Performativ evaluering af et skoleudviklingsprojekt: ”Karneval på Karensmindeskolen i Støvring”[1]

Af Volker Bunzendahl, adjunkt og cand. psych., CVU Nordjylland

 

Evaluering er et begreb der anno 2006 synes at have meget stor vægt, i og med at folkeskolen skal kunne måles og derfor skal kunne dokumentere, hvad den er god til, hvilke resultater man kan opnå, m.m.. Vi vil her ikke gå nærmere ind på, hvor vidt den aktuelle evalueringsbølge er kvantitativt eller kvalitativt, og om tendenserne går i den, i mine øjne, rigtige retning. Det, vi agter at gøre her, er at valuere, det vil sige, vi ønsker at værdsætte de bidrag og performances, der kom til udtryk, både under selve de 3 dage, karnevalsprojektet varede, og til den performative evalueringskonference, som vi just har gennemført. Men vi ønsker også, i bogstavelig forstand, at evaluere, det vil sige at indhente data, så vi kan vurdere om selve projektets formål er nået eller ej, og hvordan.

 

I forhold til nærværende projekt karneval, et pilotprojekt med sigtet at skabe en skole-udviklings- og forandringsmetode, der giver skolen som organisation og ansatte og elever mulighed for refleksion og aktivitet på en ”anden” måde, det vil sige aktiviteter i rammer og sammenhænge der adskiller sig fra den ”normale” velstrukturerede hverdag, er formålet her, at evalueringen kan gavne alle de deltagende i deres professionelle og/eller elevmæssige hverdag, og at denne her tekst kan give andre interesserede et billede af, hvad vores ”metode” kan bidrage med, i forhold til at støtte skoler og andre institutioner, så disse kan udvikle sig for at kunne ”matche” globaliseringens mangfoldige krav til samfund, institutioner og det enkelte individ (se bl.a. Bauman, 2005, Hargreaves, 2005).

 

Vores metode går kort fortalt ud på, at skolen i tre dage oplever sig selv, som personer og som skole, på en ukendt måde, her ved, at alle fik nye navne, alle var gruppemedlemmer af grupper der bestod af både voksne og elever på forskellige klassetrin. Alle grupper startede med en opgave, ”Tegn din hånd”, der gav mulighed for at alle kunne være med, og for at alle grupper efter bare 1½ timers gruppearbejde formåede at optræde foran 300 andre deltagere. Alle grupper havde herefter særskilte opgaver, fra at skulle gennemføre besøg af naboinstitutioner, at skulle optræde, at sminke, skabe en restaurant, være på Messenger med skoler og elever i Argentina og Makedonien, at filme begivenhederne, at lave parodier, og m.m.m. For at fritage lærerne for deres rolle som irettesætter m.m. havde alle grupper en proceshjælper[2], der var ment som garant for, at det de enkelte grupper gennemførte, var gruppens egen beslutning.

 

Teorien bag metoden er et miks af forskellige indflydelser,

  • hvor Bahktin (2001) er den der har forsynet os med navnet, karneval,
  • hvor Vygotsky (1978, 2004) er den der leverer teorien om hvordan bevidsthed og udvikling skabes, nemlig først i socialt samspil (i Zoner for nærmeste udvikling, (Vygotsky, 2004:281) og herefter i individets hoved og/eller organisationens praksis, og som giver os et fokus der peger på at vi lærer og udvikler os, når vi performer ”et hovedet højere end vi er” (Vygotsky, 1978:102), og
  • hvor Kurt Lewin (her fra Madsen, 2000) gav os ledetråden i forhold til forandringsprocesser i en organisation (unfreeze, move, freeze again).

 

Modet til at iværksætte denne metode stammer fra Mogens’ mange erfaringer med performative og innovative undervisningsforløb, og fra Volkers erfaringer med at igangsætte karnevalslignende forløb med en friskole og et pædagogisk bosted, samt den direkte inspiration (på baggrund af årlige workshops sammen med folk fra) fra East Side Institute i New York, og ”Hi Neighbor” i Serbien og Bosnien (Holzman, 1997, Holzman & Morss, 2000, Scorc & Ognjenovic, 2003, Savic, 2000, Bunzendahl, 2003, in press) og en førende Vygotsky fortolker fra Sverige, Leif Strandberg (2006). Hermed håber vi at have givet et kort overblik over projektet, således at læseren kan have en fornemmelse af, hvad det er, vi her ønsker at evaluere (se evt. Bunzendahl & Larsen Stenderup, 2006, Bunzendahl, 2006, Larsen Stenderup, 2006, Lindegaard, 2006),

 

Vores evaluering består af,

  1. at vi, Mogens og jeg som projektets udviklere, og staben, der bestod af Jette Poulsen og Ulla Bundgaard, samt skoleleder Ole Corneliussen (alle tre fra skolen), ønsker viden om hvordan det gik, hvad der gik godt, hvad der burde blive bedre eller anderledes, m.m., og
  2. at eleverne, individuelt og som klasser og grupper opnår indsigt i, hvad det er, de har oplevet som lærerigt, og som noget der havde eftervirkninger i det virkelige skoleliv, og
  3. at lærerne og andre voksne ansatte, individuelt, i grupper og som faggrupper, evner at reflektere over egen rolle og relationer i forhold til hinanden og elever, og over hvad disse (og én selv) ”kan”, som man ellers ikke plejer at få øje på (eller at kunne), og
  4. at den viden der kommer frem under evalueringen indeholder konstruktive ideer, og en interesse for, at gennemføre et karnevalsprojekt nr.2, nr.3 med mere, altså at der er skabt grobund for at karneval, af de deltagende, opleves som en metode og en tradition, man har mod på og kan se mening i at fortsætte med.

 

Selve evalueringen fandt sted 3 måneder efter vores 3 dags karneval og var delt op i to halvlege. I den første del gik alle klasser, hver klasse for sig, op på scenen, for at vise en performance på 5 minutter, der skulle vise, hvad de havde lært, under og efterfølgende karneval. Herefter var det de voksnes tur, og her benyttede vi os af nogle skriftlige spørgsmål, der skulle besvares individuelt, læses op i en gruppe, for derefter at blive fremlagt i plenum. Gruppernes særlige fokus var at gruppe 1 kiggede på egen læring som voksen, gruppe 2 på elevernes læring og gruppe 3 på organisationens læring.

 

I det følgende vil vi således først behandle

  • stabens egen oplevelse,
  • så elevernes udsagn,
  • herefter de voksnes bidrag,
  • for til sidst at prøve at diskutere disse samlet, og med en vis afstand, det vil sige i rollen som metodeudvikler.

 

Afstanden er ikke ment som metodisk kneb, men her ment i forhold til, at de fleste udsagn handler om ”Karensmindeskolen”, hvor i mod vi, når vi siger afstand, her vil forholde os til, hvordan vi i givet fald kan organisere karnevalsmetoden med henblik på anvendelse i relation til andre skoler og institutioner. Disse tanker er desuden kvalificeret af dialog med internationale forskere og praktikere, der har reageret og reflekteret over deres erfaringer med at være del af karneval, ”online”, i Argentina og Makedonien. Desuden har ovennævnte Leif Strandberg set den DVD-film, der er produceret under karnevalet, filmet og produceret af elever, og han har sendt en udførlig anmeldelse per mail, som er mere end en øjenåbner i forhold til at kunne vise os, at karneval, ud fra et Vygotsky perspektiv, har nået meget, på meget kort tid.

Stabens oplevelse, læring og erfaring

I forhold til hvad vi håbede på og drømte om, hver især, og hver især på vores egen måde, i og med at nogle (Volker) allerede på forhånd mente at have et billede af, hvad projektet vil kunne blive, hvor andre (Mogens) undervejs, mere og mere, kunne ”se” det færdige projekt, og hvor skolens folk, Ulla, Jette og Ole, efterhånden, mere og mere, selv var med til at konstruere og forandre det billede af karneval, som vi oplevede og her forholder vore oplevelser imod, har det klart været en positiv og berigende erfaring, vi har udsat os selv og skolens medlemmer for.

 

Og overordnet må vi vel betragte projektet med et bredt smil, i og med at de overordnede ønsker og formål vedrørende projektet,

  • det at folk i forskellige aldre samarbejdede og lærte hinanden at kende på tværs og på ny,
  • det at lærere og andre voksne magtede at holde ud, at være ikke i den normale rolle de plejer at udføre i skolen,
  • det at eleverne i stor grad tog ansvaret/friheden på sig og dermed fik karnevalets mange, forskelligartede aktiviteter, ude (andre institutioner) og inde (i karnevalsområdet), til at virke sammen, i en levende helhed, eller med Andy Hargreaves (2000) ord, i en flydende mosaik,

må siges at være opnået

 

Så ja, karnevalet har endda overrasket positivt, i og med at deltagerne har været mere end overbærende vedrørende de mere ”svage” forhold i karnevalets (i nogles øjne manglende, i andres øjne nødvendigt manglende) struktur. En portion kaos og forvirring er jo netop en af de ingredienser, vores metode bygger på. Men, som uddybet i Bunzendahl (2006), må kaos og frustration anvendes, når man har sikret, at deltagerne er forholdsvis afklaret med, at dette hører med til ”legen”. Og, ser vi på optagelserne af de mange performances, på scenen og i karnevalets områder, så er det i det store og hele til trods for (eller måske på grund af) disse svaghedsmomenter lykkedes at gennemføre mange flotte præstationer.

 

I bagklogskabens lys er det

  • mere træning på forhånd til procesledere,
  • en større stab der har til opgave at klare tekniske og andre mere logistiske problemer, på forhånd og undervejs,

der bør sikres ved kommende forløb.

 

Det vil være en fordel, og næsten en nødvendighed, at staben, de fem der er nævnt her, udover procesledere har

  • rådighed over et antal hjælpere, der sørger for lyd, forplejning, og alle de mange mindre ting, der skal klares ad hoc, og under selve forløbet.

 

Dette for at frigøre ledelsen til at kunne varetage ”omsorgsfunktionen” mere struktureret (selv om denne funktion blev praktiseret, dog ikke i den grad af opsøgende virksomhed, som vi havde planlagt), og for at vi kan besøge alle grupper flere gange, i løbet af en dag, således at ”styringen”, det at karnevalets grundregler kendes og er klare for alle, gøres endnu tydeligere, og at vi, som projektmagere, kan give de nødvendige feedback til grupper, procesledere og deltagere. Men, som sagt, forløb mange af disse processer jo ret fint, og her må netop balancen mellem styring og ikke styring være nænsom. Det er jo et af formålene, at deltagerne træner og klarer umiddelbart umulige (ustrukturerede og kaotiske) situationer, som hermed gør dem beredt til at møde den uforudsigelige fremtid, de sikkert vil komme til at skulle leve i.

 

Samarbejdet mellem metodeudviklere og skolens folk, Jette, Ulla og Ole, har været til ren UG, hvis vi ser på den tid, iver og energi, som skolens folk har lagt i projektet. En uundværlig hjælp der langt overstiger, hvad man kan forvente, men som samtidig var en nødvendighed for, at projektet har været muligt i den her succesrige form. Samarbejdet med skolens naboinstitutioner, børnehaver, fritidsordning, gymnasiet, rådhuset og kirken har været overvældende positivt, og har været med til at give os, staben, den nødvendige optimisme, der skal til, for at mødet mellem forskellige institutioners folk kan blive frugtbart.

 

Samarbejdet mellem de to metodeudvikler (se Bunzendahl & Larsen Stenderup, 2006) har været et eksperiment i sig selv. To personer, med to ret så forskellige fag og uddannelser, med ret så forskellige livsmæssige baggrunde og tilgange til at skabe projekter, selv om kreativitet, det at være en ”anderledes” og ikke typisk udgave af vore fag, er noget vi har til fælles.

 

I herværende projekt bestod forskellen desuden i, at vi i forhold til projektet stod rent historisk forskelligt, i og med at jeg med baggrund i at have oplevet og medvirket i forskellige karnevalslignende workshops i Bosnien, Serbien, New York, men også i privat regi i Thy (friskole) og Skive (social psykiatri) havde på forhånd en klar ide om, at vores projekt burde ligge på linie med denne selvoplevede ”Vygotsky-tradition” (se Bunzendahl, 2006), hvorimod Mogens var mere historisk fri og åben for at udvikle projektet fra bunden. Denne diskussion er ikke sluttet, men knapt nok begyndt. Forhåbningen er, at kommende projekter vil give muligheder for både at stabilisere traditionen og at udfordre den.

 

Men for mig, er noget af det vigtigste ved karnevalsprojektet, udover at det gik så fint som det gik,

det at vi kan sende en DVD med optagelser der minder folk i det tidligere Jugoslavien, i Argentina, Makedonien, Sverige og USA om dem selv og deres eget arbejde, som disse forskeres respons per e-mail understreger.

 

Karneval, og DVD-filmene[3] om de tre dage fortæller verden, og især dem vi har været inspireret af, at vi gensidig lærer af hinanden, på tværs af grænser og kontinenter.

 

Muligheden for at næsten hele staben kan føle, eller forstå hvad jeg her føler og forstår[4], blev etableret ved at Mogens, Ulla og Jette rejste, sammen med mig, i oktober 2005, med til en af East Side Institute organiseret konference i New York: ”Performing the World 3”, hvor flere af de nævnte inspirationskilder var til stede (se også Larsen Stenderup, 2006).

Så ja, staben, spurgt enkeltvis, og også som gruppe vil sige ja tak til en omgang til. Dialog og klar og åben forhandling der fører til tydelige ”kontrakter” (se her evt. Madsen, 2004) fra start vil være noget, alle vil have glæde af ved karneval nr.2, som efter den foreløbige plan vil finde sted sommer 2007.

Elevernes oplevelse, læring og erfaring

 

Avisen Nordjyske skriver: ”Karneval har givet elever selvtillid - Højere selvværd og mere kreativitet. Det er de synlige resultater, som eleverne på Karensmindeskolens 3. til 8. klassetrin har fået med sig fra tre dages usædvanligt karneval i januar måned. Karnevallet blev evalueret i går af både elever og lærere. Eleverne gav deres mening til kende med en fem minutters performance.”.

 

Denne dom afsiger avisens journalist på baggrund af elevernes egne tilbagemeldinger, der blev leveret i form af performances på scenen. Det at se eleverne endnu en gang, foran en fyldt sal, hvor alle de andre ser på, er i sig selv med til at bekræfte avisens overskrift, nemlig, at vi her har elever med selvtillid til at vise sig frem, på scenen, men også, som de viste fra scenen, i undervisning, til eksamen og i andre af livets sammenhænge. Desuden er avisens udsagn med til at understrege, at det eleverne præsenterede, var til at forstå, altså en klar og tydelig fremlæggelse fra alle klasser.

 

Avisen skriver endvidere: ”14-årige Jeppe Kvist er utrolig begejstret over det, karnevalet har bragt. Især er han glad for, at alle aldersgrupper på skolen blev blandet grundigt. Så finder man ud af, at dumrianerne faktisk er gode nok, siger Jeppe Kvist. Selv har han lært at turde slippe sig mere løs foran sine skolekammerater. Nu tør jeg skille mig mere ud. I dansktimerne har vi i øjeblikket om puberteten, og min gruppe skal snart fremlægge. Vi laver et skuespil. Det ville vi nok ikke have tænkt på før, siger han”.

 

Disse sætninger understreger det, elevernes performance forsøgte at sige, nemlig at der blev løst op for de forhindringer og genertheder, der ofte forhindrer os mennesker i at stå frem, til at springe ud for dermed at kunne se og opleve sig selv, i forhold til andre, et ”hovedet højere end man er”. Og hvis, som her, teenagere evner (og tør) at se på deres egen udvikling, med hjælp af et skuespil, er der opnået en indsigt, som gør, at elever og læreren praktiserer, hvad vore kilder og inspirationer har lært os. Det fantastiske er, at vi har læst og tænkt dette i flere år, hvor i mod eleverne begynder at praktisere ”revolutionær aktivitet” (Bunzendahl, 2002, Newman & Holzman, 1993) efter bare tre dage.


Klik for at se billedet i stort format...Drengen på fotoet spillede, med hænderne, Mogens og Volker, og vi begge mødte efter forestillingen en meget stolt elev, der nærmest undskyldte, at hans parodi af vores samarbejde også indeholdt overdrevne og kritiske aspekter. Forskellen, højdeforskellen mellem voksen og barn, er ophævet på frugtbar vis, ved at eleven støttes i hans handling, at være et hoved højere, i og med at han på voksen maner præsterer og bliver set med en ”dukke-teater-parodi” af karnevalets fædre. Det, at arbejde med performance, og det, at forestille sig at to sokker kan forvandle sig til mennesker og at kunne gennemføre det, kræver meget indre og ydre tankevirksomhed, meget overblik og ikke mindst evnen til at passe det ind i det sociale samspil, i og med at drengens performance her var del af en større forestilling, som hele klassen opførte på samme tid. Ved at lave en forestilling, øver man sig i at forestille sig, hvad man tænker på at udføre, sammen med andre (se her Strandberg, 2006, Vygotsky, 2004). Og det at øve sig i at tænke er jo grundlaget for det, skolen i de her dage, i offentligheden, påmindes om at levere, nemlig faglighed.

 

Kedsomhed (se Larsen Stenderup, 2006) var også et emne under evalueringen og under selve karnevalet. Til trods for, eller måske på grund af, de mange muligheder og friheden til selv at måtte styre ret meget selv (som elev) eller begrænsningen at man ikke måtte styre, som man plejer (som lærer), har mange oplevet kortere eller længere perioder, hvor deltagerne kunne fristes til at sige, at de kedede sig. En naturlig konsekvens af at skolens ellers faste struktur er optøet (unfreeze). Elevernes performances viste, at de havde taget udfordringen til sig, og eleverne viste, under evalueringen, at de selv havde været gode til at overvinde kedsomheden, ved at tage ansvar, ved at være aktiv, ved at være ærlig (man havde mulighed for at samtale med staben, hvis man følte at man havde svært ved at være ”i” karnevalet).

 

Hej Mogens og Volker. Jeg syntes af karnevalet var rigtig godt. Jeg var i cirkus gruppen. Jeg skulle være klovn. Jeg skulle optræde på gymnasiet. Der går min store søster. Så hun så mig optræde. Det var godt. Jeg skulle også optræde på toppen (børnehave). Det var sjovt”, venlig hilsen, Anne (Sigrid), 3.a

 

Kære Volker og Mogens. Jeg syns at karneval var sjovt. Jeg hed Tobias og jeg var i formandsgruppen og der var sjovt og jeg gik med et skilt. Vi arbejde med e-mail, det var sjovt og lidt svært. Jeg skulle optræde med et Star Wars nummer, og det var sjovt. Jeg syntes, at karnevalet var for kort”. Med venlig hilsen, Christian, 3.a

 

Disse to breve er bare to af mange fra 3. klasserne, som i sig selv er et stærk udtryk for, at de yngste deltagere i karnevalet har fået mere end bare en god oplevelse ud af at have været med. Nogle lærere udtrykte bekymring; ”om nu også de mindste mødte nok udfordring på deres egen niveau?”. Til det må det siges, og som her, bekræftes af elevernes egne tilbagemeldinger, at eleverne mere end gerne er sammen med dem, der er; et ”hoved højere end de selv er”, selv om det klart er en udfordring og stedvis svært. Desuden bør vi ikke overse den anerkendelse, der gives og som opleves, mellem store og små, mellem små og store, således at man, som 3. klasses elev føler sig lige værd med de andre. Og de store oplever, at det at være stor netop kræver, at man skaber et godt samspil med dem, der er mindre, som igen giver anerkendelse i de voksnes øjne. Små ringe, som spredes, det er tanken.

 

Men også de ældre klasser har, udover nævnte performances, forsynet os med håndskrevne breve, hvor eleverne forholder sig til deres oplevelse af at være med til karneval. Deres tilbagemeldinger er nok mere nuancerede end 3. klassernes breve, i og med at der ved siden af fortrinsvis positive tilbagemeldinger også er plads til mere kritiske røster. Alt i alt dog også her en tilbagemelding, der bekræfter, at eleverne selv mener at have lært noget. Her følger to eksempler:

 

”Kære Volker og Mogens. Jeg syntes at det var en rigtig god og spændende uge.. Det har været spændende at være sammen med de ”små”. De grupper der, det var sjovt at møde en slags nye mennesker. Men det fedeste var, at man kunne gøre stort set alt man ville. Ikke bekymre sig om noget som helst. Jeg havde noget at lave hele tiden. Jeg var med i sminkegruppen i lokale 34. der havde vi et rigtig godt samarbejde, vi hjalp hinanden. Det her karneval har været noget af det sjoveste jeg har oplevet her på Karensmindeskolen i længere tid. Der gik godt nok lidt kiks i det med Pizzaboden, men altså vi overlevede.” Kærlig hilsen, Kristina, 8.b

 

”Kære Mogens og Volker. Jeg syntes det var en meget speciel uge. Jeg kom i den gruppe hvor vi lavede cirkus. Der var meget spændende og lærerigt. Det kunne være rigtig sjovt at prøve igen. Det bedste ved de her 3 dage var nok, man prøvede noget nyt og lærte at det også kunne være sjovt i skolen udover frikvartererne. Lærerne ændrede sig meget på en positiv måde. Man lærte deres lidt mere sjove side at kende, så nu har vi faktisk et andet forhold til dem. Tak for en rigtig god oplevelse”. Tinna, 8.b

 

Jo, hvad mere kan vi drømme om. Eleverne beretter om nye forhold til sig selv og det de kan, nye forhold til andre mennesker i skolen, et nyt forhold til hvad skolen kan være og ikke mindst et nyt forhold til, hvordan man oplever lærere, og hvordan disse oplever sig selv. Eleverne bekræfter hermed, at de uden at have læst om formål og teori vedrørende vores metode, har opnået en erkendelse af, hvad der skal til for at skabe en god skole, en god klasse og en god elev, set ud fra at aktivitet der udføres med engagement og i samklang og/eller samspil med andre, kan forandre verden. En verden hvor alle, i fællesskab og forskellighed, udvikler sig (at blive[5]), og ind i mellem også bare er (at være).

 

Men lad os gå videre, til de voksnes oplevelse og mulige læring under og efter karnevalsdagene.

 

Lærernes oplevelse, læring og erfaring

 

Her må vi fra start konstatere, at de voksnes medvirken, og for især lærere - det vanskelige i ikke at måtte agere i rollen som lærere - har overrasket mere end positivt. Og det gælder både dem, der på forhånd var indstillet positivt, og dem der var skeptiske. Denne åbenlyse velvillighed at ville prøve at være med på legen, er i mine øjne en af de faktorer, der har sikret at alle, også eleverne, har fundet mod til at tage nye roller og udfordringer på sig. Lærernes og de andre voksnes måde at være i karnevalet på gav hele processen den nødvendige sikkerhed og ro, som for mig at se er nødvendig for, at vi, to fremmede, kan ”styre” en karnevalsproces.

 

Selv om de voksne således prøvede at være med, er det jo ikke sagt, at det ikke har været svært, for især lærerne, ikke at måtte irettesætte eller at udføre andre daglige ”lærer-gøremål”. Flere nævnte dag 1 som den for dem absolutte udfordring, i og med at de der oplevede kaos og ”Hvad skal jeg?” fornemmelser, som så på anden dagen blev afløst af en nu giver jeg mig hen stemning. 

 

Grunden til at de voksne således magtede den umulige opgave, ikke at skulle være dem de plejer at være, ser jeg, uden at have beviser, i den lange forberedelsesperiode på et lille ½ år, som for mig at se har sørget for, at alle bekymringer var ytret og hørt, og tilliden til, at det ikke kunne gå helt galt voksede. Samtidig sagde vi til lærerne, dagen før: ”det er ikke jeres, men vores ansvar hvis noget går galt eller ikke virker”, og også det, tror jeg, har været med til at give det sidste skub til at lærerne evnede at overgive sig.

 

Men hvad sagde de selv, under evalueringen, hvor alle har udfyldt nogle spørgeskemaer, som de har læst op i tre mindre grupper, for til sidst at fremlægge som et fælles statement. Selv om de tre grupper skulle fokusere ”kun” på enten de voksne, eller elever, eller organisationen, så svarede deres tilbagemeldinger dog på mere end et niveau ad gangen.

 

Alle voksne som lærer har været med til at prøve en teori af i praksis, … Der har været plads til de børn der ikke er så ”populære”, de har været mere på banen i dette projekt med de initiativer de har haft”

 

Det man ser her, er jo netop den teori, Vygotsky (2004:21) peger på, når han siger, at vi ved ”svage” børn ikke bør kigge efter det, de ikke kan, men sammen med dem, bør vi finde noget, de er gode til. Bevidstheden skabes i samspil, og hvis dette samspil skaber gode situationer, i stedet for situationer der fastholder den svage elev i rollen som svag, kan elever lære mere end de plejer at kunne (og dermed få en chance for at et oprindeligt problem fylder mindre og mindre).

 

”Der har ikke været så mange konflikter der skal løses, fordi de store har taget sig af de små i stedet for at drille dem”

 

En meget rar tilbagemelding, som viser at eleverne godt kan tage, som en anden gruppe udtrykte det, ”medansvar for egen læring”, og for hinanden, som jeg vil tillade mig at tilføje. I Zonen for nærmeste udvikling udvikler vi os, og her danner elever, i lærernes perspektiv, denne zone i det samspil, der blev muliggjort af karneval. Forhåbningen er at denne indsigt også vil smitte af, når der ikke er karneval på skolen.

 

Men tilbage til de voksnes egen selvrefleksion:

 

”Vi har som voksne skulle reflektere over egen rolle …, skal jeg gribe ind som lærer eller person. Som voksen har vi set, at børnene lærer noget, selv om vi ikke står og underviser dem.”

 

Meget fornemme refleksioner over refleksioner der leveres her, der mere end tydelig viser, at et af formålene lykkedes, nemlig at give de voksne dette ”rum”, der ikke plejer at være på en skole, for at se på sig selv, elever og skolen med nye, andre øjne. Så, man kan forsigtig konkludere, at de voksne på skolen har formået at bruge denne erfaring produktivt og med åben pande, selv om der selvfølgelig har været individuelle forskelle mellem folk, i forhold til hvor vild man kan lide at leve livet.

 

”3 dage med mulighed for at afprøve hinanden og lære af hinanden. En læring ude af de voksnes kontrol. … Kompetencer som kræves af erhvervslivet, det moderne samfund.”

 

Udover at pege på den samfundsmæssige relevans ved projektets læring, opnåelse af kompetencer, eller i det mindste opdagelse af hvilke kompetencer man burde træne, minder dette sidste citat mig om en sætning i Lois Holzmans bog (1997): Schools for Growth, hvor hun siger, ”at lærere (voksne) ikke skal undervise børnene, de skal leve livet sammen med dem”. Det er nok lidt mere end lærerne her, lige umiddelbart, vil gå med til. Dog kan vi gå ud fra, at skolens folk er velvillige til at leve livet (karneval) med deres elever en gang om året, eller deromkring.

 

For den kvantitativ mindede læser kan vi her til sidst nævne, at de voksne blev opfordret til at give karneval karakter, og her fik vi jo et fint gennemsnit på 9,5, bestående af 2 gange 8 og resten fordelt mellem 9 og 10. Da vi jo er i Nordjylland, vil jeg mene, at det er et fint resultat.

 

En evaluering fra Sverige og afsluttende bemærkninger

 

Leif Strandberg, psykolog, samfunds- og skoleudvikler og forsker, har set vores DVD og givet os en udførlig kommentar med på vejen.

 

” … där barnen inte lämnas alienerade i en vuxenregi.”

 

Jo, det er så sandt, at her ved karnevalet var det grupperne præsterede på elevernes (deltagernes) præmisser og deres egne krav til kvalitet. Vi undgik bevidst at være i en bedrevidende rolle, og vi prøvede at praktisere, hvad Anderson (2003) vil kalde ”en ikke vidende holdning” til deltagernes udfyldelse af gruppeopgavernes rammesætning.

 

”Där vuxna framträder tillsammans med barn. Vuxna "are sharing performance" - not truth nor knowledge -vilket innebär  att  barnen lär sig extra mycket …. ”Där lärarna/pedagogerna ser så tillåtande ut - så uppmuntrande - de manar till delaktighet - till kreatvitet - till aktivitet.”

 

Ja, hvor befriende at se at voksne og elever sammen kan deles om at optræde, deles om at skulle klare, en for alle lige fremmed opgave. Det er jo i grunden så simpelt, så banalt og så centralt på samme tid, og nok alt for sjældent noget vi oplever, i vor tid. Det er så rart at læse, at Leif, som seer af en DVD, kan få øje på dette vigtige element, og jeg håber, at de voksne deltagere, der læser disse linier, vil tage denne indsigt med sig, i deres videre arbejde. At blive spejlet og set, at opleve sig selv i andre vigtige, signifikante andres (Mead, 2005) nærvær er en grundlæggende motivationskilde for mennesker, og, ifølge Tønnesvang[6] (2002) en nødvendighed for at mennesker kan lære og danne sig.

 

                      ”Där barnen filmar (Dogma!!)”

 

Ja, det er befriende, og yderst lærerigt at vi, metodeudviklere, på denne måde har mulighed for at se begivenhederne med elevernes (gruppernes) øjne.

 

”Där nya modeller för Publik och Aktör (alla är publik - alla är aktörer) utvecklas.” (fra personlig mail, 22.4.2006)

 

Ja, godt set, og jeg tror, at det faktum, at alle var tilskuere og del af grupper der optræder, førte til, at sceneskræk og lignende næsten ikke var forekommende. Endnu en banal sandhed, det, at en god oplevelse indebærer, at man har været ”på”, har spillet en rolle, samtidig med at man har set andre udfolde sig. Så enkelt, så grundlæggende, og derfor vil jeg vove at påstå, at de ting, Leif har fået øje på, mere end understreger, at karneval kan være en metode, der træner grundlæggende menneskeligt samspil, eller skaber rammer hvor dette både skabes og får lov at udfolde sig.

 

For mig, som metodeudvikler, er disse internationale kontakter, samtaler og fælles workshops karnevalets salt. Det, at andre der har arbejdet og tænkt ud fra de nævnte kilder, og ikke mindst Vygotsky, viser interesse, giver respons, og reflekterer sammen med os, er metodeudviklingens hjerte, og uden dette, som jo alle ved, kan organismens puls ikke slå.

 

Men, familien, den internationale, er vokset, Nu hører Mogens, Ulla Bundgaard, Jette Poulsen, Ole Corneliussen med til denne familie, og deres elever/studerende, samarbejdspartnere og kollegaer er også del af denne ”community without walls”, som folk fra East Side Institute siger om dette mangeårige fællesskab.

 

Men, metoden vokser uden for Danmarks grænser bedst uden for ”systemet”, det vil sige i NGO miljøer, der prøver at være uafhængig af økonomiske eller partipolitiske indflydelser. Karneval nr.1 har været delvis finansieret (vore timer) af CVU Nordjylland, som vi hermed gerne vil takke.

 

Videreudviklingen af metoden vil ikke mere ske i form af et, som her, pilotprojekt. Men det, vi håber på og regner med, er, at vi kan sælge metoden, som det, den skilter med, en skole-organisations-forandringsmetode, der på meget kort tid opnår store forandringer, af elevers og voksnes erkendelse af sig selv og deres sociale omverden, skolen. Det er, for mig at se mere, end mange flerårskurser opnår.

 

Som nævnt i starten, under ”Stabens oplevelse, læring og erfaring”, vil vi, udover at vi er ret overbevist om at være på rette vej, rette fokus på de nævnte ting, som stabens aflastning, bedre træning af proceshjælpere m.m., også rette nærmere fokus på, hvordan skolen efter karnevalet bevarer de artefakter, der er skabt, fastholder de internationale kontakter som er etableret, sætter skriftlighed og videoredigering i system, således at skolen endnu mere selvaktivt implementerer den åbnede viden i skolens praksis. Således at skolen, institutionen, fra karneval til karneval oplever en progression vedrørende at være dem, der selv kan stå for de kommende karnevaler (nr.3, 4, …) på egen hånd. Lysten til at være mere med, som lærer, blev tilkendegivet, eller som Mogens sagde bagefter: Der er nogle (lærere) der har taget ejerskab!  

 

Så ja, hånden er allerede strakt ud, altså elevernes, de fleste voksnes og ikke mindst ledelsens, hvis vi taler om Karensmindeskolen.

 

Taler vi om andre steder, er jeg overbevist om, at andre interessenter er på vej, ikke mindst fordi Lindegaard (2006) har publiceret artikler om metoden i skoleledernes og skolebestyrelsernes fagblad (in press). Omkostninger ved karneval er omtrent det samme, som det vil koste at bestille, i det her tilfælde, 3 dages kursus for hele personalet. Udover løn til konsulent og timer til de deltagende må påregnes et beløb til materialer og andet, men også dette synes, efter vore erfaringer med karneval nr.1, ikke at være uoverkommeligt.

 

Desuden er det et stærkt ønske, at vi i nær fremtid kan stå for en konference med de nævnte internationale kontakter, der kunne bestå af en mere formel konference, og en efterfølgende heldags-workshop med henblik på at udvikle og lære metoden.

 

Et sidste spørgsmål: Er metoden stadig personafhængig (Mogens og Volker i DK) eller kan alle nu bare ”følge opskriften”? Her er det klart vores opfattelse, at ”barnet (karnevalsmetoden) er født, men barnet har stadig brug for sine forældre (Mogens, Volker, ”Vygotsky-familien)”. Så, en videreformidling af metoden vil, for mig at se kræve en slags mesterlære eller deltagende læring, hvor dem, der ønsker at arbejde med metoden, skal opleve metoden i anvendelse. Det betyder at Karensmindeskolen formentlig selv kan stå for karneval nr.4 og følgende. Og det betyder, at andre interesserede (skoler eller konsulenter der vil lære metoden), må regne med en lignende oplæringsperiode, som Karensmindeskolen er startet på.

 

Hermed er vi ved denne evalueringsartikels slutning. Yderlige interesserede må se i de i litteraturlisten nævnte andre artikler om projektet, og de er til hver en tid velkommen til at rette henvendelse til Volker, på e-mail vb@aalsem.dk eller til Mogens, på e-mail mogens.larsen.stenderup@psem.dk .

Litteratur:

Anderson, H. (2003) – Samtale sprog og Terapi, Reitzels

Bahktin, M. (2001) – Karneval og latterkultur, Det lille forlag

Bauman, Z. (2005) – Forspildte liv, Reitzels

Bunzendahl, V. Hvad er postmoderne psykologi og hvad kan det bruges til?, DLH, Århus, 2002

Bunzendahl, V. Building bridges over troubled water, in: Brankovic, D. (et al), The Unity of Sciences Today, Banja Luka University, BiH, 2004

Bunzendahl, V. One step forward, two steps back, and still going on, in: Brankovic, D. (et al) Education and Social Change, Banja Luka University, BiH,  (in press, 2006)

Bunzendahl, V. (2006) - Karneval – en fusion af konstruktion og realisme eller performative ændringer af praksis, CVU Nordjylland

Bunzendahl, V. & Larsen Stenderup, M. Fusion– om begyndelsen af et samarbejde, om opstarten af et skole-udviklingsprojekt, i:  Fusion XPress, nr. 3, februar 2006, Pædagogseminariet i Aalborg

Hargreaves, A. Nye tider, nye lærer, Klim, 2000

Hargreaves, A. Undervisning i videnssamfundet, Klim, 2005

Holzman, L. (1997) – Schools for Growth, Erlbaum

Holzman, L. & Morrs, J. Postmodern psychologies, societal practice and political life, Routledge, 2000

Katzenelson, B. Drivkræfter, følelser og erkendelse, Reitzels, 2004

Larsen Stenderup, M. (2006) Karensminde Støvring – East Side Institute t/r, (Draft)

Lindegaard, K. Når skolen bliver vendt på hovedet – Karnevalsstemning; i: Forum for Skoleledelse, nr3, 2006

Madsen, B. En feltdynamisk teori om individ og gruppe. Gensyn med Kurt Lewin. Århus, 2000

Madsen, B. Gruppearbejde og rammesætning, 2004

Mead, G.H. Sindet, selvet og samfundet, Akademisk, 2005

Newman, F. & Holzman, L. Vygotsky, a revolutionary scientist, Routledge, 1993

Newman, F. (1996) – Performing of a lifetime, Castillo

Savic, J. (2000) – Children in and after the war, Banja Luka (UNICEF)

Scorc, B. & Ognjenovic, V. (2003) – Evaluation Zdravo da ste, Belgrade

Strandberg, L. (2006) – Vygotskij i praktiken, Nordsteds Akademika forlag

Vygotsky, L. Mind in Society, Cambridge, 1978

Vygotsky, L. (2004), Pædagogisk Psykologi, se Lindqvist, G., Vygotsky, udvikling som læringsvilkår, Klim, 2004

Tønnesvang, J. (2002) Selvet i pædagogikken, Klim



[1] Dette er den ene af to evalueringsartikler, den anden er skrevet af Mogens Larsen Stenderup, seminarielektor og billedkunstner, og begge artikler burde læses samtidig, i og med læseren dermed får mulighed for at se projektet fra to forskellige perspektiver. Det har været tanken at samle begge artikler til én, men vi har valgt at skrive to for hermed at tilgodese forskellige slags publikum, de forskellige artikler kunne tale til.

[2] Proceshjælpere var frivillige pædagoger og seminariestuderende, der hjælp de enkelte grupper med deres opgaver (se evt. Bunzendahl, 2006).

[3] Der er faktisk 5 film på én DVD, tre mindre, 1 længere, og 1 af evalueringen

[4] I og med at emotion og kognition er to sider af samme sag (Katzenelson, 2004).

[5] Se Newman, 1996, der har introduceret mig for at skelne mellem to become og to be. To become forbindes med leg og performance, det vil sige der bliver man til noget andet, to become a head taller than you are. To be hentyder hos Newman mere til det at være uden at man er bevidst om sin egen performance. Om det at være (to be) ind i mellem også kan være ret afstressende for os mennesker, er en anden sag, jeg må komme tilbage til en anden gang. Det forekommer mig nemlig at vi, også her, fokuserer så meget på udvikling og becoming, at vi måske kan overse det sunde i bare at være.

[6] Det vil sprænge rammerne for denne evalueringsartikel, men i den nære fremtid vil jeg da bestræbe mig på at beskrive karnevalsmetoden med hjælp af de fire rettethedslogikker, Jan Tønnesvang arbejder med, da det for mig kan give min postmoderne åbenhed den nødvendige ingrediens af jordbundenhed og realisme.