må løse et problem, eller når vi befinder os i en situation, hvor den automatiserede, tavse handlen ikke kan anvendes eller ikke er god nok

(Willert,1990). Den del af livet, der foregår uden at bevidstheden gøres eksplicit (Høgh-Olesen,1993b), gælder også menneskelivets mere eksistentielle temaer. Faktisk er dette en af de opgaver, en prakticerende psykolog udfører, nemlig at hjælpe sin klient med at tænde skærmen, til at finde skjulte filer og til at om-programmere sig selv lidt mere hensigtsmæssigt.

At turde at tænde for sin bevidsthed, og rette den mod sig selv, er "nicht für Jedermann - nur für Verrückte" (fra "Der Steppenwolf",H.Hesse,1955

At være ver-rückt har en dobbelt betydning, da ordet både betyder at være skør og anderledes end almen-mennesket, og det, at man rykker sig, dvs. at man flertydighedstolerant tør konfrontere sig med sine forskellige masker og skyggesider, som steppenulven Harrys besøg i det magiske teater er et eksempel på.), hvorfor bevidsthed må opfattes som en mulighed, der både kan vælges til at finde en plads i almenheden, og/eller til at rette denne fokus mod sit eget væsens indre fordringer.

Men nu må vi først have de andre, dvs. kulturen med. Kulturen og bevidsthed, sådan som jeg har lige omtalt sidstnævnte, er jo to sider af samme "overbygning". Kulturelle virksomheder er den komplementære nødvendighed for, at den menneskelige sans kunne opstå, og fra deraf fordrer at blive anvendt af enhver.Kulturen: "...Er den bestemte måde hvorpå en given tredje verdens, eller afgrænsede "subkulturelle" dele af en given tredje verdens, komponenter og komponentforbindelser, udfolder sig til en given historisk tid og geografisk sted" (Katzenelson,1988:12).

Den består af alle de genstande, der befinder sig i den tredje verden, inkl. alle de psykiske og sociale forhold, man kan have til både genstande og kulturmæssige handlingsforløb, der befinder sig i, eller udgår fra, verden nummer tre.

Kulturen skabes ved kulturel virksomhed, dvs. nogle få gentager en hensigtsmæssig interaktion, der formår at skabe en tradition for at være "måden", man klarer en gældende arbejdsopgave på. Berger & LuckmannI det følgende benyttes B&L som forkortelse.(1966) taler om institutionalisering, og tegner i deres bog, den samfundsskabte virkelighed, en lovmæssighed, der netop belyser, hvordan tradition, institutioner, men også simple handlinger og skikke er opstået ud af en grundformel, der starter med ansigts-til-ansigts-gestik og interaktioner, der formår at indpræge sig i de pågældendes bevidsthed og derfra bliver til del af det sociale videnslager, som kulturen jo også er. Kulturen er både kultur i fysisk forstand, men mest af alt også af psykisk og social art, da hele vores opfattelse af os selv som mennesker hænger sammen med, at vi erkender den kulturelle virkelighed, vi er del af.

Alle nye (børn og tilflyttere) i en kultur må tilegne sig kulturens både skrevne og uskrevne regler, og måske mest af alt, tilegne sig kulturens kommunikationssystem, sproget. Også sproget er en institutionalisering af tidlige ansigts-til-ansigts ud-og-indtryk, der har formået at "slå igennem" i den pågældende kultur.

Mange synes, at vores kultur eller samfund, specielt i den kapitalistiske verden er et uoverskueligt sammenfald af individuelle handlingsfelter, eller er forfalden til værdi-relativisme og det æstetiske. Derfor er den kulturelle virkelighed, enhver må tilegne sig, en mere krævende opgave for den enkelte, end det har været før i tiden.. Det vil jeg ikke gå nærmere ind på her, dog påpege, at det øgede antal af valgmuligheder, og måder at fortolke virkeligheden på, giver den enkelte flere muligheder for at fortabe sig, men også den, der klarer skærene, en mulighed for nye og udviklende erkendeformersom Ziehe,1989,Rasmussen,J.1991 skriver fra en pædagogisk vinkel nogle inspirerende bøger og artikler om..

Som sagt, så er menneskets biopsykiske parathed den, der både åbner op for og samtidig kræver en kulturpsykisk forbindelse af ethvert menneske, der ønsker at blive til en person. Den kulturpsykiske tendens er dog intet andet end en form, der må fyldes op med ens særlige kulturs særegne betydninger. Denne tilegnelse af betydninger, og socialisering til kulturens virkelighed, er det næste afsnits emne.

3.4 Socialisering, tilegnelse og identitet(personen)

Det vil sprænge opgavens rammer, hvis jeg nu bevæger mig alt for dybt ned i samfundsvidenskabelige og sociologiske aspekter af tilegnelsen af samfundsmæssige betydninger. Så det følgende vil primært vise, at den genspejlingsproces, der i millioner af år er foregået uden skærm (bevidsthed), nu er bevidstgjort og synlig i de samfundsmæssige udtryksformer, som det kulturelle menneske er omgivet og en del af. Derfor vil jeg begrænse mig til at belyse begreberne tilegnelse og identitet og vil ellers forudsætte, at læseren er bekendt med det Berger/Luckmann'ske virkelighedsunivers og den dialektiske (internaliserende/eksternaliserende) institutionaliseringsproces, der genopliver Marx's ord, nemlig at "Samfundet er et menneskelig produkt. Samfundet er en objektiv virkelighed. Mennesket er et socialt produkt." (B&L,1966:79), eller at mennesket er både produkt og producent af den virkelighed, det lever i.

Leontjev (1959) kalder menneskets særlige afdækningsproces, der udover artens og individuel erfaring også erkender den samfundsmæssige og historiske situerthed, for tilegnelsesprocessen.

Det specielle ved tilegnelsen fremfor e.g.behavioristernes simple indlæring er, at den indeholder et aktivt aspekt, der ligner til forveksling den lovmæssighed, som psyken er baseret på.

Barnet fødes ind i en i høj grad af menneskelig virksomhed omformet omverden. Tidligere generationer har genstandsmæssiggjort deres erfaringer i værktøj, sprog,etc. For at kunne bruge denne viden, må barnet afdække de i genstandene nedlagte og/eller iboende betydninger.

Tilegnelse forudsætter menneskeligt samkvem, eller en voksen, der formidler kulturens viden til barnet. Tilegnelsens aktive aspekt ligger i, at erkendelsen bliver mest ægte, hvis eleven får mulighed for direkte virksomhed i forhold til det pågældende objekt. I at barnet interiøriserer den objektive viden, vil barnets subjektive indsigt i disse sammenhænge kunne tilføje erkendelsen en kvalitativ ny dimension.

Ud fra basen, en bekendt og tryg verden, præsenteres barnet for noget ukendt, som via tilegnelsesprocessen bliver til det erkendte, dvs. barnet opnår en indsigt om en genstands objektive betydning. Dermed står muligheden åben for at eleven kan føje sin subjektive mening dertil. Barnet (S) står i forhold til en genstand (O), som også en anden (OS) står i forhold til. Barnet internaliserer så både genstanden, som den fremtræder i sig selv, og de signaler, den anden ytrer og formidler i forhold til denne genstand. Man kan sige, at barnets udvikling drives frem af modningsmæssige (biologiske) faktorer, der står i et dialektisk forhold til samfundsmæssige procedurer for indlæring. Vygotsky (1982) taler om, at man som underviser i tilegnelsesprocessen må være opmærksom på, på hvilket niveau eleven kan klare sig selv uden støtte, og på hvilket niveau eleven næsten kan mestre virksomhederne selv. Underviseren må sammen med eleven forsøge at mestre opgaver i denne Zone for den nærmeste udvikling, som barnet så kan ud-bygge sin erfaring med. Underviseren bør komme udviklingen i forkøbet og fremme denne. Der findes nemlig udviklingsprocesser, som kaldes til live af indlæringen, - dette er et historisk træk ved mennesket (ibid.).

Hvis vi sammenfører begreberne tilegnelse og socialisation, "der er den påvirkning, der gennemføres overfor de enkelte individer i et givet omfang, og som skal sikre, at individerne bliver i stand til at overleve i dets fysiske og sociale omverden og videreføre samfundet" (Sabroe,1989:84),

kan vi i denne opgaves tråd tale om, at individet må tilegne sig sin kulturs særlige måde at omgås hinanden og de to andre verdener på.

Traditionelt tales om primær og sekundær socialiseringSabroe (1989) kalder det socialisation, hvorhen B&L (1966) kalder det socialisering. For denne opgave har denne forskel dog ikke nogen betydning., hvor primær hentyder til nærkontakt, e.g. omgang med sin mor, far, familie, ven, kæreste,.., og sekundær er den almengjorte viden, der mere eller mindre formidles institutionel. Primær socialisering er basen, hvor menneskets biopsykiske medgift afprøves i trygge omgivelser, hvor livsytringerne udvikles uden at abstrakt overvejelse er med i spillet. Livsytringerne kan som bekendt (Katzenelson,1985) ikke be-grundes, da de er i grunden. Udtrykt på en anden måde, så er den ideelle primære socialisering baseret på formidling af et mulighedsrum, hvor man kan øve sig i sine biopsykiske paratheder, i sit væsen. Alle psykens udviklingsfaser indtil ur-menneskets intellektuelle stadie må her socialiseres, hvorhen den mere bevidste, formal-logiske kulturpsykiske forberedthed må fodres i den sekundære socialisering. "Sekundær socialisering er en internalisering af institutionelle eller i institutioner baserede "sub-verdener"" (B&L,1966:162), eller med andre ord, må vi først lære at eksistere i et privat rum, for derefter at kunne tilegne os det samfundsmæssige rum.

Man kunne fristes til at tale om en tredje, tertiærDermed fjerner jeg mig lidt fra Sabroes definition af tertiær socialisation som en decentral styret proces, (e.g. interessegrupper, politik,..), dog stemmer mit brug af begrebet dog overens med "at dens formål nok så meget er rettet mod følelesesmæssige momenter og værdiantagelser." (Sabroe,1989:91), socialisering, der handler om kunst, mystik, religiøsitet, poesi med flere, der alle, mere eller mindre, kan betragtes som forsøg på at skabe udtryk for den syntese, der implicit stræbes efter, nemlig at de små rum kan fungere og udfolde sig i det store rum, og at de små rum's eksternalisering fører til udvikling og forandring af samfundets store rum.

"Kunstnerisk erkendelse": gennem symboliseringer(konkretioner) at gøre det muligt for mennesker at komme i nærmere kontakt med deres tilværelses temaer"(T.I.Nielsen,1986:17), er et aspekt undervisningsministeren nu(April 1994) taler indirekte om i forbindelse med folkeskolen, der fremover skal vægte lidt mindre de sorte, trykte bogstavers lærdom og meget mere sanse- og føle-indtryk og -oplevelser, dvs. de mere tavse sider af indlæringen skal også kunne udvikle sig. E.g. formår musik både at tale til følelserne og forstanden på engang. Jeg vil gå så langt, at jeg vil kalde den tertiære socialisering for "stedet", hvor den menneskelige sans får lov at udfolde sig, men også, hvor subjektets personlige indsigt kan afdække noget ved verden, de andre ikke har set endnu. Samtidig er den kunstneriske erkendelse en stræben efter mening og helhed. At det er yderst vigtig for vores arts udvikling, ja overlevelse, at syntesen mellem emotion og kognition tilstræbes, bekræftes af internationale psykologers(e.g.Objekt-relationsteoretikker, Bruner(1990),May(1992)) øgede interesse i dette evigt-aktuelle tema.

Måden, et samfund prioriterer disse tre aspekter af et menneskets socialisering på, har været og er forskellig, og måden, man fordeler disse tre planers forskellige opgaver på, er ofte en politisk(=økonomisk) styret afgørelse. Momentant er der i vores sen-moderne samfund et øget krav til samfundet som institution om at varetage alle disse tre niveauers formidling, selv om niveau tre ofte ses som mindre vigtig faktor, og niveau et er stadig forældrenes opgave og ansvar. Fra vuggestue til plejehjem er der mulighed for, at mennesket ihvertfaldt delvist, opdrages og stimuleres i sin udvikling af dertil skolede folk. Forældrenes eller de primære omsorgspersoners ikke mere så centrale rolle som socialiseringspartner nummer et er et omdiskuteret emne i både familiepolitik, men også, i vores eget fag, i udviklingspsykologiske forskerkredse, men det vil jeg ikke tale om her.

Jeg vil i stedet springe til det, der er samfundets mål med denne formidlingsproces, nemlig at (i)gen-skabe personer, der har internaliseret samfundets virkelighed, og som eksternaliserer sig i subjektive udtryk af deres personlige indsigt, "man" som person har opnået om almene betydninger.

For at være en person, er det nødvendigt at erkende sig som subjektiv del af et samfund af individer, der hver især også er personer. For at kan blive, være og vedblive en person kræves, at personen med afslutning af barndomsårene og sin almene og kulturelle dannelse har en afklaret og konsistens identitet, dvs. en fornemmelse af at være et jeg, der udfører forskellige roller i forskellige kontekster i sin kultur.

Identitet, at være den samme over tid og sted, har en individuel og samfundsmæssig funktion, og er den enkelte "psykes rygrad"

(B.Madsen,1988). Samfundet fungerer ved, at dets individer formår at indtage forskellige roller og forhold til hinanden. Man forventer af en købmand, underviser eller digter forskellige handlinger, der identificerer denne person som indehaver af den rolle, denne i en bestemt situation indtager. Men enhver person indtager i vores, nok mere end tidligere kulturers, komplekse samfund forskellige funktioner, e.g. er købmanden også mand(kønsidentitet), familiefar, elsker, medlem af borgerforeningen, musikelsker,m.fl..

Den enkelte persons internalisering af sig selv som udfyldende de forskellige roller kræver, at personen evner at holde sammen på sig selv, dvs. evner at opnå en for sig selv autentisk og ansvarlig identitet(ibid.).

Det er næsten indlysende at Eriksson (i Pervin,1989) kalder fasen mellem ungdom og den unge voksne for identitetskrisen. Mennesket har her fået sin grundlæggende socialisering, og må i denne ungdomsfase selvstændigt identificere sig selv og det andet.

Person-psyken kommer altså til udfoldelse, når et menneske selvstændigt kan træde frem for sig selv. "Person-genesen er udviklingen fra subjekt til person og består i en lidelses-forholds-etablering til kulturen. .. Personer opfører deres lidelse i synkroniseret hensyn med andre" (Schultz,1988:Kap.6).

I det følgende, og afsluttende, afsnit vil jeg komme nærmere ind på den enkeltes personlige og særegne genspejling og det dobbelte forhold, den så at sige leve i og med.

4FOR-/FREMTIDEN I NUTIDENS PSYKE 4.1 Menneskets dobbeltvæsen

Menneskets psyke er noget særlig, i at denne har to forhold, et til naturen og et til kulturen, men måske det særligste af alt, så er denne menneskepsyke i stand til at stoppe op, til at træde ud af værensstrømmen for at overveje sit projekt som menneske. I afsnit 2 og 3 har jeg beskrevet psyken fra en historisk og almen vinkel, hvorefter jeg nu vil vise, hvordan denne dobbelthed i alt levende, i psyken, i verden, også viser sig i enkelte personers livsprojekter.

Det biopsykiske grundlag er givet (genetisk) til enhver, og tager form som almen-menneskelige behov, livsytringer, tendencer, paratheder, og hvad man ellers vil kalde det, som alle mennesker fødes med med.

Det enkelte menneske har dog også hver især sin egen personlige parathed for verden, såsom temperament, karakter og personligshedstræk. Jeg har allerede i afsnit 1.3 talt om, at vi er født forskellig. Høgh-Olesen

(1993Forskellige empiriske beviser fremføres fra bl.a. neurobiologisk (Cloninger) og etiologisk forskning (Gray) og bekræfter forskellige filosoffers (Kierkegaard, Heidegger) og psykologers (Maslow,Frankl, May..) tale om mennesket som dobbeltvæsen, som syntese mellem stagnations- og separations-/livsangst, mellem eksistens og tilværen, mellem vækst- og sikkerhedsbehov, mellem det livsudfoldende og det livs-tilbageholdende.) har nærmere undersøgt, at der findes empirisk belæg for, at mennesker har forskellige tolerancetærskel eller fungerer fysisk og psykisk forskelligt i den samme situation.

Det, at det enkelte menneske er født med en for-kærlighed for én af førnævnte poler, for vækst/udfoldelse eller sikkerhed/tilværen, kalder vi personlighedstræk eller temperament. Denne endogene parathed står dog også i forhold til den, i afnit 3 omtalte, så vigtige og vægtige forbindelse til kulturen. Menneskets samfundsmæssige position har stor betydning for, om og hvordan biopsykiske paratheder kan udfolde sig i den enkeltes virksomheder. Eksogene faktorer fra opdragelse til sub-kulturel indflydelse spiller en overordentlig stor rolle for, hvordan et menneske vil udvikle sig. Som i hele opgaven vil jeg også her tilslutte mig det synspunkt, at mennesket er en syntese af sine i kimform medfødte træk, og sin socialiseringsproces. Som jeg vil tale i afsnit 4.2 lidt mere om, er hvert menneske et unikum, med sin egen unikke psyke. Men for at man kan udfolde sig som menneske, må man (for)blive en person, dvs. man må, i ny og næ, opgive sit eget væsens projekt, og ny-orientere sig, ved at tilpasse sig til verden.

Denne konforme bevægelse afløses så igen af en indre trang til at opgive verden, af en lyst til at selv-udfolde sig, til at opgive eller udfordre "verden". Vi er forskelligt ved, at vi foretrækker den ene bevægelse frem for den anden, mod verden eller mod selvet, eller, mod orden eller mod fantasien, mod bevidsthed eller mod det ubevidsteBegrebet det ubevidste har her intet med fortrængning eller lignende at gøre, men hentyder i stedet til ideernes verden og uendeligheden., men vi må, for at eksistere, mere eller mindre bevæge os ad begge veje. Men selv om vi så foretrækker én af polerne, e.g. eventyret eller kolonihaven, er især biopsyken så godt indrettet, at den benytter alle mulige evolutionære emotionstricks for at rette op på en ubalance i det psykiske system (=mennesket), der er forårsaget af jeget's(bevidsthedens) og/eller kulturens ensidigheder.

Som før sagt er psyken både almen og unik, og enhver bærer sin egen version "af .. kosmiske impulser som ubevidste drivkrafter og latente krav inden i sig (ibid.:53H.H-Olesen citerer her selv Fritz Riemann (1987:14).). Alle de niveauer, psyken har gennemgået siden tidernes morgen, og alle de niveauer, det enkelte menneske kan benytte som grundlag for sine forhold til verden, udgør tilsammen et system. der konstant stræber efter en balance. Balancen er ikke en (s)tilstand, men en dynamisk bevægelse, og menneskets inderste/yderste mål er at være i sin virken på samme bølgelængde som universets puls.

Da psyken modsat det "bevidste" menneske, der bærer rundt på denne psyke, ofte viser sig som den mest kloge, kan det enkelte menneske i sit livs-projekt drage nytte af den viden, psyken har med sig. Biopsyken kender til vores oprindelse som menneske, som kulturvæsen, men også som dyr, amøber og planter, og disses niveauers korrespondance står til rådighed for det enkelte menneske, selv om samfundet og personens egne valg ofte udøver en større påvirkningsstyrke end psykens ubevidste historiske viden.

Derfor vil jeg i næste afsnit forsøge at antyde, at mennesket med sin unge bevidsthed må stole på sin psykes mere ubevidste medgift i form af biopsykiske paratheder, for (1) at kunne træde frem, for (2) at være et socialt naturvæsen, og for (3) at være et biologisk kulturvæsen, eller med andre ord, vil jeg tale om, at "det dybdepsykologiske individuationsprojekt er af væsen en balancering af dobbeltheder" (ibid.:57) og er dermed velegnet til at supplere det evolutionsteoretiske model af psyken (og verdenJeg er klar over, at for nogle er at blande Jung og Virksomhedsteorien en eklektisk fejltagelse, dog må jeg engang til nævne H.H.-Olesen og E.Schultz som dem, der i deres bøger viser åbenhed overfor denne sam-blanding.).

4.2 Arketyper, det kollektive ubevidste og individuationen

Det enkelte menneske har altså et biopsykisk og et kulturpsykisk projekt, der består af input fra hhv. verden nummer et og tre, og samtidig af subjektets egne output i disse psykiske forhold. Det enkelte menneske skal være en person med en konsistens identitet, en evne til at mestre udførelse af forskellige roller (=samfundsmæssige funktioner), men også med courage til at træde frem med sit eget unikke væsen. Mennesket fødes ind i en menneskabt verden, der baseret på forandringens dynamik kræver, at den enkelte udfolder sine paratheder og dermed beriger verden med et perspektiv, der ellers ikke ville have været.

Jeg har vist, at overgange fra sansning/perception til tænkning, fra emotion til bevidsthed opfattes som et spring af kvalitativ art. Det er bestemt ikke forkert, dog er det enkelte menneskes særligste projekt dog netop at skabe en syntese af alle psykiske udviklingsniveauers arv og påvirkning. "Hver eneste af os er tvunget til frivilligt at udføre det for os selv, som i tidligere tider blev varetaget af familien, traditionen, kirken og staten, nemlig at skabe myter, hvorigennem vi kan få en vis mening i vore oplevelser" (May,1992:25).

Myter, eller ekistentielle livstemaer, har til alle tider støttet den enkeltes, men også samfundets, særegne måde at forbinde naturen og kulturen, emotion og tænkning på, og tilbyder sig som ramme, hvor for- og fremtiden kan mødes. I vores sen-moderne tid tales ofte om, at førhen store fortællinger (myter) er lige-gyldige. Hvis vi forstår ved lige-gyldig, at alle myter udspringer fra det dybeste eller tidligste psykelag, hvor ordet ikke endnu var født, er jeg enig. Det dybeste lag genspejler den evige sig udviklende korrespondance. Med ordet (=sproget) bliver myternes fremtræden forskelligt; folk i ørken fortæller om en fysisk anden pagt med elementerne (naturkrafterne) end eskimoerne gør, selv om den i sin korrespondance-lovmæssighed er identisk. Myternes indre kerne er biopsykisk, og sandfærdig af stor overlevelsesværdi for menneskernes samfund, og den enkelte, og derfor vil jeg på det kraftigste afvise, at man forstår begrebet "lige-gyldig" som synonymt med begrebet værdi-løs."Der Mensch braucht unbedingt Vorstellungen und Überzeugungen, die seinem Leben einen Sinn geben, und ihn in die Lage versetzen, für sich einen Platz im Universum zu finden" (Jung,1964:89).

Jungiansk psykoterapis grundlag (Kast,1990) er velegnet som model for en psykologs arbejde, der netop har som sit formål at synliggøre meningen med livet, kulturen og den enkeltes virksomme handlen. Et jungiansk menneske- og psykesyn indeholder anvisninger for, hvordan vi kommer i kontakt med alle de psykiske niveauer, der skabtes før og da vi blev til homo socius.

Bevidsthed og kategoriel tænkning kan ikke direkte forstå "naturpulsen". Derimod er den af Jung foreslåede symbolske erkendelse (her:fra Schultz,1988,K:5) velegnet til at dyrke det, vi møder derude - i fantasiernes, ideernes verden. Genspejlingen har jo aldrig været "dum", og derfor må også lavere psykeniveauer blande sig i et menneskes projekt. Spiser vi noget giftigt, vil maven fortælle dig uden ord, at det var forkert. På samme måde som kroppen som biologisk system udsender signaler om sit fysiske velbefinden, er menneskets psyke ifølge Jung og hans efterfølgere (Kast 1990) et selvregulerende system med en i-boende tendens til at udvikle sig og til at være i bevægelse. Så hvis det bevidste menneske (jeget) gør vedvarende noget, der ikke er godt for det psykiske og sociale system "menneske", melder psyken sig m.h.a. emotioner, konationer og kognitioner af ubevidst, eller ikke verbal eller socialiseret art.

I jungiansk psykologi inddeles psyken i ego- eller jeg-bevidsthedV.Franz (1964) taler om ego som bevidstheds-centrum, dvs. ego er den del af bevidstheden, der er bevidst om sin aktuelle bevidsthed, eller sit aktuelle fokus og sig selv., persona (masken) (den, der fremtræder i "virkeligheden") og skyggen, indeholdende de såkaldte "fortrængte" sider, men også, projektive, dog norm-brydende, muligheder. Derudover det for os her interessante, nemlig det kollektive ubevidste, der netop indeholder alle menneskers og væseners evige grund-matricer for genspejling, liv og udfoldelse. "Das Unbewusste ist nicht nur Ablageplatz für das Vergangene, sondern auch voll von Keimen für zukünftige psychische Situationen und Ideen"

(Jung,1964:37).

Disse matricer, eller arketyper, er ordløse livstemaer. De repræsenterer naturens puls og ur-kulturens sociale urformer. Arketyper er urbillederne, der udgør en analog forbindelse til psykens udviklingshistorie. Poetisk sagt ligger verden i det "inderste indre" eller på "bunden af psyken" (frit efter Høgh-Olesen,1993)."Det er vore ukendte forfædres sind, deres måde at tænke og føle på, deres måde at opleve livet og verden, guder og mennesker (..)Lige som den menneskelige krop er et museum, så at sige, for dens fylogenetiske historie, er psyken det også" (Jung,1969,vol.9,part 1).

Taler vi billedligt, så er midt i dette dybe indre én særlig arketype, selvet, der skubber til jeg-bevidstheden, og fremmer det projektive væsens træden frem. Selvet er "Zentrum ... Kernatom der Seele" (v.Franz,1964) og organiserer, ubevidst, individets personlige vækst. Selvets projekt er individuationsprocessen, som vi nu må se lidt nærmere på.

Individuationsprocessens formål er at bringe et menneskes særegenhed til udtryk. Dertil hører meget væsentligt at i-modtage-sig-selv med de dermed forbundene muligheder, men også vanskeligheder. Vi skal hverken blive ensidigt bestemt af ideer, drifter og biologiske behov, eller af de værdier (kon-former), som vi samfundsmæssig har skabt. Individuationsprocessen er på den ene side en intern, subjektiv integrationshændelse,(individualisering) dvs. i den proces lærer mennesket flere og flere sider af sig selv at kende og træder i kontakt med disse, forbindende dem med et billede af sig selv, og på den anden side en interpersonal, intersubjektiv forholdsproces (Kast,1990) (socialisering), fordi: "At forholde sig til selvet er samtidig et forhold til medmennesket, .. og .. det ikke- sig forholdende menneske har ingen helhed, fordi den opnår den kun med sjælen, som på sin side ikke kan være uden sin anden side, der altid er i et DU at finde" (Jung,1969,vol.16:445,min overs.).

Beskrivelser af denne proces fremhæver det, hele denne opgave har forsøgt, nemlig at der findes en dobbelthed i verden, ved livet, der også i det enkelte menneskes projekt stræber efter en syntese. Man kan misforstå det dybdepsykologiske ærinde som en opfordring til kun at dyrke den symbolske erkendelse, hvor vi slår hjernen fra, og lader ikke-sproglige, tavse sider af os selv styre vore oplevelser i det "transcendent virkelige" (T.I.Nielsen,1990). Det er dog nærmere sådan, at den symbolske erkendelse evner at fremhæve med sine primærproces-agtige fingerpeg noget, der derefter med nytte kan tænkes bevidst over, og kan blive anvendt til skabelse af muligheder i det "immanent virkelige" (ibid.) eller i den samfundsskabte virkelighed."Psyke er mere end bevidstheden. .. Dyr og primitive handler. Virksomheden ligger før erfaringen. (...) Virksomheder (Taten) blev aldrig opfundet, de blev udført (getan). Tanker er en sen opdagelse af mennesket. Først blev han drevet til virksomhed af ubevidste faktorer, meget senere begyndte han at tænke over årsagerne (Bewegründe)derfor"(Jung,1964:76,81;min overs. og fremhævelse).

Dette citat viser, at Jung er enig i, at menneske-psyken er baseret på virksomhed, den aktive forbindelse mellem S og OMan kunne her diskutere om og hvordan Jung og Leontjev m.fl. egentlig kunne være enig i det grundlæggende, som jeg her antyder, nemlig at begge retninger i sidste ende har deres videnskabsteoretiske grundlag, materialistisk monisme til fælles. Sikkert er der også mange forskelle mellem disse to teoretiske retninger, men at diskutere ligheder og forskelle mellem disse to teoriretninger ville her føre os for langt., men også i, at vores bevidsthed er en stadig meget ung evne (som omtalt i afsnit 1.2) Vi må bruge hele psyken, både dens biopsykiske og arketypiske underlag og dens kulturpsykiske og bevidste overbygning, og forsøge, hver især, at skabe en syntese af dette forhold, hvis vi vil udvikle os. I individuationsprocessen skal følelse og tanke samarbejde, skal egoet kommunikere med selvet, eller de symboler(arketyper), selvet lader dykke op til overfladen, og tage disse vink alvorligt. Derfor vil det være ønskeligt, hvis udover opøvelse i kategoriel erkendelse, eller tilegnelse af samfundsmæssige betydninger, også den symbolske erkendelse fik bedre præmisser for at blive erkendt af et dertil trænet individ. Forenklet sagt, er psyken klogere end mennesket, men denne viden er sprogløs og må dermed ytre sig fra det inderste indre. Mennesket har en mulighed at lade dette inderste indre springe ud i det yderste ydre, vores fælles verdenEn opgave, som bl.a. psykologer kan støtte deres klient: en person, en gruppe, en organsisation, et samfund, i.. Men nu til de allersidste ord i denne opgave.

4.3 Psykologen og værktøjskassen (konklusionen)

Denne opgave har tendenser til at blive ved i en uendelighed. Det er nu ikke så underligt, da den vil beskrive psyken og dens dynamiske historie, der jo i sit væsen er uendelig. Det kan vel aldrig gøres fyldestgørende, ligesom der i tanken om uendelighed ligger, at genspejlingen aldrig er perfekt og dermed fordrer nye, subjektive udkast for at forøge korrespondancen. Opgaven er også en (evt.) kommende psykologs forsøg på at stræbe efter en íde, en tilnærmelse om, eller nærmere en søgen efter det tilgrundeliggende i verden, i psyken og dermed i vores fag, psyko-logien.

Derfor vil jeg undlade at komme med nogle større konklusioner og i stedet nøjes med at henvise til den i denne opgave benyttede opdeling af psykiske forhold til (2) naturen, (3) kulturen og (4) til og i det enkelte menneske selv. Disse tre forskellige analyseniveauer har den dobbelthed til fælles, der i indledningen citatvis blev understreget, og som kan forbinde genspejlings-, korrespondancetanken og en evolutionær arketypeteori, i at deres fælles udgangspunkt, eller genstand, er psyken, der er: "Forholdet mellem naturen i og omkring mennesket(den indre/ydre natur) og den kulturel skabte omverden" (Høgh.-Olesen,1993:207).

Når jeg som student, (evt.kommende) forsker eller klinisk psykolog vil beskæftige mig med en aktuel problematik, jeg møder i mit arbejde med psykiske fænomener, vil den i denne opgave beskrevne psyke-forståelse være en "værktøjskasse" for mig, hvori jeg kan lægge mine praktiske værktøjer. En værktøjskasse har en indre struktur (orden), og er dermed til stor hjælp, når man skal løse et komplekst problem.

Er værktøjskassen fyldt med gode værktøjer, dvs. faglig og praksisrelevant viden og kunnen, har en psykolog en god basis for at bringe det endogene i balance med det samfundsmæssige, og det kulturelle i harmoni med naturen.

Men kun praksis kan dygtiggøre ejeren af en nok så fundamental vigtig værktøjskasse, og det er vel også kun praksis, der kan konkludere om mine i denne opgave påpegede lovmæssigheder holder stiksom dog de af mig benyttede kilder har ført praktisk og empirisk bevis for..

Men også for videnskaberen gælder, at han, for at udvikle sig selv og sit fag, må møde verden med åbenhed for det ukendte, der kan kræve omrokering og/eller forkastning af nogle af værktøjskassens inddelinger. Kun open-mindedness (Bruner,1990,Kap.4) garanterer, at værktøjskassen kan følge med i en dynamisk og sig evig-forandrende omverden.

NOTER

Hvis du vil se dem, maa du se i papir-udgaven

LITTERATUR

BERGER,P. & LUCKMANN,T.(1966), Den samfundsskabte virkelighed, Kbh.1976

BERK,L.(1990), Child development, Boston

BERTELSEN,P.(1990), Den villende bevidsthedsevolution,Pp.86-126 i Psykens udviklingshistorie, særudgave af Psyke & Logos

BRANDSTRUP (1975) Eskimoerne, Kbh.

BRUNER,J.,(1990), Acts of meaning, N.Y.

CAPRI,F.,(1975), Fysikkens tao, Borgen

CHURCHLAND,P.M.(1988), Matter and consciousness, USA

ENGELSTED,N. (1989) Personlighedens almene grundlag I&II,Århus Uniforl.

v.FRANZ,L. (1964) Individuationsprocessen, I: C.G.JUNG,Der Mensch und seine Symbole,1993

HANSEN,M.(1992), Bevidstheden, I:Psyke & Logos, 13,448-471

HESSE,H.(1955), Der Steppenwolf,Suhrkamp-Zürich,1975

HØGH-OLESEN,H. (1993) Mennesket og det ukendte - inertien og det menneskelige dobbeltvæsen,DPF-Kbh.

HØGH-OLESEN,H.(1993b)Fortrængning, selvbedrag og livsløgn, (Mimeo),P.I.,Århus Univ.

JUNG,C.G.et.al(1964), Der Mensch und seine Symbole,Walter-Verlag,Zürich 1993

JUNG,C.G.,(1969), Gesammelte Werke,Vol.9,16,Zürich

KAST,V. (1990), Die Dynamik der Symbole, Walter-Verlag,Zürich

KATZENELSON,B.(1985) Moralens inderside, I: Psyke & Logos,354-377

KATZENELSON,B.(1988) Evolution, Antropologisk psykologi og Kulturpsykologi, I:Psyke & Logos,9,9-22

KATZENELSON,B.(1989) Psykens verden, i verden,Århus

KØPPE,S.(1990), Virkelighedens niveauer, kbh.

LEONTJEV,A.N.(1959) Problemer i det psykiskes udvikling, Kbh.Rhodos,1977

LEONTJEV,A.N.(1979) Tätigkeit, Persönlichkeit und Bewusstsein, Berlin/ost

MADSEN,B.(1988) Identitetens Thesaurus, Psyk.Skriftserie,vol.13/2, Århus

MAMMEN,J.(1983) Den menneskelige sans,Kbh. 1989

MAMMEN,J.(1986) Erkendelsen som objektrelation, I: Psyke & Logos,7,178-202

MAMMEN,J. & HEDEGÅRD,M.et.al (1994), Virksomhedsteori i udvikling, Århus

MAY,R.(1992) Myte og Eksistens,Gyldendal.

NIELSEN,T.I.(1986) Bevidstheden og det som er helt anderledes,P.L.Kbh.Universitet

NIELSEN,T.I.(1990), Om det hellige i arkaiske og i moderne samfund, I: Psyke & Logos,Kbh.

PERVIN,L.A.,(1989) Personality,N.Y.

PHILOSOPHIA, Arven fra Descartes, 1992,1-2

POPPER,K.R.,(1972) Objective knowledge,Oxford

POULSEN,H.(1990), Udviklingslinien fra instinktet til konative virksomheder og menneskets konationer.Psyke & Logos, Særudgave, 127-141

RASMUSSEN,J.(1991) Skanning som postmoderne tilegnelsesform.Dansk Pædagogisk Tidsskrift

RIEMANN,F. (1987), Angstens grundformer, Klitrose

RUBINSTEIN,S.L.(1957), Sein und Bewusstsein, Rotdruck, Leipzig 1972

SABROE,K.E.(1989) Socialpsykologi, Århus,1979

SCHULTZ,D.P. & SCHULTZ,S.E.(1987) A history of modern psychology, N.Y.

SCHULTZ,E.(1988), Personlighedspsykologi på erkendelsesteoretisk grundlag,Kbh.

SCHULTZ,E.(1990) Det hellige i psykogenetisk belysning, I:Psyke & Logos,Kbh.

WACKERHAUSEN,S.(1991) Polanyi's begreb om tavs viden, Århus

WILLERT,S. (1990) Sproget - bevidstheden og "projekt menneske", Århus

ZIEHE,T.(1989) Ambivalens og mangfoldighed, Kbh.

Deutsche ZUSAMMENFASSUNG

Psyche als ein Verhältnis, welches das Äussere mit dem Inneren verbindet, ist es, worauf diese Aufgabe ein Licht werfen will.

Einleitungsweise wird die wissensschaftliche Perspektive, die dieses Essay wählt, diskutiert, während gleichzeitig schon hier angedeutet wird, das vor-Moderne Gesellschaften, Bewusstsein/"Tacit knowledge" und Persönlichkeitstypen einige der Themen sind, womit später in der Aufgabe das Psychische hervorgehoben wird.

Die Entwicklung der Psyche und die dahinter-liegenden Gesetzmässigkeiten werden gezeigt, indem wir im Abschnitt 2, Fokus auf das biologische Psyche-Gebiet richten, wohin des Menschen gesellschaftsmässige Verbindung, die angeeignet und vermittelt werden muss, im Abschnitt 3, beleuchtet wird.

Meine eksplicitte Hypothese ist, dass die Psyche das lebensfördernde, -entwicklelnde und -verändernde Element in der Welt ist, was sich unter anderem bei der Entwickling der Psyche allgemein zeigt, und bei besonderen Lebensbedingungen des Menschen als Natur- und auch Kulturwesen sichtbar wird.

Wie Natur und Kultur gleichzeitig die Psyche des einzelnen Menschen beinflussen, ist die Funktion des abschliessenden Abschnitts, wo das dobbelte Verhältnis des Menschen, sein Doppeltwesen, die "Bühne" ist, wo versucht wird, die Themen der vorher genannten Abschnitte zu sammeln. Kurz gesagt, will ich anstatt ein specielles Gebiet in der allgemeinen Psychologie zu beschreiben lieber zeigen, mit welcher Idee von der Psyche jedes psychische Problem im Grunde angegriffen werden kann.

Die zwischen den Linien liegende These dieser Aufgabe ist, dass Tiefenpsychologie gleichberechtigt mit Tätigkeits-teori und eksistentialistisch-humanistischer Phänomenologie in einem Model gesammelt und mit Vorteil angewendet werden kann, um das Psychische in der Natur, in der Kultur und beim und im Menschen ein bisschen besser verstehen zu können.

homehome
publikationerpublikationer