Indtryk fra New York:

New Partnerships for a New Millennium

 

Jeg var, sammen med min sol, Elisabeth Clausen, til en konference i New York, for at møde psykologer, socialarbejdere, politikere, teenager, alle fra eller med tilknytning til The Community, East Side Institute for Short Term Psychotherapy

som er en bevægelse, der har eksisteret i nu over 25 år. Jeg har i en tidligere udgave af PPR-Nyt skrevet om to bøger af Fred Newman og Lois Holzman (1996, 1997), der begge er aktive forbindelsesled i mellem den mere folkelige ”community” og den akademiske verden, som man bibeholder og udfordrer dialog med.

 

Ideen med at danne denne bevægelse var i starten mest begrundet i ønsket om at gøre sig fri fra mainstream psychology. Man ønskede at skabe et miljø, hvor det blev muligt at praktisere en mere social form for terapi og ”inquiry” end den, der især i USA blev, og stadig bliver anvendt. En mainstream psychology, som ansås/ses som fremmedgørende, som patologiserende, som individualiserende (og dermed ensom-gørende), og som mere og mere syntes ud af takt med den befolkning, den skulle kunne hjælpe med at forstå.

Derfor har The Delopmental Community organiseret sig således, at stat, amt og kommune, eller hvad det nu hedder derovre, ikke er arbejdsgiveren. The Community er fri for statslige eller private interesser, og er en såkaldt NGO – og non-profit-organisation, der støttes af frivillige bidrag fra samfundsborgere, frivillig arbejdskraft fra folk mellem 8 – 80 år, m.m.

 

Invitationen til konferencen: NEW PARTNERSHIPS FOR A NEW MILLENIUM kom i stand, da jeg i gennem nu snart 4 år har haft en  tættere kontakt med især Lois Holzman (se også 1997, 1999, med J. Morss (red.), 2000). Jeg har deltaget i en konference for postmoderne psykologer, i New York, i 1997, - i 1998 deltog Lois ved ISCRAT-konferencen ved Århus Universitet, og jeg har ved disse lejligheder haft mulighed for at deltage i performance-activity, sammen med Lois og andre. Derudover har jeg læst mange af deres publikationer – med glæde og begejstring, og en smule ”europæisk” skepsis[1].

Lois inviterede mig til denne konference, nok fordi hun mente, at jeg dermed bedre kunne forstå, hvad denne community, de altid taler om, er, og kan praktisere, når den nu, som her,  er samlet.

 

Jeg havde måske forventet ca 60 – 100 deltagende, så overraskelsen var stor, da over 600 mennesker checkede ind. Store forhold, et stort auditorium, - det hele blev startet med en video som omhandlede ALL STARS TALENT SHOW NETWORK projektet. ALL STARS er et projekt hvor såkaldte belastede unge fra de belastede kvarter lærer, af andre unger (med støtte fra nogle voksne), at optræde, at deltage i et talent show, som man afslutningsvis viser frem for hele kvarteret, dvs. naboer, forældre, lærere og politikere. Projektet har – i over 20 år – været og er en stor succes, mange tusinde unge mennesker deltager hvert år, - ungdomsbander, der før bekrigede hinanden på gaden arbejder sammen på scenen, ældre og yngre børn der lærer af hinanden. All Star er kun én af mange forskellige aktiviteter, der udgår fra the community, andre er Social Therapy, ”Performance of a lifetime”, livs-filosofi-seminarer, teater for minoriteter, konferencer, ”let’s talk about it”-grupper for teenagere, m.m.

 

Teori og praksis er én enhed, eller som Fred Newman sagde i sin senere mere omtalte tale: Vi ville ikke kunne skrive vore bøger uden Jer (= publikum – The Community). Alt hvad vi skriver om baseres på jeres aktivitet, ER jeres/vores aktivitet.

Men man er ikke teori-løs. Alt udspringer ud fra tanken om, som de siger, Vygotsky/Marx har sagt, nemlig at alle mennesker har altid, og vil hvert et sekund have evnen til at udvikle sig, til at vokse. Og udfra inspirationen fra Wittgenstein, der siger (i min lidt frie tolkning): Hvis du har et problem, nytter det ikke at gøre det til genstand for hele din opmærksomhed. Hvis vi i stedet skaber noget andet sammen, hvis vi lader konversationens indhold være noget, der giver os håb, og lyst til aktivitet, og dermed udvikling, - vil det så ikke gøre at problemet forsvinder?

 

Men netop tankerne bag bringer mig her tilbage til anmeldelsen af konferencen, vi deltog i, her i Januar 2001, i New York, at Tribecca Center for Performing Art, to minutters gang fra World Trade Center, og Hudson River.

 

Fred Newman, the communities grundlægger, forhenværende filosof (Stanford University) og nuværende teater-direktør og social terapi instruktør/terapeut ved siden af mange andre ting, indledte konferencen med at tale om, hvilke mål han så, i den nærmeste fremtid.

 

Han talte om lysten til at skabe en ikke bedre-vidende psykologi, der kommer tættere ind på ”the life of real people”. Psykologi er i hans øjne en pseudovidenskab, der bilder folk ind, at kun psykologer kan løse folks problemer. Hvad sandheden er, er at menneskers liv er alt for kompliceret til at man kan udregne det på forhånd. Psykologiens genstand er mennesker, eller mennesker i kraft af deres relationer og deres biologi/ontologi, så derfor er det forkert at anvende de metoder, som fysikken og andre ”hårde” videnskaber benytter, i vores fag. Her i Danmark er vi nok ikke så naturvidenskabeligt, på universiteterne, og i praksis som i USA. Men når vi kommer i forbindelse med det øvrige sundhedssystem, kan der da spores tendenser, der forsøger at trække faget over i en mere naturvidenskabelig retning, hvad angår forskning og såkaldte ”integrations-forsøg” fra kognitive psykologer, der forsøger at videnskabeliggøre psykoterapi (Hougaard, 1996, Rosenberg, N. 1993), sundhedspsykologi (Zachariae, 1999), neuropsykologi (Gade, 1997), m.m.. I praksis bruges mange tests, i praksis opfører vi os som eksperter, i praksis spreder vi afskyelige begreber som DAMP, Ordblindhed, Hyperkinese, AD-HD, sikkert med en god mening, men samtidig med at vi dermed skaber ”dem” (og ”afvigelserne”) som det, vi betegner dem som om. Så kritikken gælder vel indirekte også vores arbejde, i det humanistiske Danmark, hvor vi – i praksis – ofte bruger både nævnte fremmedgørende betegnelser og ”objektive” måle-redskaber, der her tales om.

 

Men tilbage til New York og Fred Newman, der sagde, det vi forsøger at gøre, sammen, er at skabe alternativer til en myte (= psykologi) om sandhed og objektivitet.

Vore (altså the communities) aktiviteter er “Meaning-making/learning leads development”-activity, som er ifølge Newman det, der forbinder vores historie, vores samfunds historie med den historie, vi er med til at skabe her-og-nu. Vi er menneskelige væsener, i kraft af vores evne til at bygge via revolutionary activity – performance – et miljø, hvor vi kan udvikle os – hvor vi sammen kan skabe ”Zoner for hinandens nærmeste udvikling” –  hvor vi sammen kan udvikle os i. Det er ikke fagfolk, og psykologer, men folket og kun folket, der er skaberen af verdens historie – er der én der en gang har sagt.

 

Det flotte ved the community er dens mangfoldighed, unge og ældre, pæne rige mennesker og unge hip hop folk går hånd i hånd. Det forklarer Newman med at henvise, endnu en gang til Wittgenstein, der siger at:

We resemble each other – we are not negating the other. Vi ligner hinanden – vi er ikke hinandens modsætning. Vi indeholder – hver og en – hinanden. We are based on the other as we are ourselves. We are the other even if we are ourselves. Vi er grundet på andre som vi er på os selv. Vi er den anden selv om vi er os selv. Meget mere blev der sagt, men disse linier må være tilstrækkeligt til at give læseren et billede af, hvad denne karismatiske taler talte om.

 

Men konferencen – det var også andet end foredrag.

Vi hørte 4 forskellige paneldiskussioner, med fire forskellige temaer: a) fundraising, b) politiske aktiviteter, c) psykologi og d) teater-fællesskab.

 

Panelet om fundraising var meget rørende, i og med at der hér mødtes dem, der ”brugte” pengene, dvs. unge teenagere fra ALL STARS og giverne, dvs. frivillige, sponsorer, og berømtheder, der gerne står offentligt frem for at samle endnu flere midler ind. Et imponerende arbejde, - nødvendigt i USA for at lave den slags socialt arbejde – imponerende set med danske øjne – at så mange mennesker lægger frivillig arbejdskraft i the community. Som Bøje Katzenelson et sted i Homo Socius (1994; frit tolket) siger, er det en nødvendighed for at systemer (communities) eksisterer, at virkelige mennesker samhandler, dvs. er i interaktion, for derigennem at skabe verden, virkeligheden, sig selv og hinanden. Dvs. uden livsverden ingen systemer, og her i New York, uden aktiv, frivillig handling fra mange mennesker ingen community. Rørende at høre de unge mennesker, fra såkaldte slums sige, at de her for første gang i deres liv mødte voksne, de lærte at stole på. På spørgsmålet, hvad de unge synes om disse voksne siger en teenager: I need adult partners! I speak to people I normally not speak to. – Jeg har behov for voksne partner! Jeg taler med folk jeg normalt aldrig ville have talt med… Det bliver jeg stolt af…Jeg lærer, at andre mennesker holder af mig, gør noget for mig, - de tror på mig.

 

Panelet blev spurgt følgende: Why does ALL STARS work? What does work mean?

We don’t know, but it works. Det er fordi vi ønsker det, da folk virkelig - inderst inde – mener det de gør – og bliver ved med at gøre det. Performing is natural – alle har det i sig! Folk giver op på een – men ikke her! These adults don’t give up!

Teenager: vi er imponerede, de voksne opgiver os ikke, selv om vi dummer os, de bruger tid og penge, så at vi kan udvikle os! There is always something new to learn, there is always someone who wants to teach you. Der er altid noget nyt at lære, der altid én der vil lære én noget.

 

Næste panel var om politik, om at opbygge en uafhængig bevægelse, om det amerikanske valg, om bydelsdemokrati, om ”The Independent Party”, ..

Også det var højst interessant, men jeg vælger her at springe hurtigt til næste punkt, - og vil henvise til www.independentparty.org for mere information.

 

De to næste paneler, samtidig med teater-sketchs og sange fra forskellige teaters aktører skete næste dag, søndag, en dejlig solrig morgen i det dog vinterkølige New York (i forhold til hjemme i DK føltes det som en ung forårsdag i April).

 

Panelet om psykologi havde deltagere fra flere lange, Venezuela, Sydafrika,  og Jugoslavien, flere byer, Chicago, Houston og San Francisco m.m.

 

Temaet var: Hvordan vi kan bidrage til at bringe: Psychology into the lives of people, onto the process of growth?

 

De forskellige deltagere berettede om deres arbejde, der også indeholder elementer af det nævnte, - nemlig fokus på vækst og muligheder, på udvikling og liv i stedet for at finde frem til problemernes rod og såkaldte løsning.

Take it out of the hands of experts and into the hands of the people. Voksne mennesker skal “bare” lære at være børn igen, de skal “lege” igen, - spille skør. Voksne, der prøver at være et ”man”-menneske, er ensomme, - selv over for deres nærmeste spiller de den rolle, de ikke selv kan slippe fra. Så voksne er alene i forhold til det vi var, da vi var børn, men vi er ikke skabt til at være Robinson Crusoe’er.

 

Et andet spørgsmål var om forholdet mellem the community og så universiteterne. Hvad kan vi lære af dem (universiteterne)? 

 

Her diskuteredes den akademiske psykologis metoder, der resulterer i den videnskabelige viden, hvor på ”behandling” bygges. Det vil man gerne tage afstand til, da som før sagt, mennesker ikke er objekter, der på samme vis kan blive studeret, end fænomener, andre levende organismer og ting, som vi står over for. Vi kan ikke være genstand for vor egen undersøgelse, når vi selv er vores genstand. I hvert tilfælde ikke uden at fjerne os fra det, vi gerne vil studere. Nemlig virkelige levende mennesker i deres virkelige og virkende liv.

Hvor man førhen, for bare 10 år siden, talte om the community som et for alternativt psykolog-miljø, der ikke skulle tages alvorligt, skrives der nu videnskabelige artikler, der anerkender the communities resultater (i Psychological Review, 1999). Så man oplever her, i USA, en opblødning, hvor skellet mellem det, the community står for, og akademiet bliver mindre, i og med den voksende interesse i det arbejde og den praksis, der udgår fra the community eller lignende bevægelser.

Men der er stadig kun en lille dråbe – 95 % af hele verdens psykologiske forskning tænker naturvidenskabeligt, - og de fleste mennesker, der har psykiske lidelser, har ofte ikke andre at henvende sig til end eksperter med et diagnosticerings-apparat bag sig, og som tager meget lidt hensyn til de sociale faktorer, der har en virkning på et ”emotionelt problem”.

Derfor arbejder man også her, ved EAST SIDE INSTITUTE, med Social terapi, hvor Gruppen forandres à ændrer à forandrer, hvor gruppen ødelægger fremmedgørelse, som ses som afgørende faktor i de fleste psykiske lidelser. Fra fokus ”Hvad er forkert” til ”Hvad der rigtig” – hvilke potentialer og muligheder kan vi bygge sammen. Med fokus på Proces og ikke produkt; gå fra forudsigelse til mulighed.

 

I Jugoslavien (under krigen) havde det universitære system den gavnlige effekt, at den blev en oase for forskerne og andre humanister, hvor de kunne systematisk reflektere over det (ofte frygtelige), der skete omkring dem. Men, universitetet er god til refleksion, men ikke god til at engagere én, sagde Vesna fra Belgrad, men kendskabet til the community[2] gav os håb – midt i en tid, hvor der var intet andet.

 

Det sidste panel drejede sig om et samarbejde mellem forskellige mindre teatre, der havde sluttet sig sammen. Et af målene var at købe og indrette et fælles sted på Manhattan, i 49th street, hvor også almindelige mennesker ikke er bange for at gå til teater, om aftenen. Folk med forskellig etnisk baggrund talte her om, at de var meget glad for at være nyeste skud på stammen af aktiviteter, i the community, - at de netop i kraft af samarbejdet med andre vil få flere muligheder, for at arbejde, for at nå flere tilskuer, m.m.

 

Stor entusiasme også blandt disse teater-folk.

 

Så var to dages konference forbi. De næste tre dag mødtes vi dog med nogle af deltagerne til træning i ”social therapy”, til interview for ”Developmental News”, og til en afsluttende øl på en bar.

 

Vi knyttede kontakter til Norge og Venezuela, men mest af alt til Vesna og Jovan, fra Jugoslavien. Disse to mennesker arbejder derhjemme i Jugoslavien med forældreløse børn, flygtninge m.m. Dvs. de arbejder med psykologer og socialarbejdere, der arbejder med krigens ”bivirkninger”, mennesker der har mistet alt, deres historie, deres hjem, nogle gange pårørende. I marts 2001 afholder de et seminar for folk, der arbejder med de nævnte grupper. Her er meningen at der skal (gen[3]-) introduceres for tankerne bag den i New York og andre steder praktiserede form for psykologi, en form for antipsykologi, der hjælper mennesker med at vokse og udvikle sig. Vesna og Jovan har inviteret os til Jugoslavien, for at vi kan bidrage til workshoppen med vores ”performance”, med ord om Wittgenstein, Vygotsky m.fl., om Danmarks Psykologi (?), med aktivitet, når vi leger ”social terapi”, med glæder, når vi leger ”performance therapy”…

 

Verden er stor, verden er lille. Joint-Activity is life – Fælles aktivitet er selve livet, - så Let’s develop – lad os udvikle os, er budskabet fra New York, og også her fra Midt-Østjylland.

 

For en psykolog, der underviser på den såkaldte ”Danmarks Pædagogiske Universitet”, og er vikar i en dansk skole kan sådanne besøg hos ”the community” være både utrolig berigende, men samtidig også meget ”usædvanligt”, hvis jeg f.eks. ser på en skolepsykologs hverdag. Jo, godt nok er det da muligt at udføre nogle af ovenstående tanker i sin egen praksis som psykolog på en skole, der taler med børn, lærer og forældre.

Men institutionen skole og PPR-tjenesten kan virke som levn fra gammel tid, fra mainstream psychology, - hvor vi stadig lader os styre af ”ringeklokken” (fabriksfløjten, til trods for at der næsten ingen industrier er mere i Danmark), ser undervisning stadig serveret i blokke af 45 minutter til 20 børn på en gang, - ja i øvrigt fortsætter med det, ”man” har gjort, da også vi var børn, og gik i skole.

 

Forstår jeg Newman/Holzman (1996, 1997) ret, er skolen det sted, hvor den naturlige udvikling, det frie initiativ, har ringe kår. Børnene lærer ikke at lære, lærerne lærer ikke at de IKKE skal undervise, men lære at lære at udvikle sig og leve livet sammen med børnene (Holzman, 1997).

 

Vi, psykologer, har til opgave, at sortere dem fra, der ikke vil sidde stille i 45 minutter, som ikke (lige nu) synes det er sjovt at læse, - for at særlige foranstaltninger enten gør dem tilpasset, eller vi sorterer dem fra, der har særligt behov for særlig støtte. Det er da i nogle tilfælde fint nok at støtte særlig svage elever – med særlige foranstaltninger.

Men ”man” lærer ikke – i skolen, at det også vil være en fin idé at skabe nogle bedre forhold for de børn, der er alt for tilpassede (= normale). Man er stadig ikke (rigtig) begyndt med at udvikle skolen således, så den passer til nutidens børn, så de og lærerne, og måske også forældrene, kan udvikle sig (se evt. Heargraves, A., 2000).

 

Hvordan skal jeg, psykolog Volker, reagere på alt dette? Skal jeg bare gå videre, som om intet var hændt? Skal jeg selv give mig selv Berufsverbot, da min holdning – inderst inde – er at jeg ønsker grundlæggende at ændre skolen, sådan som den er, i dag. Eller skal jeg gå på kompromis med mig selv? Vel vidende at kompromiser er én af de hyppigste årsager for psykiske lidelser på arbejdspladsen, som f.eks. udbrændthed.

 

Nå, nu stopper jeg. Men sådanne tanker får jeg, når jeg læser deres bøger, eller har lige været på besøg hos the developmental community.

 

Elisabeth og jeg har startet på et projekt, der går ud på, at få ca. 20 unge ALL STARS til Danmark (sidst i 2001 eller i begyndelsen af 2002), for at lave workshops for folk der arbejder med unge rødder i DK; for at lave workshops i et belastet kvarter, og for at lave en foranstaltning med temadag, og en performance hvor både ALL STARS fra New York, og så fra f.eks. Gjellerup Plan, optræder, for fine folk, m.m. se evt. www.aarhus.dlh.dk/vb/Allstas2.htm

Let’s develop.

 

Volker Bunzendahl, cand. psyk.

 

 

PS: Har du tips, råd, energi, penge, som Du vil bidrage med – så vil vi gerne høre fra Dig – via email (vb@dpu.dk), mærket ALL STARS, på tlf.nr. 8696 4614, eller per snail-mail til Hørvænget 4, 8870 Langå.

 

Litteratur

 

Gade, A. Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. København, Frydenlund, 1997.

 

Heargraves, A. (2000) – Lærerarbejde I en postmoderne.., Klim

 

Holzman, L. & Morss, J. (ed.) (2000) – Postmodern Psychologies, Societal Practice and Political Life, Routledge

 

Holzman. L. (1997). Schools for growth: radical alternatives to current educational models., N.Y.Erlbaum.

 

Holzman, L. (Ed.). (1999). Performing psychology: A postmodern culture of the mind. New York: Routledge.

 

Hougaard, E. – Psykoterapi. Teori og Forskning. Dpf.

 

Katzenelson, B. (1994) – Homo Socius, Gydendal

 

Newman, F., and Holzman, L. (1993). Lev Vygotsky: Revolutionary scientist. London: Routledge.

 

Newman, F., and Holzman, L. /1996). Unscientific psychology: A cultural-performatory approach to understanding human life. Westport, CT: Praeger.

 

Newman, F., and Holzman, L. (1997). The end of knowing: A new developmental way of learning. London: Routledge.

 

Newman, F. (1991). The myth of psychology. Castillo.

 

Newman, F. (1994). Let´s develop: A guide to continuous personal growth.. New York.

 

Newman, F. (1995). Performance of a lifetime: A practical-philosophical guide to the joyous life. Castillo.  New York.

 

Rosenberg, N. (1993) Klinisk Psykologisk Forskning. Dpf.

 

Zachariae, B. (1999) Det vellykkede eksperiment. Hans Reitzels Forlag.

 



[1]Desuden er det mit faglige interesse at ”forene”, det bedste jeg har lært ved Århus, Psykologisk Institut, med den inspiration og begejstring, jeg har mødt ”over there”. Eller et forsøg på at sammentænke ”moderne”, realistiske, marxistiske og humanistiske tanker som Antropologisk Psykologi med disse ”postmoderne” opfordringer til at gøre noget med vore liv, her og nu.

[2] Vesna havde mødt Lois ved en international konference vedr. Vygotsky’s 100 års-dag, i Geneve, 1996.

[3] Nogle af deltagerne har i 1999 deltaget i det første seminar, med Lois Holzman, og andre fra the community.