Filosofien bag ALL STARS Talent Show Netværk.

Af Fred Newman og Phyllis Goldberg

Oversættelse: Elisabeth Clausen, stud.pæd. & Volker Bunzendahl, cand. psyk.

Vil showet fortsætte ? Et spørgsmål om:

At ”optræde” eller ikke at ”optræde”

Et situations billede: Klokken er 18.30. Den store nationale finale er i dag. Den sidste aften for ALL STARS Talent Shows Netværk.

Bag senen i Town Hall på Broadway, er der en summen af spænding i luften. De unge er ved at være klar. Med hjælp fra deres mødre og andre fra gruppen er the Hot Steps kommet i deres dansekostumer. En 22årig tenor drikker et glas varmt vand. Lederen af rap gruppen Boyz Mean Bizniz, tjekker de andre Boyz, om de er klar, og en gospel sanger tager lidt læbestift på.

Den sidste lydprøve tjekkes igennem. I et hjørne af teateret står lederen af sikkerheds teamet (en 16årig fra Harlem) og giver sine underordnede de sidste beskeder og deler walkie-talkies ud. Der er kun få voksne til stede på og bag scenen, og ingen af dem styrer showet, det gør de unge mennesker, der er med i showet, selv.

Udenfor er masser af teenagers begyndt at ankomme. Sandsynligvis vil der komme 1500 venner og pårørende til de optrædende, nogle nede fra Boston og andre fra Miami, for at se deres ”homies”.

Dørene bliver åbnet kl. 19 og fansene strømmer ind. Der er ingen metal detektor der hilser dem velkommen og ingen vagter: kun smil og ”velkommen til ALL STARS og nyd showet” og så bliver de vist på plads.

Et hip hop nummer fra Brooklyn giver det hele en flyvende start. Andet nummer følger og publikum morer sig storartet. De voksne, som ser ALL STARS for første gang, er tydeligvis positivt overrasket. Men bag senen er der nogle uoverensstemmelser ved at bryde frem og truer med at stoppe showet.

Hip-hop-mestrene fra Philadelphia beskylder hip-hopperne fra Brooklyn for at have stjålet fra deres numre. Under normale omstændigheder ville en slåskamp bryde ud og mange ville blive involveret og i værste fald ville nogle komme til skade. Ved denne lejlighed griber en 5 år gammel Hot Step ind. Hun går over til de to grupper og beder dem om at stoppe, da de små børn bliver bange. Øjeblikkeligt siver luften ud af ballonen. To af drengene fra Boys Mean Bizniz begynder at improvisere en rap, og hip-hopperne optræder nu med en duel på kløgt og ord. Alle ånder lettet op. Senere den aften vil dem fra Brooklyn og Philadelphia forenes ved det brusende finale på aftenens ALL STARS show.

Et mirakel ? Slet ikke. De valgte simpelthen at ”optræde” – at performe.

At optræde i stedet for at opføre sig – Performance vs. Behavior

Performance er den særlig menneskelige aktivitet, hvormed vi kan gå ud over os selv ved at imitere andre. Dermed menes ikke den imitation, der fascinerer os, når fugle og aber gør det. Det er mere den imitation, små børn laver for at blive medlemmer af vort sprogfællesskab.

I vores kultur er det kun små børn og professionelle skuespillere der bliver opmuntret til at være/gøre som de ikke er. Undtaget under visse omstændigheder (som at spille komedie eller synge i et kirkekor) er resten af os henvist til at være dem vi nu engang er – og det gør det vanskeligt at fortsætte med at udvikle sig.

Selvfølgelig er rollebestemt og regelstyret adfærd brugbart og nødvendigt på mange måder. Uendelig mange mere eller mindre ikke selvbevidste handlinger, som f.eks.: ta´ bussen eller starte bilen, give hånd når du bliver præsenteret for nogle og sige farvel når du går, udskrive checks, købe ind ved købmanden, sætte vækkeuret - gør det lettere for os alle sammen, at komme gennem dagen.

Men der er mange situationer hvor automatiseret adfærd (behavior) kan være stivnende, dvs. ikke udviklende, og kan være årsag til en stor del psykisk smerte.

”Rollemodeller”, som de unge ønsker at se op til, er der kun få af for unger i den indre bys ”belastede” bydele. Grov opførsel er al for ofte reglen (og rollen) i fattige samfund : Mænd er grove overfor kvinden. Voksne er grove overfor børn. Børn er grove overfor dem selv og andre der er mere sårbare end dem selv. Med andre ord, vold er blevet, som filosoffen Ludwig Wittgenstein siger, ”a form of life”.

I en konflikt mellem 2 vrede unge mænd er den eneste løsning, man kan finde på, at slå løs på hinanden. En 14 år gammel pige ved ikke bedre end af hun holder fast på sin kæreste, deler stoffer med ham, bliver gravid og slås mod rivaler.

I sådanne situationer er ingen af de involverede i stand til at se nogen anden udvej, i stand til at se at de kan være noget de ikke er, at de kan ændre ”the form of life” – deres livsform, at de kan ”performe” - optræde.

ALL STARS projektet er et miljø hvori unge mennesker er støttet i at være ”en anden” end de plejer at være i en kultur, hvor disse unge normalt bliver identificeret med destruktiv og voldelig adfærd – en kultur hvor vi plejer at definere dem (eller hvor de selv definerer sig) som nogle, der har intet at tilbyde, der har intet at give. Deltagelse i ALL STARS TALENT SHOW NETWORK kræver at de ”optræder” som ”giver” og ”igangsættere”. Ved at gøre som om opdager de at de kan; de bliver til ”en anden” end de har været. Dette er en kulturel aktivitet som, så vidt vi ved, kun mennesker praktiserer, som er altså særligt menneskeligt: den selv-bevidste formning af miljøer der skaber den menneskelige ”natur”. Det er det vi mener med udvikling.

Udvikling vs. Psykologi

Det menneskesyn, som har domineret psykologi igennem det sidste århundrede, er at udvikling er noget, der kun sker i den tidlige barndom. Naturligvis diskuteres dette i den traditionelle psykologi. Professionelle psykologer argumenterer f.eks. over, hvornår et barn opnår at befinde sig på et bestemt udviklingsniveau. Og i mange årtier har man entusiastisk debatteret om biologi (”natur”) eller kultur (”opdragelse”) er den determinerende faktor som former individuel identitet. Grundtanken er, at vi på grund af nogle relativ tidlige momenter (situationer, begivenheder, konflikter) i vore liv bliver til dem, vi er: Vi har en personlighed; en intelligens-kvotient; et selv. Baseret på disse tanker insisterer den videnskabelige psykologi, at vi kun kan forandre det vi (eksperter) kender - vi kan ikke selv forandre os eller vokse kvalitativt. Med andre ord, vi kan ikke udvikle os.

I vores kultur, der er grundlæggende psykologiseret og gennemsyret af psykologi, er ”læring” stort set defineret som en erhvervelse af mere og mere information og færdigheder. Hvor meget af denne viden et barn kender (”indeholder”) er testet, målt, vurderet – og barnet er tildelt niveau og plads i rangordenen. Traditionel psykologi har i teori og praksis meget lidt fokus på den slags læring, der sker, når små børn begynder at tale – læring som fører udviklingen og driver den fremad. Det er den slags læring som den Sovjetiske psykolog Lev Vygotsky (1896-1934), som vi har lært en hel masse af, kaldte: ”den eneste læring der er værd at nævne.”

Det siges ikke kun, fordi den videnskabelige psykologis pseudovidenskabelige antagelser og forklaringerne har vist sig særdeles ”unhelpful” i arbejdet med den voksende sociale krise i Amerika. Det er flere og flere beviser for at hvad Fred Newman – den ved Stanford Universitet uddannede filosof som er ”executive producer” af ALL STARS TALENT SHOW NETWORK – kalder ”Psykologi - en Myte”, er ved at blive en hindring for at man kan løse krisen på måder, som gør at alle amerikanske mennesker som helhed kan udvikle sig socialt, økonomisk, emotionel, spirituel, politisk eller på andre måder.

Hvordan udfordrer du en myte?

Ikke teoretisk, men praktisk! I over 25 år har vi viet vore energier til at skabe betingelser for udvikling. Hvorfor har det været nødvendigt? Fordi de økonomiske, politiske og institutionelle foranstaltninger i det universitære system, hvor forskning foregår, bestemmer på forhånd hvordan viden er produceret, hvem der kan producere den, hvad viden er, og gør det dermed usandsynligt, at et eller andet, der modsiger de konventionelle antagelser om viden og erkendelse, kan blive opdaget. Derfor har vi konsekvent arbejdet på at bygge et miljø, der er uafhængig af sådanne systemiske begrænsninger. Hvad vi har bygget er ikke et/en sig selvforsynende system/institution; det er nærmere et fællesskab – et miljø skabt med henblik på udvikling og vedvarende forandring. Således skaber dette grobund for at opleve udvikling på en måde, som traditionelle institutioner ikke evner at kunne vise.

I dette miljø har vi opdaget at der ikke er grænser for menneskelig udvikling. Og det er derfor, at udvikling kan gen-igangsættes, selv om den var gået i stå – i hver en alder, i hvert et stadie i en persons liv og uafhængig af hvordan han eller hun er omtalt eller diagnosticeret af eksperterne: ”Attention deficit hyperactivity disorder”, ”Borderline”, ”manio-depressiv”, ”afhængig personlighedsstruktur”, eller hvad som helst. Det som der er brug for, for at man kan gen-igangsætte udviklingen er skabelse af et miljø, hvori mennesker støttes i at praktisere en form for læring som fører til udvikling.

Det er et sådant miljø som Vygotsky kalder for ”Zonen for den nærmeste udvikling” (ZnU), hvori meget unge børn (på forskellige tidspunkter i deres udvikling) er set (af voksne på forskellige tidspunkter i deres udvikling) som talende længe før de kan tale eller før de har en anelse om hvad det vil sige at tale. I ZnU’s i den tidlige barndom relaterer erfarne taler – voksne og ældre børn – ikke til babies som om de er inkompetente, utilpasset eller ukvalificeret (dum eller umotiveret), men ganske enkelt som mindre erfarne talere. Babien ”babbler”, plaprer og stønner, spytter og grynter, og Mor svarer nogle gange: ”Ja, det er meget varmt her, vi skal åbne lidt op i dit tøj.” Meget hurtigt vil barnet begynde at tale til hende.

The ZnU er grundlæggende social og ”performatory”. Med andre ord, det er en aktivitet som mennesker gør sammen – mennesker med forskellige grader af erfaring, ekspertise og selvbevidsthed. Zonen er ikke baseret på at have viden eller på at dømme eller blive bedømt af andre. Og det er hellere ikke et middel for et mål, det som Vygotsky kalder for ”værktøj for at opnå et resultat”: der er ingen bagvedliggende ”pointe” med at tale til babier der ikke forstår. Zonen for den nærmeste udvikling, sagde Vygotsky, er ”værktøjets dannelse og resultat på en og samme gang”, et miljø som giver mennesker der bygger miljøet evnen til fortsat at skabe det. Derfor er selve sam-aktiviteten at skabe en ZnU det, der er udviklende.

ALL STARS Talent Show Network er en sådan ZnU. I ALL STARS er unge mennesker støttet, af folk der har mere erfaring og kompetence i de aktiviteter der kræves for at man kan producere et ”Talent Show”, i at gøre noget de ikke har prøvet før. Ligesom med babies, som performer som talende før de ved hvordan man taler, forholder man sig til de unge mennesker som nogle, der optræder et hovedet højere end de er – socialt, emotionelt og på andre måder. Og de vokser. De forandrer sig. De udvikler sig. De filosoferer. De filosoferer?

Hvad har filosoferen at gøre med det?

Hvad vi mener med filosoferen er at stille store spørgsmål om små ting: Hvorfor lever mennesker deres liv på den særlige måde de nu gør, og ikke på uendelig mange andre måder, der kunne være muligt? Og hvorfor klynger de sig til nogle antagelser, uanset om disse antagelser giver mening i deres liv?

Med første øjekast virker det at stille disse og andre filosofiske spørgsmål fjernt fra hverdagen med at sætte et talent show in Bronx eller North Philly op. Men det er denne aktivitet som tillader mennesker at stille spørgsmål til antagelser som skaber og retfærdiggører rolle-determineret og regel-styret adfærd. At stille filosofiske spørgsmål viser os at vi ikke kun er produkt af vores særlige tid og sted, vi er i, men at vi er producenter (sammen med alle andre mennesker der har været eller vil være) af alt der er … inklusive vores egen ”natur”.

Det er derfor vi tror at det er så vigtigt for normale folk at filosofere – inklusive de millioner af unge folk i vore byer som tilsyneladende ikke er klog nok til at blive lært mere end basisfagene. Det giver os mulighed for at opleve det, der ellers er så svært at erkende: den menneskelige evne til at kunne skabe den kultur der skaber os.

Naturligvis vil de officielt anerkendte tænkere i verden foretrække at man overlader filosoferen til dem. Ligesom normale mennesker ikke bliver bedt om at ”optræde”, kun ved særlige lejligheder, vil én der ikke er professionel filosof ikke blive opmuntret i at opføre sig som det. I starten spørger meget små børn store spørgsmål om små ting – ofte til vores glæde og nogle gange til forlegenhed. Men når de er seks eller syv år bliver børnene i vores kultur opfordret til at holde op med at være ”skør”, eller ”uhøfligt”, og at de skal lære at acceptere at man ikke taler om alt.

For at tage modet fra at lægmænd ikke begynder med at filosofere, er filosofi ellers identificeret med studiet om, hvad store (døde) filosoffer har sagt om Sandhed eller Skønhed eller Etik; forståeligt nok ser de fleste mennesker det som særdeles irrelevant i forhold til deres hverdagsliv. Men kendskab om faget filosofi har lige så lidt at gøre med aktiv at praktisere filosofi, end kendskab til statistisk vedr. Michael Jordans poibt-skore gør dig til en dygtig basketball-spiller.

ALL STAR TALENT SHOW NETWORK er, bl.a., et filosofisk miljø hvori unge mennesker der næsten ved intet om filosofi – måske ikke engang at der et sådant fag – filosoferer. Det betyder at de deltager i en praktisk-kritisk aktivitet der udfordrer kulturelle antagelser/fordomme – og særligt disse, som har at gøre med hvem de er, hvordan de lever, og hvad de ønsker i her-og-nu/i fremtiden. Med andre ord, det er udviklende.