Åbne og lukkeder systemer

En forening af to umiddelbart modsatte begreber - i et organisationspsykologisk syn

Skrevet af Volker Bunzendahl, p.t. DPU-Århus

 

 

INDHOLD

*   1 Indledning 3

*   2 Åben 5

*   2.1 Gennemsigtig åbenhed om indre indelukketheder 7

*   3 Lukket 8

*   4 Systemer ?? 9

*   4.1 Ikke meget om system versus livsverden 14

*   5 Åben - en proces/lukket - en struktur ?? 15

*   6 Åbne/lukkede eksempler fra praksis - at udvikle systemer 21

*   6.1 Teoretisk Praksis 21

*   6.2 Praktisk Praksis 24

*   6.3 På kanten - mellem et åbne og det lukkede26
7 Konklusionen eller Syntesen - en eklektisk anvendelse af begge begreber 28

*   LITTERATUR 31

Efter jeg først vil beskrive de antagelsesvis uenige og forskellige poler i systemteoretisk tænkning, der taler om henholdsvis åbne/lukkede systemer, ønsker jeg at vise, at der udover specielle tilfælde, hvor den ene vinkel giver "bedre lys" end den anden, også findes områder, især i praksis-feltet, hvor begge vinkler kan supplere hinanden, og dermed kan være med til at udvikle os, der arbejder med, og forsker i systemer, dvs mennesker og deres organisationer, og/eller det mellem-menneskelige samspil..

Selv om det ikke er verdens bedste skik (Katzenelson, 1979:210) benytter jeg i det følgende fodnoter, der både er "en slags regiebemærkninger", og en slags supplerende forklaring til de begreber, som jeg ikke umiddelbart forudsætter, at læseren er bekendt med. Essayet vil beskrive en for mig ikke afsluttet bevægelse i forhold til essayets tema, og derfor synes dette springen frem og tilbage mellem den løbende tekst og fodnoterne at være i overensstemmelse med hvordan mine egne tanker springer omkring i essayets tematik. Og kan jeg "irritere", pertubere, læserens "model af verden" ikke på grund af stilen, men på grund af opgavens indhold, har jeg opnået meget af det jeg ønsker.

Essayet er en beskrivelse af min egen dialog med forskellige teorier, som skulle kunne danne udgangspunkt for en videre og frugtbar dialog med andre, der er interesseret i at kombinere det bedste vi har lært på Psykologisk Institut med de vinde, der blæser udenfor vores "lille hus i Ris-skoven" (M. Munch-Hansen, 1995). Opgaven består ud over meta-teoretiske reflektioner også af metaforisk tolkende tale om henholdsvis praksis-litteratur og praksis-erfaringer, men også "dagligdags-vendinger". Alt i alt et syntese-søgende forsøg på at beskrive to umiddelbart modsatte begreber/anskuelser.

1 Indledning

Dette er ikke en fyldestgørende beskrivelse af systemisk tænkning, men en dis-kussion om to umiddelbart forskellige begreber, og dermed også synsvinkler, der, i min "model af verden" alligevel kan indgå i en fremadrettet syntese. "Det åbne" har sin antitese i "det lukkede", lige såvel som "det lukkede" ser "det åbne" som sin negering, hvorfor der, hvis vi husker gamle Hegel, må opstå en syntese, som jeg ikke på nuværende tidspunkt magter at give et navn(1).

Videnskaberne, der forholder sig til disse begreber, er stadig for det meste til-hængere af enten den "åbne" eller den "lukkede" virkelighedsforståelse. De ser ofte ikke engang behovet for at bruge deres tid på teoretiske begreber, der ikke stemmer overens med deres egne, nu - hvor de med deres egen teori, der baserer sig på enten åben eller lukket, mener at kunne imødegå praksislivets krav, og problemer.

Jeg vil her ikke direkte henvise til bestemte forskere/personer, men siden jeg p.g.a. af et foredrag i pædagogisk psykologi om lukkede systemer (af Jens Rasmussen, lektor ved Aalborg Uni-Center, 1993) blev provokeret til at tænke mig om, ja så har de fleste, jeg har spurgt om deres mening vedrørende lukkede systemer, givet udtryk for at de ikke ønsker at beskæftige sig med dette. Måske er disse "radikale konstruktivister"(2), der, som jeg senere vil uddybe, har "opfundet" begrebet "lukkede systemer", determinister, eller måske lugter begrebet af "liberalisme" med dens "din egen lykkes smed"-filosofi, synes nogle af dem, jeg har spurgt, at sige. Og disse lidt undvigende svar får man, uanset om man spørger virksomhedsteoretikere, system-tænkere og andre. De eneste personer, der har relation til Psykologisk Institut, der også er "pertuberet(3)" af dette emne, er for mig at se Gunnar Hjelholt (1995), der både skriver og taler (som konsulent ved Delfin 1) om især Luhmanns anvendelse af begrebet "lukkede systemer", men også, dog lidt mere skeptisk, Søren Willert, der i stedet for blot at afvise disse nye tanker henviste mig til læsning af E. Morin (1993), der har et med disse radikale konstruktivister beslægtet syn, og, uden at han selv har nærmere beskæftiget sig med lige dette emne, Steinar Kvale, der udviser interesse for alt, hvad der stiller spørgsmål til psykologi fra en post-modernistisk vinkel (Kvale, 1992, 1995). Så det må være på tide at jeg som kommende psykolog/konsulent/forsker konfronterer mig med disse nye (?) tanker, uden at jeg her kan/vil bedømme, hvilken effekt dette vil have. Men dette essay er også bare en spæd begyndelse på denne bevægelse.

Før jeg vil komme ind på, hvem der taler om systemer, og hvad en definition på dette begreb er, vil jeg kort beskrive nogle antagelser, der belyser begreberne "åben" og "lukket".

Hvilke associationer vækker de hos folk, og hvilke videnskabsteoretiske traditioner kan man antage, vil bruge begreberne for at manifestere deres egen virkelighedsforståelse?

2 Åben

"Åben, adj., åbne (fællesgerm.: oldnord. Opinn, egl. 'Vendt opad'" (fra Nudansk Ordbog, Politikkens forlag (1974)

"Døren er åben", "kom' i mine åbne arme", "Perestrojka-Åbenhed", og sikkert mange flere af den slags sætninger signaliserer en venligsindet åbenhed over for andre mennesker, og giver helt klart nogle positive fornemmelser, når man anvender begrebet "åben" i mellem-menneskelige sammenhænge. Så her er der vel fokus på interaktion, og på at et individs, eller dens boligs, eller et politisk systems grænser er åbne, for dialog, samtale og gensidig forståelse.

Men ordets oprindelige betydning, "opinn", hentyder vel også til noget, der kommer oppefra ind, dvs. hentyder til enten en religiøs sfære, hvor inspirationen og ledelsen kommer fra noget, der er større end os selv, eller, hvis vi tænker mere systemisk, til både de størrere systemers indflydelse og påvirkningen fra systemets mindre dele/elementer. I vore dage har fornuften overtaget Guds rolle, men man kan vel stadig hos rationalisme-inspirerede samfundsforsker, som f.eks Habermas (se Katzenelson, 1994, K. 3), tale om en intersubjektivitet, eller om det ejendommelig tvangløs sig påtvingende argument, der kunne siges kommer "opinn", gennem åbningen foroven.

Men "åben" har også noget med proces at gøre, i at vi, især i systemisk tænkning, der bl.a. er inspireret af Batesons (1984) kybernetiske og cirkulære syn, mener, at man oftest ikke kan give enkelte kausalforklaringer for en handling eller andet. Hvis systemet X gør tingene på en eller anden bestemt måde er det ikke sikkert, hvilket udkomme det vil resultere i, da virkeliggørelse af målet er "åbent". Der er altid flere variabler, der påvirker resultatet af en handling, end man kan kontrollere. Dem, der tænker i åbne systemer (bl.a. Schein, 1990, Krogager, 1995), mener jo, at alle systemer er altid under indflydelse af andre, større (systemet, de er en del af, eller samarbejder med), eller mindre (systemets enkelte dele; ansætte, afdelinger..) enheder, og lægger dermed en dynamisk forståelse over begrebet "åben". Personer og grupper er altid under indflydelse af de andre, som de deler dagliglivet med, men også af mere emotionelle og/eller fortrængte impulser fra det ubevidste (se også Moxness, 1993, Bion, 1961). Åben betyder her altså noget med at man aldrig kan lukke sig helt for omverdens påvirkninger, og fortrængte erindringers impulser.

"Teorien om det åbne system hævder, at et system - ... - kun lader sig forstå i dets relation til omverdenen. Det enkelte individs mulighed for at tænke, føle, arbejde, m.m. er eksempelvis delvist afhængig af den gruppe, han eller hun tilhører. ... Hver del af et socialt system har mulighed for at påvirke helheden, og helheden for at påvirke delsystemerne." (Dansk Teknologisk Institut, (DTI) 1996:12)

Også når vi undersøger et system som forsker, eller konsulent, vil vi altid som del-system i forhold til det system, vi undersøger, påvirke klientsystemet (Madsen 1993). En berømt forsker som Lewin nævnes ofte i denne her sammenhæng, da hans "aktions-forskning" jo tager dette forbehold, at det undersøgende system påvirker sin undersøgelses-genstand (kaldes vel også Hawthorne-effekt), i frugtbar anvendelse, i at forskere således gerne må sætte "gang i" systemet, og dermed tage deres påvirkning alvorligt i stedet for at overse eller negligere den. I og med at man er klar over, at systemer påvirker hinanden, også uden at være bevidst om det, tager Lewin inspirererede psykologer og konsulenter "tyren ved hornene", og forsøger at gøre deres påvirkning så frugtbart som muligt for det åbne system.

Men når man som konsulent møder et system for første gang, og man ønsker at gennemføre en kvalitativ undersøgelse, ja så er åbenhed synonym med begrebet "forudintagetløs" (Kvale, 1983), da man dermed giver sig selv mulighed for at opdage mange af de påvirkninger, klientsystemet får fra andre og sine egne, indre systemer. Her kan åbenhed (=forudintagetløs-hed) føre én i tættere kontakt med systemets selvoplevede dynamiske proces, der stræber mod et ikke fastlagt, men åbent (=equifinal) mål i fremtiden. Uden for mange "interview-guide-lines" og fordomme går man ud i systemet for at fornemme "lugten i bageriet", før man udarbejder retningslinier for den videre udforskning. En tilnærmelsesvis forudintagetløs kvalitativ forskning sikrer altså en større grad af økologisk gyldighed.

En anden forståelse af begrebet "åben" finder man hos Tavistock(4)-inspirerede forskere som Krogager (1995), der, hvis jeg forstår det rigtigt, mener at ubevidste processer er skyld i at vi ofte ikke er klar over, på hvilken kurs vi sejler med os selv, eller vores system. Her forstås "åben" vel mere i retning af, at et system, der rent rationelt, som arbejdsgruppe (Bion, 1961), som "ego-bevidst" har besluttet sig til en eller anden handling, også er åben over for indflydelse fra mere ubevidste grundantagelser (ibid.), eller impulser fra "Id'et". Dvs. selv om vi nogle gange ville kunne ønske os det, ja så kan vi ikke, som personer og/eller systemer, lukke vores rationelle forståelse for impulser fra emotionelle, og/eller fortrængte lag i vores psyke. Men dette vil jeg senere komme nærmere ind på, når jeg har fortalt, at dem, der arbejder fortrinsvis med det omvendte begreb, "lukkede systemer", kunne udlægges sådan, at de mener, at bevidsthedssystemet kan være mere eller mindre fri for det emotionelle systems påvirkning.

2.1 Gennemsigtig åbenhed om indre indelukketheder

Ved Psykologisk Instituts Center for Systemudvikling prøver vi i forbindelse med dialogiske hjælpersamtaler (Madsen & Willert, 1993) at forholde os åbent overfor de førnævnte "ubevidste udtryk", som vi sender ud i omverden, eller modtager fra den, selv om vi (oftest) ikke bevidst bemærker det. Men, man kan som bekendt ikke ikke kommunikere (Watzlawick, 1967:47), og derfor vil et ubevidst udtryk, f.eks. et træk med ansigtsmusklerne, selv om det ikke bevidst opfattes af mig, dog blive oplevet af de andre. På en eller anden måde vil de andres undren over disse udtryk igen kunne fanges op af mig, mere eller mindre (u)-bevidst. Man oplever "støj på linien". Og her kommer jeg så ind på den i mine øjne geniale trick, vi benytter os af på Center for Systemudvikling. Vi har lært, at det i langt de fleste tilfælde er bedst med at være åben omkring sin egen forvirring, når vi oplever denne "støj på linien". Vi siger til klienten/klientsystemet: "Stop lige; jeg er lidt forvirret; ... oplever Du/I også at være forvirret, ked af, sur osv. ? .... På en eller anden måde føler jeg at stemningen her i rummet er dårligt ? Er det rigtigt, føler I også sådan?". Vi kalder dette "gennemsigtighed" (Madsen & Willert, 1993), dvs at vi åbner vores indre for de andres indblik. Vi prøver at være åbne, gennemsigtige omkring vores egne forvirretheder over egne og andres impulser fra mere ikke-bevidste lag, der f.eks. kan opleves i form af non-verbale ind-/udtryk. Ved at være åben opnås en større tryghed og bekræftelse af tillid. På en måde kan man sige, at det at være åben omkring sine fornemmelser, følelser og intuitive indfald, og det at hæve indholdet af the black box op i dagslyset, skaber basis for en fælles bearbejdning af et problem. Det "sætter tingene på plads", og, skaber dermed den "lukning" eller ægthed/ærlighed, et system behøver, for at bevare sig selv som et fungerende og sig selv udviklende system, der har lyst/mod til/på at udforske sig selv.

Men nu slut med denne "gennemsigtige" fortælling, og videre mod et tættere blik på "det lukkede".

3 Lukket

Lukkede, oldn. lúka, lykia, beslægtet med lock out, luge, lugt, lykke løkke, lå. (fra Nudansk Ordbog, Politikens forlag (1974)

At lukke sig har i forhold til at åbne sig en i mellem-menneskelige forhold forholdsvis negativ klang. "Døren er lukket, du kan ikke komme ind", "der er lukket for støtte", "at udelukke dem, man ikke vil have ind" er citater, der bekræfter dette. På denne måde er lukkethed en direkte negering af begrebet "opinn".

Men når man taler om at f.eks. eksaminanden lukker sig ind, med sig selv og sine bøger, eller eremitten, der murer sig ind og lukker omverdens indflydelse ud, har vi respekt for det, da vi ser, at de at lukke sig, midlertidig og/eller definitiv, for ydre, ikke selv-valgte indtryk, har den fordel, at studenten formår at samle sig omkring sit stof, og eremitten kan samle sig om sine meditationer.

I og med at begrebet at lukke sig er som ovenfor citeret beslægtet i sin ordstamme med lykke, vil jeg udvide talen om det lukkede med at henvise til begreber som identitet og selvet, der uden tvivl betyder noget i retning af, at personen formår at "slå en ring om sig selv", trods at han/hun udfører forskellige opgaver, indehaver forskellige roller, i forskellige kontekster. Med andre ord formår en person med en stærk identitet at lukke sig omkring sig selv, dvs at være sig selv, - og det opleves vel i de få øjeblikke, vi formår dette fuldt ud, som lykke. En basis-betingelse for at man formår at kunne begå sig i nutidens sen-modernistiske og komplekse samfund (se bl.a. Ziehe, 1989, Madsen, 1990) er altså at man kan lukke sig selv, vil jeg med min i denne opgave senere mere fremtrædende talemåde udtrykke det.

Mon Kierkegaard (1962) mener noget af det samme med sin berømte sætning om at selvet er det forhold, at forholdet forholder sig til sig selv. Jeg vil tolke denne sætning i retning af at du må lukke dig om dig selv, for at du kan være dig selv. Kombinerer vi dette med Jesu´udsagn om at elske din næste som dig selv, ser vi, at denne lukning omkring dig selv, det, at du må skabe din egen mening, midt i dit eget liv, må være det, du også må ønske/fordre for/af din næste. Eller med andre ord, ved at lukke dig som psykisk bevidstheds-system formår du at lære dig selv at kende, og du kan derfor åbne dig for andre, og evt. hjælpe dem med at "slå en ring omkring sig selv". Dette er typisk for vestlig tænkning, i modsætning til østens filosofi (se dertil evt. Jung, 1964). Mange taler om det autonome, frie og moderne menneske, uanset om man tilhører den sen-moderne (Katzenelson, 1994:65) eller den post-moderne fløj (Qvortrup, 1993:26). Hele den humanistiske del af psykologien er vel inspireret af denne auto-aktualiserende tendens, men jeg vil her ikke videre følge denne tanke.

Men tilbage til det mellem-menneskelige. Når døren er lukket, holdes varmen inde. Trygheden breder sig i det aflukkede, afgrænsede rum. Noget vi mennesker siden vores begyndelse har med os som en stræben efter overlevelse i gensidighed, i familien, stammen, slægten (se dertil evt. Katzenelson, 1994).

Til alle tider har vi søgt tilflugt i lukkede huler, telte eller huse. Disse "lukketheder" har dog altid en åbning (en dør), men det er altså op til dem, der er inde, at bestem-me, hvem man lukker ind. Stamme- og andre tidligere natur-samfund har/havde helt bestemte regler for, hvem der tilhører stammen, og hvem der bliver lukket ude. Bestemte ritualer og renselseprocesser skulle til for at et nyt stammemedlem var "ren" nok for at man kunne lukke personen ind i stammen. Stadig i dag må kun den katolske præst og hans Messe-tjener komme "ind" i det allerhelligste bag alteret. Så det at aflukke har også noget med at bevare det hellige, eller Helle at gøre.

Slutteligt vil jeg her kort bemærke, at cirkelen, det cirkulære, som bl.a. Bateson (1984) påmindede os om, er symbolet, metafor for hvordan verden, makro-systemet, hænger sammen. En cirkel er, så vidt jeg kan se, altid lukket, hvorhen en linie, det lineære lader stå åbent, hvad der var før og efter liniens slut og begyndelse. Men nu slut med disse ord-udredninger, og videre til et afsnit med definitioner.

4 Systemer !?

Men hvad er egentlig systemer ? Og hvordan ønsker jeg at læseren skal forstå dette begreb ?

For at gøre dette klarere, vil jeg citere forskellige definitioner af begrebet systemer, for derefter at afgrænse/udvide betydningen af dette begreb.

Men til trods for at der er mange, der taler om systemer, så synes citaterne at vise, at man oftest definerer systemer i forbindelse med noget andet, man vil fortælle om, f.eks. med den førnævnte lukkethed (autopoiese(5)), med åndelige fænomener, eller med "liv" som sådan.

Så derfor vil jeg begynde igen med ordbogen, der giver en mere generel forklaring, og derefter vil jeg nævne et lille, selv-valgt udvalg af citater med relation til essayets tema.

System ( fra græsk; at stille sammen): et hele af indbyrdes forbundne genstande, fx nervesystem, solsystem, kloaksystem... videnskabeligt klassifikationsprincip: Linnés system. (fra Nudansk ordbog, Politikens forlag 1974)

Bronfenbrenner (1979) er én af de mange, som taler om systemer, og beskriver nærmere, hvilke del-systemer mennesker i deres opvækst og udvikling går ind og ud af. Personer er under påvirkning af del-systemerne, ligesåvel som individernes indflydelse påvirker del-systemerne, der igen vil påvirke hele systemet. Bronfenbrenners fokus ligger dog mest på "overgangene", når vi bevæger os fra vores primære mikro-system, og søger at kombinere dette med vores liv i de større systemer, som f.eks. i skolen eller på arbejdspladsen; altså når vi begiver os ind og ud af forskellige system-niveauer.

En anden, meget ofte citeret system-teoretiker er G. Bateson, der i "Ånd og Natur" (1984:84) siger:

"...at et(åndeligt) system er et system, der består af dele og komponenter, der gensidigt påvirker hinanden, og delenes gensidige påvirkning udløses af en forskel. Information består af forskelle, der gør en forskel. Systemets processer kræver cirkulære, altså mere komplicerede, multi-kausale, beslutningskæder".(min omformulering)

Batesons (1984:44ff) pointe er bl.a. at årsager for bestemte handlinger, et system udfører, må søges erkendt cirkulært, dvs. enhver ændring i systemet kan være årsag til senere ændring af enhver variabel hvor som helst i cirklen. Da det dog ikke er muligt at iagttage hele cirklen på én gang, vil enhver forskning/iagttagelse altid kun kunne se på et udsnit af cirklen. Dette kan man ikke gøre noget ved, men det synes vigtigt at erkende, at éns udsnit kun repræsenterer et udsnit og aldrig hele cirklen. Men tilbage til systemerne, som har behov for stabilitet, balance, der dog, selv om det umiddelbart kunne lyde absurd, opnås med hjælp af konstant forandring, da, som Bateson siger:

" jo mere der forandres, desto mere forbliver det det samme. "(6)(ibid.:44)

F.eks. kan man øve sig i at tænke (stabil) ved at møde nye udfordringer og ved at løse nye problemer (forandring); eller en skole vedbliver at være en skole ved at den fortløbende vil møde nye elev-årgange.

Nyere system-teoretikere såsom Maturana/Varela (her fra Maturana 1990:7.6) siger, med en sidefokus på at forklare, hvad liv er:

"Et levende autopoietisk system er en sammensat enhed, hvis organisation kan beskrives som et lukket netværk, produceret af komponenter, som med deres interaktion opbygger produktionsnetværket, som producerer dem, og specificerer sine udvidelser ved at bygge grænser i sit eksistensdomæne."

Hvor fokus hos Bateson mere kan ses som en ud fra ind bevægelse, er det her ud fra systemets egen struktur, at systemet og omverden formes.

Systemer er auto (selv) - poietisk (skabende), og de konstruerer selv deres omverden. De eksisterer kun så længe de kan opretholde deres grænser og selv kan bestemme, med hvilke systemer i omverden de ønsker "strukturkoblinger(7)".

Men nu fra naturvidenskabelige til samfundsvidenskabelige definitioner.

Den tyske samfundsforsker og filosof af "Frankfurter Skolens" anden generation, Habermas siger ifølge Katzenelson (1994:239) at et system er:

"En kompleks struktur af indbyrdes funktionelt afhængige komponenter, der opretholdes gennem selvregulerende mekanismer."

Habermas påpeger her at strukturen opretholdes af processen. At citere ham efter Bateson og før Luhmann "føles" rigtig, i at han kombinerer som sagt proces og struktur. Men umiddelbart synes citatet ikke at være meget forskelligt fra "Bielefeld-Skolens" "Mr. Postmoderne" (Reese-Schäfer, 1992), Niklas Luhmann, der har diskuteret med Habermas i over 25 år (Habermas & Luhmann 1971), og som siger at:

"Systemer er kendetegnede ved at være lukkede, selvrefererende og autopoietiske. Det betyder, at enhver enhed, som anvendes i et system, må konstitueres af systemet selv". (Luhmann, 1992:15)

"Der findes ingen repræsentationer for omverdenen (sådan som den er) i systemet. Der findes kun systemets egne konstruktioner. ... Erkendelse er mulig, ikke til trods for, men i kraft af, at systemet ikke er i stand til at optage kontakt med omverdenen."(ibid.:16)

Luhmanns citater er med til at understrege det radikal konstruktivistiske ved denne anskuelse. Men man kunne måske også med rette sige, at Habermas og Luhmann(8) egentlig diskuterer Kant, der vel også ville kunne skrive under på at man egentlig ikke kan forstå Das Ding an sich. Måske er denne ny-konstruktivisme et tegn på et genopblussen af subjektivisme-strømninger? I og med at "objektivitet" må sættes i parentes, er den subjektive indsigt og oplevelse af virkeligheden en vigtig faktor i forskning og terapeutiske forhold. Patienten/klientsystemet ejer jo som bekendt sin egen virkelighed. Men Habermas tror stadig på fornuften, der som intersubjektiv styring vil hjælpe os til enighed. I hvor vidt Luhmann tænker valg og fra-valg af og med andre med ind i sine overvejelser, vil jeg ikke gå nærmere ind i, men så vidt jeg husker kalder han Habermas' håb på konsensus for naiv. Da alle systemer i Luhmannsk forstand selv konstruerer deres omverden, kan en fælles konsensus egentlig ikke være muligt. Men en undersøgelse af den etiske konsekvens af disse Luhmannske tanker vil sprænge rammerne for denne opgave (men se evt. Thyssen, 1995).

For mig har hverken Habermas eller Luhmann helt ret eller helt uret, men begge byder på noget. En syntese af begges syn kan være nyttigt, når man vil forstå sociale og mellem-menneskelige systemer, da nogle gange konsensus indtræffer, som Habermas siger, men også, da nogle gange ingen andre end de enkelte omkring deres egen bevidsthed lukkede systemer kan lære noget i en given situation, som Luhmann ville sige.

Schein (1990) og andre mere psykodynamisk inspirerede (Krogager, 1995) taler om åben systemforståelse. Det har jeg jo allerede nævnt (se citat fra DTI, side 6), men jeg vil også komme mere ind på dette senere.

Læseren vil måske efterhånden spørge sig selv, hvor jeg vil hen med disse citater. Jeg vil hermed vise, at citaterne på trods af forskel i videnskabsteoretisk standpunkt ikke direkte modsiger hinanden, selv om Bronfenbrenner, Bateson, Habermas, Schein og Krogager nok vil blive citeret for at tale om "åbne", hvorhen Maturana, Varela og Luhmann fortrækker at tale om "lukkede" systemer.

Derfor vil jeg slutte citat-samlingen med G. Hjelholt, der både har rødder i de åbne "aktions-forsknings"-traditioner, men også, til trods for sin modne alder, er interesseret i "post-moderne" sociologer som Luhmann, og dermed, på sin egen måde, samler de forud citerede definitioners mening:

"Sociale systemer er menneskelige konstruktioner. Grænsen er vigtig.

Den trækkes af systemet selv. Inde og ude. Systemer lever i en verden. ... Systemer er autonome og selvorganiserende. De er selvreflekterende, d.v.s. det er deres oplevelse, tolkninger, der bestemmer deres handlinger. Systemer tenderer mod kompleksitet. De er bestemte af funktion. De har i sig en struktur, der består af undersystemer, ligesom de selv udgør undersystemer, struktur i overgribende systemer. Systemers handlinger er uforudsigelige. Menneskene er i systemernes omverden. Men som mennesker er vi i mange sociale systemer som rollebærere. - Gruppen, har i sig de samme fænomener, som det større fasttømrede sociale system. (Hjelholt, 1995:96)

Disse forskellige definitioner og citater fra forskellige teoretiske standpunkter er i mine øjne jo enig om mange ting, og jeg vil ikke yderligere konkretisere, hvilke dele af hvilke definitioner er i modstrid med hinanden. Men disse definitioner har til fælles, at sociale, psykiske systemer lukker, afgrænser sig v.h.a. de søger "meningen" med sammenslutningen af dens enkelte dele (deltagere, indre systemer). De følger dermed systemets "primary task", som netop begrunder systemets eksistens. Denne lukning betyder dog også, at systemet kan åbne sig for kontakt, kommunikation med andre sociale og psykiske systemer, hvis vel at mærke denne kontakt er med-befordrende (nyttigt) for systemets selv-skabelse. Selvfølgelig er ethvert system under påvirkning af sine indre dele og de ydre påvirkninger fra miljøet. Og selv om vi tager radikal-konstruktivistiske briller på, har vi dog til stadighed til at regne med, at andre systemers valg ville kunne påvirke eller begrænse systemets muligheder for autopoiese; og dette gælder selvfølgeligt også den anden vej rundt.

Men det, der i grunden tiltaler mig er, at lige meget hvilke slags systemer vi taler om, så synes disse i grunden alle udsat for samme (åbnende) system-skabende og (lukkende)-bevarende lovmæssigheder, uanset om de er biologiske, social, psykisk og/eller en blænding af delene.

Om så nogle af systemerne er mere oprindeligt end andre, er et interessant spørgsmål, dog vil en diskussion af dette sprænge essayets ramme . Men alligevel må læseren gøres bekendt med, at jeg ser mennesket, individer, personer, samfund og kulturer alle afstammende fra naturen, og derfor mener jeg at et blik på de naturlige systemer altid ville kunne hjælpe mennesket til indsigt og balance, - med "moder Jord"og dermed sig selv. Naturen er basis, alle vore kulturer, og kulturelle frembringelser er overbygning, der baserer sig på naturlige balancer (Katzenelson, 1989, 1994:K.5). Men, som sagt, vil jeg ikke gå videre ad denne vej; denne gang.

4.1 Ikke meget om system versus livsverden

Katzenelson gør opmærksom på, at systemet er ikke lige med livsverden, hvor de virkelige interaktioner mellem menneskerne foregår.

"Der er nemlig mere i menneskers interaktioner end systemiske regulationer. Interaktioner er forbundet med hinanden i det, som jeg har kaldt socialitetens og humanitetens gensidighed. For at opretholde den sociale integration og den samfundsmæssige sammenhængskraft fordrer interaktionerne derfor mere af hinanden end blot at være indbyrdes funktionelt afhængige komponenter". (Katzenelson, 1994:239)

Det er altså, heldigvis, mere mellem himmel og jord end systemiske lovmæssigheder, der foruden naturens "hellige" cyklus er menneskeskabte. Så når vi bygger, eller udvikler systemer, må vi altid huske at de egentlig er baseret på livsverdenen, uden hvilken enhver social system ikke bliver til andet end tomme hylstre/ideer. Ideen om økonomi/penge opretholdes kun så længe, som vi mennesker sælger og køber, producerer og bytter varerne. Men derfor kan vi opleve disse af os selv skabte systemer som "kæmpesubjekter" (Visholm, 1992), der har magt og substans. Men der skal altså mellem-menneskelige interaktioner til at dette kan fungere, til at sådanne systemer vækkes til liv. Denne problematik er også kendt under navnet "fremmedgørelse", mens Habermas ifølge Katzenelson (1994) taler om faren for at systemerne kolonialiserer livsverden.

Men mit essay handler ikke om kulturens livsnødvendige forbindelse med livsverden og "moder jord" (Katzenelson, 1989, 1994:k.5), men om det mere filosofisk, men senere også praksis-relaterede problem om, hvornår vi kan tale om åbne eller lukkede systemer, og om disse to anskuelser er komplementær befrugtende for de forskellige synspunkter i vores på systemer møntede videnskab og praksis.

Så jeg vil bevæge mig videre mod en beskrivelse af åbne/lukkede systemer.

5 Åben - en proces/lukket - en struktur ?

Schein (1990, K.12) pointerer, at det er gavnligt, at vi betragter organisationer som åbne systemer, der har flere formål, eller funktioner, som omfatter flerstrengende interaktioner mellem systemet og dens omverden. I og med at vi betragter klienten, en person eller et system som en sammensat størrelse, der er under konstant udvikling, og i en uendelig tilpasningsproces til omverdenens impulser, er det for Schein og af ham inspirerede en selvfølgelighed at tale om åbne systemer i en dynamisk tilpasnings-/forandrings-proces. Men der fokuseres dog også på effekti-vitet, og på at systemet for at opnå det, har brug for tilpasningsevne, følelse af integritet, realitetstestning og integration (ibid.:k.13). Noget, der også er en be-tingelse for at "autopoietiske" systemer kan blive ved med at skabe sig selv - sagt i "lukket" jargon.

En anden, der bruger begrebet "åben-system-teorien" er Krogager (1995), der omtaler systemer som dynamiske helheder med hver deres gestalt. Her blændes organisationspsykologi med især Bions gruppe-fokuserede psykodynamiske teori. Fra førstnævnte tages bl.a. ideen om "the primary task", dvs det at et system må have en primær opgave, et mål, for at være til. Fra de dynamiske teoriers verden tages så antagelsen om ubevidste processer, og her ses på de ubevidste processer i grupper. Det ubevidste påvirker gruppens dannelse, samliv og -arbejde, selv om disse sociale mønstre kun delvist er bevidst for dem, der er "fanget af dem".

Det åbne består i udsagnet om at systemet kun eksisterer i kraft af udvekslings-processer med dets omgivelser. En biologisk grundbetingelse for liv, vil jeg mene. Men hvad og hvordan jeg indtager min mad, udveksler med andre, er dog i stor grad afhængig af min egen struktur, der er baseret på mine valg, og deraf følgende konsekvenser, vil jeg med "lukkede" øjne supplere.

På en måde kan man jo sige, at den "åbne" forklaring er mere proces-orienteret, men efter-refleksion kan komme med sine tvivl, og jeg vil til sidst tro, at det forholder sig med dette som med så mange andre såkaldte modsætninger. Som personligheden dannes af en til stadighed igangværende proces mellem det "åbne"- I og det "lukkende" Me (Mead, 1934), ja så dannes også systemer i en stadig vekslen mellem det åbne og det lukkede; - dvs at her er processen lige med strukturen, eller i kraft af hinanden. En lignende beskrivelse gives af Keeney (1983), der igen citerer Varela for at kalde sådanne processer for rekursive:

"Kognition: Intuitiv forståelse giver grobund for logisk tænkning der fører til intuitiv forståelse.

Systemer: Et hele er trævlet op til dele hvilke frembringer processer der integrerer dem i et hele.

Terapi: En terapeut støtter en klient der styrer hvordan terapeuten støtter ham. ...

Rekursion: En proces kommer tilbage til begyndelsen for at markere en forskel som gør det mulig at processen kommer tilbage til begyndelsen.(ibid.:59)"



Ligesom elektricitet baseres på plus i modsætning til minus, synes andre dynamiske processer også at være bygget op på baggrund af denne "spænding", der fører til fremadrettede og rekursive processer. En metafor herfor kunne være "spiralen", der forener det rekursive og det cirkulære samtidig med at der er plads til en dynamisk, og forandrende proces.

Men det var vel et lidt for hurtigt spring til syntesen. Nu kort en lille indføring i antitesen til "det åbne", nemlig de "lukkede"system-forklaringer.

Maturana & Varela, der er henholdsvis neuro-biolog og fysiker, er blandt dem, der tilhører førhen nævnte "radikal konstruktivistiske" retning, der gennemstrømmer de "hårde" videnskaber. Også i Danmark er bl.a. Hoffmeyer (1993), biolog, inspireret af denne tankegang i sin tale om hjernen/bevidstheden som "sværm-intelligens", som en livsform, der i sin tilpasning til omverdenen evner at holde sammen om sig selv som en organisme. Hoffmeyer sammenligner hjerne-neuroners samarbejde med en bi-sværms måde at organisere sig på.

Men tilbage til Maturana & Varela, der er ophavs-mændene for begrebet "autopoietisk lukkede systemer(9)".

"Levende systemer eksisterer kun ved bevarelse af organisation og bevarelse af adaptation, som konstituerer betingelser for deres eksistens (Maturana, 1990:8.1)".

"Vi anerkender viden, når som helst vi iagttager en passende adfærd i en given sammenhæng, dvs. i et domæne eller et område, som vi definerer ved et spørgsmål (eksplicit eller implicit), som vi som iagttager stiller".(Maturana & Varela, 1986:163)

Liv, eller et levende system lever i kraft af menings-lukning, eller fastholdelse i sin primære opgave, og sørger dermed for sin vedvarende selv-skabelse af sig selv som levende system. Vi lever ved at vi, fortrinsvist kropslig, erkender det domæne af verden, vi befinder os i. Denne fokus på kropslig erkendelse er beslægtet med det, som nogle kalder for tavs viden, eller det ikke-bevidste, som f. eks. Nørretranders (1993) ønsker at påpege i sin populærvidenskabelige bog "Mærk verden".

" I ethvert tilfælde af levende systemers distinktioner, konstituerer passende handlinger bevarelse af liv i disse omstændigheder, og dermed viden: levende systemer er kognitive systemer, og at leve er at vide." (Maturana, 1990:8.1)

Maturana & Varela (1986) ønsker at give en biologisk forklaring for levende systemers, og dermed også menneskernes erkendelsesprocesser. Det centrale er den observerende organisme, der iagttager sig selv, vælgende en dynamisk sig åbnende/lukkende grænse til sin omverden. Det er grundbetingelsen for liv, at organismen kan tilpasse sig de forskellige strømninger i livets strøm, og især den menneskelige hjerne som neuron-netværk hjælper organismen menneske at kunne erkende, og dermed at kunne leve i en selv-konstrueret verden. Hjernen styrer og iagttager vel at mærke både bevidste og såkaldte automatiserede, mere kropslige processer. Hermed udvides begrebet hjernen (=bevidsthed) til at gælde for hele kroppen i at mine hænders fingerspidser registrerer berøring eller i at mine fødder "husker" den lille vej i skoven. Men samtidig forbliver hjernen (= biologisk organ) også "bare" det system, der kun "forstår" neuron-sprog.

Men videre til Luhmann (1984), der så forsøger at gå et skridt videre. Han accepterer førnævntes pointer, nemlig at systemet kun eksisterer så længe det kan opretholde sin egen autopoiese, og at det principielt er adskilt fra omverden, ja egentlig jo selv skaber sin omverden. Men han påpeger at dette ikke kun gælder for fysiske og levende (kød og blod), men også for sociale, bevidstheds- og andre af mennesker frembragte systemer.

Systemet lukker sig med meningsdannelse, dvs ved tilnærmelsesvis at gøre sig klart, hvad meningen med dens eksistens egentlig er. De fleste systemer stiller selvfølgelig ikke sådanne spørgsmål, og fungerer bare som det system, de nu engang er, men menneskerne (og videnskaber, der beskæftiger sig med mennesker) har umiddelbart lidt sværere ved at se sig selv som autopoietiske systemer. Men tænker vi lidt over, hvor vigtigt det er, at kende til sin egen identitet (Madsen, 1990), ja så vil jeg ikke tøve at kalde bevægelsen mod integritet/kongruens for "typisk" for et lukket system, der prøver at genskabe sig selv. Særlig i kriser er dette tydeligst hos personer, f.eks. i hvor høj deres humør afhænger af at de kan se dem selv i et for dem meningsfyldt forhold til verden, de andre, arbejdet og følelseslivet. "Jeg synes ingenting hænger sammen for mig", vil en identitets-forvirret klient kunne sige, og dermed fortælle terapeuten, at han/hun har svært med "at lukke sig". Men videre med Luhmann.

Hvorhen førnævnte (Maturana/Varela) mere filosofisk taler om levende systemer, livets grundformler og lignende, mener Luhmann det virkeligt alvorligt. Når han taler om systemer, taler han således om mangfoldige muligheder i en total kompleksitet. Et system må vælge, og med dette valg, som kunne have været anderledes(10), bestemmer systemet sin mening, "Sinn", eller primære opgave.

Netop det at skabe mening er så vigtigt i det moderne samfund, og det at vælge betyder at man med sine valg skaber en lille meningsfyldt kompleksitet (= et system), der reducerer kompleksiteten, dvs man skaber en oase af kosmos i kaos, ville en naturreligiøs inspireret person her vel sige. I kontingensens tidsalder er vore dages samfund så komplekst, at dette kræver at ordnede kompleksiteter, dvs organi-sationer/institutioner, måske ikke mindsker kompleksiteten i sin helhed, men gør de enkelte systemers virkelighed mere overskueligt, og dermed også mere meningsfuldt for den enkelte og de enkelte sociale systemer. (se her evt. Rasmussen, 1995).

Desuden skelner Luhmann altså benhård og kompromisløs mellem sociale og psykiske systemer.

"Mennesker kan ikke kommunikere, ikke engang deres hjerner kan kommunikere, ikke engang bevidstheden kan kommunikere. ... Derfor opererer det, som vi oplever som hver vores egen bevidsthed, som et operativt lukket autopoietisk system".(Luhmann, 1988:884-905, her fra Qvortrup, 1993:47)

Luhmanns radikale konstruktivisme(11) påstår at psykiske systemer kun kan tænke, sociale kun kan kommunikere.

"Psykiske systemer er konstitueret på basis af en selvrefererende bevidsthedssammenhæng, sociale systemer er konstitueret på basis af en selvrefererende kommunikationssammenhæng." (Luhmann, 1984:92)

Han tager altså den med lukning meget alvorligt. På en måde virker denne konsekvens-hed forskrækkende, da der ikke synes at være plads for fælles værdier, og drømme om demokratisk dialog og fredelig samvær, som ellers er almene idealer.

Men her er Luhmann kompromisløst. Når vi taler sammen, forventer han ikke som f.eks. Habermas nogle ejendommelig tvangløs sig påtvingende argumenter(12), han mener at vore bevidsthedssystemer ikke engang er i kontakt med hinanden, undtaget når de vælger kontakten som nødvendighed for selv at opretholde sig selv. Vi konstruerer jo hinanden som vores omverden, og kun når kommunikationen formår at skabe uro i det fremmede system, kan der opnås læring, og dermed udbytte af kommunikationen.

Alt det jeg siger, beholder jeg selv. Men kan min tale få dig til at stoppe op, til at forundres, ja så er du som bevidsthedssystem i gang med en balance-skabende-indlærings-proces, der vil/skal forstå "forundringen"(13). Og dermed er du i en læringsproces, der er udløst af en pertuberende samtale med anden/andre.

Og det er det, pædagoger og undervisere, der er inspireret af Luhmann, mener, hvis vi læser deres publikationer (Cederstrøm, m.fl. 1993; Rasmussen, 1995). Modsat tidligere tider er en underviser ikke én, der præsenterer viden, som eleverne så skal tage ind. En postmoderne underviser må hellere forstå sig som "proces-hjælper" (Schein, 1987), der hjælper eleverne til at blive pertuberet, og som, i så faldt, står til rådighed, når den pertuberede elev søger oplysninger, der hjælper hendes/hans bevidsthedssystem(14) til balance og dermed læring.

Men i vores fag har vi ikke rigtigt forholdt os til de radikale konstruktivisters "pertubation" af vores vante måde at se verden på, selvom jeg sidst i dette skrift vil påpege, at vi faktisk ofte arbejder i stil med lige før beskrevne antagelser; - dog uden at vi forstår vores arbejdsmetode som pertubation af autopoietiske systemer. Men jeg ønsker at tænke Luhmann m.fl. med ind i en syntese med andre fortællinger, som ikke ønsker at have så krystallinsk adskillende mikroskop-briller på.

Om Luhmanns teoriers implikationer i forhold til den videnskabelige psykologi er et spørgsmål, der her ville føre for vidt at besvare. Her taler vi jo (næsten) kun om det åbne og det lukkede. Så jeg vil stoppe med dette afsnit ved at resumere, at især Luhmann påpeger, at systemets lukning om sig selv, og at grænserne/omverden skabes gennem den selv-valgte mening, viser, at "det lukkede" peger hen imod en indre struktur, der siger enten er du et autopoietisk system, eller du er ikke !(15)

Jeg mener, man også kan sige at et autopoietisk system, der ved lukning selv skaber sig selv og sin omverden, er i proces, selv om processen er strukturen. Men det har jeg vel sagt før - men måske er det også min pointe, nemlig at åben-lukket kan sammenlignes med Yin-Yang, Nat/Dag, Liv/Død, Kærlighed/Had og andre modpols-metaforer.

Men nu over til nogle praksis-eksempler, hvor jeg mener, at begge bevægelser er tilstede i det beskrevne arbejde med professionelle arbejdssystemer(16).

6 Åbne/lukkede eksempler fra praksis - at udvikle systemer

Jeg vil her kort fortælle om to artikler, jeg har læst i forbindelse med Delfin 2 tilvalgsfag, der for mig at se helt klart beskriver, hvor vigtigt det er, at det system, der ønsker hjælp og læring, formår at lukke sig, for at kunne være klar til at møde virkelighedens udfordringer. Derefter vil tre mere praksisrelaterede eksempler blive tolket af mig med henblik på at vise, at vi i praksis anvender både "åbne" og "lukkede" strategier/manøvre/erkendelser.

6.1 Teoretisk Praksis

Læser man om en af de redskaber, vi på Centret lærer at bruge, nemlig "personale-intern supervision" (Willert, 1993; Madsen&Willert 1991), eller "kollegial supervision" (Andersen/Weiss 1993), er der iøjnefaldende træk fra de forudbeskrevne systemiske teorier til stede; i hvert fald hvis man vil se efter dem !

Ser vi på ønskerne for at gå i supervision beskriver Andersen/Weiss tydeligt, at supervisanten ønsker at finde mening med sig selv og sin egen virksomhed. En supervisant (fokusperson) har bl.a.:

"... 3. Ønsker om at ændre og udvikle de personlige mål med arbejdet.

...

7. Ønsker om at blive opmærksom på egne blinde pletter og dens betydning de har for udførelsen af arbejdet.

...

10. Ønsker om at bruge sin personlighed mere professionelt i arbejdet. At realisere dette er måske den vigtigste baggrund for al supervision." (Andersen/Weiss:1993:25)

Som vi kan se, er det klientens eget ønske om udvikling og forandring, som skal respekteres og være i højsædet. I "personale-intern supervision" (Madsen&Willert, 1991(17)) er det også ét af kendetegnene ved metoden, at en umiddelbart stiv ramme, med hjælpere, fokuspersoner, spilfordeler og "reflekterende team" kan virke "kunstigt" på folk, der for første gang udsættes for metoden. Men det "stive" sørger for at fokuspersonen kan "åbne sig" i det dertil afgrænsede, og "lukkede" rum. Meget vigtigt er den indledende fase, hvor kontrakten sluttes mellem fokuspersonen og den person, der optræder i rollen som supervisor. Hele tiden styrer processen mod afgrænsning: Hvad er problemet ? Hvad er problemet i problemet ? Hvad er samtalens mål ? Hvad er systemets "primary task" , eller med Luhmann, systemets "Sinn"?.

Et midlertidig tidsafgrænset og regelstyret kommunikations-system, der har det formål at forstyrre, "pertubere", fokuspersonens psykiske og bevidsthedsmæssige systemer ville en Luhmannsk forklaring på "personaleintern supervision" så'n omkring lyde, - hvis jeg må være så frit tolkende.

Men denne afgrænsning, disse spilleregler, der helt klart af- og begrænser spillerummet for de deltagende, giver dog mulighed for den, det hele drejer sig om, nemlig fokus-personen (den person der har et ønske om supervision). Muligheden i dette om personens problem sig lukkende forum er at netop fokuspersonen bliver befriet for selv at skulle tænke på rammerne. Hun/han kan frit og uordnet, åbent, udtrykke sig om sit problem. De andre skal nok sørge for at det hele forbliver i den valgte/aftalte ramme. Ellers er netop deres spørgsmål, når fokuspersonens udsagn synes uplausibel, med til at "pirre", pertubere personen til at forsøge sig med en mere tydelig beskrivelse af det, han/hun ønsker at vælge for sig selv.

Den hjælpende person (og indirekte spilfordeler og det reflekterende team) stiller sig til rådighed for klienten. Supervisorens (og de andres) vågenhed, klargørende spørgsmål, intensiv lytning er, hvad kan hjælpe fokuspersonen i sin proces, i sin bevægelse. Og her er det klart, at selv om vi søger at styrke personens "slåen ring om sig selv", er målet åbent, og aller mest for den hjælpende, da:

" a: Fokuspersonen ejer sin virkelighed.

b: Du kan hjælpe uden at være garant." (Madsen/Willert1991.:2)

På den ene side er brugere af personaleintern supervision vel enig i at systemer er åbne, og at sådanne dialoger mellem mennesker, med et fastlagt, primært formål, nemlig at hjælpe fokuspersonen med en bevægelse, er frugtbart alene i kraft af den empatiske situation i sådanne samtaler. Det er der nok også noget om. Hawkins/Shohet (1988) påpeger at en supervisors, og en supervisions kvaliteter bl.a. er empati, forståelse, ubetinget positiv støtte, ægthed, varme, selv-åbenbarelse og mere. Det er en god portion Rogers-filosofi i netop disse kvaliteter. Og det tror jeg hellere ikke vi skal glemme, eller benægte. Til trods for at den post-moderne forklaring vil fortælle os, at vi er ak! så unik og forskellig fra hinanden, ja så fortæller dette os vel, at vi har ak så meget til fælles. Hvem ønsker ikke moralsk støtte, varme, når autopoiesen synes at være gået i stå.

Men samtidig synes jeg, at også autopoietisk tænkende meget vel kan finde deres antagelse om selv-skabende systemer i den her beskrevne metode. Også autopoietiske systemer ejer deres egen virkelighed, ja, de konstruerer den, og at stille de rigtige spørgsmål, uden at ville optræde som garant for noget som helst, er vel også beslægtet med at det eneste, vi kan gøre for hinanden er at "pertubere" hinanden ved hjælp af de rigtige spørgsmål.

Lidt senere vil jeg vende tilbage til denne supervisions-form, når jeg omtaler et eksempel fra praksis.

Men først et andet eksempel.

I pædagogiske kredse har jeg fornemmet en større lyst til forandring end i vores eget fag. Vi kender vel alle Ziehe (1989), der fortæller om en ny ungdom og om nye måder til at tilegne sig eller til at formidle viden på. Udover førnævnte Luhmann-inspirerede pædagoger er Bjørgen (1994) også et eksempel på noget af den tænkning, som jeg mener kan møde tidens krav om at se med nye øjne på undervisning, og nye undervisnings-former, der "matcher" nutids-elevens krav, behov og formåen. I at viden ikke mere er lærerens eje, som førnævnte Ziehe (1989) har beskrevet, må vi gå andre veje. Situationen er anderledes end før, der er ufattelig mere information, som hverken læreren eller eleverne nogensinde kan komme i bund med. Så det gælder om at kunne vælge for eleverne meningsfyldt information. Det er ifølge Bjørgen (1994) nærmest en ny situation for både læreren og eleven. Eleven skal føle et stærkt ønske om at vide noget, og i så faldt kunne regne med kompetente løsningsforslag, og information om, hvor viden om dit eller dat måtte findes. Eleven skal "tage ansvar for egen læring" (ibid.).

I mine øjne igen en tydelig fokusering på individets egen autonomi i forhold til med hvilken information læringssystemet (=eleven) ønsker at igangsætte sig selv, og dermed ikke så fjernt fra, at kunne forklares med "autopoietiske" indlæringsprincipper, der understreger "pertubation" som eneste mulighed for at videregive "viden".

Lærerens rolle er således også nyt. Han skal ikke mere fylde på, og være skulptør, eller være entertainer, der motiverer eleverne. Han skal være træner og arbejdsleder, og være proces-hjælper i elevens egen udvikling, der jo også kunne kaldes elevens autopoietiske selv-skabelse.(ibid.)

Jeg håber ikke læserens synes, at nu er jeg vel lidt for langt ude. Men jeg mener faktisk at en lidt fri benyttelse af begrebet autopoiese i psykologien, og som her i de brugte eksempler, kan føre til frugtbare metaforer, der måske kan berige vore beskrivelser af psykiske og sociale problematikker. Men nu til den virkelige praksisverden.

6.2 Praktisk Prakis

Som det forhåbentlig er blevet tydeligt, er både "åbne" og "lukkede" system-folk vel enig i, at klientsystemet er eneste værdige/gyldige kontrollør for, om en påvirkning som f. eks. "læring af personaleintern supervision m.h.a. praktisk metode ind-øvelse", har medført en bevægelse, en udvikling, eller om det bare var spild af tid, eller "ikke virkede".

I November 1995 mødte jeg sammen med en anden "Delfin" et hold rytmiske musikstuderende, der i rammen af deres undervisning skulle blive præsenteret for psykologiske og pædagogiske emner. Som en lille del af dette skulle vi møde holdet én dag med det formål at lære om metoden ved at man afprøver denne.

I starten af seancen gav vi deltagerne mulighed for at komme med bekymringer, skepsis, og ulyst-ytringer. Dette var medvirkende for at selv dem, der egentlig kun var kommet fordi "timerne tæller", var med til at udforme en "kontrakt" for resten af dagen. Skeptikerne måtte gerne ytre sig skeptisk, men alle ytrede vilje til at deltage i dagens øvelser. Allerede her arbejder vi med både den åbne og den lukkede antagelse, i at åbenhed åbenlys og "gennemsigtig" er til stede, da deltagerne har mulighed at ytre deres kritiske fordomme mod metoden. Samtidig giver dette indledende forløb deltagerne mulighed for at lette lidt luft fra ballonen, og hvis der skulle være spændinger i selve gruppen eller de enkelte deltagere, ja så er dette indledende frie rum altså stedet, hvor vi renser os "for støj på linien", før vi går videre til dagens egentlige program. Afslutning på denne indledende fase er en lukning, i at vi faktisk "skriver" sammen med deltagerne en mundtlig kontrakt om dagens videre forløb. Kontrakten fortæller, hvad "meningen" med dagen er for alle implicerede, og hvilke rammer, regler osv vi tilsammen har indvilget i at arbejde under.

Senere, om aftenen, da vi evaluerede dagen sagde mange deltagerne, at de med forundring erkendte, hvor gode metodens stive rammer (spilfordeler, reflekterende team, Time-out-perioder) var, i selve processen.

Igen, for mig at se en kombination af åbne (proces) og lukkede (struktur) mekanismer, i at selve reglerne, og rollerne (=struktur) er et slags forsvar for at det formål, seancen (som jo er et midlertidig system) har, ikke mistes i processen. Denne "meningslukning", der så yderligere bliver indsnævret af fokuspersonens valg af tema, og forhandling af kontrakt med sin "hjælper", sørger så, som før sagt, for at fokuspersonen uden at behøve at tænke på "ordning" af tanker kan fortælle om sit problem. Alle de andre implicerede har jo netop til opgave at holde fast i det tema, som fokuspersonen ønsker mere viden om. Så lidt frit tolket er "personaleintern supervision" en metode, der ikke bliver gammeldags, bare fordi "tidsånden" skifter. For mig at se fungerer metoden lige godt i åbne sen- eller lukkede post-moderne tider(18).



Mit andet praktiske eksempel handler også om et sted, der underviser i Rytmisk Musik, denne gang i Silkeborg. Her ligger en ny institution, der efter 5 års eksistens pludseligt løber ind i to problematikker, der igen, i min tolkning har relation til dette essays tema.

Institutionen er stadig ung, og lige ved at finde sine indre roller og samarbejdsmønstre. De nye årgange er anderledes rekrutteret end de gamle, så derfor er socialiseringen ikke endnu en færdig form. Der har været mange uskrevne antagelser om, hvad centrets egentlige formål egentlig er/var. Institutionen er altså stadig i sin selv-skabende, og dermed i en omkring sig selv lukkende fase, eller, med Schein (1990), så er institutionen ved at danne sig selv som kultur. I denne fase bliver institutionen så mødt med krav fra større systemer, undervisnings-ministeriet o.l., som er jo typisk det, der sker i et komplekst samfund, hvor alle systemer mere eller mindre påvirker hinanden. Men disse krav fra det ydre, om at blande sig med "de andre", kræver af den unge institution, at den i en fart formår at lukke sig. Fordi kun som selv-skabende, autopoietisk system, der har fundet sin indre mening/struktur, kan systemet møde de ydre krav med "åbent sind".

Vores(19) intervention bestod bl.a. i en undersøgelse af deres indre forhold, der bl.a. førte til tiltag i forhold til at møde nye årgange, og til forhandlinger med pedellerne om husorden m.m.

Man kan sige at vores intervention fortrinsvis "spejlede" institutionens "indre liv", og det var for det meste også dette indre livs problemer, der blev genstand for diskussion under dagene.

Systemet mødes af ydre krav til forandring, men handler ved at skabe sig selv, vil jeg med dette essays sprog udtrykke det. Og jeg tror det er vigtigt for institutionen at kunne sige, når man skal møde andre, evt. større systemer: "At vi er så'n og så'n, og vi gør tingene således." Især, hvis de andre i fremtiden kommer til at deltage i "vores" undervisning. Måske handler det på en måde om Unions-tanken. Kun når de enkelte systemer, der skal deltage i unionen er stærk i deres egen struktur, kan de overleve at være del af det større system. Og sådanne krav møder vores unge institution i Silkeborg, bare i et mindre format.

Men hvordan hjælper vi dem til deres egen lukning. Ved at præsentere for dem, hvad de selv ytrer i deres undersøgelse af dem selv, suppleret med "åbne breve(20)", der som "take it or leave it"-tilbud blev sendt til institutionen.

Man kan ikke være garant for, at udviklingsprocesser lykkes, men det er mit indtryk at vores intervention har i det mindste "pertuberet" systemet til en stærkere "vi" følelse, der følger sammen med spørgsmålet: "Hvem er vi?", "Hvordan vil vi være?".

I min tolkning et godt udgangspunkt for udvikling, i den store komplekse og åbne verden hvori autopoietiske systemer kæmper hver især for deres gen-skabelse.

Faren for en lille institution som i Silkeborg er jo netop, at man ved for sent at lukke sig ikke når at kunne skabe sig selv, når dette kræves, og dermed faktisk kan ophøre med at eksistere. Selv om bygningerne og navnet er det samme, kan et system langsomt invaderes af et andet, uden at f.eks. nye elever ville opdage dette. Fordi de nye synes jo altid, at som det lige nu er, ja sådan er traditionen her på stedet.

Men institutionen i Silkeborg synes dog trods alt at være sin egen "kultur", der forhåbentlig også i fremtiden formår at gen-skabe sig selv.

6.3 På kanten - mellem det åbne og det lukkede

Her, på kanten af opgaven, dvs før jeg vil bevæge mig ud af dette essays område, og dermed mod slutningen af denne opgave, vil jeg kort og fortrinsvis i de af mig før benyttede og beskrevne begreber og termer beskrive min oplevelse af min subjektive læringsproces ved at deltage i en "Tavistock"(21)-inspireret konference, der forenklet sagt går ud på at iagttage, opleve og studere ubevidste processer og mønstre i gruppe- og systemsammenhænge.

Konferencen sættede klare bestemte grænser til verden og tiden udenfor sit tre-dages forløb. Meningen var at deltagerne og konferenceledelsen, foruden de grupper, deltagerne blev opdelt i under konferencens forløb, arbejdede hver for sig og sammen for at lære noget om sig selv i her og nuet, og om de processer, der i det daglige arbejde oftest forbliver usynlige, eller i det mindste uerkendt, og som dog styrer ofte en stor del af den arbejdsproces, vi i arbejdslivet deltager i. Konferencen var altså i mit sprogbrug et midlertidig autopoietisk system, med en primær opgave, nemlig at løbende genskabe sig selv som lærende system.

Men lige et skridt tilbage. Jeg mener altså at denne konference kan tolkes m.h.a. det åbne og det lukkede, og forbindelsen mellem disse poler, da disse metaforer vil kunne vise sig som brugbart, også når man vil reflektere over en sådan konference. Men samtidig må jeg dog gøre opmærksom på, at konferencen som lærings-erfaring ikke alene kan fanges ind med disse to begreber. Konferencens ubevidste indhold har brug for andre beskrivelser/metaforer end af mig i denne opgave fremhævede, der nok er mere nyttigt i et teoretisk systems meta-rum, og ikke i forhold til ubevidste processer, der jo foregår "i her og nu-situationer" (DTI, 1996:9).

Men tilbage til denne opgaves begreber. Konferencen byggede på to grundlæggende antagelser, den ene som nævnt, er teorien om det ubevidste, det andet er teorien om det åbne system (ibid.:12).

På konferencen, hvor 16 deltagere (og to børne- og køkkenpassere) og en ledelses- og konsulentstab på fem personer tilsammen udgjorde konferencesystemet, oplevede jeg tydeligt, og på "egen krop", i hvor høj grad forskellige delsystemer er afhængig af både deres medlemmers luner, energi, motivation, samspilsevne, og forståelse, eller manglen af nogle af disse egenskaber, som de enkelte bringer ind i systemet. Samtidig virker større systemers "vibrationer" både ind i de mindre systemer, oppefra ned, men påvirkes også den anden vej, dvs. de mindre systemer påvirker, nede fra op. Dette var del af den "usynlige" læring om antagelsen om åbne systemer på konferencen. Når jeg som individ tilsluttede/afsondrede mig, ytrede mig eller tiede, mærkede jeg, hvordan jeg blev påvirket og selv øvede indflydelse på de andre systemer.

Læringen her var en "oplevelse", ikke rationelt tilvejebragt viden. Men, rent intel-lektuelt, vidste jeg dette jo i forvejen. Nemlig at kommunikation, som er synonymt med begrebet interaktion, altid "is going on", når mennesker er sammen; man kan som bekendt ikke ikke kommunikere/interagere (her fra Katzenelson, 1994:95). For mig at se var dette dog en dybere læring end når jeg bare forholder mig intel-lektuelt/bogligt til det.

Men set fra en anden (lukket), ikke så mellem-menneskelig og intersubjektiv (åben), men måske mere kognitionspsykologisk vinkel med fokus på læring, kunne sådan en Tavistock-konference også opfattes ud fra teorien om lukkede systemer.

Man kan nemlig sige at konferencens grænse-udfordrende og konfronterende, og vane-nedbrydende stil var med til at jeg som enkelt læringssystem, men også som del af grupper, følte mig udsat for oplevelse af frustration, ubalance, utryghed og andet ikke-equilibristisk, altså jeg blev udsat for "pertubation", og det er netop det, der skal til for at et autopoietisk system kan lære.

Konferencens første del var, mere eller mindre bevidst, ét langt forsøg på at bringe systemerne ud af balance, for derimed at få systemerne til at erkende kropsligt eller "tavst", hvilke processer og bevægelser, der skal til, for at det enkelte læringssystem kan føre sig frem til en videregående balance, og dermed som lærings-systemet kan fortsætte sin autopoiese. Men nu frem til konklusionen/refleksionen over hvilken "nytte" mine ordlege kan have, i det mindste for mig, som læringssystem, men måske også for andre, der kan finde nytte i at lege med det åbne/lukkede.

7 Konklusionen - eller Syntesen, en eklektisk anvendelse af begge begreber

I dette essay har jeg forsøgt at anskueliggøre, at forskellige antagelser om systemer benytter sig af enten åbenhed eller lukkethed som deres foretrukne begreb/metafor.

Jeg har m.h.a. litterære henvisninger og tolkninger af artikler og praksis-oplevelser søgt at vise, at min syntese af åbne og lukkede systemforståelser åbner for en for mig at se frugtbar og eklektisk anvendelse af viden, uden at jeg nærmere har beskæftiget mig med teoriernes uoverensstemmelser. Det er nemlig ikke mit ærinde.

Rent subjektiv er essayet et personligt forsøg på at forbinde min egen teoretiske pertubation af "lukkede" system-teorier med min faktiske og aktuelle "på egen krop"-læring ved Center for Systemudvikling, der ser sig selv fortrinsvis inspireret af "åbne" systemteorier.

Selv om jeg selv synes, at begreberne åben og lukket er meget anvendeligt, hvis man i et meta-perspektiv vil beskrive socialpsykologiske fænomener, mener jeg dog at benyttelse af disse begreber også har deres "blinde pletter", og derfor altid må suppleres med andre betragtninger og begreber, hvis man ønsker en nogenlunde gyldig beskrivelse af et system.

Men når man som psykolog arbejder med menneskelige systemer, synes i dette essay beskrevne teoretiske poler mellem det åbne og det lukkede at have hver deres områder, domæner eller virkelighedsudsnit, hvor de viser sig mest anvendeligt.

Den "åbne systemforståelse" synes at have sine indsigts-bringende fordele i mel-lem-menneskelige anliggenheder, når vi som professionelle må regne med de på-virkninger, vores klientsystem modtager fra os selv, men også fra andre systemer, det står i forbindelse med. Samtidig giver denne åbne forståelse rum til at se på f.eks. kommunikation på flere niveauer. Både analoge og digitale, irrationelle og rationelle, ubevidste og bevidste er aspekter i kommunikation mellem, men også i det enkelte menneske, eller det enkelte system.

Vores videnskab må derfor være forberedt på en stor grad af usikkerhed vedr. sine konklusioner, der stammer fra mere eller mindre rationel tilrettelagt forsknings-aktivitet, da systemerne altid kan være under indflydelse fra andre og indre, mere eller mindre ikke synlige, systemers behov og motivation. At se verden cirkulært må altid betyde, at vores observationer er midlertidige lineære udpluk fra cirklen, da vi jo ikke kan forstå, eller i hvert fald ikke kan tale om hele cirkelen på en gang.

Konkluderende vil jeg her vove at påstå, at "åben-system"-tænkning har fokus på forholdet i mellem systemerne, på proces mere end struktur, på det ubevidste ved siden af det bevidste.

De "lukkede system-forståelser" synes for mig at se at have en mere struktur-fokuserende vinkel på systemerne, og de ser på hvordan disse dannes/opretholdes, lærer og ikke mindst lever - selv om strengt taget strukturen er processen.

At leve er at vide, og derved opretholder systemet sig selv. Systemet former sig selv ud fra sin egen indre mening. Fokus er her systemets genskabelse, autopoiese, v.h.a. systemets indre mening, og læring opnås ved hjælp af irritation og pertubation p.g.a. koblinger med andre strukturer, men også p.g.a. omverdens kompleksitet.

Nutidens samfund og "globale landsby" er på den ene side mere forbundet v.h.a. medier end nogensinde før, men samtidig er antallet af små og sande fortællinger så stor, komplekst, uoverskueligt og kaotisk, at eneste måde at skabe mening, og dermed kompleksitetsreduktion på er ved at danne mindre kompleksiteter med mening i. Det er det, der foranlediger det moderne samfund til at skabe institutioner, der under forskellige former "ordner" samfundets samliv, og ikke mindst socialiseringen af nye medlemmer, der er nødvendig for at institutionen kan videreføres i samme "ånd", Sinn, mening, som den er skabt i.

Men jeg synes endvidere at disse lukkede antagelser ser mere på indre læringsmekanismer, på strukturen bag læring, og de synes umiddelbart ikke at have fokus på i mellem, men på i og ud fra systemets egen autopoiese, og systemets egen konstruktion af sig selv og omverden.

Dette giver os, der vil lade sig inspirere af disse tanker, mulighed for at se nærmere på, hvordan pædagogik og også proces-konsultation kan møde sen- eller post-modernismens krav, såsom at man skal pertubere elever/studenter/klienter, så at disse lærer og udvikler sig dér hvor de er..

Så hvor "de åbne" ser mest på processer i mellem, ser "de lukkede" verden fra subjektets vinkel, og interesserer sig fortrinsvis for hvordan systemer over-lever ved at lære. Men forskellen er mindre end her antydet, da struktur og proces som før omtalt er hinandens komplementære modsætninger. Måske derfor synes jeg at umiddelbart ikke forenelige teoretiske standpunkter er forenelig. Jeg kan kun sige: " Kom ind!", når jeg har et lukket rum, der kan åbnes både inde- og ude-fra.

Mit ærinde med essayet er at vise at man kan kombinere begge vinkler i vores forskning/arbejde med mennesker og systemiske forhold.

Og her synes jeg jo, at det må være en fordel at kunne skifte mellem humanistiske, mellem-menneskelige foci og mere nøgternt beregnende radikal konstruktivistiske vinkler på systemer, deres læring, indflydelse på hinanden og m.m.m.

Essayet går bevidst ikke i et dissekerende, analytisk forhold til de nævnte teoriers antagelser, men vil egentlig kun fortælle, hvordan disse forskelligheder tilsammen kan give os et mere nuanceret billede af systemer og deres indre og ydre liv.

Diskussionen og den videre udforskning af disse antagelsers betydning for f.eks. etik er allerede i gang (se O.Thyssen,1995), og jeg imødeser med interesse denne udvikling, her på kanten af dette årtusinde, der vel også på en eller anden måde vil betyde at videnskaberne samler det bedste af alt for at kunne udvikle sig i for os ukendte retninger. Vi skal ikke alle blive radikale konstruktivister, men lade os pertubere af deres kompromisløse, og konfronterende antagelser.

Hvor jeg ender, hvor videnskaben ender, det ved jeg ikke, - men helst må det jo ikke ende, så at videnskaber kan opretholde og genskabe sig selv som autopoietiske systemer, der tilpasser sig den evige udvikling.

Vores fag psykologi synes i mine øjne at have en tendens til forsigtighed, - måske fordi faget som ung videnskabelig gren endnu ikke har formået at afgrænse sig i forhold til andre videnskaber og tilværelsestolkninger. Konfrontationen med de lukkede antagelser, og denne konfrontations indsigter kombineret med velkendte åbne syn på systemer er for mig at se én af mulighederne for, at psykologi som fag kan udvikle sig og dermed være stærk nok til at møde det nye årtusindes udfordringer som autopoietisk lukket system, der møder verden med åbent sind..

Litteratur

Andersen, J. & Weiss, S. (1993), Pædagogen i centrum - om kollegial supervision, Kbh.

Bateson, G. (1984), Ånd og Natur, Ask-Forlag

Berger, P. & Luckmann, T. (1966), Den samfundsskabte virkelighed, Kbh. 1976

Bion, W.R. (1961), Erfaringer i grupper - og andre artikler, Kbh

Bjørgen, I.A. (1994), Ansvar for egen læring . Den professionelle elev og student, Trondheim, s. 31-62

Bronfenbrenner, U. (1979), The Ecology of Human Development, Kap.2, Cambridge

Cederstrøm, J m.fl. (1993), Læring, samtale, organisation - Luhmann og skolen, Unge Pædagoger B57, Kbh. 1994

DTI (1996), Konferencebeskrivelse - Spil og Samspil i Organisationen, .Dansk Teknologisk Institut, Center for Organsiation og Ledelse

Engelsted, N. (1989), Personlighedens almene grundlag I og II, Århus

Habermas, J. + Luhmann, N. (1971), Theorie der Gesellschaft oder Socialtechnologie - Was leistet die Systemforschung ?, Frankfurt a.M.

Hawkins, P. & Shohet, R. (1988), Supervision in the helping professions, Buckingham, 8 - 54

Hjelholt, G. (1995), For-Underligt - kan det komplekse og det dynamiske gøres enkelt uden det forsimples ?, i Krogager, P. Ubevidste processer i organisation og ledelse, Kbh. DTI

Hoffmeyer, J. (1993), En snegl på vejen, Kbh.

Jung, C.G. (1964), Der Mensch und seine Symbole, Zürich, 1993

Katzenelson, B., Vejledning i affattelse af universitetsopgaver, DpF 1979

Katzenelson, B. (1989), Psykens verden .. I verden, Århus

Katzenelson, B. (1994), Homo Socius..., Gyldendal, Kbh.

Keeney, B.P. (1983), Aesthetics of change, K.2, New York

Kierkegaard, S. (1962), Samlede værker, bd. 15, Kbh. Gyldendal

Krogager, P. (red.) (1995), Ubevidste processer i organisation og ledelse, Kbh. DTI

Kvale, S. (1983), The qualitative research interview, Journal of Phenomenological Psychology, 14, 171-196

Kvale, S. (1992), Psychology and Postmodernism, Sage

Kvale, S. (1995), Themes of Postmodernity, fra:Anderson, W.T. (red.), The truth about the truth, de-confusing and re-constructing the Postmodern World, Putnam

Luhmann, N. - Soziale Systeme * Grundriss einer allgemeinen Theorie, 1984, Frankfurt a.M.

Luhmann, N. (1992) Hvorfor systemteori ?, I: Jacobsen, J.C. (red.) Autopoiesis. En introduktion til Niklas Luhmanns verden af systemer, s. 10 -20, Kbh.

Madsen, B. (1990), Samfundsudvikling, identitetsdannelse og erhvervsvalg, Psykologisk Institut, Århus (Mimeo)

Madsen, B. & Willert, S. (1991), Personaleintern supervision, (internt papir), ved Psykologisk Instituts Center for Systemudvikling, Århus

Madsen, B. (1993), Kommunikation i og om forhold, i I-M. Ahlgren, (red.). Kommunikationsspor i socialpædagogik, Kbh. 46- 62

Madsen, B. & Willert, (1993) S. Dialogiske Hjælpersamtaler, i I-M. Ahlgren, (red.). Kommunikationsspor i socialpædagogik, Kbh. 130 - 142

Mammen, J. (1983), Den menneskelige sans, Kbh. 1989

Maturana & Varela (1986) Kundskabens træ, Kbh.

Maturana, H. (1990) The biological foundation of selfconsciousness and the physical domain of existence, fra: V. Redder (red.) Beobachter - Konvergenz der Erkenntnistheorien?, Wilhelm Fink Verlag

Mead, G.H. (1934), Mind, self, and society, Chicago

Moxness, P. (1993), Dyproller: Helter, Hekser, Horer, Moxness-forlag, Oslo

Morin, E. (1993), Metoden - Kendskabet til kundskaben, Ask-forlag

Munch-Hansen, M. (1995) "Langt ud' i skoven lå et hus, Fra: Fest-Skrift, udgivet i forbindelsen med Sensommerfesten 1995, Lykkeposen, Århus

Nørretranders, (1993), Mærk verden, Kbh.

Qvortrup, L. (1993), Skolen som selvreferentielt system, I: Læring, samtale, organisation - Luhmann og skolen, Unge Pædagoger B57, Kbh.

Schein, E.H. (1988/87), Process Consultation, Vol. I + II, Reading, Mass.: Addison Wesley,

Schein, E.H. (1990), Organisationspsykologi, Kbh.

Rasmussen, J. (1995), Socialisering i kontingensens æra, Paper præsenteret ved NFPF's kongres den 16. - 19. Marts 1995 ved Aarhus Universitet

Reese-Schäfer, W. (1992) Einführung zu Luhmann, Hamburg

Thyssen, O. (1995), I hinandens øjne, Gyldendal

Visholm, S. (1992), Kæmpesubjekter og forlængede kropsorganer, Psyke & Logos, 13, (2), Kbh.

Watzlawick, P. , Beavin, H.J. & Jacckson, D.D. (1967) Pragmatics of human communication, New York

Willert, S. (1993), Personaleintern supervision, i I-M. Ahlgren, (red.). Kommunikationsspor i socialpædagogik, Kbh.169- 178Kbh.

Ziehe, T. (1989), Ambivalens og mangfoldighed, Kbh.

---

1. Det skulle i så faldt være en metafor, der rummer "det åbne" og "det lukkede" og som samtidig formår at indfange "bevægelse", eller "det dynamiske" (dialektiske), som (når vi taler om levende og/eller sociale systemer) ses af mange som grundbetingelse for systemers fortsætte beståen (bl.a. Berger & Luckmann, 1966, Maturana & Varela (1986), Katzenelson (1989, 1994) Mammen (1983), Engelsted (1989). De her nævnte teoretikere ser alle på en eller anden måde livet (og/eller psyken) som den dynamiske, mellem to modsatte poler sig udspillende proces, hvor netop processen er strukturen, uden at vi kan udsige noget præcist om fremtiden, dog at livet (psyken) udvikles dialektisk, kan der vel ikke være tvivl om.

2. Som jeg senere vil komme nærmere ind på, er især Maturana & Varela (1986), og af disse inspirerede professor i sociologi Niklas Luhmann (1984) kendt for deres antagelse om at alt liv, og alle systemer, er "autopoietisk lukkede systemer". I videnskabsteoretiske sammenhænge kaldes denne filosofiske retning for "radikal konstruktivisme", i at man antager, at omverden for systemet altid er en konstruktion. Derfor må man give slip på begreber såsom "objektivitet", da verden jo altid er konstrueret af den der beskuer den.

3. I Luhmanns tankegang kan et system kun lære, erfare noget, hvis det bliver udsat for forstyrrelse (pertubation). Tanken er beslægtet med Piagets forestilling om "equilibrium", hvor det kognitive system søger at genopnå balance ved at tilpasse sig, enten ved "åbning" (accodomation) eller ved "lukning" (assimilation).

4. Begrebet "Tavistock" forklares nærmere i fodnote 21 og i afsnit 6.3.

5. Dette begreb bliver nærmere forklaret på side 11 i afsnittet om Maturana

6. En tanke, der kan findes hos af Hegel inspirerede "dialektikere" såsom Engelsted (1989), men også Katzenelson (1989). Men også, som før sagt, har Piaget lignende synspunkter om indlæring og det kognitive system.

7. "Vi taler om strukturel kobling, når som helst der er en historie af stadig tilbagevendende interaktioner, der fører til strukturel overensstemmelse mellem to (eller flere) systemer." (Maturana & Varela, 1986:87)

8. Jeg går her ikke nærmere ind på forskelle mellem Habermas og Luhmann, selv om det er adskillelige. Habermas og Luhmann har i de 25 år siden deres fælles bog diskuteret deres uenigheder, men her er deres definitioner dog meget beslægtet. Man kunne måske med rette sige at Habermas er beslægtet med den moderne "åbne systemforståelse" , hvorhen Luhmann som sagt er post-moderne sociolog og filosof.(Reese-Schäfer, 1992)

9. "Et autopoietisk system er et system, der er organiseret som et netværk af processer, der producerer komponenter (for eksempel molekyler i et cellestofskifte). De komponenter, der produceres, er de komponenter, som netværket består af. Gennem denne produktion afgrænses også systemet som et selvstændigt system, hvorigennem fortsat produktion bliver muliggjort. Stofskiftet og afgrænsningen betinger således gensidigt hinanden. (Maturana & Varela 1986:18; introduktion af Ravn,I. & Söderqvist,T.)

10. At man kan vælge anderledes, at der er nærmest uendelige muligheder i totalkompleksiteten, i virkelighedens mulighedshorisont, betegner Luhmann med kontingens, der hentyder til en vis tilfældighed i forhold til vore valg. Men, har vi valgt, har vi også bestemt den struktur for, hvordan vi opretholder vores egen autopoiese, synes jeg, Luhmann her ville sige.

11. Så vidt jeg husker vil han nu helst kaldes "operativt konstruktivist".

12. Eller en intersubjektiv konsensuel fornuft (se her Katzenelson, 1994:K.3), der kommer "opinn".

13. Og dette stemmer fint overens med Maturana & Varelas udsagn om: "At leve er at erkende".

14. Bemærk at jeg her taler om personers bevidsthedssystem, i at jeg selv har den antagelse at personer er sammensat af flere systemer. Hvilken betydning og i hvilken organiseringsform (flad, hierarkisk ?) disse autopoietiske del-systemer arbejder sammen som et hele, et selv eller en identitet, er et spændende, men også stort projekt at undersøge. Derfor vil der i dette essay ikke komme flere forslag til hvordan det Luhmann'ske og/eller post-moderne selv, hvis vi skulle have lyst til at konstruere et sådant, ville se ud. Men måske en anden gang.

15. Og her lugter det vel lidt af Sartre og Eksistentialisme ?!!

16. Professionelle arbejdssystemer er det afgrænsende begreb, vi benytter ved Center for Systemudvikling. Professionelle arbejdssystemer er som navnet siger, systemer, der arbejder med primære opgaver i samfundets erhvervs- og sociale sektorer.

17. Jeg forudsætter at læseren kender til "personale-intern supervision", og vil ellers bare henvise til de nævnte artikler om dette redskab.

18. For mig er der ikke forskel mellem det sen- eller post-moderne, hvis vi tænker på tidsrummet, men ellers er dem, der siger sen- nok mere rationalistisk/modernistisk, hvorhen post- hentyder til mere radikale og konstruktivistiske syn.

19. Vi, dvs B.Madsen og studerende fra Center for Systemudvikling, mødte institutionen til to heldags-udviklings-dage med ca 4 måneders mellemrum.

20. ..indeholdende de enkelte Delfiners og B. Madsens indtryk fra "dagene".

21. "... bygger på en pædagogisk metode, udviklet gennem de seneste 30-40 år af bl.a. "The Tavistock Institute of Human Relations" i London, ofte benævnt som "laboratoriemetoden" eller "working-conference". (DTI, 1996:5). Konferencen henvendte sig til studerende ved Center for Systemudvikling, og foregik i dagene 17.1. - 19.1. 1996 ved Øm-Kloster (ved Ry)