Artikel skrevet som bidrag til
Kunstprojektet : Inhaling Human Suffering – Exhaling Well Being[1]
Åbne og lukkede systemer Nr.2
Menneskelig samkvem kan skabe udvikling
Jeg er blevet opfordret til at skrive om åbne og lukkede systemer.
FOS har læst min artikel fra 1996 på nettet[2],
og det er vel derfor, han har ønsket at jeg her forklarer nærmere, hvad
begreberne åbne og lukkede systemer står for.
Men tiden siden jeg skrev
artiklen er ikke gået sporløst forbi mit hovedet. Tanker om systemer er afløst
af tanker om aktivitet, samkvem, ja, endda revolution. Den store inspiration
kom, da jeg deltog i en konference[3]
for "postmoderne" psykologer i New York. Her blev der talt om praksis, om hvordan psykologi kan komme i
anvendelse i virkelige menneskers hverdag, om hvordan psykologer kan forholde
sig kritisk til fagets virke. Inspiration nr. 1 og 2, som alle de forskellige
forskere[4] havde til fælles, er Ludwig Wittgenstein, og
Lev Vygotsky. Den første, fordi han bl.a. siger, at vi ikke skal prøve at løse
problemer. Vi skal i stedet "move about and around them", dvs. via
konversation kan vi "make the problem vanish". Den anden, fordi han
fortæller os, at udvikling forudsætter læring, dvs. social interaktion, således
at man evner at "performe a head taller than you are". I social
interaktion med andre kan vi møde
hinandens "i morgen", som vi kan nærme os sammen, gerne med én, der
allerede har været dér, i "zonen for den nærmeste udvikling".
I min tidligere artikel
var systemer (a) personer, (b)
systemer inden i personen (f.eks. hjernen, eller bevidsthedssystemet), (c)
systemer der består af personer, eller (d) systemer, der indeholder andre
systemer, der består af personer.. Overordnet er et system et dynamisk princip,
der igangsættes af indbyrdes afhængige komponenters samspil og funktioner, og
af, at systemet formår at sætte en klar grænse mellem sig selv og omverden. I
hvor høj grad systemet er åben og lukket for omverden
afhænger af hvilket
perspektiv vi vælger, når vi kigger på denne problematik.
Begrebet Systemer har en
teknisk, lidt kold klang, men det kan forekomme både givtig, men også
problematisk at anvende begrebet "system", når vi taler om mennesker,
og grupper af mennesker, eller menneskelige institutioner.
Når jeg siger problematisk,
så er det, fordi jeg mener, at tilgangen er i stadig fare for at anbringe problemer, der er af social oprindelse,
inden i personen. Og at tilgangen ikke i tiltrækkelig grad, efter min smag,
skifter fra et fokus om "hvem er del af problemet" til "hvad kan
vi – kreativt – skabe sammen – her og nu", dvs. fra et
problem-løsnings-fokus til fælles afsøgning og skabelse af nye muligheder.
Men lad os se på
begreberne "åben" og "lukket".
Det der var min ærinde
med artiklen den gang var at påvise sammenhængen mellem en “åben” og en
“lukket” systemforståelse.
Eller man kunne sige, at
det var et forsøg på at forene Habermas og Frankfurter Skolens "åbne"
system-tanker med Luhmann og Maturana & Varela, der er fortalere for læren
om "autopoietiske" og dermed lukkede systemer.
Jeg vil her kort forsøge
at definere forskellen mellem de to begreber “åben” og “lukket”.
Åben - at åbne sig, at være åben
for andre – det har en rar klang af socialitet.
Vi er alle hinandens
midler mod målet, vi er produkt og producent af vores samfundsskabte
virkelighed/identitet.
Vi er åben for
indflydelse, påvirkning, vildførelse - den sociale virkelighed er under
konstant forandring, den enkelte både skaber og skabes på ny, hele tiden.
Fremtiden er åben – alt er muligt.
Vi kan læses, via de
gesti vi udsender, som en "åben" bog. Dvs. vi er overfor vore
artsfæller – i grunden – åbne. Og skulle helst være det. Vi har samme
artsspecifikke mønstre og paratheder "lukket" inde i os – men åbner
netop op for dette indre, når vi bytter gesti med en anden. Dvs. i grunden er
det forudbestemt, at vi kan "læse" hinanden som en "åben"
bog, for derved at udvikle os. Så på en måde er vores åbenhed, det at skulle
interagere med andre artsfæller, lukket inde i os, i vore gener, fra
begyndelsen af vore dage – som menneskeslægt.
Sammenfattende kan det åbne, eller den "åbne
systemanskuelse" ses som udtryk for, at man sætter fokus på interaktion,
intersubjektivitet, relationer, fællesskab og samfund.
Dvs. man anser personer,
grupper, og communities ikke som en adskilt enhed, men som systemer, der altid
er en del af andre systemer, der påvirker personens, gruppens eller
fællesskabets handlinger.
Lukket, at slå en ring om os/sig
selv, at samle sig, at være en lukket kreds – det lyder eksklusivt og har
lugten af begreber som identitet og selvet. En cirkel er lukket, en person med
identitet eller en stærk personlighed/et synligt selv "ses" som en
helhed, som en cirkel, der er samlet. Denne lukning er en vigtig egenskab, som
personer, grupper, communities og samfund altid har praktiseret, og i en vis
grad, altid skal praktisere, for at forblive den person, den gruppe, det
fællesskab eller det samfund, man er. Lukningen er strukturelt nødvendig, men
sker altid som proces. Og proces kan, med lidt fantasi, netop ses som princip
for åbenhed, forstået på den måde, at lukningen ikke forbliver statisk, men er
en vedvarende proces, der forudsætter "kontakt" med andre, der kan
udvide ens "horisont". Et lukket system udvikler sig kun ved at det
forandrer sig, dvs. "ved vedvarende at forandre sig bliver personer,
grupper, communities m.m endnu mere og vedvarende sig selv".
Sammenfattende har
lukket, for mig at se, at gøre med identitet/selvet, samling (bevidsthed),
refleksion. Intra-aktion, altså systeminterne hændelser, baseret på et
principielt "lukket" forhold til omverden. Dette giver os, der ser
med "anden ordens observationer", mulighed for at se, hvordan f.eks.
vore egne handlinger er styret af vore måske fejlagtige eller for hurtige” første
ordens” observationer.
Den anden – de andre – synes jeg,
er det, vi starter og ender med i begges anskuelser. Og denne pointe,
"uden dig ingen mig", var folkene på konferencen i New York rigtig
god til at bringe tættere "into the real life of real people’, delvist fordi
de praktiserer "revolutionary activity" i såkaldt belastede områder, med tidligere såkaldte skizofrene
patienter, med børn og teenagers, der ikke har megen tro på fremtiden. Følgelig
bliver tanken om at alle kan udvikle sig
ikke kun noget, man skriver om i artikler og bøger, der ofte omhandler andre
bøger og artikler om samme emne. Man har skabt, og man vedvarende skaber en
folkelig bevægelse, et fællesskab, der
støttes af akademikere, mange frivillige, folk der bidrager med penge, osv. Man
praktiserer et frugtbart samarbejde med folk fra alle samfundslag, med
virkelige mennesker, med virkelige emotionelle "smerter", i det
virkelige liv.
Social interaktion kommer
før intra-action, dvs. samvær med andre er grundbetingelse for at vi kan tænke
og tale. Tanken fuldføres i talen, dvs. talen er en social aktivitet, der
formes af tanken og den sociale aktivitet, den er en del af. En tilhørers
forståelse af det sagte gør udtrykket helt
meningsfuldt.
Derfor må alt håb om udvikling indebære, at man går ud fra,
at social interaktion har skabt det – vi er. Og at social interaktion kan skabe
virkeligheden – her og nu, og i morgen.
– så lad os komme i gang.
Cand. psych.
Volker Bunzendahl
