Artikel skrevet som bidrag til Kunstprojektet : Inhaling Human Suffering – Exhaling Well Being[1]

Åbne og lukkede systemer Nr.2

Menneskelig samkvem kan skabe udvikling

 

Jeg er blevet  opfordret til at skrive om åbne og lukkede systemer. FOS har læst min artikel fra 1996 på nettet[2], og det er vel derfor, han har ønsket at jeg her forklarer nærmere, hvad begreberne åbne og lukkede systemer står for.

 

Men tiden siden jeg skrev artiklen er ikke gået sporløst forbi mit hovedet. Tanker om systemer er afløst af tanker om aktivitet, samkvem, ja, endda revolution. Den store inspiration kom, da jeg deltog i en konference[3] for "postmoderne" psykologer i New York.  Her blev der talt om praksis, om hvordan psykologi kan komme i anvendelse i virkelige menneskers hverdag, om hvordan psykologer kan forholde sig kritisk til fagets virke. Inspiration nr. 1 og 2, som alle de forskellige forskere[4]  havde til fælles, er Ludwig Wittgenstein, og Lev Vygotsky. Den første, fordi han bl.a. siger, at vi ikke skal prøve at løse problemer. Vi skal i stedet "move about and around them", dvs. via konversation kan vi "make the problem vanish". Den anden, fordi han fortæller os, at udvikling forudsætter læring, dvs. social interaktion, således at man evner at "performe a head taller than you are". I social interaktion med andre  kan vi møde hinandens "i morgen", som vi kan nærme os sammen, gerne med én, der allerede har været dér, i "zonen for den nærmeste udvikling".

 

I min tidligere artikel var systemer (a) personer, (b) systemer inden i personen (f.eks. hjernen, eller bevidsthedssystemet), (c) systemer der består af personer, eller (d) systemer, der indeholder andre systemer, der består af personer.. Overordnet er et system et dynamisk princip, der igangsættes af indbyrdes afhængige komponenters samspil og funktioner, og af, at systemet formår at sætte en klar grænse mellem sig selv og omverden. I hvor høj grad systemet er åben og lukket for omverden

afhænger af hvilket perspektiv vi vælger, når vi kigger på denne problematik.

Begrebet Systemer har en teknisk, lidt kold klang, men det kan forekomme både givtig, men også problematisk at anvende begrebet "system", når vi taler om mennesker, og grupper af mennesker, eller menneskelige institutioner.

Når jeg siger problematisk, så er det, fordi jeg mener, at tilgangen er i stadig  fare for at anbringe problemer, der er af social oprindelse, inden i personen. Og at tilgangen ikke i tiltrækkelig grad, efter min smag, skifter fra et fokus om "hvem er del af problemet" til "hvad kan vi – kreativt – skabe sammen – her og nu", dvs. fra et problem-løsnings-fokus til fælles afsøgning og skabelse af nye muligheder.

 

Men lad os se på begreberne "åben" og "lukket".

Det der var min ærinde med artiklen den gang var at påvise sammenhængen mellem en “åben” og en “lukket” systemforståelse.

Eller man kunne sige, at det var et forsøg på at forene Habermas og Frankfurter Skolens "åbne" system-tanker med Luhmann og Maturana & Varela, der er fortalere for læren om "autopoietiske" og dermed lukkede systemer.

Jeg vil her kort forsøge at definere forskellen mellem de to begreber “åben” og “lukket”.

 

Åben - at åbne sig, at være åben for andre – det har en rar klang af socialitet.

Vi er alle hinandens midler mod målet, vi er produkt og producent af vores samfundsskabte virkelighed/identitet.

 

Vi er åben for indflydelse, påvirkning, vildførelse - den sociale virkelighed er under konstant forandring, den enkelte både skaber og skabes på ny, hele tiden. Fremtiden er åben – alt er muligt.

Vi kan læses, via de gesti vi udsender, som en "åben" bog. Dvs. vi er overfor vore artsfæller – i grunden – åbne. Og skulle helst være det. Vi har samme artsspecifikke mønstre og paratheder "lukket" inde i os – men åbner netop op for dette indre, når vi bytter gesti med en anden. Dvs. i grunden er det forudbestemt, at vi kan "læse" hinanden som en "åben" bog, for derved at udvikle os. Så på en måde er vores åbenhed, det at skulle interagere med andre artsfæller, lukket inde i os, i vore gener, fra begyndelsen af vore dage – som menneskeslægt.

Sammenfattende  kan det åbne, eller den "åbne systemanskuelse" ses som udtryk for, at man sætter fokus på interaktion, intersubjektivitet, relationer, fællesskab og samfund.

 

Dvs. man anser personer, grupper, og communities ikke som en adskilt enhed, men som systemer, der altid er en del af andre systemer, der påvirker personens, gruppens eller fællesskabets  handlinger.

 

Lukket, at slå en ring om os/sig selv, at samle sig, at være en lukket kreds – det lyder eksklusivt og har lugten af begreber som identitet og selvet. En cirkel er lukket, en person med identitet eller en stærk personlighed/et synligt selv "ses" som en helhed, som en cirkel, der er samlet. Denne lukning er en vigtig egenskab, som personer, grupper, communities og samfund altid har praktiseret, og i en vis grad, altid skal praktisere, for at forblive den person, den gruppe, det fællesskab eller det samfund, man er. Lukningen er strukturelt nødvendig, men sker altid som proces. Og proces kan, med lidt fantasi, netop ses som princip for åbenhed, forstået på den måde, at lukningen ikke forbliver statisk, men er en vedvarende proces, der forudsætter "kontakt" med andre, der kan udvide ens "horisont". Et lukket system udvikler sig kun ved at det forandrer sig, dvs. "ved vedvarende at forandre sig bliver personer, grupper, communities m.m endnu mere og vedvarende sig selv".

Sammenfattende har lukket, for mig at se, at gøre med identitet/selvet, samling (bevidsthed), refleksion. Intra-aktion, altså systeminterne hændelser, baseret på et principielt "lukket" forhold til omverden. Dette giver os, der ser med "anden ordens observationer", mulighed for at se, hvordan f.eks. vore egne handlinger er styret af vore måske fejlagtige eller for hurtige” første ordens” observationer.

 

Den anden – de andre – synes jeg, er det, vi starter og ender med i begges anskuelser. Og denne pointe, "uden dig ingen mig", var folkene på konferencen i New York rigtig god til at bringe tættere "into the real life of real people’, delvist fordi de praktiserer "revolutionary activity"  i såkaldt belastede områder, med tidligere såkaldte skizofrene patienter, med børn og teenagers, der ikke har megen tro på fremtiden. Følgelig bliver tanken om at alle kan udvikle sig ikke kun noget, man skriver om i artikler og bøger, der ofte omhandler andre bøger og artikler om samme emne. Man har skabt, og man vedvarende skaber en folkelig bevægelse, et fællesskab,  der støttes af akademikere, mange frivillige, folk der bidrager med penge, osv. Man praktiserer et frugtbart samarbejde med folk fra alle samfundslag, med virkelige mennesker, med virkelige emotionelle "smerter", i det virkelige liv.

 

Social interaktion kommer før intra-action, dvs. samvær med andre er grundbetingelse for at vi kan tænke og tale. Tanken fuldføres i talen, dvs. talen er en social aktivitet, der formes af tanken og den sociale aktivitet, den er en del af. En tilhørers forståelse af det sagte gør udtrykket helt meningsfuldt.

Derfor må alt håb om udvikling indebære, at man går ud fra, at social interaktion har skabt det – vi er. Og at social interaktion kan skabe virkeligheden – her og nu, og i morgen. 

– så lad os komme i gang.

 

Cand. psych. Volker Bunzendahl

 



[1] Forelæsning ved tilbygningen til Café Englen i Århus den 9. marts 2001, kl 20.00 (sammen med Hip Hop band Jonny Heftig aka Mørkemændene

[2] Åbne og Lukkede Systemer, 1996, Psykologisk Institut, Århus Universitet, se www.aarhus.dlh.dk/vb/dok2.htm

 

[3]  Se i øvrigt Holzman. L. & Morss, J. (2000) – ”Postmodern Psychologies, Societal Practice and Political Life”, Routledge, med artikler af “talerne” ved konferencen, der fandt sted Juni, 1997, I New York.

 

[4]  Som er: ”Postmoderne”, diskursive, social konstruktionistiske, systemiske, narrative og kritiske psykologer.