trykt i ASYLEN,1996, 7 (8)

Last Modified: torsdag, december 5, 1996 at 05:04 PM

Anmeldelse af

Socialisering og læring i det refleksivt moderne

- Jens Rasmussen

Unge Pædagoger B62, 1996, 168 sider, 148, dkr

 

af Volker Bunzendahl, 11. Semester

Denne mand er farlig. Hvis Du ikke har lyst til at din "model af verden" og det, du har læst og lært her på instituttet, skal blive væltet omkuld, så Du selv bliver nødt til at tænke Dig om, ja så må du hellere lade være med at læse denne bog. Men hører du til de evig forandringstolerante, tvivler du på om rationalismens højeste gode, konsensus, nu altid vil indfinde sig, ja så vil jeg varmest anbefale Dig at læse Jens Rasmussens nye bog.

Pointen sidst i bogen er baseret på N. Luhmann og det, denne har kaldt operativ konstruktivisme. For mig at se er netop tilføjelsen operativ i forhold til konstruktivisme, der gør det muligt for mig at nærme mig nu- og fremtiden uden at jeg behøver at miste det aktive, selv villende subjekt ud af syne, når jeg interesserer mig for konstruktivisme. Rasmussens og indirekte Luhmanns syn på kommunikation, der ses som et dobbelt kontingent forhold, hvor begge må kommunikere på flere niveauer for måske ikke at opnå konsensus, men dog for at komme i dialog, har mere til fælles med åbenlys Habermas inspirerede som B. Madsens (se 1996) udlægning af dialog og kommunikation end man umiddelbart skulle tro.

Så har Du, ASYLENS læser, mod på at tænke anderledes over dig selv som psykisk system, over læring og socialisation, og over om Jürgens "ejendommeligt sig påtvingende argument" i stil med Kant og Rosseau "bare" er et forsøg på at erstatte en alt-vidende Gud med fornuften, der som sidste instans vil indfinde sig som en ærkeengel Gabriel, så læs denne lille og letlæselige bog. Jeg har snuset til Luhmanns egne værker, der virker ofte uoverskuelig og svært tilgængelig. Rasmussen formår at formidle nogle af de vigtigste pointer af Luhmanns teori, og gør det på en måde, så det utrolig svære pludselig bliver let forståelig.

 

I stil med D. Sommer, T. Ziehe og andre er også Rasmussen interesseret i, hvordan eleven (barnet), socialisering og skolen må ses på i et nyt lys.

 

Bogen beskriver i de første kapitler, hvordan nutidens lærere karakteriserer børnene. Rasmussen prøver at tolke disse udsagn først ud fra Kant, Rousseau og Habermas, for derefter at modstille dette til Rasmussens egen fortolkning af vores tid, og dermed børnenes situation.

Det ser ud til at det ikke er børnene, der har særlig store problemer med at følge med i tiden. Det er nok mere forskere, lærere, "de voksne", der ikke har indstillet sig på en emergent samfundsorden.

Så hvor første del ser på socialisering og læring, går anden del nærmere ind på konstruktivistisk læring. Det er meget oplysende, i og med at vejen fra Piaget's konstruktivisme over Glaserfelds radikale udgave af Piagets teori går hen til Luhmanns videreudvikling, som han kalder operativ konstruktivisme.

Som før sagt en let forståelig indføring i konstruktivistiske læringsteorier, læseren her får stillet til sin rådighed.

Men efter al denne ros, lige en lille kritik. På side 40 ff fortæller Rasmussen om perspektivtagning og tolker her Meads brug af begreberne "I" og "me" på en for mig at se forkert måde. Jeg tror der er gået Nørretranders i Rasmussens udlægning, hvad der forklarer hvorfor det Mead'ske "I" tillægges egenskaber som selv-refleksion, som jeg jo troede tilhører "me's" domæne. Nå, det kan jo ske, men er altså lidt irriterende i en ellers velskrevet bog.

Men alt i alt er det en bog, som jeg er glad for. Den er inspirerende, oplysende og kommer med visioner såsom at det hele må ende med kærlighed og tillid. Læs den. Put it on the pensum! homehome
publikationerpublikationer