Fusion– om begyndelsen af et samarbejde, om opstarten af et skole-udviklingsprojekt

 

af Volker Bunzendahl & Mogens Larsen Stenderup

 

Denne artikel har tre formål. Det første er at den skrives i anledning af at to seminarier fusionerer og den må derfor gerne sige nogle kloge ord om det at fusionere, det at skabe ud af to sprogspil (Wittgenstein, 1949) et helt nyt. Selvfølgeligheder som er selvfølgelige hos ”os” er ikke selvfølgelige hos ”jer”, dette er en meget velkendt fornemmelse i starten af enhver forening eller fusion. En ægte fusion har den fordel, at man kan være ret sikker på, at den anden part ofte oplever samme forvirring, samme frygt for den nye tilstand, ingen endnu ved, hvad er. Vejen ud af denne fornemmelse er at tage skeen i egen hånd, det vil sige at I, sammen træder frem (eksistere på latin: at træde frem), og skaber det nye sprogspil, det nye pædagogseminarium, som I ønsker at være kreative og udviklende i. Forhåbningen er, at det at læse om de to andre formål med denne artikel vil give inspiration til jeres egen proces, det vil sige nogle tanker kan eventuelt indirekte, på metaforisk vis tale om jeres egen fusion.

Det andet formål er at beskrive et samarbejde mellem en underviser fra lærerseminariet og en underviser fra pædagogseminarieverdenen, mellem en psykolog og en kunstner. Også her mødes to sprogspil, to vidt forskellige måder at bruge sprog og andre virkemidler på, forskellige krav til hvad man kan og bør. Vores samarbejde er dermed et forsøg på at skabe en virkelighed, handlinger og samspil, mellem os, og med dem, vi arbejder med, for dermed at nærme os en fælles forståelse af det, vi arbejder sammen om. Denne artikel er i sig selv dette forsøg på at fusionere, dvs. i artiklen anvendes to (mindst to) forskellige måder at formidle og meddele sig skriftligt på, og samtidig tilstræbes dermed en læringsproces, for skribenterne og forhåbentlig også læserne.

Tredje formål er at give et kort indtryk af det projekt, der har bragt - og binder os sammen, nemlig projekt/metodeudviklingen ”Karneval”, der kort fortalt går ud på at skabe tre dages (i januar 2006) anderledes samspil mellem eleverne og alle voksne på skolen, således at alle roller er ophævet (lærer må ikke være lærere)[i]. Meningen er at skabe en fusion mellem virkelighed og fantasi, mellem rig og fattig, klog og dum, ung eller gammel. Formålet er at føre organisationen og dens medlemmer gennem en proces,

  • der opløser alle hierarkier,
  • alle strukturer og
  • alle på forhånd givne meninger –

og i stedet giver alle deltagere mulighed for

  • i en fælles proces,
    • at se på sig selv,
    • at se på organisationen,
    • at se på organisationens indre samspil
    • samt kommunikationen ud ad til – fra et eller flere perspektiver.

 

  • I og med at organisationen gennem karnevalets forløb oplever sig selv i et nyt lys -
  • i og med at deltagerne skal noget med hinanden, de ikke på forhånd ved, hvad er,

opdager de de skabende kræfter, der slumrer i hver enkelt, som et potentiale, der vækkes, i de enkelte teams, i organisationen.

Via ”karneval” skabes et ritual, der gør det mere end bare kognitivt (at opleve verden ikke kun med forstanden, men også med hånden og hjertet)) bevidst for medlemmer af organisationen, de enkelte teams og organisationen som helhed, at ruste sig til en fremtid, hvor fornuften, videnskab og ledelse alene – ikke kan hjælpe os med at gøre det for os alle – bedst mulige.

Artiklen vil nu prøve at forlade de gængse rammer for skrivning af en artikel, ved at vi fra nu til lige nær slutningen af denne artikel har ordnet vore ytringer i fem punkter, hvor først den ene, så den anden, og igen den ene, og så den anden, vil beskrive starten af vores samarbejde, og starten af projektet ”karneval”, her i begyndelsen af efteråret 2005.

 

 

Volker:

Fusion I:

1)      2 personer som skal fungere sammen med flere andre i et projekt.

2)      2 institutioners medarbejdere arbejder sammen med flere.

3)      2 eller flere videnskabelige sprogspil (kunst og psykologi) enten arbejder sammen eller skaber en fusion (nyt sprogspil).

4)      Projektets sigte er at skabe en fusion mellem voksne og børn, lærer og medarbejder og eleverne og den lokale omverden.

5)      Projektet ønsker skoleudvikling, hvor forestillinger og realiteter mødes i en kreativ/levende proces eller hvor social konstruktionisme og realisme forsøges fusioneret.

 

Mogens:

Fusion II:

1)      Personen som skal samarbejde med ”en anden”, vælger bevidst/ubevidst forskellige mål og strategier i forhold til målet, som den anden egentlig ikke hverken kender eller styres af. Motivet er foreløbigt ikke i tale sat i samarbejdet. Hvad sker der når 2 personer skal samarbejde, hvad skal der være til stede, for at de kan det?

2)      Kendskabet til en anden person kan sagtens være funderet i overleverede fordomme og beskrivelser forskudt af samarbejdet (ansættelsestidspunktet og funktionen samt fagområdet). Hvordan kender man den anden? Forestillingen om institutionen og hvilke krav institutionen mener at have i forhold til at forstå et samarbejde (mellem medarbejdere) kan enten bindes ved hjælp af kontrol og udvalgsmødemodellen eller frisættes eksempelvis som pilotprojekt eller selvstyrede teams.

3)      Kunsten er dybest set ligeglad med, hvad videnskaben har at fortælle – bortset lige fra selv at være videnskabelig. Kunst ér grundforskning. Punktum.

4)      Metodikken i samspillet centreres omkring observationer og dataindsamling. Alle menneskelige ytringer er potentielle og alle ytringer er noget, er virkelige kunne man fristes til at sige, og kan bruges. I samme øjeblik gruppen fusionerer som en gruppe omkring gruppens potentiale i en anerkendelse af dette potentiale, formuleres noget decideret enestående: det realiserende afsæt.

5)      Skolen har brug for at protestere mod kravene til skolen gennem at gøre sig bedre end kravet. Tilbyde en helt anden mulighed og samtidig tolerere at  blive stillet krav til.

 

Volker

Fusion III:

1)      Forudsætningen for at dialog, samarbejde, samspil kan finde sted, er at de 2 finder et fælles tredje (Madsen, 2002). Et fælles tredje er en sag, et projekt, en proces, hvor begge parter forstår det samme ved det samme (Katzenelson, 1994), uden at der dermed ikke er plads til begges perspektiver. At fungere sammen kræver derudover at kommunikationen og metakommunikationen om det som ses, føles, tænkes og fornemmes, imens man ”er på”, kan blive udtrykt hurtigt og så ærligt som muligt.

2)      Fordelen ved vores projekt, ”Karneval”, er at vi, de to personer, fra hver deres institution, ene og alene, i samråd med CVU/fusions/rektor[ii] har bestemt, AT samarbejdet skal finde sted, og HVAD projektet indeholder, har som mål og sigte, osv. Dvs. vores projekt er fri for vore to institutioners særlige mål og sigte, og er dermed ikke i samme grad forpligtet i forhold til institutionens formål og bekendtgørelser som ”almindelige” projekter, der oftest er udsprunget af et videnscenter, der allerede på forhånd har bestemt, hvad der skal arbejdes med.

3)      Ofte ses psykologi som naturvidenskab, kunst som humanvidenskab. Dette er en for simpel udlægning, og det vil samtidig ikke tilgodese den kompleksitet, begge fag arbejder i og med. Jeg vil som psykolog ikke gøre mig klog på hvad kunst er eller bør være, i hvert fald ikke lige her og nu, men vil dog påpege, at psykologi for mig at se ikke alene er en naturvidenskab, men på samme tid også er human- og samfunds/social-videnskab. En virkelig videnskab om menneskets psykiske forhold bør jo anerkende, at menneskets psyke er et kulturskabt naturprodukt og et naturskabt kulturprodukt, og det igen i et evigt dialektisk forhold. Det er vores natur, vores særligt menneskelige natur at frembringe kulturprodukter, herunder sprog, kunst og alle andre former for menneskelig ytring (Katzenelson, 1989, 1994, 2004).

4)      Skolen som det sted hvor mennesker mødes. Mennesker som er unge, og måske ikke så vidende endnu, ældre der ved eller skulle vide noget mere, og alle dem, der både ved noget og vil lære noget, mødes hver dag i skolen. Formålet med at give lærere, eleverne, og alle andre, der har berøring med skolen, tre dage, hvor alle forskelle er ophævet, hvor ingen har deres normale rolle, og det, disse roller giver af muligheder, pligter og rettigheder, er at de skal se sig som nye. De er, i de tre dage, ikke dem, de plejer at være, they are becoming (Newman & Holzman, 1993, Vygotsky, 1978, 2004); de er dem, som ”performer a head taller than they are”, de er et skridt foran deres egen udvikling, i det Vygotsky (1978, 2004) kalder for Zonen for nærmeste udvikling. Vores projekt prøver at foregribe fremtiden, landsbyens (den globale) demokrati om måske små 10 år, når nogle af ”vore” elever og lærere kommer til at sidde sammen, på lige fod, ligesom i vores karneval, i by - eller landsbyråd, hvor de prøver at dyrke evnen til i fællesskab at kunne skabe en udviklende virkelighed. Dette er visionen.

5)      Grotesk realisme (Bahktin, 2003) er det begreb, der kommer tættest på det vi prøver at skabe. Det er fordi vi siger både ja til social konstruktionismen (s.k.), der siger, at vi kan italesætte virkeligheden på ny og at sociale relationer er dem, der skaber virkeligheden (Gergen, 1997, 1999, 2001), samtidig med at vi anerkender, at s.k. bevidst/ubevidst overser menneskets indre, og det der er særligt menneskeligt. Her henter vi hjælp fra realistiske tilgange til samme emner, her især antropologisk psykologi (Bertelsen, 2000, Katzenelson, 1989, 2004) og selvpsykologiske tilgange (Tønnesvang, 2002), der påpeger, at vore følelser, vore emotionelle måder at erkende verden og os selv med, delvis er lagt i os som præprogrammer, som ikke bare kan blive konstrueret om til hvad som helst. Tillid er ikke noget mennesker skal lære, vi er født med grundlæggende tillid, og det er kun andre mennesker, dvs., den kultur vi fødes ind og vokser op i, som har ansvaret for at f.eks. tillid bliver til mistillid (Katzenelson, 2000, 2001). Noget, der skulle være eller have været der, er konstrueret væk. Ulempen ved ensidigt at pege på det, der er forud, det vi er prædisponeret for, er at vi kan komme til at afholde os selv fra muligheder, vi ikke endnu har fået øje på. Styrken i social konstruktionisme er den banale kendsgerning, at vi ved at tale pænt om verden og hinanden kan gøre verden, perspektivet på verden, smukkere. Styrken ved antropologisk psykologi og selvpsykologi er at den peger på, hvilke særlige menneskelige behov menneskebarnet bør have opfyldt, for at kunne trives, for at kunne følge med i f.eks. skolen. Tilsammen kan disse teorier være med til at minde os om, at vi sørger for, at det vi prøver at konstruere, det vi prøver at ændre, også får følelserne i tale, således at ”fornemmelse”, ”rørelse”, ”stemthed” o.l. kan blive opfattet på lige fod med de mere kolde kognitive funktioner som at ”beregne”, ”forklare”, ”måle og veje”, og det at tale korrekt. I vores groteske realisme, projektet karneval, er styrken, og muligvis faren, at kognition, emotion og konation (vilje) (Poulsen, 1990) er vækket til live på ny, og i indtil da usete konstellationer. Måske grotesk realisme er bevidst midlertidig mutation, eller en mental, kropslig oplevelse af at være i en anden virkelighed?

 

Mogens:

Fusion IV:

1)      Kommunikation er mange ting og kan antage mange former. Formen er mindst lige så betydningsfuld for hvordan kommunikationen lykkes, som at det er vigtigt at kommunikere.

Samspillet mellem 2 mennesker bygges op – og etableres i forhold til noget helt og aldeles basalt, som er fælleserfaringer. Erfaringen og det at have referencer i det fælles projekt bliver meget menneskeligt og egentligt meget forståeligt, lidt i stil med forholdet mellem ord og handling, værdier og værdiernes handlinger. Men hvordan antages nye fællesformer at dannes i samspillet mellem 2 samarbejdende personer og 2 individer?

Formarbejdet kunne vi kalde det. Formgivningsprocessen og det udtrykte i samarbejdet bliver til noget der både kan ses, høres og opleves. Vi kender fornemmelsen; af kemi mellem 2 mennesker. Vi kender også argumentet, at kemien ikke rigtigt passede (dårlig kemi). Hvad har kemi med kommunikation at gøre? Kemien som et billede af, hvordan kommunikation kan lykkes og hvordan billedet kemisk eksploderer, når det ikke lykkes. Kemi - og fysik ved alle jo noget om, hvor svært kan være!?

2)      Åbenhed – hvad er det? Kreativiteten som en revolutionær størrelse, der hele tiden åbner for nye vinkler og nye muligheder i den institutionelle tendens: Gode ideer har det med at blive institutionaliserede og selv den bedste skole med de bedste lærere sander til. Sådan er det bare. Problemet med tilsandingen er størst i 2 forbindelser: 1) institutionsmønstret som bliver selvretfærdigt – og skaber argumenter som retfærdiggør handlinger og 2) der kommer nye mennesker ind i institutionerne hele tiden og mennesker forandrer sig på andre måder end institutionerne (hvis institutioner overhovedet pr. definition kan forandres/ er foranderlige?).

Så hvem - eller hvad er det vi vil have til at arbejde sammen og hvilke metoder (værktøjer) vil vi pege på som centrale i forhold til at etablere samarbejder blandt mennesker og blandt institutioner?

Kreativiteten er egentlig ikke et værktøj i sig selv – det er en måde at forklare handlinger som er revolutionære/innovative på.

Opfindelsen.

Skabelsen.

Overraskelsen.

”Gud, hvor kreativt!”

Det, jeg mener vi har brug for i samarbejdet og i samarbejder, er metoder, som gør os i stand til at ”være kreative” – opleve at være kreative i den forstand, at vi sammen oplever at overraske os selv og hinanden, i det vi laver og gennem det vi laver. Det som Volker og jeg gør lige nu og lige om lidt og allerede før vi mødtes –  blev bragt sammen var et metodegreb – og ikke et resultat/produktgreb (læs: institutionen havde for et øjeblik risikeret sig selv).

Metode 1: Sætte noget sammen som ikke umiddelbart passer sammen.

Metode 2: Arbejde med begrænsninger eller benspænd à la Lars von Trier/Jørgen Leths ”de 5 benspænd”, (Zentropa 2003: ”De 5 benspænd er endnu en nyskabende og original leg med filmmediet – en film om det at lave film efter principper og regler, der ikke nødvendigvis er ens egne!”).

Metode 3: låse alle dørene i 3 dage.

Metode 4: Tage vinteraktiviteter med i sommerskoven.

For mig at se er det grundlæggende i forhold til metoder, at udvikle – og finde frem til metoder i fællesskab og i fællesskabet, som virker fremmende for arbejdet i fællesskabet og fremmende for hele selvforståelseskomplekset: hvad kan vi – sammen! På denne måde produceres hele tiden nye erkendelser og nye overraskelser – og dèt er kreativt.

3)      noget af det sværeste i sprogspil er at reversere hele den kognitive proces og sætte en semiotisk proces i gang, hvor sproget ikke eksisterer i starten, men hvor sproget udvikles i forhold til arbejdet, der er i gang eller arbejdet der udføres. Kunsten har kunsten som dagsorden, men kunsten bearbejder virkeligheden som virkelighed med kunsten som medie, hvor sproget senere bliver en metode til at bearbejde/analysere kunsten med. Det sværeste for de fleste uddannelses- institutioner er tilsyneladende at etablere et arbejdsregi, som er udenfor det boglige – eller hvor det boglige niveau ikke er slut målet. Vi ender hele tiden i en bog. Hele verden er (i) en bog, og sproget sammen med skriften dominerer uddannelsestænkningen og uddannelsesbekymringen.

Skolen kan sagtens blive et regi, hvor man arbejder helt bredt og helt åbent i forhold til, hvordan miljøet/regi forstås: hvis skolen hele tiden bestræber sig på at være tæt på sine studerende/elever vil skolen indenfor sin egen ramme blive amorf og være udtrykt gennem de mennesker, der arbejder der. På denne måde etableres en profileret kultur, som ejes af de mennesker, der arbejder der og som forandrer sig tilsvarende. Og så kan vi begynde at skrive bøger og dette skriveri bliver det samme som at indskrive sig i historien og det samme som at  blive en del af historien - udtrykt gennem hver enkelt menneskes indsats (påvirkning) i forskellige forløb i forskellige sammenhænge.

Jeg er. (psykologien)

Jeg er her. (kunsten)

 

4)      i en performance jeg engang lavede, tog jeg udgangspunkt i et æble (syndefaldet), vand (grundelement) og varme (omsorg og materiale (tæppe)).

Jeg forsøgte at diskutere disse elementer med en gruppe studerende i en performanceworkshop med henblik på at udvikle en performance, hvori der indgik en lineær bevægelse, en gestus, en renselse og et symbol.

Vi nåede frem til en performance, hvor uddelingen af vand og brød foregik i en bevægelse, hvor brødet brydes (Kristus, nadveren) her i form af et æble, vandet drikkes og koppen vaskes (katarsis) inden den gives videre.  Slutteligt omsvøbes den enkelte i et tæppe inden man sætter sig ned i en halvcirkel foran den lineære bevægelse (indtagelsen af brød og vand og tæppesvøbelse).

Det vi senere fandt ud af var, at denne performance lod sig udvide til at omfatte uendeligt mange mennesker og på et tidspunkt lavede vi denne performance i samarbejde med et større musik kor, som så blev indsvøbt i tæpper mens korsangerne gik rundt mellem folk og hinanden for til sidst at sætte sig i en gruppering.

Fusionen foregår hele tiden og kan foregå fordi den anden hele tiden er inviteret ind og strukturen nøjes med at være en ide som kan udvides (åbenhed) og som får lov til som ide, at styre det vi laver. Man kunne sige mulighederne tager magten og vi er tilfredse med hele tiden at overraskes og imponeres over, hvordan billedet hele tiden er en forestilling anden end den latente mentale fastholdelse af, hvordan noget skal tage sig ud – eller bekræfte noget bestemt.

Meningen skabes gennem – og i de handlinger, der udspiller sig sammen med den historie, denne performance allerede er et udtryk for.

En anden pointe med dette eksempel er, at man kan læse om den og man kan forestille sig den, men den eneste måde man kan opleve den på, er ved at lave den eller mere brysk udtrykt:

Man skulle nok have været der.

Deltagelse er afgørende.

Deltagelse som noget centralt og afgørende.

Virkeligheden som central og afgørende.

5)      Hvem er fjenden i skolen? Udpegelsen af fjenden som endnu en metode til at finde ud af noget om, hvad vi kan som skole og hvor vi skal hen som skole. Et af de store områder i forhold til det moderne liv er ligegyldighed og meningstab. For mig at se er skolen og uddannelsen et af de få steder i livet, hvor der virkelig findes en scene med nogle helt fantastiske muligheder – fordi vi er der sammen. Hvis fusionen mellem dannelsesprojektet og identitetsprojektet kan finde en personlig form og blive til en (personlig) kultur, er det sådan skolen skal overleve sig selv og de nye udfordringer (læs: børn og unge)?

Der er så meget andet i verden - og man kunne fristes til at sige lidt apokalyptisk - at skolen er blevet overflødig eller at skolen har overlevet sig selv.

 

Volker

Fusion V:

1)      Ja, og fortsat at blive overrasket er styrken i vores samarbejde. Åben og ærlig kommunikation og udgangspunkt i hinandens styrkesider er muligvis etablerende kræfter heri.

2)      Ja, og ikke vidende at nærme sig det svære, det ukendte, det man ikke lige kan se meningen med, for at springe ud. Vel vidende at det at springe ud er en metafor, der giver genklang i forskellige fortællinger, hos den ene at det at springe ud foregår fra et højt 10 meter tårn, til en international stævne, hovedkulds ned i et bassin, imens det hos den anden vækker minder om at stå midt i skoven, sammen med en flok andre, på vej ud til at springe ind i en psykedelisk virkelighed.

3)      Ja, og som menneske har jeg vel et ønske om at udtrykke mig. Kunstneren er umiddelbart set mere fri end psykologen. For psykologen er sprogspillet det, at han må udtrykke sig via skriftlige værker, især hvis han ønsker at blive taget alvorligt, eller hvis han mener at hans tanker kan gavne fremtidige udviklingsprocesser, af f. eks. skolen. Jeg, psykologen, er ikke så god til at synge, tegne og male, derfor elsker jeg at skrive, og ja, jeg drømmer da om at skrive en bog før jeg forlader denne jord.

4)      Ja, og deltagelse, som vi på vores rejse til konferencen ”Performing the World 3, i New York, har oplevet, er commitment. At være der, i situationen, for den anden, for gruppen, at være (med)skaberen af virkeligheden, er vel vores eneste chance. Det er vel deltagelse i en revolutionær praksis.

5)      Ja, og skolen som stedet, hvor demokrati fødes på ny. Skolen som det sidste sted i det lokale miljø, hvor alle burde komme, det er perspektivet, muligheden for at vi kan fusionere, dvs. skabe den nye fremtid, der er udviklende for os alle.

 

Fusionernes tid er over os. I et af verdens rigeste lande, og at et af de få med en længerevarende demokratisk historie, bør samarbejde, venskab, kærlighed i gensidighedens dialog være den scene, hvor vi alle kan performe, for med vores performance at skabe den nye virkelighed, i en verden hvori vi konstant fusionerer.

Om fusionerne, jeres seminarium, CVU, skolen der prøver sig selv i vores projekt karneval, er udviklende, det vil sige revolutionerende (=frugtbar fusionerende), kan vi til hver en tid læse i de studerendes, i elevernes, i forældrenes, i vore samarbejdspartners, i hinandens øjne, vil vi fornemme som stemninger med vores maver, vil vi kunne føle, kunne blive rørt af i vores hjerter. Så måske burde fusionerne starte der?

 

How does it feel
How does it feel
To be on your own
With no direction home
Like a complete unknown
Like a rolling stone? Bob Dylan

Referencer:

Bahktin, M., Karneval og latterkultur, Det lille forlag, 2003

Bertelsen, P. Antropologisk Psykologi, Frydenlund, 2000

Gergen, K. Virkelighed og relationer, DPF, 1997

Fredens, Keld, vi behøver flere som Klods Hans, bl.a. Information 4.9.1999

Gergen, K. An Invitation to Social Constructionism, Sage 1999

Gergen, K. Social Construction in Context, Sage, 2001

Madsen, B. Kommunikationstrekanten, fra: Løw, O + Svejgaard, E. (red.) Psykologiske grundtemaer, Kvan: Århus, 2002

Newman & Holzman, Vygotsky, a revolutionary scientist, Routledge, 1993,

Katzenelson, B. Psykens verden … i verden. Et naturevangelium, Århus Uni-forlag, 1989

Katzenelson, B. Homo Socius, Gyldendal, 1994

Katzenelson, B. Drivkræfter, følelser og erkendelse, Reitzels, 2004

Poulsen, H. Conations, Århus, 1990

Seltzer og Bentley, kreativitetens tidsalder, dafolo forlag 2000

Trier, Lars von /Jørgen Leth ”de 5 bespænd”, Zentropa 2003

Tønnesvang. J. Selvet i pædagogikken, Klim, 2002

Wittgenstein, L. Philosophische Untersuchungen. Suhrkamp, 1949 (1961) Vygotsky, L. Mind in Society, Cambridge, 1978,

Vygotsky, L. Læring som udviklingsvilkår, Red. G. Lindqvist, Klim, 2004 (Pædagogisk Psykologi)



[i] Her er det på sin plads at sige tak til Karensmindeskolen, skolens leder Ole Corneliussen, souschef Jette Poulsen, lærer Ulla Bundgaard, som her i den forberedende fase af projektet aktivt har støttet det, og som har været med til at skabe opbakning hos det øvrige personale samt skolens samarbejdspartnere.