2002 – Volker Bunzendahl, cand. psych.

 

Først hentede de ...

Jeg drømte, at jeg drømte at jeg drømte

 

 

 

 

Først hentede de terroristerne, men jeg sagde ikke noget,

Jeg var jo ikke terrorist.

 

Så hentede de dem, der sympatiserer med frihedskæmperne,

Men jeg sagde ikke noget, jeg var jo ikke sympatisør.

 

Så lukkede de hashklubberne, og hentede dem, der havde solgt det, Kunderne ville have, men jeg sagde ikke noget, jeg var jo ikke sælger.

 

Så lukkede de CHRISTIANIA, det var jeg ked af, men jeg gjorte ikke Noget, jeg boede jo ikke på staden.

 

Så anholdt de alle dem, der ville demonstrere til EU-topmøde i København, jeg sagde ikke noget, jeg havde jo ikke selv mod nok til at Møde op til demonstrationen.

 

Dem, der alligevel kom til demonstrationen, blev banket med knipler, og Blev skudt på med gummikugler, men jeg sagde ikke noget, jeg var jo Ikke demonstrant.

 

Så hentede de kunstnerne, fagforeningsfolk, men jeg sagde ikke noget, Jeg var jo ikke kunstner eller aktiv med i fagforeningen.

 

Så havde jeg ikke lyst til at se mere –

Da jeg kørte sydpå, på motorvejen.

 

Det var 10 minutter siden vi havde krydset den dansk-tyske grænse, da Jeg, med et lettelsens suk tænkte:

Sikke et mareridt,

Et tolerant folk som danskerne var på vej til at gentage historien.

Godt vi kom væk, imens jeg smilende så på min kone og børnene.

 

Jeg vågnede endnu en gang, lå i min seng,

Jeg tændte for radioen: Svend Auken, vores nye statsminister, var glad.

 

Han var lige kommet hjem fra Jerusalem, hvor han havde besøgt det Internationale korps af lærere, pædagoger og andre frivillige.

 

Korpset arbejder med børn fra begge siger af den ”Freds-zone”,

Der blev oprettet midt i mellem de to stater, Israel og Palæstina.

 

Freds-Zonen” er befolket af unge mennesker fra hele verden,

Over 100.000 mennesker, der er flyttet til zonen for at være den levende Garanti for fred i mellemøsten.

 

Dvs. i dag er der tre lande i det tidligere Palæstina, nemlig Israel, Palæstina og den frie stat ”Freds-Zonen”.

 

Vækkeuret ringede, - øv, endnu en gang vågnede jeg op.

 

Det var den 16. April 2002, - og jeg gik ud i haven for at flage.

 

Det var jo Dronningens fødselsdag.

 

Og solen skinnede glad fra himlen, imens dannebrog vejer,

Og mælkebøtterne minder os om at sommeren er på vej.

 

De første folk på ”gaden” på staden drikker morgenkaffe,

Imens børnene er på vej, med skolen, til slotspladsen,

For at sige tillykke.